Den politisk korrekte rustur

Fårehovederne var pist væk på årets rustur. Den politiske korrekthed satte dagsordenen. Men er rusturen blevet kedeligere af den grund? MED ANDRE ORD rapporterer fra Visby.

Af Julie Damgaard Mikkelsen, Liv Rossander Sørensen & Drude Morthorst Rasmussen
Det er mandag eftermiddag. 170 spændte russere og tutorer er samlet i en spejderhytte i det meget autentisk duftende Visby. ‘Hvad er dit Danmark?’ er temaet for årets rustur, og russerne er allerede ind­ delt i politiske partier på tværs af de tre deltagende hold. Årets værter, Bubber og Linse, skal styre de næste par dages partirunder. Midt i forvirringen over Linses kæmpe talenter og Bubbers entusiasme (der muligvis i denne sammenhæng har nydt et løft) ankommer royalt og særdeles uventet selskab til festlighederne i Visby. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, iklædt smøg og højt humør, meddeler de ventende partier, at der netop er udskrevet valg, og sætter dermed gang i legene.

POLITIK OG PROMILLE

De næste par dage står i konkurrencens navn. Par­ tierne kæmper i velkendte partidicipliner som høvdingebold, citronmånefrådning, kyllingekast og svenskersnak. Og der er i dagenes løb også tid til stolte traditioner. Dagen starter bedst med morgen­ badning i selskab med en Fernet Branca, og gallaaf­ tenen skydes for alvor i gang med en særdeles velud­ ført lanciers i silende regnvejr. Regnvejret udfordrer dog på ingen måde det høje humør, der er opstået efter de traditionelle drenge­ og pigeopvarmninger. Men kampen om valgsejren er ikke den eneste på
rusturen. Der foregår også en anden kamp, nemlig mellem politik og promille.

HVOR BLEV FÅREHOVEDET AF?

Afskårne fårehoveder og nutella­knytnæver. Vi star­ter på Statskundskab med en forudindtaget holdning formet af Politiken. Nogle i frygt, andre i forvent­ ningsfuld spænding. Det sociale liv på studiet er be­ rygtet og tiltrækker efter sigende Danmarks bedste og mest festglade studerende. Og der bliver virkelig festet igennem – efter klokken 17 vel at mærke. De senere år er rusturen nemlig ændret betydeligt. Tøj­ kæder og natte­vækninger er erstattet af sætninger som ”Har du på nogen måde følt dig presset?” og ”drik en øl ELLER en sodavand”.

Men er Statskundskabs rustur blevet for politisk kor­rekt? Alkohol er en del af vores kulturarv, om vi vil det eller ej. Enhver lejlighed er tildelt en form for spiritus: fra snaps til gløgg til gravøl. Det er et pro­blem for dem, som ikke drikker, fordi de føler sig udenfor; de går glip af noget. Men går vi også glip af noget, når traditioner må vige for politisk kor­ rekthed? Blandt russerne diskuteres det, hvorvidt de to nyeste årgange på Statskundskab til evig tid er ekskluderet fra ældre studerendes indforståethed, fordi to mennesker valgte at stille spørgsmålstegn ved vores tradition? Måske var der rent faktisk noget sandt i de anklager. Hvad gavner druk i døgndrift egentlig? For nylig forsvarede en af undertegnedes DTU-­venner sin alkoholiserede rustur med, at der samtidig var oprettet alkoholfri rusture for de ædru. Det fremstår som en misforståelse af hele konceptet om rusturen, der netop skal lægge grund for åre­ lange venskaber medstuderende imellem. Modsat andre bør vi ikke være et studie, der bare accepterer, at studerende skal være ekskluderet fra fællesskabet.

 

OVERANALYSENS OFFER

Man kan diskutere, hvorvidt ændringerne er vidt­ rækkende nok. Vi kan forsøge at overanalysere et reelt optrin: Når Oliver står indsmurt i madolie og salt på køkkenbordet, overskrider han så en seksuel
grænse? Når vi råber ”Hey kælling, vis mig dine pat­ter” og banker på en crowdsurfende dør til Thomas Helmigs skønsang, er det så et udtryk for en proble­matisk heteronormativitet? Er pigeopvarmningens pølsehalskæde ligeledes underlagt en undertryk­kende, paternalistisk dominans? En del af vores traditioner kan nedbrydes til undertrykkende del­ elementer. Men det er at misforstå deres reelle be­tydning. Traditioner er vigtige, fordi de binder os sammen og skaber venskaber. Det betyder dog ikke, at de alle sammen er lige sjove, og derfor har der væ­ret behov at sætte grænser og rydde op.

Er pigeopvarmningens pølsehalskæde ligeledes underlagt en undertryk­ kende, paternalistisk do­minans?
– Julie Damgaard Mikkelsen, Liv Rossander Sørensen & Drude Morthorst Rasmussen

Som følge heraf er der nu også trukket en streg i sandet. Hertil og ikke længere. Det har sandsyn­ligvis været nødvendigt at overskride grænsen for at finde den, men nu er den altså fundet. Ifølge Mathias Hamburger Holm, der har været med til at arrangere rusturen som en del af K­udvalget, er de nye ændringer langt fra afgørende:
“Der er hovedsageligt blevet ændret i nogle grænse­ overskridende ting, der tidligere har været en del af herre­ og dameopvarmningen. Indholdet er ændret, så man får samme fællesskabsfølelse, uden at folk efterfølgende skal have det dårligt med det, der er foregået”.

Der er hovedsageligt blevet ændret i nogle grænseover­ skridende ting, der tidligere har været en del af til herre­ og dameopvarmningen
– Mathias Hamburger Holm, tutor og K-udvalgsmedlem

Han understreger også, at han personligt synes, “at rusturen er virkelig fed, og måske federe end den hidtil har været”.

HVOR ER GRÆNSEN?

Hvornår bliver vi for politisk korrekte? Faren er, at ændringerne er overfladiske, produceret ude­ lukkende for omverdenens skyld; at vi undgår at drikke os fulde inden klokken 17, fordi dekanen synes, at det tiltrækker forkert opmærksomhed i pressen. På baggrund af en diskussion mellem stu­derende og ledelse er man blevet enige om at ændre i forløbet. Fra en russers synspunkt kan ændringernedog synes for radikale og virke som et resultat af po­litisk korrekthedssyge.
Samtidig er det vigtigt at fremhæve, at man kan sagtens have det sjovt, selvom man ikke er fuld. En forfærdeligt gennemtæsket, men sand sætning. Ædru minder huskes bedst. Det er her, vi får lov til at vise, at vi er andet end vores guldøls­rekorder og twerking­skills. Vi danner mange venskaber, når vi er fulde, men dagen efter er de hurtigt glemt igen. Man går akavet forbi hinanden på gangene, fordi sidste tequila­eskapade gik lidt over gevind. Og her skal det understreges, at rusturen stadig var vanvittig sjov, selvom det kun var nattetimerne, der indebar alkohol. Vanvittig sjov.
Når alt kommer til alt, kan vi som studerende være taknemmelige for vores, måske, mere fintfølende kammerater. Vi synes selv, det kan være svært at sige pænt nej tak til øl. Men det bør vi gøre en gang imellem for at cementere denne uddannelses værd. Statskundskab er meget mere end Fernet Branca, guldøl og fårehoveder. Statskundskab har Københavns bedste tutorer og de gladeste russere, og det det skal vi alle kunne være enige om. Det betyder, at rusturen skal være en god oplevelse for alle.