MED ANDRE ORD #7

INTERVIEW MED ANDERS VIWEL: KUNSTEN AT ARBEJDE INDEN FOR SYSTEMET

Foto: Eva Stokholm

INTERVIEW MED ANDERS VIWEL: KUNSTEN AT ARBEJDE INDEN FOR SYSTEMET

For de fleste studerende på Institut for Statskundskab er Anders Wivel synonym for studieleder. Efter seks år på posten giver han stafetten videre ved udgangen af dette år. MED ANDRE ORD har mødt ham til en snak om studielederens rolle, og hvilke udfordringer den kommende studieleder skal tackle i fremtiden.

Af Anders Joensen

HVAD MOTIVEREDE DIG TIL AT BLIVE STUDIELEDER?

”Jeg oplevede, at vi havde et rigtigt godt fag­ligt indhold på vores uddannelser, men at forbindelsen mellem fagene kunne forbedres. Desuden syntes jeg også, at vi havde en studiekultur, hvor vi ikke udnyttede mulighederne for at aktivere de studerende godt nok. Undervisningen var i for høj grad envejs­ kommunikation fra underviser til de studerende.”

HVORDAN ER DIT PROJEKT LYKKEDES?

”Bacheloruddannelserne har med ændringerne i 2012 fået en mere logisk opbygning end før. Vi har også fået oprettet en række specialiseringer på kan­ didatuddannelsen, som gør, at det bliver muligt for den studerende at tone sin uddannelse inden for det bredere politologiske felt. Samtidig kobles nogle af vo­ res stærkeste forskningsmiljøer direkte til undervis­ ningen. Jeg oplever også, at vi har skabt et miljø, hvor studerende og undervisere byder ind med mange idéer til initiativer, som også formår at række udover undervisningen.”

HVAD ER DE VIGTIGSTE OPGAVER SOM STU­DIELEDER?

”Den allervigtigste opgave er at understøtte de gode idéer, som studerende og undervisere gerne vil have ført ud i livet. Når de bliver præsenteret for mig, prøver jeg at tænke med dem og finde ud af, hvordan idéer kan blive til virkelighed inden for systemet.

Som studieleder har man også en implementerings­ funktion, og det er jo sommetider en lidt mindre mor­ som opgave. Jeg synes dog, at det er rigtigt spændende at arbejde med, hvordan vi kan indrette Institut for Statskundskab inden for de rammer, som bliver givet ovenfra. Vores frihed ligger i implementeringen, og der er frihed.”

På godt og ondt kan man sige, at vi er et meget djøfiseret miljø. Vi tænker problemløsende, og alle er klar over, at implementeringen af fremdriftsreformen skal ske inden for rammer, som er define­ ret ovenfra

– Anders Wivel, studieleder

Foto: Eva Stokholm

Foto: Eva Stokholm

HVORDAN HAR DU OPLEVET PROCESSEN MED IMPLEMENTERINGEN AF STUDIEFREM­ DRIFTSREFORMEN?

”Jeg føler mig ret heldigt stillet som studieleder på In­ stitut for Statskundskab, når jeg sammenholder min egen oplevelse med beretninger fra andre studieledere rundt omkring på KU. Blandt studerende og undervi­ sere hersker en grundlæggende forståelse af, at vi er i et politisk miljø, og at KU er en hierarkisk organisation. Når beslutningen rammer vores skrivebord, så er løbet kørt. På godt og ondt kan man sige, at vi er et meget djøfiseret miljø. Vi tænker problemløsende, og alle er klar over, at implementeringen af fremdriftsreformen skal ske inden for rammer, som er givet ovenfra.”

HAR DU ET GODT RÅD TIL DEN KOMMENDE STUDIELEDER?

”Der er nogle substantielle udfordringer, som handler om at få nedbragt studietiden og om at sænke frafaldet. Nedbringelse af studietiden er en bunden opgave, og hvis ikke vi gør det, bliver vi straffet økonomisk. Den kom­ mende studieleder skal finde en balance, hvor studieti­ den sænkes, samtidigt med at det faglige niveau fortsat udvikles. Jeg synes, at udgangspunktet bør være at sikre vores uddannelsers høje kvalitet og så sænke studietiden inden for den ramme. Det ville være forfærdeligt, hvis man går modsat til værks og starter med at forkorte stu­ dietiden og så derefter ser, hvilken kvalitet der kan be­ vares. Der er en stor historisk baggage i de uddannelser, som vi har på Institut for Statskundskab. Når der kom­ mer nye politiske initiativer ovenfra, skal man så vidt muligt forsøge at bevare alt det gode i uddannelserne, samtidigt med at man lever op til de politiske krav.”

FAR, MOR OG PENSUM

FAR, MOR OG PENSUM

For de fleste unge er studietiden forbundet med læsning, fest og eksamenspres. Enkelte vælger dog at tilføje bleer og veer til hele puljen. MED ANDRE ORD har mødt en stud.scient.far til en snak om økonomi, karriere og frygten for at gå glip af alt det sjove.

Af Liva Sylvester Polack & Katrine Bundgaard Schow Madsen

Carl Frederik Kirchmeier, tredjesemesterstu­ derende på Statskundskab, tog sidste år en stor be­slutning. Det var november, det første semester var ved at være ovre, og sammen med sin læsegruppe var han så småt begyndt på eksamensopgaven til faget Videnskabsteori og Metodologi. Modsat en del andre studerende havde Carl Frederik og hans kæreste gennem syv år, Julie, tidligere talt om at få børn, men de var endnu ikke helt sikre. De havde boet sammen i to år, var begge studerende og delte en fælles for­tid og intimitet, som kun ungdomskærester kan. Da Carl Frederik en aften tog en pause fra Popper og Wienerkredsens demarkationsprincip, endte Julie og ham med at snakke fra klokken 20.00 til klok­ken 03.00 om natten. Ved samtalens slutning blev de enige om, at det var tid til at udvide familien.

”Jeg sagde til mig selv: Okay, nu tager du dig sammen og gør det,” siger Carl Frederik, mens han tager en vindrue fra den skål, han har stillet frem til os. Til den sidste time i faget Politologisk Grundkursus modtog Carl Frederik et billede af en positiv graviditetstest. Inden han satte kursen hjem, snuppede han dog lige en øl til fredagsbaren i Kommunen.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.50.55

TID OG TRYGHED

På gulvet ligger der et rundt, lyseblåt tæppe, der agerer underlag for et tårn af legetøj. Den treværelses lej­lighed i Skovlunde, som danner ramme om den unge familie, er lys, har en altan og scorer med sin enkelte indretning og tremmeseng i soveværelset højt på voksenskalaen. Over stuens grå flyd­ud-sofa hænger der en plakat fra et teater på Nørrebro, mens man på boghylden finder Karl Marx’ samlede værker, en teoretiker som Carl Frederik ynder at læse. Mens vi sidder ved spisebordet, bærer Julie rundt på resultatet af den syv timer lange samtale, de havde for 9 måne­der og 8 uger siden: Abel, der med spørgende øjne ob­serverer de to fremmede i sit hjem.

Jeg sagde til mig selv: Okay, nu ta­ ger du dig sammen og gør det
– Carl Frederik Kirchmeier, statskundskabsstuderende.

”Det er vigtigt for mig at få tid sammen med ham – jeg kan godt sidde herhjemme og læse, og så kan man jo tage en pause og lege og nusse,” fortæller han og nævner en af de væsentligste fordele ved at få børn, mens man studerer: tiden.

At 8-­16-­jobbet endnu lader vente på sig, betyder for Carl Frederik, at han er mere fleksibel, end det gængse post­universitetsarbejde ville tillade.

”Jeg vil jo også gerne kunne trøste ham og føle, at han er tryg ved mig,” tilføjer Carl Frederik og viser ubevidst, at det ikke kun er de matchende glas, det høje spisebord og de historiske romaner i bogreolen, der gør, at lejligheden emmer af exceptionel moden­hed. Som ung forælder har Carl Frederik måtte ofre nogle af ungdommens glæder for at kunne opfyldefaderrollen. Playstation, øl med vennerne og natte­ søvn er der blevet skruet væsentligt ned for.

SU TIL SUTTER

De fleste studerende kender formentligt følelsen af at kigge opgivende på dystopiske kontotal på Net­bank, når måneden er ved at være omme. Så hvordan er det overhovedet muligt at holde en husholdning avec baby kørende, når SU­-kontoret er den primære indtjeningskilde?

”Der er rigtig gode muligheder for at få hjælp fra systemet,” fortæller Carl Frederik. Gratis institutions­ plads, dobbelt SU­klip i en periode, ekstra boligstøtte og økonomisk støtte til unge forældre er med til at holde økonomien oven vande.

”Vi blev jo ikke forældre på grund af disse støttemulig­ heder, men det var helt klart det, som var det sidste skub for projektet,” fortæller Carl Frederik, som dog samtidigt understreger, at de generelt prøver at leve billigt.

Mens Carl Frederik fortæller, er Abel begyndt at klynke en smule, og Julie tager ham med ind i sove­værelset for at berolige ham.

Af de to forældre er det kun Julie, der holder barsel fra sit studie, selvom Carl Frederik egentlig er beret­tiget til seks måneder. Barsel og børn er i øvrigt noget af det eneste, som kan bryde igennem fremdrifts­reformsmuren, da det er muligt at framelde sig fag og eksamener, når man har en baby under armen.

Til den sidste time i faget Politologisk Grundkursus modtog Carl Frederik et billede af en positiv graviditetstest. Inden han satte kursen hjem, snuppede han dog lige en øl til fredagsbaren i Kommunen.

“HAR DU TALT DINE ÆG I DAG?”

Selvom Carls valg om at få barn som 21­å-rig vir­ker som et brud med ungdomskulturen, er det samtidig et ideal for Københavns Kommune, der med en ny kampagne opfordrer unge til at få børn tidligere. Kampagnens overskrifter, ‘Har du talt dine æg i dag?’ og ‘Svømmer de for langsomt?’, henvender sig til henholdsvis kvinder og mænd og påpeger, at fertiliteten er væsentligt bedre, når man er midt i tyverne kontra midt i trediverne. Københavns Sund­heds­ og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) mener, at det er vigtigt at pointere biologiens faktor i familiedannelsen, som de unge altså lige så godt kan begynde at planlægge med det samme. I samme forbindelse havde Politiken spurgt en række stu­derende, hvad de mente om kampagnen. Langt de fle­ste var negativt stemte og mente, at det er den unges egen sag, hvornår man får børn, og altså ikke noget Københavns Kommune skal blande sig i. Alle, der har kendskab til sociologi og særligt Foucault, skal ikke krølle deres hjerne særligt længe, før begrebet bio­politik dukker op. Spørgsmålet er så, om kampagnen overhovedet vil have en indflydelse på de studerende. Vil flere gøre som Carl Frederik og få børn, mens de er unge og studerende?

Som én af de adspurgte studerende fra Politikens artikel under­ stregede, er der langt fra kampagne til faktisk hand­ling. Det kan også være svært at forestille sig, at den selvrealiserende og karrieremindede ungdomskultur vil ændre sig over natten på baggrund af en opfor­drende kampagne fra Københavns Kommune.

KARRIEFORSPRING?

At få et barn som ung studerende er givetvist et bio­logisk fornuftigt valg, men mange studerende, og især mange statskundskabsstuderende, er også optagede af at få en spændende karriere efter studiet. Hvordan gør man lige det, når man samtidig skal jonglere med et barn på hoften?

For nogle kan det at få et barn egentligt være et ganske klogt karrieretræk. Stine Bosse, den mangeårige chef for Tryg og én af de angiveligt 423 mest magtfulde danskere, udtalte til september­udgaven af HK­bladet i 2010, at hendes valg om at få børn i en alder af 22 år, var det mest afgørende valg for den senere karriere. Det tillod hende at lægge en stor del arbejdstimer i arbejdet, da hun i start ­30’erne havde børn, som ikke behøvede hendes konstante omsorg. Især for unge, kvindelige studerende kan det at få børn, inden man træder ind på arbejdsmarkedet være profitabelt. I år 2015 svirrer der endnu rygter om, at barnløse kvinder i den fødedygtige alder får færre jobtilbud, da arbejds­giveres latente frygt for en kommende barsel måske kan trumfe meriter.

Men at være forælder som studerende handler na­turligvis om mere end kommunale tilskud og even­tuelle forspring på arbejdsmarkedet. Fra Studenter­ rådgivningen i København kan socialrådgiver Nanna Boysen ligeledes berette til MED ANDRE ORD om udfordringerne for unge med studiekort og børn. De vedrører alt fra gruppearbejde på studiet til en stram økonomi. Dog pointerer hun, at det især er de enligeforældre, der sidder stramt i det, og nogle af dem mø­der endda problemer med at gennemføre deres ud­ dannelse.

Indtil videre er det ikke en beskrivelse, Carl Frederik kan identificere sig med, og han føler omvendt, at Abels ankomst har fået ham til at tage statskundskabs­ studiet endnu mere til sig.

”Han (Abel red.) har motiveret mig til at få en ordent­lig uddannelse og virkelig gå ind i mit studie,” for­ tæller Carl Frederik.

FOMO: ­ FEAR OF MISSING OUT

Der virker langt fra Stine Bosses succeshistorie om en ung mor med en strygende karriere til den almene studerende, når man ser på den moderne ungdoms­ kultur, der i høj grad er præget af selvrealisering og FoMO.

Fænomenet beskriver en allestedsnærværende følelse af angst, som er tilvejebragt af bevidstheden om alle de potentielle muligheder, man som mo­derne ung risikerer at gå glip af. Man kan eventuelt tænke på Giddens begreb ontologisk usikkerhed, der er møntet på individet i forhold til det sociale fælles­ skab anno 2015. Følelsen understøttes af de sociale medier som Facebook, Snapchat og Twitter, hvor man altid kan følge med i sine venners liv. Så hvis ikke man allerede havde følelsen af, at man havde backpacket i for få sydamerikanske lande, været til for få alternative rock­koncerter og danset til for få undergrundsfester, så vil en tur op og ned af ens newsfeed helt sikkert give én FoMO.

Det er dog ikke alle, der er ramt af vores generations sociale stress. Bekymringer om altid at være der, hvor det sner, kan man ikke sige, at Carl Frederik lider under. At få en baby ville helt sikkert skabe den ultimative følelse af FoMO hos de fleste 21­-årige, men altså ikke hos Carl Frederik. Når snakkenfalder på, om han ikke går glip af alle de fede rejser, siger han: ”Rejse, det kan man jo også godt gøre med børn”.

Herudover mener Carl Frederik, at oplevelserne som ung forælder kan mere end måle sig med, hvad den gængse unge oplever:

”Man kender mange, der rejser, men ikke så mange der tager en beslutning om at få børn. En beslutning, der har konsekvenser resten af ens liv”.

Han understreger dog, at der helt sikkert er oplevel­ ser, der venter på ham, men det er oplevelser, der netop godt kan vente:

”Når jeg er 40 år gammel, så er Abel 20 år, og så har jeg flere penge til at gøre alt det sjove, som jeg gerne vil”.

Så hvornår passer det egentlig at få børn, hvis man da overhovedet kan tale om et ’rigtigt’ tidspunkt?

