Skip to content

Debatindlæg: Statskundskab er et frygteligt ensomt studie

af Philip Sick Tobin

Studielivet på statskundskab er præget af et fragmenteret fællesskab. Lukkede grupperinger, et alt for internt foreningsliv og en enorm konkurrencementalitet skaber en intern rangorden på bekostning af de studerendes mentale velvære. I vores selvfedme kan vi ikke se problemerne med ensomhed, skriver kandidatstuderende Philip Sick Tobin.

Corona har været en ensomhedspandemi, især blandt de universitetsstuderende. Det er en nyhed, man har kunnet læse i forskellige varianter, siden vi blev klar over, hvilke konsekvenser det havde at lukke universiteterne ned og rykke al undervisning på zoom. Det har af og til føltes som et pseudostudie, hvor mine medstuderende har kendt interiøret af mit værelse bedre end de forskellige lokaler på Kommunehospitalet. 

For mig personligt tegner forårssemestret til at blive mit sidste på CSS. Jeg afleverer mit speciale til sommer, og så står jeg over for en karriere på det arbejdsmarked, mit studie forhåbentlig har klædt mig på til. Et stort kapitel, der lukker. Men også et, jeg har haft meget blandede følelser omkring, imens det har stået på. For hvis jeg skal være helt ærlig, så har min tid på statskundskab været noget af det mest ensomme i mit liv. Det er en tid, hvor jeg ikke rigtig har følt en forbindelse til mine medstuderende eller til miljøet. Det har været svært for mig at sige, at jeg var statskundskaber. Og nu, når restriktionerne forsvinder og campus genåbner, er jeg faktisk bekymret for, at mange andre også gemmer på den ensomhed.

Velkommen til samfundets top

Da jeg i 2016 for første gang trådte ind i Kommunehospitalets gård og blev angrebet af kram og fællessang af tutorerne, havde jeg oprigtigt store forhåbninger om min tid her. Jeg glædede mig virkelig til at starte og at blive en del af det fællesskab, jeg havde hørt så meget om i månederne op til studiestart. I dagene op til studiestart lyder sammenholdet intet mindre end topfedt. Når man træder ind i Jacques D møder man sætningen ”Velkommen til samfundets top” under hvælvingen, som alle er meget hurtige til at påpege er ment med en ironisk distance. Men i de første uger står det lysende klart, at man er iblandt en masse dedikerede og seje folk, som man skal bryde hoveder med til holdtimerne og drikke øl med om fredagen. Jeg gjorde da også alt det, man kunne forvente af en russer for at passe ind i det selskab. Jeg meldte mig nok til en forening for meget, jeg mødte op til alle fester, foredrag og opvarmninger og sørgede for at snakke med alle, der var på mit hold.

» Hvis jeg skal være helt ærlig, så har min tid på statskundskab været noget af det mest ensomme i mit liv.«

Men efter de første uger kunne jeg efterhånden mærke, at fællesskabet i sidste ende ikke gjaldt. Min læsegruppe gik fra hinanden, mit hold gled ud i meget afgrænsede grupper, og til sidst sad jeg alene til forelæsningerne og blev ikke inviteret til festerne. Og da vi ramte julegalla, kunne jeg konstatere, at der var skabt et fantastisk fællesskab på studiet, som ikke inkluderede mig og en god del andre på vores årgang. De, der stod for det sociale på mit hold, tænkte simpelthen ikke på mig, når de arrangerede ting. Så jeg smuttede ud til forskellige organisationer – Suveræn, International Debat og Med Andre Ord blandt andet – men de var altid for interne at bryde ind i. Hver gang prøvede jeg i nogle måneder, men måtte kaste håndklædet i ringen, når møderne blot føltes som frustrerende forsøg på at blive en del af et eller andet på studiet. Min oplevelse kan lyde anekdotisk, men det er oplevelser, der alligevel har sat sig dybt i mig over de seneste år. Udover at have kæmpet med ensomhed, har jeg kæmpet med angst og søvnløshed i de perioder, hvor jeg har stået allermest alene, og hvor studiet har virket komplet uoverkommeligt. Jeg kan med sikkerhed påpege, hvad der ligger bag mine oplevelser på studiet. Alle, jeg har mødt på studiet, er enormt målrettede og har øjnene rettet mod præstationer som studiejobs, praktikpladser og netværk. Det er selvfølgelig nogle af de ting, som kan være med til at gøre statskundskab til det givende studie, det er. Men når studielivet efterhånden bliver et spørgsmål om, hvem der er mest målrettet, bliver man meget fokuseret på, hvem der klarer sig godt, og hvor man ligger i den interne rangorden.

