Skip to content

Dine medstuderende stiller op til KV21: Mød Katrine, Cille, Thomas og Christina

Mens Cille Hald Egholm, Christina Omuleko, Thomas Rohden og Katrine Kildgaard er til forelæsninger med os andre på statskundskab og samfundsfag, hænger de samtidig i lygtepælene og er kandidater til regionsråds- og kommunalvalget. Mød dem her til 5 skarpe om at være politiker og studerende.

af Mathilde Brieghel
Visuelt udtryk af Thea Skjærbæk

Katrine Kildgaard, kandidat til kommunalvalget i København for Radikale Venstre

Hvordan har studiet påvirket at du har valgt at gå ind i politik?
Jeg blev aktiv i politik, før jeg blev studerende, så det har fulgt med mig ind i studielivet. Men det har haft en stor betydning for mit studieliv. Det er ret sjovt at sammenligne pensum fra bøgerne med den virkelighed, man møder i sit eget parti. Det har i hvert fald givet mig rigtig meget at have politik ved siden af, fordi man får mulighed for at følge en masse processer i praksis i stedet for kun at læse om dem.

Hvad vil du kæmpe for, hvis du bliver valgt ind?
Jeg vil kæmpe for at stoppe den mentale sundhedskrise. Alt for mange unge lider af angst, stress eller depression. Jeg har selv været en af dem, så jeg ved, hvor vigtigt det er at få den rette hjælp. Vi skal sikre, at alle har ret til at få hjælp med det samme. Jeg kan ikke acceptere, at man skal vente.

Hvordan balancerer du studieliv og valgkamp?
Under valgkampen balancerer jeg slet ikke, der er det bare valgkamp fra tidlig morgen til sen aften. På en typisk dag starter man med morgenuddeling 07.30 og kører så derfra med debatter, uddelinger, møder og arrangementer. Før valget har jeg også brugt rigtig meget tid på at forberede valgkamp med min kampagnegruppe og Radikal Ungdom København. For mange bliver valget først synligt, når man plakaterne kommer op, men forberedelserne er i gang lang tid før det. Det er derfor det er så vigtigt at have et godt hold.

Hvad har overrasket dig mest ved at stille op til kommunal/regionsrådsvalg?
Det har overrasket mig, hvor vigtigt det er at have et godt hold omkring sig. De er der både, når det er allersjovest og allerhårdest. Både før, under og efter valget. Jeg har lige været syg tre dage på det værste tidspunkt – lige midt i valgkampen, men mit hold har bare alligevel været ude i novembervejret og føre kampagne uden mig. Ingen kandidat kan gøre det alene. Det er en kæmpe holdindsats. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke alle mine seje frivillige.

Hvorfor skal dine medstuderende stemme på dig?
Man skal stemme på mig, hvis man synes, at vi skal stoppe den mentale sundhedskrise, at København skal leve op til sit grønne ansvar, og at vi skal bygge flere studieboliger, der er til at betale på en SU. København er en ung by, men kun 2 ud af 55 er under 30 på rådhuset. Derfor handler kommunalpolitik i København alt for meget om daginstitutioner og parkeringspladser. Det vil jeg lave om. Unges dagsordener skal også høres. Vi fortjener lige så meget at være med til at forme København.

Cille Hald Egholm, kandidat til kommunalvalget i København for Venstre

Hvordan har studiet påvirket at du har valgt at gå ind i politik? 
Da jeg startede på statskundskab i 2018, var jeg politisk interesseret, men jeg havde endnu ikke taget springet og meldt mig ind i et parti. På studiet var der en masse af mine medstuderende, som skulle føre valgkamp for forskellige folketingskandidater – flest radikale – i forbindelse med valget i 2019, og det synes jeg bare lød megaspændende. Da jeg på daværende tidspunkt arbejdede på en cafe med en folketingskandidat, spurgte jeg hende om jeg kunne hjælpe hende med valgkampen. Det kunne jeg godt, men undervejs skiftede hun parti fra Venstre til Nye Borgerlige. Da jeg endnu ikke havde taget stilling til, hvilket parti jeg hørte til i, sprang jeg ud i det, og blev hendes kampagneleder. Det var vildt lærerigt, og jeg synes det var megafedt at lave kampagnearbejde. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var i Nye Borgerlige, jeg hørte til i, så nogle måneder efter valget meldte jeg mig ind i Venstre. Det har jeg ikke fortrudt. Uden statskundskab havde jeg nok ikke turde springe ud i at føre valgkamp for en folketingskandidat, eller fundet min hylde i Venstre.