Bør man begynde familiedannelsen, når man er færdig med at studere og skal i gang med karrieren, eller først når karrieren rigtigt kører? Eller skal man som Carl Frederik få børn tidligt, mens man studerer, som Københavns Kommune pt. plæderer for? Svaret er ikke entydigt, men en god retningslinje er, at man skal gøre det, når man er klar og har lyst. Man har naturligvis også muligheden for bare at ignorere Københavns Kommunes biologiske disciplinering, den heteronormative matrix og ens barnebarns­-hungrende forældre og vælge slet ikke at få børn.

Alt andet lige er idéen om at være i 30’erne og fuld­ stændig sat med villa, Volvo og vovse, inden man overvejer at stifte familie, måske ikke det rigtige for alle unge. Se bare på den nybagte familie i Skovlunde, der viser, at børn også kan være en del af studielivet anno 2015.

EMBEDSMANDSETIKKEN FEJLER INTET – OG DET ER DET, DER ER PROBLEMET

EMBEDSMANDSETIKKEN FEJLER INTET – OG DET ER DET, DER ER PROBLEMET

Tidsskriftet Futuriblerne udsendte i september måned et temanummer med titlen ‘Ondt i embedsmandsetikken?’ Bidragsyderne leverer stribevis af velformidlede og indsigtsgivende indlæg om væsentlige udfordringer i dansk forvaltning. Som statskundskabsstuderende bør man ikke snyde sig selv for at læse med.

Af Philip Larsen

Hvad har forfatterinden Karen Blixen til fælles med de dygtigste embedsfolk i den danske centraladministration? Svaret er kort og godt, at de alle er i stand til at fremmane bestemte billeder og opfattelser i læserens bevidsthed, uden at læseren opdager det.

Om Blixen er det sagt så fint, at hun manipulerer med læseren. Et par sirlige antydninger, en stærk sans for sproglige virkemidler. Det er alt, hvad hun behøver – så er arbejdet gjort; læseren har selv (færdig)digtet den historie, Blixen slet ikke har fortalt. Det er blandt an­ det denne evne, der har været med til at sikre hende en solid plads blandt de største danske forfattere gennem tiden.

Noget nær samme evne trives i bedste velgående i den danske centraladministration. Og den bliver brugt, denne evne til at drive gæk med modtagerne, der som oftest er Folketinget og borgerne. Det ligger helt fast og er eksempelvis dokumenteret med en empirisk grundighed, kun de færreste kan matche, i Jesper Ty­nells bog Mørkelygten, der udkom i efteråret 2014.

INGEN ROD MED EMBEDSMANDSETIKKEN
Oven på disse indledende ord kunne vi stille spørgs­målet, hvorfor embedsfolkene somme tider forsøger at battle Blixen på hendes kunstneriske evner, når de eksempelvis bistår regeringen med at udarbejde diverse dokumenter?

Det giver os det interessante svar, at de i sådanne tilfælde blot arbejder efter de regler og pligter, de som embedsmænd er underlagt – også selvom det, de producerer, skulle være med til at fordreje virkelig­ heden over for offentligheden. Dette efterlader os kort sagt med den tragisk­-ironiske pointe, at der ikke er knas med embedsmandsetikken, når embedsfolkene udarbejder materiale, som bevidst har til hensigt at vildlede Folketing og befolkning. Det er en verden på vrangen. Men det er samtidig også faktiske og juridiske realiteter i den danske forvaltning i dag.

Problemet er illustrativt for, at der på visse områder er noget galt med den måde, det danske ministersystem er indrettet på, og sørgeligt nok er problemet langt fra det eneste, der præger centraladministrationen.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.29.06

FOKUS PÅ PROBLEMERNE
Den 9. april 2015 blev flere af disse problemer disku­teret indgående i Landstingssalen på Christiansborg. Anledningen var en konference under titlen ‘Ingen over Folketinget?’, som en gruppe danske universitets­forskere og den daværende formand for Folketingets Præsidium, Mogens Lykketoft, havde arrangeret. Invi­teret var såvel forskere som journalister og politikere tilat drøfte den aktuelle status og en række udfordringer for Folketinget (og forvaltningen).

Læseren præsenteres for en stribe velskrevne indlæg, der hver for sig ikke er længere end en typisk dag­bladskronik. Til gengæld sprudler de af konkrete empiriske indsigter

– Philip Larsen

I løbet af konferencen kom oplægsholderne ind på vidt forskellige – men samtidig forbundne – spørgsmål: Hvordan stiller forholdet mellem embedsfolk og re­gering det danske folketing og offentligheden generelt? Hvilke embedsmandsroller findes der? Hvad kan vi sige om ministeransvar? Og har Folketinget mulighed for at kontrollere regeringen på tilstrækkelig vis?

Efter konferencen bad tidsskriftet Futuriblerne oplægs­ holderne om at indsende deres bidrag i læsevenlig form. Det førte til, at tidsskriftet i september måned kunne udsende et temanummer, der samler disse op­læg, og som bærer titlen ‘Ondt i embedsmandsetikken?’ (se faktaboks).

TIDSSKRIFT ER TIDEN VÆRD
På et studium som Statskundskab er der mange fag­discipliner, der indbyrdes kæmper om vores op­mærksomhed og knappe tid. Kampen om denne opmærksomhed bliver endnu mere indædt, når det drejer sig om den sparsomme portion politologisk faglitteratur, vi har mulighed for at kaste os over i vo­res fritid. Alligevel skal jeg her slå et slag for, at bare en enkelt time i selskab med dette temanummer af Futuriblerne er al energi og opmærksomhed værd. Jeg har særligt noteret mig seks forhold, der er værd at pege på:

For det første præsenteres læseren for en stribe vel­skrevne indlæg, der hver for sig ikke er længere end en typisk dagbladskronik. Til gengæld sprudler de af konkrete empiriske indsigter. Tag for eksempel lektor ved RUC, Birgitte Poulsen, der viser, at de oftest mod­stridende krav og forventninger, som knytter sig tilden moderne embedsmandsrolle, kan forstås ud fra de forskellige statsformer, som har præget Danmark over tid.

Grundlovens tilblivelse i 1848/49, System­skiftet i 1901, afslutningen på Anden Verdenskrig og liberaliseringsprocesserne fra 1980’erne har alle til­ føjet hver deres arkæologiske lag til embedsmands­rollen. Denne udlægning giver et nødvendigt og nu­ancerende input til forståelsen af embedsmandsrollen i dag. Vi bør, som Poulsen skriver, være klar over, at der ikke kun er én embedsmandsrolle i Danmark, men flere – og at disse oven i købet gerne står i mod­sætning til hinanden.

Man må give bidragsyderne, at de formår at rokke ved nogle af de mere indgroede forforståelser om det danske embedsværk og Folke­tinget, som flere iblandt os sand­synligvis går rundt med

– Philip Larsen

For det andet giver flere af de overraskende og in­teressante indsigter grundlag for at tage fat om mere dybdegående politisk­-teoretiske overvejelser om demokrati og forvaltningsførelse. Min pointe er her, at man snildt kan gøre et hav af forvaltningsrelaterede problemstillinger til genstand for et væld af normative overvejelser – overvejelser, der let kan bringe sindet sundt i kog. Og med dette bringes den sejlivede påstand om, at forvaltning skulle være knastørt som bare pokker, kort sagt til skamme.

Et tredje forhold vedrører noget så konkret som det, at mange af os studerende på Instituttet har for vane at havne i forvaltningen – eller i hvert fald komme til at indgå i sammenhænge, hvor afstanden til den danske embedsstand ikke er lang. Af den grund er det værd at orientere sig i nogle af de problemer, som man selv – på den ene eller anden måde – vil kunne risikere at blive konfronteret med i en ikke så fjern fremtid.

Som noget fjerde leverer bidragsyderne til tidsskriftet stof til en debat, der har pågået de seneste mange år, og som næppe synes at skulle fortone lige med det samme. I selv samme september måned, som temanummeret af Futuriblerne udkom, præsenterede DJØF’s såkaldte Bo Smith­-udvalg en række anbefalinger til et bedre embedsværk. Det kunne påpeges, at disse anbefalinger virker noget vandede i lyset af indholdet i flere af artik­lerne i tidsskriftet.

Desuden må man for det femte give bidragsyderne, at de formår at rokke ved nogle af de mere indgroede forforståelser om det danske embedsværk og Folke­tinget, som flere iblandt os sandsynligvis går rundt med. Særligt Pernille Boye Koch formår med sit indlæg ‘Myten om det stærke Folketing’ at gøre opmærksom på, at Folketinget ikke ”står særlig stærkt, når det handler om at sikre oppositionen rettigheder i det parlamen­tariske arbejde”. Mangelfulde mindretalsgarantier, et nødtørftigt folketingssekretariat og fraværet af en forfat­ningsdomstol er blandt nogle af de forhold, hun tager op.

Et sjette, sidste og særligt væsentligt forhold, der skal trækkes frem, må være, at bidragsyderne ikke blot nøjes med at kritisere et system med klare brister. De kommer også med let forståelige bud på løsningsfor­slag til, hvordan der kan rettes op på nogle af skavank­erne. Vel at mærke af den slags, som undgår at slå over i utopiske idéer om at hive hele indretningen af central­ administrationen op med rode og i stedet indsætte et helt nyt og omfangsrigt lovkompleks.

Juraprofessor Jens Elo Rytters bidrag er i den henseende et glimrende pragmatisk eksempel på, at spørgsmålet om ændringer af systemet ikke bør reduceres til et spørgsmål om grundlæggende ændringer over for ingen ændringer. Vi kan nemlig nå et godt stykke uden at ændre i de grundlæggende relationer mellem regering, embeds­mænd og Folketing, og uden at det skulle blive for om­kostningskrævende.

Og med disse ord er opfordringen givet til at tage livtag med små 50 siders gyldne forvaltningsindsigter. Der er ikke mange undskyldninger for at lade være.

OM TIDSSKRIFTET
• Futuriblerne – tidsskrift om samfundsforhold Temanummer: Ondt i embedsmandsetikken?. September 2015. Årgang 43, nr. 2-3. Udgivet af Selskabet for Fremtidsforskning.
• Bidragsydere: Birgitte Poulsen, Jesper Tynell, Carsten Henrichsen (red.), Pernille Boye Koch, Jens Elo Rytter, Peter Harder, Niels Fenger, Michael Gøtze
• Tilgængeligt online på fremtidsforskning.dk

Se i øvrigt også:
Vi får ro til at arbejde i fred”. Philip Larsen, 2013. Bragt i MED ANDRE ORD #1. Om faglige arbejdsbetingelser i embedsværket og de mulige konsekvenser af den nye offentlighedslov. Interview med Jesper Tynell.
• ”Magt, ret og brækkede næser”. Philip Larsen, 2015. Bragt i MED ANDRE ORD #6. Om lydighedspligtens forrang i dansk forvaltning. Debatindlæg om de praktiske udfordringer for en demokratisk-etisk forvaltningsførelse.

 

SPECIALØL PÅ PRØVE: HVAD SIGER  EKSPERTERNE?

SPECIALØL PÅ PRØVE: HVAD SIGER EKSPERTERNE?

MED ANDRE ORD stiller skarpt på KØS’populære udvalg af specialøl og lader de gyldne dråber danse på to eksperters kritiske smagsløg.

Af Emil Sikjær Schlosser & Sofie Stubkjær Christensen

Hver fredag stimler tørstige studerende fra hele CSS sammen i Kommunen for at runde ugen af med intellektuel stimulus på flaske i form af specialøl til studen­tervenlige priser. Den sorte tavle over baren er tætskre­ven med navne på eksotiske drikke. Ved første øjekast kan den virke uoverskuelig – endda angstprovokerende.

Men frygt ej! MED ANDRE ORD har sat to særdeles erfarne øldrikkere i stævne til en prøvesmagning og en diskussion af fire nøje udvalgte specialøl fra KØS’ sor­timent. Rækker din alkoholiske referenceramme ikke længere end til lunkne gulddamer og bundsjatter af gammel Fernet Branca, så giver vi her et kærligt skub ind i specialøllens berusende univers.

PALE TRAIL: ­ FRA FRUGTSKÅL TIL HESTESTALD

Gypsy Inc.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.09.30

Støvet, men frisk? Flabet og drilsk! Her er en Pale Ale med sin helt egen dagsorden. Fra første tår står det klart, at du ikke er andet end en statist i denne søde øls diabolske spil. Det starter godt: En symfoni af overgærede citrusfrugter eksploderer på tungen, og du mærker leveren vride sig af ren lykke. Et øjeblik bli­ver farverne i lokalet lige så psykedeliske og strålende som flaskens tegneserieagtige etikette. Men dette ydre af sommerfarver og sødme er blot en papfacade, der vælter i takt med, at den gærede eftersmag breder sig i munden.

Fra den parfumerede, nærmest ulækkert søde frugt­skål, finder du pludselig dig selv stående i en besk hestestald med hø til op over knæene.

Smagsnoter af halm, knuste hovedpinepiller, våd mar­mor og perlegrus punkterer forestillingen om Pale Trail som en harmløs sommerøl. Har du overskud til en uforudsigelig rutsjebanetur i et legende smagsuni­vers af citrus og gær, er denne parfumerede Pale Ale et spændende valg

RAVNSBORG RØD: IRMASEGMENTET PRØVER NOGET VILDT
Nørrebro Bryghus

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.09.37

 

En øl, der stinker langt væk af kystbanesocialisme, politisk korrekthed og Copenhagen Jazz Festival. Denne såkaldte Red Ale lover med sin blodrøde eti­kette og fængende navn mere, end den holder. Når man er kommet sig over de uundgåelige associationer til den nu afgåede SR-­regering, må man dog overgive sig til de fængslende smagsnoter af bornholmsk granit, skov­bær og visne mælkebøtter. Rigtig spændende bliver det dog aldrig. Som 1. maj set fra en altan på Østerbro er Ravnsborg Rød øllen, der gerne vil være med, men ikke tør få mudder på skoene. Spørg efter Ravnsborg Rød, hvis du er tørstig efter en kedelig, men politisk korrekt diskussion om udlændingepolitik.

BLACK BALL: DET SORTE SVIN

To Øl

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.09.53

Se ind i mørket og føl hvordan mørket stirrer tilbage – lige ind i din sjæl. Denne sorte porter emmer af ur­kraft og indebrændt vildskab. Lakrids, svovl, pibetobak – måske endda krudt? Black Ball er en krigserklæring mod svaghed og uskyld. Den brænder håret af brystet og markerer en uigenkaldelig overgang fra barn til vok­sen. Dette er kongeetapen, hvor kun de stærkeste for­mår at sidde med. Voldsomme smagsnoter af vulkansk aske, pimpsten og paniske skrig fra dit indre sender dig direkte tilbage til Pompejis udslettelse. Du bliver konfronteret med din indre masochist – og du kan lide det! At hver mundfuld minder dig om, at du er dødelig, gør de 33 cl svære at komme igennem. På bunden af flasken står du tilbage forandret og forundret. Din balanceevne er ikke intakt, men du er nu en mand.

Det sorte svin er øllen for dig, hvis din hverdag er præ­get af harmoni og lykkefølelse i en sådan grad, at du væmmes.