Studielivet er et CV-ræs

Det er en hård konkurrence til tider. Man kan føle sig alene og føle, at alle andre på studiet har været heldigere og ser lidt ned på en. Efter jeg er begyndt at indrømme min ensomhed, har jeg hørt lige så hjerteskærende historier fra andre. En fortalte mig, hvordan han kom tudende hjem hver dag på tredje semester fordi han, mellem studiejob, eksaminer og vennernes forventninger, ikke kunne holde sin hverdag ud. Den dygtigste person, jeg nogensinde har mødt på studiet, har i mange år taget antidepressiver og læst på nedsat tid, fordi hun føler sig så fremmedgjort fra karriereræset på studiet. Og der er utallige af sådanne historier gemt rundt omkring hos vores medstuderende.

Jeg kan ikke undgå at koble de oplevelser, jeg og mange andre på studiet har haft, med de studerendes til tider kyniske målrettethed efter at opnå de bedste muligheder for dem selv. Man maksimerer måske mulighederne for sig selv, men i det store hele bliver det ulideligt at bruge sin tid på det sociale studiemiljø. Og det siver ind i alt, hvad vi foretager os. Selv vores revy bygger på audition, professionalisme og kontakter til professionelle komikere, og showet skal helst fylde Bremen Teater. Sammenlign det med fysikstudiet. Til deres revy kan folk på scenen kun lige synge, og de dårlige jokes kommer til sidst, hvor folk er for fulde til at forstå dem. Men det er en fest, og der er ingen der tænker på, hvordan det ser ud på CV’et.

» Når studielivet efterhånden bliver et spørgsmål om, hvem der er mest målrettet, bliver man meget fokuseret på, hvem der klarer sig godt, og hvor man ligger i den interne rangorden.«

Til en fredagsbar sidste år drak jeg en øl med en ven fra økonomi, da en fra mit gamle hold kom op for at give mig en undskyldning. Hun syntes ikke, jeg var blevet behandlet fair, men man havde været for optaget af at tænke på sin egen situation. Det var sødt af hende, men det er besynderligt, at man overhovedet står i en situation, hvor man kan undskylde for sådan noget. Og det er det, der gør mig så bekymret. For når studielivet for alvor går i gang efter to år med restriktioner, vil der også vende mange tilbage, som er nervøse for, om de er inkluderede. Der frygter jeg, at konkurrencen bliver intensiveret, at studerende bliver mere ensomme, og at vores studiemiljø simpelthen ikke er rustet godt nok til at fange dem, der føler sig ladt i stikken.

Ensomhedens dybe rødder

For mig er det for sent. Jeg fik en undskyldning, men jeg har for længst sluttet fred med studiet og lagt distance til de mennesker, der læser herude. Og jeg vil resten af mit liv forbinde studiet med den ensomhed, jeg har kæmpet så meget med. Men for dem, der skal læse her i mange år fremover, er vi simpelthen nødt til at gøre en større indsats for at inkludere dem, der føler sig frosset ude. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der ikke er rum på studiet til at kunne sætte tempoet ned og kunne se sine medstuderende i øjnene og lære deres særheder at kende over en øl eller et brætspil.

Selvom jeg har syntes, at det har været svært at være stud.scient.pol, så er det i sidste ende mit studie. Et studie, som jeg i bund og grund ønsker bliver så godt, som det overhovedet kan blive. Men jeg tror, at vi i vores selvfedme ikke altid er gode til at se, hvilke problemer vi har. Og når corona nu forhåbentlig er en del af fortiden, er det på tide at indse, at ensomheden for længe siden har slået dybe rødder på CSS.