Hvad vil du kæmpe for, hvis du bliver valgt ind? 
Hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg først og fremmest kæmpe for, at kernevelfærden kommer først. Det er i dag alt for svært at få den hjælp man har brug for, og vi taber alt for mange borgere på gulvet mens vi samtidigt bruger penge på tant og fjas andre steder. Så vil jeg kæmpe for en bedre infrastruktur, hvor der både er plads til bilerne, cykler og en bedre kollektiv trafik. Vi skal have meget mere metro! Jeg vil også gøre noget ved det københavnske boligmarked, der er så skævvredet at kun de rigeste og dem, som har stået på en venteliste i 20 år, kan komme til. Vi skal bygge mere, og kun regulere efter efterspørgsel. Til slut vil jeg gøre mere for, at de unge i kommunen også repræsenteres i Borgerrepræsentationen. Vi skal have langt mere at skulle have sagt end vi har i dag, og det ansvar vil jeg gerne tage på mig.

Hvordan balancerer du studieliv og valgkamp?
Jeg har taget 7,5 ECTS-point på sommerskole, så jeg kun har 22,5 ECTS, jeg skal færdiggøre til vinter. Jeg passede min uddannelse i starten af semestret, men da valgkampen tog fat, blev det på bekostning af studielivet. Jeg har heldigvis først eksamener til januar, så min december bliver brugt på at læse op. Det har været en årelang drøm at stille op til valget nu her, så valget mellem valgkamp og studieliv var egentlig ikke noget jeg tænkte yderligere over. Heldigvis er statskundskab også et studie, hvor det at stille op til valg eller føre valgkamp for en kandidat er forholdsvist normalt, så jeg bliver kun mødt at forståelse, når jeg skipper undervisningen.

Hvad har overrasket dig mest ved at stille op til kommunal/regionsvalg? 
Jeg tror ikke jeg havde overvejet hvor grænseoverskridende og surrealistisk det er, at have sit navn på stemmesedlen og fjæs på valgplakater. Jeg ved ikke om man nogensinde vænner sig til det. Det er ret sindssygt. Samtidigt er jeg overrasket over, hvor godt et samarbejde jeg har til mange af de andre unge kandidater fra andre partier. Vi er gode til at bakke hinanden op på trods af uenigheder, og det gør det hele lidt sjovere.

Hvorfor skal dine medstuderende stemme på dig?
De skal stemme på mig, fordi jeg virkelig brænder for at gøre en forskel for borgerne i København. Jeg vil arbejde benhårdt for, at København bliver en bedre by at leve, studere og være i. Som studerende kender jeg til alt fra at stå uden bolig til ikke at kunne finde rundt i kommunens borgerservice, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at også de unge får en stemme i Borgerrepræsentationen.

Thomas Rohden, kandidat til regionsrådsvalget i Region Hovedstaden for Radikale Venstre

Hvordan har studiet påvirket, at du har valgt at gå ind i politik?
Mit studie har ikke påvirket mig til at gå ind i politik, det er nok nærmere politik, der har påvirket mig til at gå ind i mit studie. Men jeg har kunnet tage flere gode ting med fra mit studie over i mit kandidatur til Region Hovedstaden. Jeg har blandt andet fået inspiration til politikudvikling, da jeg på min bachelor tog et fag om medicinprioritering i det offentlige. Det gav et godt grundlag for at komme med meget konkrete forslag til et ellers meget kompliceret område.

Hvad vil du kæmpe for, hvis du bliver valgt ind? 
Ført og fremmest vil jeg kæmpe for en bedre psykiatri.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at psykisk syge patienter skal stå på en venteliste i over 100 dage, før de kan modtage hjælp. Derfor er der først og fremmes brug for flere psykologer i Region Hovedstaden. Derudover vil jeg tage fat på den grønne omstilling, der virkelig går langsomt i regionen. Der er brug for en inter CO2-afgift, klimavenlige byggerier og en mere plantebaseret kost.  Og så kæmper jeg selvfølgelig for, at Region Hovedstaden skal stoppe deres samarbejdsaftale med Jiangsu-provinsen i Kina og dets ledelse, der primært udgøres af menneskerettighedsforbrydere.