IT’S ALIGHT: STRAF OG KÆRTEGN

Mikkeller

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.09.45

Den gyldne, brusende væske sniger sig ned gen­nem dit spiserør, mens noter af gæret syltetøj, jern og cement skiftevis kærtegner og straffer dine smagsløg for til sidst at plante en dybere erkendelse i dig om, at det gode i verden kun eksisterer i kraft af det onde. IT’S ALIGHT smager af alt,  hvad der er bittersødt: De farverige frugtcocktails, du får langet over baren lørdag aften, og fortrydelsespillen du knuser over dine corn­ flakes den følgende morgen; af frihed og det ansvar, der følger med. Denne øl nydes bedst alene og i alvorlig samtale med dig selv.

LinkedIn: FORBINDELSER, BLÆR OG  SKJULTE KOMPETENCER

LinkedIn: FORBINDELSER, BLÆR OG SKJULTE KOMPETENCER

På LindkIn taler alle tysk, har kompetencer inden for policy-analyse og er glade for velgørenhed. Men er der overhovedet nogen, som får et job ud fra deres profil, eller er det kun blær? MED ANDRE ORD prøver det professionelle Facebook.

Af Maja Lundgaard

I jagten på et studiejob opretter jeg, ligesom stort set alle mine medstuderende allerede har gjort, en bruger på LinkedIn. Måske vil platformen åbne en helt ny verden for mig.Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg er en velegnet bru­ger. Man skal gerne smide i hvert fald 10 timers arbejde i den. Medmindre man altså vil skylle sin karriere ud i toilettet.

Indtil videre har jeg kun udfyldt mit navn på LinkedIn. Jeg er blevet forbundet med ni personer, hvoraf den ene er min mor. Fedt. Nu modtager jeg dagligt en mail i min indbakke, der minder mig om, at chancen for, at nogen kigger forbi min LinkedIn­profil, er større, hvis jeg tilføjer min erfaring til profilen. Og det er sikkert rigtigt nok.

Problemet er bare, at jeg har lidt svært ved at få mine syv års ansættelse i en bager, mit sabbatårsjob på et kontor, løse tjenerjobs, et halvt år i en institution og et lille år som kontoransat i Københavns Byret til at lyde sofistikeret nok til at lande et cool studiejob i et mini­ terium eller noget lignende.

VAMOS A LA PLAYA!

Der er uendeligt mange forbindelser, som det hedder på LinkedIn, og på min jomfrurejse ind i LinkedIn­ universet kræver det ikke mange klik, før jeg ender på Lars Løkkes LinkedIn-­profil. Der er ikke nogen tvivl om, at hans erfaringer er en del mere imponerende end mine, da ’statsminister’ ikke overraskende pryder hans CV hele to gange. Hvorfor er han egentligt på Lin­kedIn? Leder han allerede efter et nyt job?

Jeg har samtidigt fundet flere af mine medstuderende på platformen, og jeg blev en smule overrasket over, hvor mange af dem, der kan tale tysk, fransk eller spansk med professionel praktisk færdighed, som det hedder på LinkedIn-­lingo.

Jeg har haft fransk i folkeskolen og spansk i gymnasiet, men min kyndighed inden for de to sprog rækker ikke meget længere end omelette du fromage og vamos a la playa. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg mestrede det med professionel praktisk færdighed. To andre profiler, der dukkede op som ’personer jeg måske kender’, er min bankrådgiver fra Nordea samt den elektriker, jeg havde til at sætte en lampe op for mig i sidste uge. Alle er åben­ bart på LinkedIn, og LinkedIn ved åbent alt om mig.

En kunde, der brokker sig over antallet af birkes på sin håndværker, kan vel godt gå som ’erfaring med håndtering af komplekse borgere’

– Maja Lundgaard

KUNSTEN AT OMSKRIVE ERFARING

Hvis jeg skal gå ind i og forhåbentlig vinde LinkedIn kampen, må jeg derfor arbejde med den erfaring, jeg nu engang har. Min store erfaring inden for bager­ verdenen kan slibes til, så den passer til LinkedIn.

En kunde, der brokker sig over antallet af birkes på sin håndværker, kan vel godt gå som ’erfaring med hånd­ tering af komplekse borgere’. Og min erfaring med at fjerne en ært fra en fireårigs næse kan nok godt gå som ’flair for dybdegående arbejde og sans for detalje’.

Ansvarlighed er vel også at sørge for, at alle får den rette mælk i deres café latte til 49 kroner. I hvert fald må jeg benytte alle kneb for at gøre min profil attraktiv for en potentiel fremtidig arbejdsgiver. Jeg kan ikke være den eneste, der må tænke kreativt for at opnå et passende udtryk på min profil.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.05.37

TÆLLER SKOV­STRATEGO?

Det er formentlig også en god idé at lægge en større indsats i præsentation af mig selv. En præsentation, hvor jeg i unikke vendinger fremstiller min person og mine kompetencer, så det kan mærkes gennem skærmen. Måske med overskriften ’Borgerrettigheds­kæmpende statskundskabsstuderende med ben i næsen og et hjerte, der banker for klimabeskyttelse og bekæmpelse af fattigdom’. Det skal nok blive godt.

På trods af mine få forbindelser dukker der nu nyheder op på min startside, der fortæller mig, at en forbindelse er blevet flyttet til et nyt ministerium eller styrelse på grund af regeringsskiftet, var i spidsen for et super rele­vant humanitært projekt i forbindelse med flygtninge­presset på Europa eller netop har forfattet en kronik om fremdriftsreformens konsekvenser, der skabte debat i Information.

Men altså, jeg har da også lidt nyheder at tilføje. Jeg har for nylig været på begynderkursus i Excel hosDJØF. Jeg har også været til teambuilding med mit job, hvor gennemsnitalderen blandt medarbejderne ligger omkring 50 år. Vi spillede skov­stratego. Det er, hvad jeg kan byde ind med af arbejdsrelaterede ny­ heder på nuværende tidspunkt. Det må da gælde for noget.

 Man giver en ’endorsement’ for en ’endorsement’, som man normalt giver et ’like’ for et ’like’
– Maja Lundgaard

DET PROFESSIONELLE FACEBOOK?

Mest af alt minder LinkedIn mig om et professionelt Facebook. En ny funktion hvor man, under påskud af at ville skabe netværk eller er jobsøgende, virtuelt kan følge med i sine medstuderende og underviseres arbejdsliv.

Man giver en ’endorsement’ for en ’endorsement’, som man normalt giver et’ like’ for et ’like’. LinkedIn er ste­ det, hvor man kan få lov til at fremhæve sine bedste sider, politisk korrekte interesser og kompetencer fuld­ kommen skamløst, uden at nogen vil bebrejde én for det. Det er faktisk meningen.

Jeg kan godt set, at min kreativitet kommer på over­ arbejde, hvis jeg skal stable en interessant profil på benene. Men for at være helt ærlig er jeg ikke sikker på, at det vil være arbejdet værd. Jeg har aldrig hørt om nogen på studiet, der blev headhuntet til en studenter­ stilling et eller andet vildt fancy sted gennem LinkedIn. Findes de derude? Der må jo være en grund til, at vi alle sammen er på LinkedIn. Jeg har dog endnu ikke fundet den.

”Det synes at være et træk ved vores tid, at vi rask væk sidestiller demokrati og ytringsfrihed med alle synspunkters moralske lighed. Vi forveksler alles lige ret til at synes noget med alle synspunkters ret til lighed. Vi tror, at menneskers ligeværd er lig med meningers ligeværd.” – Jan Maintz

Forsiden af bagsiden: 7

”Det synes at være et træk ved vores tid, at vi rask væk sidestiller demokrati og ytringsfrihed med alle synspunkters moralske lighed. Vi forveksler alles lige ret til at synes noget med alle synspunkters ret til lighed. Vi tror, at menneskers ligeværd er lig med meningers ligeværd.”

– Jan Maintz

Vi ved det intuitivt. Vi ved det i praksis. Nogle argumenter er mere værd end andre. Intuitivt, fordi det ville være absurd at give sig i kast med argumenter, hvis det ikke var muligt at relatere dem til hinanden og foretage en vurdering. I praksis, fordi den måde, vi for eksempel har valgt at indrette vores forfatning på, udspringer af mange års politiske diskussioner og er resultatet af de afvejninger, der har fundet sted. Alligevel synes det at blive en stadig mere udbredt forestilling, at ingen position i en politisk debat kan gøre krav på at være bedre end andre. Tænk blot på hele polemikken omkring Dansk Folkeparti, navnlig ved valget i sommers.

Disse tanker er hentet fra et indlæg af Jan Maintz i Information tidligere på året (04/07-2015). Indlægget bærer den mundrette og slagkraftige titel Nogle argumenter er mere værd end andre, og før blodtrykket bliver bragt op over kogepunktet i scient.pol.-land, må vi lige have med, at Maintz’ mission ikke er, at de politiske beslutninger skal overlades til de særligt indsigtsfulde. Dette ekspliciterer han tydeligt, idet han anfører, at ”politi- ske spørgsmål aldrig [kan] løses af fås fornuft, som matematikstykker kan det.” Imidlertid tilføjer han straks efter, at selvom intet politisk går restløst op, så er det ikke ensbetydende med, at alle politiske synspunkter skulle være lige gode.

Det er netop denne dobbelthed, der gør Maintz’ budskab interessant: Vi er kort sagt hverken prisgivet elitisternes forstokkede bedrevidenhed eller relativisternes horisontale pløre. Det er ellers nemt at falde i én af grøfterne.

Som studerende på Statskundskab bliver man hurtigt klar over, at det ikke er nogen svær sag at erklære, at det halter gevaldigt med offentlighedens poli- tiske viden og dannelse. Vi læser nemlig temmelig tit om den slags, fordi så mange inden for vores felt har sagt og dokumenteret det. Med dette i baghovedet har en del personer gennem tiden fundet det oplagt at slutte, at politiske beslutninger bør overlades til de kyndige, til eksperterne.

Vender vi dette perspektiv om, kan vi pege på, at andre har ment, at ingen mening kan være mere rigtig end en anden, og at vi derfor må acceptere en udpræget grad af relativisme, når vi har at gøre med politiske synspunkter. Begge perspektiver bliver som nævnt (heldigvis) forkastet i Maintz’ artikel.

Grunden til, at alle synspunkter ikke er lige gode, er ifølge Maintz, at vi som oftest kan blive enige om nogle grundpræmisser for, hvad et godt samfund udgør, samt for en række højere politiske og sociale idéer. Når vi er i stand til det, kan vi i mange tilfælde også slutte, at nogle politiske argumenter må være bedre end andre. Indlægget rummer flere overbevisende og aktuelle eksempler på, hvad sådanne grundpræmisser kan bestå i, og hvilke slutninger man kan drage ud fra dem.

Dermed er bolden givet op til at give sig i kast med Maintz’ indlæg og se, om man selv køber argumentet om, at selvom alle har lige ret til at mene noget, så er det langt fra ensbetydende med, at alt, hvad folk mener, også er lige rigtigt.

Jan Maintz: Nogle argumenter er bedre end andre. Information, 04.07.2015. Jan Maintz er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, filosofi og samfunds- fag. Underviser på Silkeborg Gymnasium og er tilknyttet Dagbladet Information.

Link til artikel: http://www.information.dk/538618

Følgetekst af Philip Larsen

Forskerstafetten: GIVER BROK MERE DEMOKRATI?

Giver demokrati en mere veludviklet politisk kultur, eller er det politisk kul- tur, som sikrer demokratiet? Et forskningsprojekt søger at finde svaret.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

En af mine store kæpheste som forsker er at introdu­ cere de studerende til faget Sammenlignende Stats­kundskab.

Mange statskundskabsstuderende starter på studiet, fordi de interesserer sig for andre lande og resten af verden. Måske har de boet i udlandet. Måske har de rejst verden rundt som backpackere efter gymna­siet. Eller måske har de bare altid været fascinerede af Mellemøsten, Japan eller Sydafrika.

Grundet denne interesse for resten af verden glæder mange sig til, at de skal have faget International Poli­tik på femte semester. Det eneste problem er, at Inter­national Politik som sådan ikke handler om resten af verdens politiske systemer og samfund. Det handler derimod om forholdet mellem nationer – hvorfor går lande i krig eller danner alliancer med hinanden? Hvorfor handler de med hinanden eller ej? Hvorfor bidrager nogle lande økonomisk med midler til andre landes finansielle kriser? Hvordan søger de at påvirke andre landes politik?

SAMMENLIGNENDE STATSKUNDSKAB: HVORFOR ER SYRIEN IKKE TUNESIEN?

International Politik som forskningsfelt handler der­ imod ikke om, hvordan det kan være, at Sydkorea er et dynamisk, højteknologisk samfund med et vel­ fungerende demokrati, hvorimod Nordkorea er et totalitært, stagnerende samfund, der bruger mange ressourcer på at udvikle atomvåben, mens 7­årige nordkoreanske drenge og piger i 2002 grundet under­ ernæring var 11­12 cm lavere end jævnaldrende syd­ koreanske børn.

Det handler heller ikke om, hvorfor Bashar al­Assad og det syriske Baath­parti stadig er ved magten i store dele af Syrien efter over fire års borger­ krig, mens Zine El Abidine Ben Ali blev væltet i Tu­nesien efter 28 dages demonstrationer, hvor militæret afviste at skyde mod demonstranterne.

Det gør derimod den gren af politologien, som vi kalder sammenlignende statskundskab. Som der står bag på en lærebog fra faget Sammenlignende Statskundskab, er det studiet af ’why countries are ruled and governed so differently’. Hvordan kan vi forklare forskelle i korrup­tion, partisystemer, socialpolitik, terrorisme, interesse­ grupper, sociale bevægelser (og meget andet) på tværs af verdens lande eller tilmed inden for det samme land?

Sammenlignende statskundskab regnes i store dele af resten af verden for kernen af statskundskaben. På Stanford, Yale, Harvard og Princeton identificerer henholdsvis 53, 40, 30 og 25 procent af det fastansatte videnskabelige personale på deres statskundskabsinsti­ tutter sig som såkaldte ’komparativister’. På Stanford, Yale og Harvard er sammenlignende statskundskab også den største ’undergruppe’ på institutterne (i kon­kurrence med International Politik, amerikansk poli­tik/politisk adfærd, politisk teori og metode). Derimod fylder sammenlignende statskundskab forholdsvist lidt blandt de ansatte her på Instituttet.

POLITISK KULTUR OG DEMOKRATI – ELLER HVORFOR DET MÅSKE ER GODT, AT DIN TANTE ER ET BROKKEHOVED

Hvorfor denne lange, indledende smøre om sammen­lignende statskundskab? Fordi det er det felt af polito­logien, som jeg forsker i. Mit ph.d.­projekt beskæftiger sig med et af de store spørgsmål inden for demokrati­seringsforskningen: forholdet mellem politisk kultur og graden af demokrati i et samfund. Er det primært udemokratiske stater og regeringer, der gør deres be­ folkninger mindre ’krævende’, eller er det snarere til­ fældet, at befolkninger, der kræver demokratisk valgte og ukorrupte ledere, faktisk også får dem? Hidtidig forskning har afdækket meget stærke korrelationer mellem landes demokratiniveau, og hvor stærkt deres befolkninger efterspørger demokrati. Det ses eksempel­ vis, når man spørger befolkningen, hvorvidt mere de­ mokrati, økonomisk vækst eller lov og orden bør prio­riteres højest for deres land i de kommende år.

