Teaterstykket En Folkefjende kan minde os om at stille os kritiske overfor massefænomener. Det kan minde os om vigtigheden af at turde stå alene, også selvom det er svært. Det kan minde os om, at universitetet i Danmark bør skabe stærke, frit tænkende og kloge studerende.
af Severin Gjerløff Wedebye Bentsen
Visuelt udtryk af Thea Skjærbæk og Marianna Suder
Forleden var jeg i Nørrebro Teater. Jeg så En Folkefjende af Henrik Ibsen, her i en nyfortolkning med Søren Pilmark i hovedrollen som kurbadslægen Tomas Stockmann, der forgæves forsøger at advare folket om, at vandet i deres kurbad er forurenet.
Stykket er, også i sin nyfortolkede form, en fremragende fremstilling af de dynamikker, som kan have et fast greb om samfundet, hvis ikke vi er meget bevidste om dem. Med ét ord kan de benævnes: Flokmentalitet.
Teaterstykket viser os på vidunderlig vis vores egen medskyldighed, idet publikum inddrages: De klapper, buher og kommer med tilråb på opfordring af skuespillerne.
»Stykket er, også i sin nyfortolkede form, en fremragende fremstilling af de dynamikker, som kan have et fast greb om samfundet, hvis ikke vi er meget bevidste om dem. Med ét ord kan de benævnes: Flokmentalitet.«
Indledningsvis møder Stockmann opbakning til at få sandheden om vandkvaliteten frem. Men efterhånden som konsekvenserne af en sådan afsløring for den lille by viser sig, begynder folk at trække støtten, indtil lægen til sidst står alene tilbage.
Da Søren Pilmarks Stockmann skriger til publikum, at det består af fjolser og idioter, kan latteren i selvsamme publikum tydeligt høres. Når han i afmagt også råber ad dét, erklærer han sig som den eneste rene i en by, hvor ikke bare vandet men også menneskene er forurenede.
Dermed sluttes cirklen, og stykket lykkes med at rette en kritik ikke bare mod folket men også mod ham, som på den ene side er idealisten, som har fakta på sin side, men som også ender som fanatikeren. Kritikken af det ukritiske medløberi er komplet. når den også medtager kritikken af det, der ender som ukritisk overvurdering af egen dyd.
Stykket bliver med andre ord en diskussion af to stadigt mere fremherskende tendenser i vores tid: Tendensen til hovedløse massefænomener, hvor tusinder af mennesker samles om diffust definerede sager på internettet, samt tendensen til renheds- og dydighedsdyrkelse.
Et moderne universitet: Kritisk, frit, inkluderende?
Den samfundskritik En Folkefjende rejser, er meget relevant for et moderne universitet at overveje. De senere års eksempler fra Amerika, hvor professorer forkastes af vrede studerende, kalder på refleksion. Vi går ganske vist på et dansk universitet, men vi indgår i et internationalt universitetsmiljø, ligesom vi indgår i en globaliseret, og det vil sige amerikaniseret, verden. Vi kommer sandsynligvis i fremtiden til at skulle forholde os til, hvad vi mener, en underviser kan tillade sig at lave sjov med; hvorvidt en underviser skal spørge til alle studerendes pronominer ved semesterstart. Spørgsmålet er, om universitetet er et forum for fri tanke og tale eller om det er en virksomhed, som skal tækkes sine studerende og tidsånden.
Vi bør også overveje, hvad dydighedsdyrkelsen har af betydning for vores universiteter. Landenavnene i introugen er blevet afskaffet på statskundskab, hvilket må ses som udtryk for en ulyst til at fornærme, samt et behov for at rense sig for alt, hvad der i nogle øjne kan synes problematisk.
»Vi bør overveje, hvad dydighedsdyrkelsen har af betydning for vores universiteter.«
Henrik Ibsens En Folkefjende kan om noget minde os om at stille os kritiske overfor massefænomener. Det kan minde os om vigtigheden af at turde stå alene, også selvom det er svært. Det kan minde os om, at universitetet i Danmark bør skabe stærke, frit tænkende og kloge studerende. Se stykket! Og læs originalteksten bagefter.