Hvordan balancerer du studieliv og valgkamp?
Uh, det er jeg ærligtalt ikke særligt god til. Jeg fører valgkamp alle vågne timer i døgnet og så må jeg læse op på studiet efter d. 16. november. Jeg har kastet alt ind i kampen for at blive valgt, tager orlov fra mit arbejde, tømt min opsparing og gearet ned på studiet. Så jeg fokuserer 100% på valget.

Hvad har overrasket dig mest ved at stille op til kommunal/regionsvalg?
Hvor lukket den regionalpolitiske debat er. Jeg oplever, at flere siddende regionsrådsmedlemmer nærmest er rasende på mig, fordi jeg går kritisk til dem på sociale medier og i den offentlige debat. De er vant til, at debatterne foregår på regionsrådsgården i Hillerød og ikke i den brede, offentlige debat.

Hvorfor skal dine medstuderende stemme på dig?
Fordi de er enige med min politiske retning. Hvis de vil forkorte ventelisterne i psykiatrien, hæve de grønne ambitioner og stoppe det uetiske samarbejde med Kina, så skal de sætte deres kryds ved mig. Så simpelt og enkelt kan det siges.

Christina Olumeko, kandidat til kommunalvalget i København for Alternativet

Hvordan har studiet påvirket at du har valgt at gå ind i politik?
Jeg valgte statskundskab, fordi jeg gerne ville have viden om, hvordan vi gør samfundet bedre – og ja, det er mega cheesy. Så studiet har ikke gjort det store for, at jeg nu er kandidat, fordi jeg interesserede mig også for samfundsløsninger inden.

Hvad vil du kæmpe for, hvis du bliver valgt ind?
Jeg vil arbejde for en ny politisk kultur inde på Rådhuset. Vi har en udfordring med, at der bliver lavet for mange lappeløsninger og for få løsninger, der løser problemerne fra bunden særligt på klima- og boligområdet. Vi har også brug for en ny politisk kultur, når mange mennesker føler, at politik ikke gør en forskel. Vi skal derfor gentænke demokratiet, og selvom det er en meta-mærkesag, så sætter det rammen for al politik. Herudover vil jeg personligt kæmpe for reelt billige boliger og anti-racisme. Vi skal ikke stå igen, igen, igen om 4 år og snakke om billige boliger, og folk som mig med mørk hudfarve skal ikke opleve diskrimination.

Hvordan balancerer du studieliv og valgkamp?
Balance er der ikke meget af, men det er fint for mig, fordi det er en kort periode. Heldigvis har jeg kun et fag, så det passer fint med valgkamp.

Hvad har overrasket dig mest ved at stille op til kommunal/regionsrådsvalg?
Hvor meget nice respons, jeg har fået på mit kandidatur fra både fremmede, bekendte og venner! Det gør mig så glad. Herudover er jeg overrasket over min personlige udvikling. Jeg er ikke en partisoldat, der har været med i et parti, siden jeg var 15 år, så jeg har skulle lære at debattere på ufattelig kort tid – og det går langt bedre end forventet. Til sidst er jeg overrasket over, hvor mange derude som bliver vildt glade for at se Alternativet. På trods af, at partiet gik igennem en hård tid for halvandet år siden, så mærker jeg, at mange ønsker et alternativ til de gamle partiers løsninger og tilgang til politik.

Hvorfor skal dine medstuderende stemme på dig?
Man skal stemme på mig, hvis man synes, at der er brug for et alternativ til de gamle partier og deres blå/rød/midt tilgang til politik. Det er ikke så vigtigt for mig om politikken er rød eller blå, den skal bare virke.

Jeg vil bruge mine kræfter på at få reelt billige boliger, og her skal vi ganske enkelt kigge mod løsningerne i de storbyer, der har løst problemet, såsom Wien og Helsinki. Hertil vil jeg arbejde hårdt for, at minoriteter oplever mindre diskrimination og får bedre livsforhold. Og nåh ja, så nævner jeg ikke klima, men alle ved jo godt, at Alternativet er det grønneste parti!