Så måske er alt det brok, du ser på din Facebook­feed og hører i Deadline eller fra din tante til familiefester i virkeligheden meget godt? Måske holder det poli­tikerne i ørerne og gør, at de er mere lydhøre over for, hvad befolkningen gerne vil have? Men som forskere er vi interesserede i at få styr på kausalretningen: Det kunne også være, at oplevelsen af demokrati har gjort din tante mere tilbøjelig til at vrisse af kommunal­bestyrelsen i Morsø Kommune.

HØNEN ELLER ÆGGET?

En af de måder, hvorpå man kan undersøge spørgs­ målet om kausalretningen, er ved at undersøge, hvad der sker, når stater får nye befolkninger, og når befolk­ninger får nye stater.

Ved hjælp af survey­data og historiske data har jeg for eksempel undersøgt social kapi­tal og tillid i det dansk-­tyske grænseområde historisk og i dag for at se, om det fortæller os noget om, hvorfor de nordiske samfund har så høj tillid. Sammen med lektor Peter Thisted Dinesen har jeg også undersøgt kulturel påvirkning af indvandrere og efterkommere i Europa ved at se på, hvordan niveauet af politisk del­tagelse i deres hjemlande, samt de steder de ankommer til, påvirker deres politiske deltagelse i en ny kontekst.

En anden måde, hvorpå vi kan undersøge, hvordan vi skal fortolke disse tværnationale korrelationer mellem politisk kultur og demokrati, er ved at kigge på sub­ nationale forskelle i politisk kultur og demokrati, det vil sige mellem forskellige dele af det samme land.

Et eksempel på et land med udprægede forskelle i demo­krati kunne være USA inden borgerrettighedsbevægel­ sen: Delstaten Mississippi mindede om Sydafrika under Apartheid, mens delstaten Massachusetts mindede mere om Storbritannien. Det samme gælder i dag for forskel­ lige dele af kæmpestore og heterogene lande som Kina, Rusland og Indonesien, særligt hvis de er føderale og de­ centraliserede som Indien, Nigeria, Brasilien og Mexico er det. Her har jeg lavet feltarbejde i Brasilien for at finde ud af, om efterspørgsel på demokrati og mere demokrati på delstatsniveau også følges ad her, og om vi kan sige noget om, hvorvidt den politiske kultur kommer først eller følger efter politiske forandringer.

HVAD SKAL DET HELE NYTTE?

Inden jeg blev ph.d.­studerende, arbejdede jeg som po­litisk sekretær på Christiansborg, hvor mit arbejde til dagligt ændrede noget, selvom det selvfølgelig mest var i det små. Som forsker tænker jeg undertiden på, hvor mange der egentlig kommer til at læse de artikler, jeg skriver til videnskabelige tidsskrifter.

Jeg nærer et måske overoptimistisk håb om, at min forskning i sidste ende resulterer i, at politiske beslutningstagere vil være bedre informerede om, hvad de kan gøre eller ikke bør gøre for at fremme demo­ krati. Det kunne for eksempel være i forhold til at ud­ forme initiativer, der søger at fremme en demokratisk politisk kultur i mindre demokratiske lande. Det kan jeg gøre dels ved at undervise jer – begavede, ambitiøse studerende, hvoraf nogle kommer til arbejde i Udenrigs­ ministeriet og internationale organisationer og andre til at være politikere – og dels igennem formidling.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.

– Rasmus Fonnesbæk Andersen

Derfor har det været vigtigt for mig også at deltage i samfundet uden for universitet: Jeg har skrevet kro­nikker til Weekendavisen, og jeg skal undervise på Folkeuniversitetet til foråret. Jeg har været valg­observatør i Ukraine og Bolivia samt valgtilforordnet i Danmark, og jeg er næstformand for Dansk Udenrigs­ politisk Selskabs ungdomsorganisation.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.

TAL MED DIN FORSKER

Forskningsverdenen er for mange studerende et fjernt og lukket land. Det vil det nye initiativ Forskningsfællesskaber ændre på. Formålet er at mindske afstanden mellem studerende og forskere.

Af Louis Liengaard, medstifter af Forskningsfællesskaber

Har du talt med din underviser i dag? Ved du, hvil­ket lokale på CSS din underviser sidder i? Og ved du, hvilke spændende forskningsprojekter din underviser har gang i ?

 

Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoen, at man er noget virkelig­ hedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forskningsfjern som vir­kelighedsfjern

– Louis Liengaard

Langt de fleste studerende på Institut for Statskundskab vil uden at blinke kunne svare nej til de tre ovenstående spørgsmål. Det kan de, fordi dialogen i undervisnings­ lokalet er begrænset, og fordi diskussion af under­ viserens egen forskning er en decideret sjældenhed. I hvert fald medmindre vedkommende tilfældigvis bringer det op som en supplerende case til dagens pensum. Forskningsverdenen er ukendt land for stu­derende, hvilket er lidt paradoksalt, når vi dagligt mø­der forskere til undervisning og læser forskningstekster på pensum. Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoene, at man er noget virkelighedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forsknings­ fjern som virkelighedsfjern.

DIN UNDERVISER ER EN KÆMPE VIDENS­ BANK!

Afstanden mellem forsker og studerende kan man vælge at acceptere som en naturlig del af overgangen fra gymnasiets venskabelige rammer til livet som selv­ stændig studerende med al den læsesalstid og envejs­ kommunikation, som dette liv indebærer. Med den opbygning, som Institut for Statskundskab har, virker det meget ligetil at adoptere distancetilgangen alle­ rede første gang, man træder ind på CSS og så beholde denne hele studietiden igennem (hvem sagde path dependency?). Dette ville dog være en skam. Ikke at snakke med sin underviser er slet og ret en suboptimal udnyttelse af ressourcer!

Hvis man lige tænker lidt over denne påstand, giver den ret hurtigt mening. Modsat gymnasielæreren hvis overvejende arbejdsopgave er at undervise i et bestemt område af pensum, er den primære op­ gave for Instituttets forskere at forske i samfundet, hvorimod undervisning og formidling kommer i anden række.

Vi sidder med nogle af Dan­ marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kom­promisforskning, men benyt­ter os ikke af det, fordi pen­sum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfilosoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer

– Louis Liengaard

Forskere på universitetet bruger mindre tid på at rette opgaver og mere tid på at skabe ny viden. Når din underviser forlader undervisningslokalet, forvandles vedkommende til forsker og går i gang med at undersøge en masse spændende tendenser i samfundet. Forvandlingen sker uden telefonbokse og Supermankostumer. I selv samme bygning, hvor pro­fessor Christian Rostbøll underviser i Kants sinde­lagsetik, kan han fem minutter senere være i færd med at undersøge kompromissets natur i højaktuelle politiske forhandlinger. Vi sidder med nogle af Dan­marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kompromisforskning, men benytter os ikke af det, fordi pensum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfi­ losoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer.

SYMBIOSE MELLEM STUDERENDE OG FORSKERE

Hvordan udnytter man så disse forskerressourcer bedre? Og hvordan gør man det på en måde, som ikke blot bliver til en belastning og spild af forskernes tid? Først skal det lige siges, at langt de fleste undervisere ikke ser det som spild af tid, hvis du som studerende med oprigtig interesse henvender dig for at høre om vedkommendes forskning. Hvis du vil lytte, indvier de dig gladeligt i det projekt, de sidder og nørder med. Alligevel er der god ræson i at give noget tilbage, såman skaber en slags symbiose, hvor udbyttet går begge veje.

En tilgang til at øge forskerkontakten – eller sym­ biosen ­ er de tre forskningsfællesskaber, som vi i Aktive Statskundskabere igangsatte ved dette års semesterstart. Formålet med disse var netop at ned­ bryde Instituttets usynlige barrierer ved at skabe et rum for samtale mellem forskere og studerende. Uni­versitetets undervisningsform skaber ikke dette rum af sig selv, så vi har taget affære!

FORSKNINGSFÆLLESSKABER I PRAKSIS

Under temaerne Politisk teori, Politisk adfærd og Inter­ national Politik mødes fællesskaber af 10­-20 studerende og én til tre forskere for at diskutere forskernes arbejde. Her kan ’pensum’ være en artikel eller en undersøgelse, som forskeren sidder og arbejder på – work in pro­gress. Eksempelvis afholdt Forskningsfællesskabet for International Politik forleden sit første af semesterets tre møder, hvor vi diskuterede metoderne bag og resul­taterne af Peter Marcus Kristensens ph.d.­projekt om IP-­teorier i Kina, Indien og Brasilien. Her udfordrede vi ham på hans påstande, og han fik lov til at fortælle om de tusinder af overvejelser, der ligger bag et sådant forskningsprojekt. Overvejelser vi ellers ikke får med, lige meget hvor intensivt vi læser de tekster, der er på pensum. Således får Peter Marcus Kristensen spar­ring på sit arbejde, mens vi får et indblik i en ukendt forskningsverden.

Et sådant indblik kan også være nyttigt, hvis man som studerende selv overvejer at gå forskervejen. Ligesom Policyforum skaber et link til virkeligheden gennem studiegrupper, der taler med praktikere omkring bestemte problemstillinger, skaber forskningsfælles­ skaberne et indblik i forskerverdenen for potentielle forskere såvel som studerende, der blot har interesse for et emne og gerne vil vide mere.

Forskningsfællesskaberne skal ikke forstås som talent­ skoler, CV­udmærkelser eller som genveje til eftertragt­ede kandidatspecialiseringer. De er i al deres enkelthed et forsøg på at øge forskerkontakten og udnytte de res­sourcer, der går rundt omkring os på CSS hver dag. Forskningsfællesskaberne er et forsøg på at gøre uni­ versitetet til et endnu federe sted for de studerende.

Populær videnskab skal lugte

Populær videnskab skal lugte

Enhver statskundskabsstuderende med et metodekursus i bagagen ved, at forsk- ning helst skal være relevant, bidrage med ny viden og nå bredt ud. Metodekurserne siger dog intet om, hvordan et relevant og nyskabende stykke videnskab lykkes med at blive allemandseje. Hvad skal der egentlig til, før forskning går viralt?

Af Mathias Knudsen

De gør det hele tiden. Professorerne, de ph.d.­ studerende og alt derimellem. Så snart ugens obligatoriske forelæsning er overstået, står den på forskning. Emnerne er mange og kreativi­teten stor, men dette til trods når kun en brøkdel af de forskerproducerede videnskabelige artikler for alvor ud over scenekanten. MED ANDRE ORD har set nærmere på, hvordan videnskaben når fra skrivebordet til æteren.

Man skal ikke underkende, at der er en ’smell test’

i forsk­ningen

– Jacob Hariri

DET VIGTIGE OVERRASKELSESMOMENT

MED ANDRE ORD har sat lektor Jacob Hariri stævne for at blive klogere på emnet. Jacob Hariri er ikke kun et relativt velkendt navn hos statskundskabsstuderende, der har udsat sig selv for metodekurserne på Institut­ tet. Også i bredere akademiske kredse burde navnet få en klokke til at ringe, især hos de dedikerede læsere af American Political Science Review.

Her fik Jacob Hariri i 2012 bragt artiklen The Autocratic Legacy of Early State- hood, der på kontraintuitiv vis beskriver, hvordan stater fungerer bedre i dag, hvis de ved koloniseringen var dårligt udviklede. Netop den overraskende konklusionfremhæver Jacob Hariri som en forklaring på, hvorfor netop denne artikel fik så megen opmærksomhed: ”Det er klart, at stater og demokrati er store begreber for stats­kundskaben. Hvis der er en negativ sammenhæng mel­lem de to begreber uden for Europa, som man endda kan rationalisere, så er det spændende.”

OPSKRIFTEN PÅ SUCCES

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.40.14Det er imidlertid ikke nok at have en konklusion, der kan give forskerverdenen kaffen galt i halsen. Lige så centralt er det, at budskabet kan præsenteres, så det glider ned. ”Man skal ikke underkende, at der er en ’smell test’ i forskningen. Du kan komme med meget avanceret statistik, og du kan komme med meget avan­ ceret teori, men hvis det lugter grimt – hvis det ikke passerer en umiddelbar ’smell test’ – så er det andet lidt ligegyldigt.” Jacob Hariri uddyber sin metafor og for­ klarer, at det centrale er at bevare en vis simplicitet i sin forskning. ”Forskningen skal helst ikke være vanvittig svær at rationalisere, for at det rigtig slår igennem. Hvis ikke man kan fortælle historien, så er det svært.” Han forklarer videre, at det handler om at træde tilbage og mærke efter, om forklaringen virker plausibel og in­ tuitiv, før man stirrer sig blind på signifikante regres­ sioner. Den intuitive forklaring, teorien og resultaterne skal altså gå hånd i hånd.

UD OVER SCENEKANTEN

En videnskabelig artikel formår dog ikke – uanset hvor genial den end måtte være – på magisk vis at trykke sig selv og svæve ud til alverdens forskningsfællesskaber. Selv den mest kontor-­ og computerglade forsker er nødt til at tage på tour for at præsentere sin forskning. Og det er ikke en hvilken som helst tour. Jacob Hariri forklarer, hvordan det ofte er en mangeårig proces, før den færdige forskning når nogen vegne: ”Det tager år. Det handler om at præsentere det på konferencer, så man får feedback, før man arbejder videre med det.” Jacob Hariri understreger dog også, at det på ingen måde handler om at skåle i G&T’s med de rette men­nesker, men at netop kritikken er central for at skærpe produktets kvalitet. Langt størstedelen af den åre­ lange proces foregår helt uden konference­glamour i arbejdslampens skær hjemme på kontoret. Næste skridt i processen er at få sendt sin færdige artikel til reviewers, hvorefter redaktørerne for de store magasi­ ner får det endelige produkt. Til spørgsmålet om, hvor­ vidt denne proces hiver de rette artikler frem i spot­ lightet, svarer Jacob Hariri:

” Selvfølgelig er der nogle, der bliver godt publiceret, som ikke skulle have været det, og nogle, der bliver dårligt publiceret, som kunne have været godt publiceret. Men som gennemsnit lander vi nok nogenlunde, hvor vi skal.”

Jeg tror, at man er i den for­ kerte branche, hvis man har problemer med at stå foran folk, for så er det også svært at undervise

– Jacob Hariri

KUNSTEN AT SÆLGE

Selvom Jacob Hariri i det store hele mener, at det ’institutionelle stillads’ omkring processen er fint, er det stadig muligt at spore revner i fundamentet. På trods af ’smell testens’ brugbarhed til at opsnuse ma­ teriale med potentiale, så risikerer den også at sortere visse potentielt vigtige indsigter fra. Hariri har selvflere gange skrinlagt idéer, han ellers selv var ganske vild med, fordi han ikke har kunnet få resultaterne til at bestå en ’smell test’.

”Så lægger jeg det væk igen, og det bliver for det meste liggende. Man kan sige, at det måske er en fejl ved disciplinen. Det er jo også rart at få belyst det, der ikke er nemt at få præsenteret.” I samme tråd må man spørge, om den gudsbenådede sælger får for stor indflydelse sammenlignet med det introverte geni, når konferencedeltagelse er så vigtig for proces sen. Det mener Jacob Hariri dog ikke er tilfældet: ”Vi er jo ansat til både at forske og undervise. Jeg tror, at man er i den forkerte branche, hvis man har problemer med at stå foran folk, for så er det også svært at undervise.”

