”SIKKEN KVAJPANDE!”

”SIKKEN KVAJPANDE!”

Han sparede ikke på eder og forbandelser, ham den ældre studerende, der havde læst et af mine indlæg i det hedengangne studieblad Statskundskab Kontakt tilbage i 2012. Men jeg havde jo også dristet mig til et lille normativt bjæf.

Af Philip Larsen

»Det var, som om verden altid stod lang og grim som dem fra tiende i rygegården og ventede med en ubehagelig overraskelse, når man endelig havde vokset sig høj nok til at nå den hylde, man ikke kun- ne nå sidste år.«

– Lars Frost, ‘Smukke biler efter krigen’

For pokker. Det kan ikke siges mere præ­cist. Der mangler bare en illustration fra en Ole Lund Kirkegaard-­bog for at fuldbyrde billedet. Et billede af de store, rigtigt seje karle,der altid står klar med en grum überraschung til de nye, der netop har gjort deres entre og måske formastet sig til at kvække et ord eller to. De store skal sgu ikke nyde noget af at høre på de nye. Og skulle en af hvalpene alligevel vove et ord, skal vedkommende ikke slippe let fra det. Sørgeligt nok synes det at gælde, uanset hvor gammel man er, og hvor man i øvrigt befinder sig i livet. I børnehaven, i skolen, i gymnasiet. På universitet eller på arbejdet.

De færreste, der kommer til et nyt sted og vover et par ord, går ram forbi. Det gjorde jeg bestemt heller ikke selv, da jeg – som studerende på andet semester – tilbage i 2012 forfattede et indlæg til Instituttets daværende onlinemagasin Statskundskab Kontakt. Anledningen var et interessant politisk­teoretisk debatarrangement om menneskerettigheder, som en forening på studiet havde stablet på benene, og som jeg havde slået et smut forbi. Foreningen havde blandt andet inviteret Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet til at udlægge sit syn på menneskerettigheder.

Har man én gang hørt Søren Hviid Pedersen i en de­bat, vil man vide, at han ikke lægger fingre imellem,når han udlægger sine temmelig yderligtgående syns­ punkter. Dette arrangement var ingen undtagelse. Jeg skal spare læseren for lange udredninger og detaljer og i stedet nøjes med at konstatere, at jeg skrev et ind­ læg, som særligt overvejede det forhold, at vi tilhørere havde forholdt os noget tavse over for hans meninger og udlægninger af verden. Hvorfor lod vi ham slippe af sted med det, der efter min mening ikke blot var udtryk for moralsk afstumpethed, men også dårlig argumenta­tion? Jeg dristede mig sågar til at stille et spørgsmål om, hvorvidt det var kujonagtigt, at ingen af os turde tage normativt stilling til hans (meget bombastiske) udsagn.

Indlægget blev bragt et par uger efter i Statskundskab Kontakt, og der gik ikke længe, før en ældre studerende var klar til at lynche mig verbalt i foreningens Face­ book­gruppe, som jeg også var tilknyttet. Og nu skal I bare se løjer. Her er et lille udpluk af det, han havde at sige:

Nu fik jeg endelig kæmpet mig igennem den kæmpe omgang vrøvl, den kære 2. semester­ studerende fyrer op for. (…) Sikken kvajpande. Han er, med sine formuleringer, betragtninger og pseudoinduktive udledninger, desværre pragteksemplaret på den intellektuelle deroute der er at finde, om ikke over alt, så i hvert fald på samfundsvidenskaberne. (…) Måske russeren snarere skulle sætte sig en anelse mere ind i det filosofiske univers i al dets kompleksi­tet, før han begynder at råbe op om manglende kritiske spørgsmål etc. (…) Jøsses for en om­ gang selvfed og selvsmagende arrogance skal man lede længe efter.

 

Der vil på de fleste af livets perro­ ner stå et par af de kedelige typer klar med en omgang buksevand og belærende bavl. Det gælder også på universitetet

– Philip Larsen

Av. Det var ikke rart at læse. Slet ikke som førsteårsstu­derende. For selvom mit indlæg var af polemisk karak­ter, betragtede jeg det dog som en engageret invitation til en sober debat om et vigtigt anliggende: at mange statskundskabere synes at være berøringsangste over for normative problemstillinger. Til gengæld gav det mig en ret klar forståelse af, hvad det er, der let kan vente en, hvis man formaster sig til et lille normativt bjæf på studiet – og øv for det! Det er kedeligt, hvis folk afholder sig fra at sige noget, fordi de frygter en smøre som den ovenstående.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.43.09

Efter min mening er der i høj grad brug for, at vi – hånd i hånd med den empiriske viden og teoretiske kunnen, vi tilegner os her på studiet – tør begive os ud i spørgsmål om eksempelvis mål, retfærdighed og menneskesyn. Særligt fordi disse spørgsmål ligger la­tent i et væld af de cases og forskningsområder, som politologien beskæftiger sig med, og fordi en stor del af de statskundskabsstuderende havner i jobs, hvor det er yderst relevant at have gjort sig et par kvalificerede overvejelser om disse størrelser.

En del af denne udfordring må også bestå i at disku­tere med folk fra studiet, som man ikke nødvendig­ vis omgås med i dagligdagen, men som man møder andre steder. Det kunne for eksempel være til forskel­ lige foreningsarrangementer eller i forbindelse med et indlæg i nærværende studieblad. Kækt og kort sagt ri- sikerer vi jo at blive klogere, når vi lytter til og taler med andre end dem, vi omgås og som regel er enige med.

Omvendt får vi næppe noget konstruktivt ud af at tvære vores umiddelbare forargelse ud i ansigterne på dem, vi måtte være uenige med, sådan som den ældre studerende gjorde i mit tilfælde. Når det er sagt, må jeg nok sande, at den slags lidet ønskede opførsel sandsyn­ ligvis ikke forsvinder med en skolelærerlignende hen­ stilling til at opføre sig pænt. Der vil på de fleste af livets perroner stå et par af de kedelige typer, de dér store fra rygegården, klar med en omgang buksevand og be­lærende bavl. Det gælder – som indledningsvist nævnt – også på universitetet. Så lad mig i stedet slutte med en opfordring, der i lyset af dette lille indlæg måske sær­ ligt henvender sig til alle nystartede studerende: Klø på, skriv indlæg, følg med og diskutér med hinanden – uagtet hvad de gamle krager i reden måtte hvæse af uduelige nedladenheder efter jer.

Drop den politologiske identitetskrise

Næste artikel

Drop den politologiske identitetskrise