Drop den politologiske identitetskrise

Drop den politologiske identitetskrise

MED ANDRE ORD har bedt mig om at komme med et bud på, hvad en cand.scient.pol. bidrager med på arbejdspladsen. Min arbejdsplads er Finans­tilsynets realkreditsektion, hvor jeg arbejder som fuldmægtig.

For mit vedkommende indebærer det blandt andet at være ’undersøger’, hvilket vil sige, at jeg af og til bliver sendt ud på inspektion i en finan­ siel virksomhed. Her skal jeg sammen med et team af forskellige eksperter vurdere, om virksomhedens forretninger og organisation er risikomæssigt betryg­ gende og ikke udgør en trussel mod den finansielle stabilitet. I praksis går dette arbejde ud på at opholde sig i et mødelokale i en uges tid i selskab med prop­ pede ringbind, mørkklædte direktører, advokater, revisorer og andet små­intimiderende godtfolk – alt sammen i den offentlige sags tjeneste. Herudover ud­ fører jeg også analysearbejde i den mere abstrakte ende, herunder i forbindelse med diverse udvalg og arbejds­ grupper nedsat af regeringen og i EU­sammenhæng.

CAND.SCIENT.POLITOLOGISK IDENTITETS­ KRISE

Den obligatoriske samtale med kollegaerne om stats­kundskaberens bidrag har det med at tage en akavet drejning, når man først har lanceret, at vi statskundskab­ere kan analysere komplekse systemer. Det mener de fleste fagdiscipliner vist nok, at de kan. Da jeg for lidt mere end et år siden stadig læste statskundskab, havde jeg også ret svært ved at sætte fingeren på, hvad jeg selv kan, som andre samfundsvidenskabelige kandidater ikke kan. Der gik faktisk også noget tid, efter jeg begyndte i mit første job som fuldmægtig i Finanstilsynet, før det stod klarere for mig, hvad der adskiller os cand.­ scient.pol.’er fra andre DJØF’ere.

Vi kan hurtig blive enige om, at vi gennemsnitligt set har bedre færdigheder inden for eksempelvis statistikend de blødere samfundsvidenskaber, men vi kan også hurtigt blive enige om, at økonomerne nok er bedre til statistik, end vi er. Vi har givet vis haft mere berøring med jura end en antropolog eller en økonom, men der er ikke mange scient.pol.’er, der for alvor kan erstatte en jurist, når det kommer til lovteknik og regelarbejde. Dette er det typiske mindreværdskompleks hos stats­kundskabere, der mener at være havnet i generalist­fælden. Jeg vil dog bemærke, at det er vigtigt at skelne mellem på den ene side rent praktiske færdigheder, som de ovennævnte, og analytiske færdigheder på den anden side.

DEN INSTITUTIONELLE BETRAGTNING

I dag er jeg ret overbevist om, at mit studie har givet mig en analytisk færdighed, som er enestående for statskundskab, og det er den institutionelle analyse. Min opgaveløsning skiller sig ud fra de andre DJØF’eres ved at være fokuseret på identifikationen af aktører med særskilte interesser og indbyrdes funktioner, som fun­gerer under et sæt spilleregler, der i en vis udstrækning defineres af staten. En stat, der i sin ageren skal tage hensyn til sin egen legitimitet som myndighed.

Til dagligt arbejder jeg primært sammen med jurister og økonomer, imens politologerne vist kan tælles på én hånd. Udover erkendelsen af, at man har meget at lære af fagspecialisterne, har det også den fordel, at ens eget faglige bidrag kommer til at fremstå skarpere. En jurist vil eksempelvis oftest gå definitorisk til værks med sin opgave og foretrækker at holde sig til loven, så længe lovens definitioner kan rumme problemstillingen. Økonomen begynder almindeligvis med en risiko­ betragtning og vil forsøge at nærme sig et nettoresul­ tat af materielle påvirkninger på de involverede parter. Politologen vil i stedet vurdere situationen ud fra en institutionel betragtning, hvor implikationerne af en begivenhed findes i lyset af de involverede aktørers rolle i det store puslespil, og hvilke muligheder der er for, at kabalen mellem private og offentlige interesser samt statens legitimitet kan gå op.

Endnu tydeligere bliver det, jo mere man omgås både meget erfarne og helt nye medarbejdere fra andre fag­ grupper, at det, de kalder erfaring, er det, vi politologer kalder uddannelse

– Anders Ellesgaard

UDDANNELSE, IKKE ERFARING

For god ordens skyld skal det siges, at der er masser af professionelle jurister og økonomer, som mestrer den institutionelle analyse på et meget højt niveau. Jeg tillader mig dog at påstå, at denne evne ikke har noget med deres respektive uddannelser at gøre. Endnu tydeligere bliver det, jo mere man omgås både meget erfarne og helt nye medarbejdere fra andre fag­ grupper, at det, de kalder erfaring, er det, vi politologer kalder uddannelse. Som embedsmand bliver man stillet over for forskellige problemstillinger, som ikke altid er rene juridiske (Er det lovligt?) eller rene økonomiske problemstillinger (Hvad er den materielle effekt?).

Den sande embedsmandsudfordring er snarere spørgsmålet: Hvilken handling kan vi foretage, der understøtter den offentlige interesse, som ikke ansporer en uhåndter­lig modreaktion fra den private sektor og de politiske interessenter, og som ikke udvander styrelsens legitimi­tet og forhandlingsposition i øvrigt? Denne type opgave er efter min opfattelse den primære, og alle faggrupper er ansat til at håndtere den. Jeg vil blot argumentere for, at en cand.scient.pol. – rent uddannelsesmæssigt – har et fagligt forspring til at imødegå den.

BLÅ BOG: ANDERS ELLESGAARD

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.32.32

• 26 år
• Startede på Statskundskab i 2008 (Kina!)
• MA i Political Economy fra Manchester Uni- versity i 2013
• Cand.scient.pol. i 2014
• Arbejder som fuldmægtig i Finanstilsynet i kontoret for realkreditinstitutter
• Underviser til foråret 2016 i kandidatudbud- det ’Det finansielle system – funktion, krise og regulering’

Den politisk korrekte rustur

Næste artikel

Den politisk korrekte rustur