 

Der er altså grund til optimisme, hvis man dagdrøm­mer om en tilværelse som velkendt forsker. Det kræver dog hårdt arbejde og tålmodighed, for forskningsmæs­sig stjernestatus opnås ikke natten over, og vejen dertil er brolagt med kritiske kollegaer. Med næse for origi­nalitet og velduftende idéer når man dog rigtig langt.

INTERVIEW MED FORSKERNE BAG MAGTELITEN: SAMFUNDSVIDENSKABENS ROCKSTJERNER

Hvis der findes forskerrockstjerner i den danske samfundsvidenskab, må An- ton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard siges at være blandt toppen. MED ANDRE ORD har mødt forskerne bag Magteliten til en snak om, hvad magt er for en størrelse.

Af Anders Joensen & Anders Bencke Nielsen

Sjældent er interessen for et ph.d.­ projekt så stor, at det kan tiltrække opmærksomhed i det omfang, som det er tilfældet for de to ph.d.’er i sociologi, Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard. Man tænker, at det må skyldes, at de har gjort en fuld­ stændig banebrydende opdagelse. Men det modsatte synes snarere at være tilfældet. De har blot vist noget, som mange havde en fornemmelse af i forvejen, nemlig at Danmark er styret af en magtelite.

Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard har i deres respektive ph.d.­projekter afdækket den danske magtelite gennem omfattende netværksanalyser. De er kommet frem til, at det er 423 danskere, der i høj grad sætter kursen for Danmark. Det er der kommet en bog ud af.

Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dags­ ordenen. Vi mener, at mag­ ten ligger et andet sted

– Christoph Ellersgaard

EN MAVEPUSTER TIL DEN TALENDE KLASSE

Men hvordan kan det være, at undersøgelsens resul­ tater, som fremlægges i bogen, har fået så stor opmærk­ somhed?

”I forhold til andre lande føler mange danskere ikke, at der er en elite, der styrer Danmark, og det, mener vi, er noget af en vrangforestilling fra danskernes side. På den måde er vores resultater måske kommet som lidt af en overraskelsen for nogle,” siger Anton Grau Larsen.

Ifølge Christoph Ellersgaard skyldes interessen des­uden den måde, undersøgelsens resultater præsenteres på: ”Helt konkret har vi gjort det synligt, hvor beslut­ningerne kommer fra ved at sætte navn, krop og ansigt på eliten.”

”Vi har fået en journalist til at ’oversætte’ projektet til dansk, og vi har gjort en dyd ud af at præsentere vores resultater i et rent sprog. Det er magt og elite, det handler om – og det fremlægger vi uden indpakning,” tilføjer Anton Grau Larsen.

At Danmark er styret af en elite kommer ifølge Chri­ stoph Ellersgaard måske mest som et chok for de grup­per, der selv mener, at de er med til at udstikke ret­ ningen for Danmark.

”Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dagsordenen. Vi mener, at magten ligger et andet sted,” siger han.

MAGTENS SANDE ANSIGT

Hvor ligger magten, hvis den ikke ligger i evnen til at sætte dagsordenen? Undersøgelsen peger på, at magten ligger i de mere end 5.000 bestyrelser og udvalg, som ud­ gør datagrundlaget for magtanalysen. De to understreger, at der ikke er tale om kaffeklubber: Der bliver truffet beslutninger hele tiden. Men for at forstå betydningen af denne magtudøvelse må man gå til magtbegrebet på en anden måde, end man konventionelt tænker det.

Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet krænk­er borgernes grundlovs­sikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser allig­evel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.

– Christoph Ellersgaard

”Man skal ikke tænke magt som noget ekstraordinært. De her bestyrelser og udvalg træffer beslutninger hele tiden, men det handler i virkeligheden mest om at bevare status quo. Vi ser også, at den her gruppe af mennesker kun yderst sjældent bliver udfordret på deres privilegier og taber,” siger Anton Grau Larsen.

”Man skal ikke anskue magtudøvelsen sådan, at en top­ direktør i Mærsk ringer til Københavns politi og giver dem ordre om at fjerne alle tibetanske flag under det kinesiske statsbesøg. Fjernelsen af flagene er i højere grad udtryk for, at Københavns Politi oversætter det, man antager, er elitens interesser, og handler derefter,” fortsætter han.

 

Christoph Ellersgaard mener, at Tibet­sagen er et godt eksempel på, at vigtige aktører handler i elitens inte­ resse: ”Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet kræn­ ker borgernes grundlovssikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser alligevel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.”

HVEM OG HVORFOR – MEN IKKE HVOR MEGET

I modsætning til andre opgørelser over magtfulde per­ soner i Danmark har Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard været i stand til at kortlægge magteliten systematisk. Deres analyse kan fortælle os, hvem der har magten og hvorfor, men beskæftiger sig ikke med andre forhold, som påvirker Danmark.

”Vi er en lille åben økonomi, som er afhængig af aktører og magtprocesser i udlandet. Man skal derfor passe på med at sige, at magteliten almægtigt styrer Danmark. Eliten er i højere grad med til at bestemme, hvordan Danmark skal navigere i en global verden. Hvis der er nogen, som sætter en linje for Danmark, så er den her gruppe,” siger Christoph Ellersgaard.

Desuden påpeger Anton Grau Larsen, at også for­ tiden betinger magtelitens handlerum: ”De vigtigste beslutninger for Danmark er taget for lang tid siden, og disse beslutninger laves ikke lige pludseligt om. Her kan man for eksempel nævne Hovedaftalen, som sætter rammerne for det danske arbejdsmarked. Det er en aftale, som virkelig batter, og den bliver altså ikke genforhandlet hvert år.”

MED GOD METODE KOMMER MAN LANGT

Som tidligere nævnt har Anton Grau Larsen og Chri­ stoph Ellersgaard ikke opfundet sociologien på ny, men ’blot’ påvist, at der altså eksisterer en magtelite i Dan­mark. De understreger også, at sociologien sjældent er særligt banebrydende, men derimod er i stand til at verificere og videnskabeliggøre folks fordomme.

Christoph Ellersgaard betoner vigtigheden af god me­tode: ”Hvis man vil stikke fingrene i en hvepserede som den danske magtelite, er det afgørende at have sine me­ toder og sit datamateriale i orden. Det er netop fordi, vi har gjort magteliten konkret og forståelig, at vi kan have en konstruktiv dialog om den.”

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.35.03

EFTERLYSNING: HVOR ER  KØNSFORSKNINGEN PÅ  STATSKUNDSKAB?

EFTERLYSNING: HVOR ER KØNSFORSKNINGEN PÅ STATSKUNDSKAB?

 

På Statskundskab udbydes der ikke kønspolitiske fag, selvom ligestilling stadig er en samfundsmæssig problemstilling. Er det et potentielt samfundsproblem, eller er køn bare ikke længere relevant for politologien?

Af Katrine Bundgaard Schow Madsen

Når de studerende på Statskundskab har pløjet sig igennem de obligatoriske fag som Almen Statskundskab og International Forvaltning, har de på sidste del af deresbachelorstudium og på hele deres kandidat mulig­ hed for at studere netop det nichefelt, som de finder mest interessant. I forårssemesteret 2015 kunne studerende eksempelvis vælge at gå i dybden med enkelte politiske teoretikere i fag som Foucault som Politolog eller udvikle kompetencer inden for én specifik problemstilling som Kinas klimapolitik i faget ‘China’s Energy Policy ­ Implications for the Future of Chinese Power’.

Men studerende på Statskundskab må kigge forgæves i kursuskataloget, hvis de leder efter fag, der har et direkte køns­ eller ligestillingsfokus. Samtidig udbydes der ’kønnede’ fag på de humanistiske, teo­ logiske, naturvidenskabelige og juridiske fakulteter, som er udarbejdet i samråd med Koordinationen for Kønsforskning, der søger at fremme og udvikle køns­ studier på tværs af fakulteterne på Københavns Uni­versitet.

At Statskundskab ikke tilbyder lignende fag kan fremkalde en smule undren, da køn og ligestilling alt andet lige stadig er politiske problemer uden for uni­ versitets mure.

Barselslovgivning, lønkløft, den socioøkonomiske betydning af ubetalt omsorgsarbejde, kvindekvoter og implementering af ligestillingsloven er alle eksempler på kønsproblematikker anno 2015. Det er problemstillinger, som politologien kunne tænkes at give et relevant perspektiv på, men som samtidigt ikke finder plads i undervisningen på Stats­kundskab.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.27.34

LIGESTILLING PÅ PENSUM?

Kønsproblematikker og politologi er historisk set ikke fremmede for hinanden, og dette skyldes ikke kun, at 1970’ernes BH­afbrændende rødstrømper yndede at proklamere, at det private i den grad er politisk. Inden for den politiske teori kan man finde perspek­ tiver på køn og feminisme hos både klassiske og mo­ derne teoretikere som John Stuart Mill, Michel Fou­ cault og Chantal Mouffe.

Det manglende kønsperspektiv på Statskundskab kan især siges at være problematisk, når de studerende forlader hønsegården på CSS og drager mod nye him­ melstrøg på arbejdsmarkedet. En stor andel af de fær­ diguddannede cand.scient.pol.’er vil højst sandsyn­ ligt finde beskæftigelse i den offentlige forvaltning, hvor de vil stifte bekendtskab med Ligestillingsloven. Kapitel 3, § 4 af denne lov foreskriver, at ”offentlige myndigheder inden for deres område skal arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning”. Man må dog stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt statskundskabsstuderende i løbet af deres uddannelse opbygger de rette kompetencer til at varetage denne opgave, når deres akademiske be­ kendtskab med køn er 2 x 1,5 times undervisning i Judith Butler på det første år af bacheloruddannelsen samt en enkelt undervisningsgang med fokus på køn i International Politik på 5. semester. Så hvorfor er det ikke en mulighed for de studerende at inkorporere kønsstudier på Statskundskab, når de i den virkelige verden vil møde et behov for at kunne arbejde med og forstå køn og ligestilling?

Offentlige myndigheder skal inden for deres område ar­ bejde for ligestilling og indar­ bejde ligestilling i al planlæg­ ning og forvaltning

– Ligestillingsloven, kapitel 3, §4.

NYBORG KOMMUNE SOM FORGÆNGER

Et eksempel på, hvorfor kombinationen af statskund­ skab og kønsforskning og ­undervisning er særlig nødvendig, kan netop findes i den offentlige forvalt­ ning. Ifølge Ligestillingsredegørelsen fra 2013, der er udarbejdet af Ligestillingsministeriet med data fra samtlige 98 danske kommuner, halter det med imple­menteringen af Ligestillingslovens kapitel 3, § 4.

Det fremgår af rapporten, at 75 % af samtlige danske kom­muner ikke arbejder med ligestillingspolitikker eller ­målsætninger i deres borgernære kerneydelser. Kun fem kommuner har nedsat et decideret ligestillings­udvalg, herunder København, Aarhus og Aalborg. Det kan selvfølgelig være, at de fleste kommuner ikke behøver et sådant udvalg, fordi de allerede har indar­bejdet kapitel 3, § 4 i deres drift. Men samtidig viser et eksempel fra Nyborg Kommune, at et gennemgående kønsperspektiv kan føre til flere initiativer, der kanvære med til at nedbryde tabuer og dogmer om køn.

I 2007 oprettede Nyborg Kommune et ligestillings­udvalg, der havde til formål at sætte ligestilling på dagsordenen i hele organisationen. Vibeke Ejlertsen, forkvinde for Ligestillingsudvalget i Nyborg Kom­mune, fortæller i en mailkorrespondance med MED ANDRE ORD, at ligestilling er blevet en integreret del af andre udvalg i kommunen, hvilket har påvir­ ket Nyborg Kommunes fortolkninger af den almene lovgivning.

Dette ses eksempelvis i forbindelse med de danske kommuners forpligtelse til at gøre en indsats for at fremme sundheden blandt borgerne. Hertil lan­ cerede Nyborg Kommune i januar 2015 kampagnen Men’s Health Week, der havde til formål at sætte fokus specifikt på mænds sundhed, da nogle mænd anser sundhedsfokus og helsekost for feminint og i konflikt med deres maskuline identitetsforståelse. Yderligere arbejder Nyborg kommune med et så­ kaldt ’charter’ for kvinder i ledelse, mens de samtidig har kørt kampagner for at tiltrække flere mænd til omsorgssektoren og modvirke idéen om såkaldte mande­ og kvindejobs. I 2010 var der fem gange så mange mandlige dagplej­ ere som i 2007, mens der i 2010 var 50 mandlige SOSU­assistenter mod de 37 i 2008. Selvom kau­saliteten mellem kampagner og jobvalg kan være svær at påvise, kan det samtidig heller ikke afvises, at ligestillingsinitiativer kan medføre mærkbare re­sultater. Selvom Nyborg Kommune er ’best in test’, når det kommer til ligestilling, er Vibeke Ejlertsen ikke i tvivl om, at en cand.scient.pol., der er blevet undervist i køn og ligestilling, ville være en gevinst for arbejdet. ”Det ville være rart med nogen, som kan tænke køn på embedsmandsniveau, hvilket jeg som ’fritidspolitiker’ ikke altid kan,” afslutter hun.

FORTIDENS FORSKNING

Hvis Nyborg Kommune leder efter statskundskabere med kvalifikationer inden for køn, burde de måske lede efter en noget ældre kandidat. Der har nemlig tidligere været udbudt kønsfag på Institut for Stats­ kundskab. Den nu pensionerede lektor Lis Højgaard har arbejdet indgående med køn, mens lektor Hanne Nexø Jensen tidligere har udbudt fag som Kvinder i Organisationer, hvori hendes egen kønsforskning indgik. Sidste gang, hun udbød de fag, var dog i 1989 og det på trods af, at hun endnu er underviser og for­ sker ved IfS. Men hvorfor er køn så ikke længere en del af pensum, når der stadig er behov for kønskom­ petencer?

Hanne Nexø Jensen fortæller til MED ANDRE ORD, at årsagerne til det manglende kønsperspektiv er mange. Dog pointerer hun, at kønsforskningen sta­dig er eksisterende, men blot lever et stille liv. For hendes vedkommende har der været andre arbejds-­ og undervisningsopgaver, som har trukket hendes opmærksomhed et andet sted hen og væk fra den kønnede undervisning.

Derudover melder Hanne Nexø Jensen om en mindre interesse blandt de nuværende studerende end tidligere. Der er dog stadig nogle studerende, der vælger at skrive deres bachelor og speciale inden for kønsfeltet. Af den grund mener Nexø Jensen, at stu­derende trods alt stadig er i stand til at sammenkoble køn og politik.

Ifølge Hanne Nexø Jensen var den tidlige køns­forskning på Statskundskab et resultat af en studenter­ og kønspolitisk kamp for at sætte fokus på emnet på studiet. Hun opfordrer selv til, at interesserede stu­ derende gør en indsats for at indlede den akademiske kønskamp 2.0.

Feminisme handler om samfunds­ strukturer og forestillinger om, at køn går forud for den måde, poli­ tikudvikles på

– Rebekka Blomqvist, studerende

KØNSSTUDIER FOR EGNE EUROS

Der findes dog allerede studerende, som efter­ spørger et større fokus på køn og ligestilling. En af dem er den 25­-årige kandidatstuderende Rebekka Blomqvist. ”Jeg mener, at køn er et vigtigt perspektiv for politologien, både teoretisk og metodisk,” for­ tæller hun, da MED ANDRE ORD møder hende på CSS. ”Feminisme handler om samfundsstrukturer og forestillinger om, at køn går forud for den måde, politik udvikles på.” Da hun for nogle måneder siden holdt sommerferie fra livet på Kommunehospitalet,var det derfor ikke kun lyse nætter, kroatiske kyster og den midlertidige følelse af uendelig frihed, der optog hendes sommer. I august rev hun en uge ud af kalenderen for at tage af sted på et sommerskole­kursus, der netop havde fokus på køn. Kurset fandt sted på det hollandske Radboud University. Sammen med de andre studerende fulgte hun kurset’ Gender: A Core Concept in Society and Science’, hvor hun blev introduceret til køn som et teoretisk og meto­dologisk fænomen i socialvidenskaben, herunder politologien.

Det kan naturligvis være, at Rebekka Blomqvist til­ hører en minoritet af køns­- og ligestillingsentusiaster på Statskundskab, som aldrig vil kunne trække et helt fagudbud selv. Men måske kan det også tænkes, at der rundt omkring på Kommunehospitalets gange findes flere studerende med interesse for køn og ligestilling, end man umiddelbart lige tror.

KVINFO: ”DET ER VILDT UHELDIGT”

Hvis politologer ikke har en be­vidsthed om ligestillingsproblemer, er der ikke stor sandsynlighed for, at de vil udvikle politik, der kan ændre på disse problemstillinger

– Jette Sandager, Kvinfo

Hvilke konsekvenser har det så, at statskundskabs­ studerende ikke trænes i at tænke i køn? Ville det stå bedre til med ligestillingen i lovplanlægningen og forvaltningen, hvis politologer lærte mere om emnet, eller er statskundskabsstuderende fint i stand til at forbinde køn og politik? Spørger man Kvinfo, det nationale forskningscenter og ­bibliotek om køn, falder svaret prompte: Det er en seriøs problem­ stilling, at politologer ikke trænes i kønskompetencer.

”Hvis politologer ikke har en bevidsthed om lige­ stillingsproblemer, er der ikke stor sandsynlighedfor, at de vil udvikle politik, der kan ændre på disse problemstillinger,” fortæller Jette Sandager fra Viden og Udviklingsafdelingen i Kvinfo, da MED ANDRE ORD møder hende på Kvinfos kontorer ved Knip­pelsbro. At ’køns­mainstreame’ politikområder, så­dan som Ligestillingsloven lægger op til, er ifølge Jette Sandager et vigtigt element i at opnå ligestilling. ”Det er derfor uheldigt, at der ikke udbydes kønsfag, eftersom der stadig eksisterer ligestillingsproble­mer,” afslutter hun.

Uanset om man erklærer sig enig i Kvinfos syn eller ej, er det svært at se bort fra Ligestillingsministeriets rapport, der understreger, at der i forvaltningen er behov for et større fokus på køn og ligestilling. Hvis flere kommuner og andre offentlige organisationer skal følge i Nyborg Kommunes fodspor, og hvis andre ligestillingsmæssige problemstillinger anno 2015 skal kunne løses, synes de rette kompetencer på feltet nødvendige. Kompetencer, som meget vel kunne udvikles på Statskundskab på Københavns Universitet. For når der findes komplekse, politiske problemstillinger uden for universitetsmurene, er det så ikke universitetets, forskningens og de studerendes opgave at medvirke til at finde en løsning?

NB! Redaktionen er efter deadline blevet bekendt med, at faget Gender and Politics for første gang udbydes til foråret 2016. Redaktionen mener dog stadigvæk, at denne artikel er af relevans som en del af en større kri- tik af den generelle mangel på kønsfag på Institut på Statskundskab.

BACHELORPRISEN 2015: GODE RÅD TIL BACHELORPROJEKTET

Bacheloropgaven er de studerendes nervepirrende debut som mini-forskere. En grundig dataindsamling og en god tidsplan kan gøre processen lidt mindre ubehagelig.

 

Af Line Sofie Gluud & Ildiko Veres, vindere af Bachelorprisen 2015

Efter to et halvt års studier er det for de fleste en vigtig milepæl endelig at skulle i gang med at skrive ba­ chelorprojekt. I denne artikel beskriver vi nogle af de erfaringer, vi har gjort os undervejs igennem den lange række af op­ og nedture, usikkerheder, frustra­ tioner, skuffelser og successer, som vi mødte, mens vi skrev bachelorprojekt i foråret 2015.

IDÉEN, DER BLEV TIL ET VINDERPROJEKT

Idéen til vores projekt blev født i kølvandet på den forrige regerings sammenlægning af Handels­ og Udviklingsministeriet i 2014. Denne begivenhed åbnede offentlighedens øjne for, at dansk udviklings­ bistand i mange år har fungeret som løftestang for dansk international handel, hvilket gav anledning til stor debat på den danske handels-­ og udviklings­politiske scene. Nogle af debattens mest tonean­givende deltagere var interesseorganisationerne Folkekirkens Nødhjælp og IBIS – førstnævnte en stor fortaler for, og sidstnævnte en udpræget kritiker af sammenlægningen.

Med udgangspunkt i en forundring over de to organi­sationers diametralt modsatte positioner gennem­ førte vi et kvalitativt casestudie, som vi hovedsageligt baserede på dokumentanalyse. Ved at analysere casen på baggrund af kulturorienteret og ny­institutionel organisationsteori viste vi, hvordan forskelle i organi­sationskultur fører til holdningsforskelle mellem or­ganisationer samtidigt med, at den fælles institution­elle kontekst tvinger organisationerne til at handle ens på trods af disse forskelle.

Da vi vurderede, at udfaldet af den offentlige debat om handel og udvikling har en stor betydning for den folkelige opbakning bag dansk udviklingspolitik, diskuterede vi herudover analysens politiske impli­kationer. Vi argumenterede for en række strategier, Handels­ og Udviklingsministeriet kan anvende til at overbevise IBIS og andre kritikere om at arbejde for et synergiforhold mellem handel og udvikling for at gavne såvel Danmark som vores partnerlande. Vi konkluderede, at ministeriet bør søge en ideologisk bundet alliance med udviklingsorganisationerne, hvis fokus er på fattigdomsbekæmpelse, samtidig med at belønne organisationerne for at rådgive de danske virksomheder, der har erhvervsinteresser i udviklingslandene.

ET HÅRDT SEMESTER

Den mest værdifulde evne, man tilegner sig som ba­chelorskribent, er uden tvivl evnen til at udvælge, komprimere og gengive de vigtigste af en uoverskuelig mængde idéer og argumenter, som man når at for­mulere i løbet af fire måneder. Men læringsprocessen frem mod dette er ikke nem. Det er ‘learning by doing’, når det er værst – problemformuleringer skal ændres, idéer skydes ned, darlings må slås ihjel, og tiden er en konstant faktor. Her følger vores erfaringer og et par gode råd.

DATAINDSAMLING

Knapt fire måneder kan føles som en evighed, og man har følelsen af, at alt kan lade sig gøre i den tidsperiode. Derfor er vores erfaring også, at dataindsamlingen kan blive skubbet lidt, fordi man lige skal have projektet helt på plads, før man for alvor går i gang. ’Vi skal nok nå det’, siger man til sig selv. Vi stod dog pludselig i den situation, at vores foretrukne datakilder – interviews – ikke kunne lade sig gøre. Og hvad gør man så? Man går først lidt i panik, men derefter skal man jo tilpasse sin plan. Det er derfor vores råd at komme så tidligt i gang med dataindsamlingen som overhovedet muligt. Chancen for at du rent faktisk kan få dine foretrukne kilder stiger, og du behøver ikke bruge dyrebar tid på at gentænke hele projektet.

Det er dog også vigtigt at pointere, at alting ikke nød­ vendigvis behøver gå i vasken, hvis alle pludselig svarer ’nej tak’ på en interview­forespørgsel. Hold fast i den grundlæggende idé, og find alternative måder at be­ svare problemformuleringen på. Det handler i bund og grund om at have tiltro til din egen faglighed. Ligesom der er alternative veje til Rom, så er der også alternative veje til din konklusion.

TIDSPLAN

Når din bachelorvejleder siger, at en god tidsplan er alfa omega for et veludført bachelorprojekt, så er dette ikke tidspunktet til at sidde og blunde lidt på Facebook. Tidsplanen er rygraden i hele din planlægning, og hvis den skrider, så kan du hurtigt komme til at føle, at du ikke har fat i tøjlerne på dit projekt. Tidsplanen i vores proces var benhårdt styret, og heldigvis for det. Da vi i slutningen af forløbet havde tid til både en rette­ og refleksionsfase, som ikke skulle hastes igennem, og en hel nats søvn dagen før afleveringen, så stod vi tilbage og priste os lykkelige for, at der havde været pres på for at nå deadlines i løbet af perioden. Så sæt dig ned og lav den tidsplan – og gå gerne efter en ambitiøs en af slagsen, så du føler presset for at nå deadlines; du bliver glad for det i længden.

Det virker sikkert selvfølgeligt for de fleste, som har slæbt sig igennem et par års studier på Statskundskab. Opgaveplanlægning, problemformulering og dataind­ samling er næppe fremmede for den ambitiøse stats­kundskabsstuderende, og rådene kan virke banale og utilstrækkelige. Men hvert projekt og hver proces er forskellig, og derfor skal den enkelte studerende selv finde ud af, hvordan han eller hun får det bedst mu­lige ud af et maraton­forløb, som et bachelorprojekt er. For os var valget af projektformulering og dataindsam­lingen de største udfordringer, og tidsplanen var vores redning.

Afslutningsvist vil vi gerne gribe chancen for at takke vores klynge for gode idéudvekslinger og sparring samt vores vejleder Mette for den til tider hårde, men altid konstruktive kritik.

Interview: Drømmen om forskerlivet

Interview: Drømmen om forskerlivet

Mens mange studerende glæder sig til at flyve fra den akademiske rede, findes der de studerende, der drømmer om et liv inden for universitetets mure. MED ANDRE ORD har mødt en potentiel forskerspire.

Af Signe Illum Lindegren Pedersen

Tanken om at blive forsker kan virke fjern, når man læser på bachelordelen og stadig bøvler lidt med Augustin, Agresti og alle de andre rødder. For at spore mig ind på forskerdrøm­

men har jeg sat nystartede ph.d.­studerende Benjamin Egerod stævne til en snak om drivkraften bag hans forskning og det at være ny i forskningsmiljøet.

FORSKERUDDANNELSEN

Jeg møder Benjamin Egerod på CSS – et sted, hvor han efterhånden har haft sin gang i nogle år. Imens han færdiggør sin kandidat, er han gået i gang med forsker­ uddannelsen på Statskundskab. Engagementet er ikke til at tage fejl af; han brænder virkelig for sit projekt. Han har fået en idé til et forskningsprojekt, der skal undersøge et ellers underbelyst felt:

”Min forskning handler om virksomheder som politiske aktører. Det handler om, hvad der gør, at nogle virksomheder bliver politisk indflydelsesrige, og derefter hvilke konsekvenser det har, at de bliver indflydelsesrige,” fortæller han.

GRADVIS DRØM

Da jeg selv startede på Statskundskab, blev vi til første holdtime spurgt, hvad vi kunne tænke os at lave efter studiet. Så vidt jeg husker, var der kun én ud af om­trent 40, der allerede dengang drømte om at forske.

Benjamin Egerod var ikke den ene person ud af 40, der allerede fra starten vidste, at han ville forske. Hans drøm om at forske er først opstået undervejs på studiet. Faktisk var han i lang tid i tvivl, om det overhovedet var statskundskab, han ville studere. Jeg må derfor skrotte min klichéfyldte idé om forskerdrømmen som en mål­ rettet barnedrøm om at blive videnskabsmand.

DRIVKRAFT I IDÉER

En anden fordom, jeg må kassere efter mødet med Benjamin Egerod, er den naive forestilling om, at forskerdrømmen handler om det at forske per se. For Benjamin Egerod består drivkraften nemlig både af interessen for metodiske problemstillinger, men især også den specifikke idé bag hans ph.d.­projekt:

”Jeg synes, mit projekt er sindssygt spændende, og så kan jeg godt lide at underbygge en normativ diskus­sion med en eller anden form for empirisk problem eller sammenhæng, som man kan gå ud og observere i virkeligheden. Jeg tror, at det, der driver mig, er at etab­lere nogle interessante sammenhænge,” siger han.

Hvorvidt han skal forske videre efter sin ph.d. afhænger også af, om han får endnu en god idé, eller om han kan arbejde videre på sin første idé. Den gode idé er faktisk det, der skal til for at blive forsker, mener han og ud­ dyber:

”Det er da en fordel, hvis man kan sin metode og teori, men i virkeligheden er det vigtigste, at man har en god idé. Så kan det andet komme efterfølgende.”

Jeg vil gerne have, at det, jeg for­ sker i, skal være vigtigt for nogle mennesker. Det skal have en reel indflydelse på et eller andet – en reel betydning for noget

– Benjamin Carl Krag Egerod, ph.d.-studerende

ESSENSEN AF EN GOD IDÉ

Benjamin Egerod har gjort sig klare tanker om, hvorfor netop hans ph.d.­projekt er en god idé. Der er både et normativt og et økonomisk aspekt i hans forskning. I forskningsfrihedens navn nægter han dog at opstille kriterier for, hvad der gør forskning vigtig og berettiget. Det handler både om et ønske om forskningsfrihed, men også det umulige i at blive enige om, at al forsk­ ning skal have en normativ eller materiel pointe. For sit eget vedkommende kan han dog sige:

”Jeg vil gerne have, at det, jeg forsker i, skal være vigtigt for nogle mennesker. Det skal have en reel indflydelse på et eller andet – en reel betydning for noget.”

AT FÅ FODEN INDENFOR

Forskningsmiljøet er meget konkurrencepræget – især på den anden side af forskeruddannelsen, når ph.d.­af­ handlingen er afleveret og godkendt. De spidse albuer er dog ikke noget, Benjamin Egerod har mærket tilendnu. Han synes selv, at han har haft en rigtig god start på trods af lidt nervøsitet over at omgås nogle af de personer, han er blevet undervist af, og som han ser op til.

At få foden inden for i forskningsverdenen betyder også, at man skal undervise. Min fordom er, at universi­tetet gør det svært for forskere at finde tid og interesse for undervisning. Benjamin Egerod har dog endnu ikke haft svært ved at finde engagementet for undervisningen:

”Det er virkelig fedt. Jeg synes, det er vigtigt, at man underviser. Det er et særligt ansvar, der ligger på én som forsker, at man får videreformidlet resultater. De fedeste undervisere, jeg selv har haft, er jo inspirerende og engagerede, og det tror jeg lettest, man bliver, hvis det er noget, man laver i sin hverdag,” udtaler han.

IMG_8797

FORSKERDRØMMEN I ØJENHØJDE

Drømmen om at blive forsker vil for fremtiden nok stadig virke fjern for mange bachelorstuderende. Der er mange fordomme og forventninger forbundet med forskningen. Alligevel synes jeg, at Benjamin Egerod gør sit for at hive forskningen lidt ned på jor­ den. Forskningsmiljøet lyder ikke så skræmmende endda, og måske behøver man ikke have tjek på det hele på første semester. Måske skal man i stedet lade idéerne drive værket.

Der skal mere end en fremdriftsreform til

Vi er nu i det første semester, hvor fremdriftsreformen gælder for alle studerende. Heldigvis lever det gode studiemiljø i bedste velgående.

Af Sami Carøe Moussa, medlem af Studienævnet

Nu er det alvor for samtlige studerende på Insti­ tut for Statskundskab. Monsteret, der har gemt sig under sengen det sidste halvandet år, er nu krøbet dybt ned under dynen hos os alle.

Jeg taler selvfølgelig om fremdriftsreformen.

Den har været på vej i et godt stykke tid, og vi har allerede bandet over den længe. De af os, der star­ tede på Statskundskab sidste år, har selvfølgelig allerede levet under dens åg i et års tid. De aller­ nyeste studerende kender den måske kun fra tuto­ rernes beklagelser.

Hvis jeg stod i deres sko og var ved at træde mine første skridt på CSS, ville jeg være bekymret for fremtiden. Ligger de bedste studieår bag os? Er det nu slut med at bruge tid på faglige og sociale aktivi­ teter ud over undervisningen? Skal studielivet ikke længere være sjovt?

ENGAGEMENTET ER IKKE VÆK

Et blik på vores uddannelse den første måned inde i efterårssemestret fortæller heldigvis en helt anden historie.

Eksempelvis samlede Aktive Statskundskabere over 50 studerende til et arrangement om forskerfælles­ skaber, ligesom alle pladser var optaget, 10 minutter efter tilmeldingen til samme forløb åbnede. Her tales der altså om et forløb, hvor man melder sig til at læse endnu mere, end man i forvejen gør, og hvor man skal diskutere højpandet og akademisk med forskere her på instituttet.

Oven i dette er der ikke ligefrem mangel på interes­ serede studerende i de utallige andre foreninger her på vores studie. Samtidigt kan jeg skrive under på,

at introforløbet i år havde mindst lige så engagerede tutorer som de forrige år.

DER ER STADIG MANGE MEDSTUDERENDE I KLEMME

Alt dette er ikke for at nedspille fremdriftsreformens konsekvenser og alt, hvad den har bragt med sig af bureaukratisk rod og fejlskud.

Der er rigtig mange studerende, som sidder i klemme i administrationens skruetvinge. De vil nok være enige med mig i, at fremdriftsreformen burde ryge på møddingen øjeblikkeligt.

Det samme gælder for de studenterpolitisk aktive både lokalt på Statskundskab, på hele Københavns Universitet og nationalt. De har kæmpet utrætteligt mod fremdriftsreformen og dens dårligdomme, og de kan om nogen fortælle dig, hvilket monster refor­ men i virkeligheden er.

VI SKAL NOK FÅ BUGT MED FREMDRIFTS­ REFORMEN

Dette indlæg er udelukkende en påmindelse om, at der skal mere til at slå os studerende ud.

Vi nok skal få bugt med fremdriftsreformen på hver vores måde. Om det så er gennem en demonstration på Christiansborg Slotsplads, krumspring omkring de rigide og ulogiske universitetsregler eller i et for­ eningslokale på CSS hver torsdag aften.

Og var der ikke også noget med en uddannelsesmi­ nister, der ville åbne et forlig? Måske vi snart kan sende monsteret ud af den varme studiedyne og ned under sengen igen.

Jeg krydser fingre.

”SIKKEN KVAJPANDE!”

”SIKKEN KVAJPANDE!”

Han sparede ikke på eder og forbandelser, ham den ældre studerende, der havde læst et af mine indlæg i det hedengangne studieblad Statskundskab Kontakt tilbage i 2012. Men jeg havde jo også dristet mig til et lille normativt bjæf.

Af Philip Larsen

»Det var, som om verden altid stod lang og grim som dem fra tiende i rygegården og ventede med en ubehagelig overraskelse, når man endelig havde vokset sig høj nok til at nå den hylde, man ikke kun- ne nå sidste år.«

– Lars Frost, ‘Smukke biler efter krigen’

For pokker. Det kan ikke siges mere præ­cist. Der mangler bare en illustration fra en Ole Lund Kirkegaard-­bog for at fuldbyrde billedet. Et billede af de store, rigtigt seje karle,der altid står klar med en grum überraschung til de nye, der netop har gjort deres entre og måske formastet sig til at kvække et ord eller to. De store skal sgu ikke nyde noget af at høre på de nye. Og skulle en af hvalpene alligevel vove et ord, skal vedkommende ikke slippe let fra det. Sørgeligt nok synes det at gælde, uanset hvor gammel man er, og hvor man i øvrigt befinder sig i livet. I børnehaven, i skolen, i gymnasiet. På universitet eller på arbejdet.

De færreste, der kommer til et nyt sted og vover et par ord, går ram forbi. Det gjorde jeg bestemt heller ikke selv, da jeg – som studerende på andet semester – tilbage i 2012 forfattede et indlæg til Instituttets daværende onlinemagasin Statskundskab Kontakt. Anledningen var et interessant politisk­teoretisk debatarrangement om menneskerettigheder, som en forening på studiet havde stablet på benene, og som jeg havde slået et smut forbi. Foreningen havde blandt andet inviteret Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet til at udlægge sit syn på menneskerettigheder.

Har man én gang hørt Søren Hviid Pedersen i en de­bat, vil man vide, at han ikke lægger fingre imellem,når han udlægger sine temmelig yderligtgående syns­ punkter. Dette arrangement var ingen undtagelse. Jeg skal spare læseren for lange udredninger og detaljer og i stedet nøjes med at konstatere, at jeg skrev et ind­ læg, som særligt overvejede det forhold, at vi tilhørere havde forholdt os noget tavse over for hans meninger og udlægninger af verden. Hvorfor lod vi ham slippe af sted med det, der efter min mening ikke blot var udtryk for moralsk afstumpethed, men også dårlig argumenta­tion? Jeg dristede mig sågar til at stille et spørgsmål om, hvorvidt det var kujonagtigt, at ingen af os turde tage normativt stilling til hans (meget bombastiske) udsagn.

Indlægget blev bragt et par uger efter i Statskundskab Kontakt, og der gik ikke længe, før en ældre studerende var klar til at lynche mig verbalt i foreningens Face­ book­gruppe, som jeg også var tilknyttet. Og nu skal I bare se løjer. Her er et lille udpluk af det, han havde at sige:

Nu fik jeg endelig kæmpet mig igennem den kæmpe omgang vrøvl, den kære 2. semester­ studerende fyrer op for. (…) Sikken kvajpande. Han er, med sine formuleringer, betragtninger og pseudoinduktive udledninger, desværre pragteksemplaret på den intellektuelle deroute der er at finde, om ikke over alt, så i hvert fald på samfundsvidenskaberne. (…) Måske russeren snarere skulle sætte sig en anelse mere ind i det filosofiske univers i al dets kompleksi­tet, før han begynder at råbe op om manglende kritiske spørgsmål etc. (…) Jøsses for en om­ gang selvfed og selvsmagende arrogance skal man lede længe efter.

 

Der vil på de fleste af livets perro­ ner stå et par af de kedelige typer klar med en omgang buksevand og belærende bavl. Det gælder også på universitetet

– Philip Larsen

Av. Det var ikke rart at læse. Slet ikke som førsteårsstu­derende. For selvom mit indlæg var af polemisk karak­ter, betragtede jeg det dog som en engageret invitation til en sober debat om et vigtigt anliggende: at mange statskundskabere synes at være berøringsangste over for normative problemstillinger. Til gengæld gav det mig en ret klar forståelse af, hvad det er, der let kan vente en, hvis man formaster sig til et lille normativt bjæf på studiet – og øv for det! Det er kedeligt, hvis folk afholder sig fra at sige noget, fordi de frygter en smøre som den ovenstående.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.43.09

Efter min mening er der i høj grad brug for, at vi – hånd i hånd med den empiriske viden og teoretiske kunnen, vi tilegner os her på studiet – tør begive os ud i spørgsmål om eksempelvis mål, retfærdighed og menneskesyn. Særligt fordi disse spørgsmål ligger la­tent i et væld af de cases og forskningsområder, som politologien beskæftiger sig med, og fordi en stor del af de statskundskabsstuderende havner i jobs, hvor det er yderst relevant at have gjort sig et par kvalificerede overvejelser om disse størrelser.

En del af denne udfordring må også bestå i at disku­tere med folk fra studiet, som man ikke nødvendig­ vis omgås med i dagligdagen, men som man møder andre steder. Det kunne for eksempel være til forskel­ lige foreningsarrangementer eller i forbindelse med et indlæg i nærværende studieblad. Kækt og kort sagt ri- sikerer vi jo at blive klogere, når vi lytter til og taler med andre end dem, vi omgås og som regel er enige med.

Omvendt får vi næppe noget konstruktivt ud af at tvære vores umiddelbare forargelse ud i ansigterne på dem, vi måtte være uenige med, sådan som den ældre studerende gjorde i mit tilfælde. Når det er sagt, må jeg nok sande, at den slags lidet ønskede opførsel sandsyn­ ligvis ikke forsvinder med en skolelærerlignende hen­ stilling til at opføre sig pænt. Der vil på de fleste af livets perroner stå et par af de kedelige typer, de dér store fra rygegården, klar med en omgang buksevand og be­lærende bavl. Det gælder – som indledningsvist nævnt – også på universitetet. Så lad mig i stedet slutte med en opfordring, der i lyset af dette lille indlæg måske sær­ ligt henvender sig til alle nystartede studerende: Klø på, skriv indlæg, følg med og diskutér med hinanden – uagtet hvad de gamle krager i reden måtte hvæse af uduelige nedladenheder efter jer.

Drop den politologiske identitetskrise

Drop den politologiske identitetskrise

MED ANDRE ORD har bedt mig om at komme med et bud på, hvad en cand.scient.pol. bidrager med på arbejdspladsen. Min arbejdsplads er Finans­tilsynets realkreditsektion, hvor jeg arbejder som fuldmægtig.

For mit vedkommende indebærer det blandt andet at være ’undersøger’, hvilket vil sige, at jeg af og til bliver sendt ud på inspektion i en finan­ siel virksomhed. Her skal jeg sammen med et team af forskellige eksperter vurdere, om virksomhedens forretninger og organisation er risikomæssigt betryg­ gende og ikke udgør en trussel mod den finansielle stabilitet. I praksis går dette arbejde ud på at opholde sig i et mødelokale i en uges tid i selskab med prop­ pede ringbind, mørkklædte direktører, advokater, revisorer og andet små­intimiderende godtfolk – alt sammen i den offentlige sags tjeneste. Herudover ud­ fører jeg også analysearbejde i den mere abstrakte ende, herunder i forbindelse med diverse udvalg og arbejds­ grupper nedsat af regeringen og i EU­sammenhæng.

CAND.SCIENT.POLITOLOGISK IDENTITETS­ KRISE

Den obligatoriske samtale med kollegaerne om stats­kundskaberens bidrag har det med at tage en akavet drejning, når man først har lanceret, at vi statskundskab­ere kan analysere komplekse systemer. Det mener de fleste fagdiscipliner vist nok, at de kan. Da jeg for lidt mere end et år siden stadig læste statskundskab, havde jeg også ret svært ved at sætte fingeren på, hvad jeg selv kan, som andre samfundsvidenskabelige kandidater ikke kan. Der gik faktisk også noget tid, efter jeg begyndte i mit første job som fuldmægtig i Finanstilsynet, før det stod klarere for mig, hvad der adskiller os cand.­ scient.pol.’er fra andre DJØF’ere.

Vi kan hurtig blive enige om, at vi gennemsnitligt set har bedre færdigheder inden for eksempelvis statistikend de blødere samfundsvidenskaber, men vi kan også hurtigt blive enige om, at økonomerne nok er bedre til statistik, end vi er. Vi har givet vis haft mere berøring med jura end en antropolog eller en økonom, men der er ikke mange scient.pol.’er, der for alvor kan erstatte en jurist, når det kommer til lovteknik og regelarbejde. Dette er det typiske mindreværdskompleks hos stats­kundskabere, der mener at være havnet i generalist­fælden. Jeg vil dog bemærke, at det er vigtigt at skelne mellem på den ene side rent praktiske færdigheder, som de ovennævnte, og analytiske færdigheder på den anden side.

DEN INSTITUTIONELLE BETRAGTNING

I dag er jeg ret overbevist om, at mit studie har givet mig en analytisk færdighed, som er enestående for statskundskab, og det er den institutionelle analyse. Min opgaveløsning skiller sig ud fra de andre DJØF’eres ved at være fokuseret på identifikationen af aktører med særskilte interesser og indbyrdes funktioner, som fun­gerer under et sæt spilleregler, der i en vis udstrækning defineres af staten. En stat, der i sin ageren skal tage hensyn til sin egen legitimitet som myndighed.

Til dagligt arbejder jeg primært sammen med jurister og økonomer, imens politologerne vist kan tælles på én hånd. Udover erkendelsen af, at man har meget at lære af fagspecialisterne, har det også den fordel, at ens eget faglige bidrag kommer til at fremstå skarpere. En jurist vil eksempelvis oftest gå definitorisk til værks med sin opgave og foretrækker at holde sig til loven, så længe lovens definitioner kan rumme problemstillingen. Økonomen begynder almindeligvis med en risiko­ betragtning og vil forsøge at nærme sig et nettoresul­ tat af materielle påvirkninger på de involverede parter. Politologen vil i stedet vurdere situationen ud fra en institutionel betragtning, hvor implikationerne af en begivenhed findes i lyset af de involverede aktørers rolle i det store puslespil, og hvilke muligheder der er for, at kabalen mellem private og offentlige interesser samt statens legitimitet kan gå op.

Endnu tydeligere bliver det, jo mere man omgås både meget erfarne og helt nye medarbejdere fra andre fag­ grupper, at det, de kalder erfaring, er det, vi politologer kalder uddannelse

– Anders Ellesgaard

UDDANNELSE, IKKE ERFARING

For god ordens skyld skal det siges, at der er masser af professionelle jurister og økonomer, som mestrer den institutionelle analyse på et meget højt niveau. Jeg tillader mig dog at påstå, at denne evne ikke har noget med deres respektive uddannelser at gøre. Endnu tydeligere bliver det, jo mere man omgås både meget erfarne og helt nye medarbejdere fra andre fag­ grupper, at det, de kalder erfaring, er det, vi politologer kalder uddannelse. Som embedsmand bliver man stillet over for forskellige problemstillinger, som ikke altid er rene juridiske (Er det lovligt?) eller rene økonomiske problemstillinger (Hvad er den materielle effekt?).

Den sande embedsmandsudfordring er snarere spørgsmålet: Hvilken handling kan vi foretage, der understøtter den offentlige interesse, som ikke ansporer en uhåndter­lig modreaktion fra den private sektor og de politiske interessenter, og som ikke udvander styrelsens legitimi­tet og forhandlingsposition i øvrigt? Denne type opgave er efter min opfattelse den primære, og alle faggrupper er ansat til at håndtere den. Jeg vil blot argumentere for, at en cand.scient.pol. – rent uddannelsesmæssigt – har et fagligt forspring til at imødegå den.

BLÅ BOG: ANDERS ELLESGAARD

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.32.32

• 26 år
• Startede på Statskundskab i 2008 (Kina!)
• MA i Political Economy fra Manchester Uni- versity i 2013
• Cand.scient.pol. i 2014
• Arbejder som fuldmægtig i Finanstilsynet i kontoret for realkreditinstitutter
• Underviser til foråret 2016 i kandidatudbud- det ’Det finansielle system – funktion, krise og regulering’

Den politisk korrekte rustur

Den politisk korrekte rustur

Fårehovederne var pist væk på årets rustur. Den politiske korrekthed satte dagsordenen. Men er rusturen blevet kedeligere af den grund? MED ANDRE ORD rapporterer fra Visby.

Af Julie Damgaard Mikkelsen, Liv Rossander Sørensen & Drude Morthorst Rasmussen
Det er mandag eftermiddag. 170 spændte russere og tutorer er samlet i en spejderhytte i det meget autentisk duftende Visby. ‘Hvad er dit Danmark?’ er temaet for årets rustur, og russerne er allerede ind­ delt i politiske partier på tværs af de tre deltagende hold. Årets værter, Bubber og Linse, skal styre de næste par dages partirunder. Midt i forvirringen over Linses kæmpe talenter og Bubbers entusiasme (der muligvis i denne sammenhæng har nydt et løft) ankommer royalt og særdeles uventet selskab til festlighederne i Visby. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, iklædt smøg og højt humør, meddeler de ventende partier, at der netop er udskrevet valg, og sætter dermed gang i legene.

POLITIK OG PROMILLE

De næste par dage står i konkurrencens navn. Par­ tierne kæmper i velkendte partidicipliner som høvdingebold, citronmånefrådning, kyllingekast og svenskersnak. Og der er i dagenes løb også tid til stolte traditioner. Dagen starter bedst med morgen­ badning i selskab med en Fernet Branca, og gallaaf­ tenen skydes for alvor i gang med en særdeles velud­ ført lanciers i silende regnvejr. Regnvejret udfordrer dog på ingen måde det høje humør, der er opstået efter de traditionelle drenge­ og pigeopvarmninger. Men kampen om valgsejren er ikke den eneste på
rusturen. Der foregår også en anden kamp, nemlig mellem politik og promille.

HVOR BLEV FÅREHOVEDET AF?

Afskårne fårehoveder og nutella­knytnæver. Vi star­ter på Statskundskab med en forudindtaget holdning formet af Politiken. Nogle i frygt, andre i forvent­ ningsfuld spænding. Det sociale liv på studiet er be­ rygtet og tiltrækker efter sigende Danmarks bedste og mest festglade studerende. Og der bliver virkelig festet igennem – efter klokken 17 vel at mærke. De senere år er rusturen nemlig ændret betydeligt. Tøj­ kæder og natte­vækninger er erstattet af sætninger som ”Har du på nogen måde følt dig presset?” og ”drik en øl ELLER en sodavand”.

Men er Statskundskabs rustur blevet for politisk kor­rekt? Alkohol er en del af vores kulturarv, om vi vil det eller ej. Enhver lejlighed er tildelt en form for spiritus: fra snaps til gløgg til gravøl. Det er et pro­blem for dem, som ikke drikker, fordi de føler sig udenfor; de går glip af noget. Men går vi også glip af noget, når traditioner må vige for politisk kor­ rekthed? Blandt russerne diskuteres det, hvorvidt de to nyeste årgange på Statskundskab til evig tid er ekskluderet fra ældre studerendes indforståethed, fordi to mennesker valgte at stille spørgsmålstegn ved vores tradition? Måske var der rent faktisk noget sandt i de anklager. Hvad gavner druk i døgndrift egentlig? For nylig forsvarede en af undertegnedes DTU-­venner sin alkoholiserede rustur med, at der samtidig var oprettet alkoholfri rusture for de ædru. Det fremstår som en misforståelse af hele konceptet om rusturen, der netop skal lægge grund for åre­ lange venskaber medstuderende imellem. Modsat andre bør vi ikke være et studie, der bare accepterer, at studerende skal være ekskluderet fra fællesskabet.

 

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.04.12

OVERANALYSENS OFFER

Man kan diskutere, hvorvidt ændringerne er vidt­ rækkende nok. Vi kan forsøge at overanalysere et reelt optrin: Når Oliver står indsmurt i madolie og salt på køkkenbordet, overskrider han så en seksuel
grænse? Når vi råber ”Hey kælling, vis mig dine pat­ter” og banker på en crowdsurfende dør til Thomas Helmigs skønsang, er det så et udtryk for en proble­matisk heteronormativitet? Er pigeopvarmningens pølsehalskæde ligeledes underlagt en undertryk­kende, paternalistisk dominans? En del af vores traditioner kan nedbrydes til undertrykkende del­ elementer. Men det er at misforstå deres reelle be­tydning. Traditioner er vigtige, fordi de binder os sammen og skaber venskaber. Det betyder dog ikke, at de alle sammen er lige sjove, og derfor har der væ­ret behov at sætte grænser og rydde op.

Er pigeopvarmningens pølsehalskæde ligeledes underlagt en undertryk­ kende, paternalistisk do­minans?
– Julie Damgaard Mikkelsen, Liv Rossander Sørensen & Drude Morthorst Rasmussen

Som følge heraf er der nu også trukket en streg i sandet. Hertil og ikke længere. Det har sandsyn­ligvis været nødvendigt at overskride grænsen for at finde den, men nu er den altså fundet. Ifølge Mathias Hamburger Holm, der har været med til at arrangere rusturen som en del af K­udvalget, er de nye ændringer langt fra afgørende:
“Der er hovedsageligt blevet ændret i nogle grænse­ overskridende ting, der tidligere har været en del af herre­ og dameopvarmningen. Indholdet er ændret, så man får samme fællesskabsfølelse, uden at folk efterfølgende skal have det dårligt med det, der er foregået”.

Der er hovedsageligt blevet ændret i nogle grænseover­ skridende ting, der tidligere har været en del af til herre­ og dameopvarmningen
– Mathias Hamburger Holm, tutor og K-udvalgsmedlem

Han understreger også, at han personligt synes, “at rusturen er virkelig fed, og måske federe end den hidtil har været”.

HVOR ER GRÆNSEN?

Hvornår bliver vi for politisk korrekte? Faren er, at ændringerne er overfladiske, produceret ude­ lukkende for omverdenens skyld; at vi undgår at drikke os fulde inden klokken 17, fordi dekanen synes, at det tiltrækker forkert opmærksomhed i pressen. På baggrund af en diskussion mellem stu­derende og ledelse er man blevet enige om at ændre i forløbet. Fra en russers synspunkt kan ændringernedog synes for radikale og virke som et resultat af po­litisk korrekthedssyge.
Samtidig er det vigtigt at fremhæve, at man kan sagtens have det sjovt, selvom man ikke er fuld. En forfærdeligt gennemtæsket, men sand sætning. Ædru minder huskes bedst. Det er her, vi får lov til at vise, at vi er andet end vores guldøls­rekorder og twerking­skills. Vi danner mange venskaber, når vi er fulde, men dagen efter er de hurtigt glemt igen. Man går akavet forbi hinanden på gangene, fordi sidste tequila­eskapade gik lidt over gevind. Og her skal det understreges, at rusturen stadig var vanvittig sjov, selvom det kun var nattetimerne, der indebar alkohol. Vanvittig sjov.
Når alt kommer til alt, kan vi som studerende være taknemmelige for vores, måske, mere fintfølende kammerater. Vi synes selv, det kan være svært at sige pænt nej tak til øl. Men det bør vi gøre en gang imellem for at cementere denne uddannelses værd. Statskundskab er meget mere end Fernet Branca, guldøl og fårehoveder. Statskundskab har Københavns bedste tutorer og de gladeste russere, og det det skal vi alle kunne være enige om. Det betyder, at rusturen skal være en god oplevelse for alle.

Det skete!

MAGTELITEN HOLDT OPSTARTSMØDE
Den populære klub Magteliten holdt op­ startsmøde, og hundredevis af håbefulde statskundskabsstuderende mødte op for at få en plads i top 500. De blev dog alle slået af fagforeningsfolk og erhvervsledere med utroligt tætte bånd til Kongehuset og Prins Henrik.

BIJOB I STATENS TJENESTE
Regeringens udenrigsgransker, Peter Taksøe­Jensen, nedsatte et grublerhold med blandt andre seks lektorer og profes­ sorer fra KU, der skal lægge den nye linje for dansk udenrigspolitik. MED ANDRE ORD ser samtidig frem til en kommission, som skal undersøge, hvorfor universitetets undervisere bruger så lidt tid på at under­ vise.

FØDSELSDAGSFEST
Institut for Statskundskab fyldte 50 år. Det blev fejret med en stor fest for forsk­ ere, øvrige ansatte og personer med til­ knytning til studiet. Undtagen de stu­ derende. Vi går ud fra, at invitationen gik tabt i posten.

”DON’T THINK OF A GRISEHOVED”
Et nyt kuld af stud.scient.pol.’er fik en tur gennem introforløbet. Det foregik uden grisehoveder, kunne man efterfølgende læse i Uniavisen. MED ANDRE ORD anbefaler i den forbindelse bogen Don’t Think of an Elephant til alle studerende på Instituttet.

WWW.MEDANDREORD.DK
Dit yndlingsstudieblad trådte d. 1. okto­ ber ind i den digitale tidsalder. De gamle udgaver er tilgængelige for nostalgikere (mest os selv), og man kan skrive et deba­ tindlæg til debatsektionen MED FÅ ORD, hvis man er vred over gentagelserne i Sammenlignende Statskundskabs pen­ sum.

LÆSEFERIE LIGHT
Alle statskundskabsstuderende havde en afslappet efterårsferie. Undtagen Knud ­ han var kommet bagud. Meget bagud. Adskillige hundrede sider.

A Semester abroad, an Impossible Mission

A Semester abroad, an Impossible Mission

Many first-year students have big dreams of an exchange semester abroad. Due to strict bureaucracy, most of them will find their plans postponed three years. There is a world of possibilities out there. Why are we not allowed to explore it?

By Silva Mertsola

I was sweating in my first­day­of­school outfit in the Christian Hansen Auditorium, trying to hide my panic caused by the realization of how little Danish I understood. The welcoming PowerPoint show had a slide that has stuck with me. It promo­ ted the great international profile of our faculty, encouraging us to start planning our exchange se­ mesters on time.

I remember this vividly, because it felt so comfor­ ting in the otherwise frightening scenario. I was about to study a full degree of political science in a language I didn’t understand, in a country, whose prime minister I couldn’t remember the name of. I had fallen in love with Copenhagen and left my comfort zone to earn more than just a univer­ sity degree: I wanted to challenge myself, expand my language repertoire, and see what the big bad

world had to offer. Maybe I had landed in a place where students travelled and exchanged ideas over language barriers. Perhaps my confusing Swedish­ speaking, yet completely Finnish, background would not be seen as a burden.

FALSE ADVERTISING

A year later, this time wearing the tutor t­shirt, I no­ ticed that my critical thinking had improved after 60 ECTS credits. The diagram on that same PowerPoint show, telling the freshmen the unimpressively small number of students who had gone for exchange, was not comforting anymore.

The freshmen do not have to start planning their exchange semesters yet. In fact, they will not be seeing much of the world outside of CSS until their fifth semester at the earliest.

Should maximizing our personal competences by enhancing our in­ ternational profile feel like illegal gambling?

– Silva Mertsola

Skærmbillede 2015-12-21 kl. 10.25.19

This will take place only if they find a university that offers 20 ECTS credits of International Rela­ tions and 10 ECTS credits of Comparative Politics, or win in the ‘shift your courses around’ edition of Tetris.

The short list of universities that have been pre­ approved for students wanting to go for exchange during their bachelors includes University of Bir­ mingham, University of Exeter and Universität Kon­ stanz. The list of possible locations only includes universities in the UK and Germany. At least there is not a world of opportunities to hinder the decision­ making.

Mette Cecilia Nielsen postponed one of her cour­ ses during her fourth semester. She is now at Kon­ stanz University on exchange. Upon her arrival, she found out that one of the courses, pre­approved to match Comparative Politics, wasn’t offered any­ more. The risk of KU forcing her home to start the normal criteria­matching courses after they had started was imminent. “I haven’t heard from KU yet, so I actually don’t know if my application will go through, but my coordinator assured me they won’t send me home,” she writes to me in the be­ ginning of October.

Mette Cecilia Nielsen doesn’t agree with my conspi­ racy theory about our faculty making exchange semesters a mere impossibility as an act of a pro­ tectionist policy so as to keep the Danish youth in Denmark. She says the staff has been very helpful

and understanding, and that it simply happens to be the way our bachelor’s program is built.

SKILLS THAT COUNT IN BRUSSELS

I believe the problem lies in the strict structure of our program. The title of MSc in Political Science from KU is a mark of quality, which spares the Danish job interviewer from looking deeper in to what the applicant’s degree contains. But to those of us with an interest in the job market outside of little Denmark, KU might not ring a bell to our potential employ­ ers. Ultimately, language skills, an international net­ work, the understanding of foreign cultures, and the capacity of critically assessing our own culture, is what will land us a job in international companies, in Brussels, and beyond.

In Finland, many universities have a mandatory ex­ change semester for every bachelor student. They have recognized the growing demand for an inter­ nationally acknowledged and compatible workforce and the attraction this has on international inve­ stors. We live in a globalized economy where it is impossible to restrict mobility. The university should be an institution that reacts to the changing world and prepares students for future challenges, instead of keeping them home in the ‘andedam’.

Leaving Finland to receive an education in the highest ranked Nordic university, has taught me mountains, but the lessons can’t be measured in ECTS. When looking at the job opportunities in my home country, for a newly graduated cand.­scient.pol from KU with little job experience, I’m worried.

We live in a globalized economy where it is impossible to restrict mobility. The university should be an institution that reacts to the changing world and prepares stu­ dents for future, instead of keeping them home in the ‘andedam’

– Silva Mertsola

I’m worried, because the Finns haven’t heard about ‘fremdriftsreformen’ and they do not understand that I have to actually study really, really hard instead of having a study relevant job, exchange semesters and two or more internships.

THE CHOICE IS (NOT) YOURS

There is a way around this, the ever so helpful stu­ dent advisor tells me. On record, we’re supposed to continue on our master’s programs straight after our bachelor’s. Off the record, the risk of not get­ ting accepted into a master’s program after doing a bachelor’s at the faculty is very small. So technically, I could just take a gap year, get an internship in Fin­ land before it’s too late, and cross my fingers that I get accepted into the master’s program at KU. But is it really worth the risk? Should maximizing our per­ sonal competences by enhancing our international profile feel like illegal gambling?

More importantly, why are we not encouraged to go abroad? By making changes to how our education is structured, going abroad during our bachelors could be made easy for those students interested.

We have students from all around Europe still in their bachelors coming in for exchange. Many of those attend master’s courses. We have students from all around Denmark and Europe earning the title cand.scient.pol. from KU, without having donethe same strict bachelor’s program we have – and they’re doing just fine.

So why aren’t we, the future success stories with some of Denmark’s highest gra­ des from high school, trusted with the freedom to see what the world has to offer and make the most of our education?