Efter nogle lange novemberuger med valgplakater, vælgermøder og kampagner er du måske allerede træt af at læse om kommunal- og regionsrådsvalg. Men hvad hvis jeg fortalte dig, at vores system ikke er så repræsentativt, som vi går og tror. Måske har du besluttet dig for, hvem du vil stemme på, måske venter du til det sidste øjeblik. Uanset hvad, er der endnu en ting, du bør overveje, inden du sætter dit kryds: valgforbund.
Af Ida Justesen
Visuelt udtryk af Astrid Brauer
Én af dem, som i særdeleshed ved noget om valgforbund og kommunalvalg, er Professor Emeritus Jørgen Elklit. Han har forsket i kommunalvalg, siden før du blev født, og snakker os i dette interview igennem de vigtigste aspekter af vores kommunalvalgssystem. Bl.a. hvorfor du skal gå op i, hvem dit parti er i valgforbund med, og om proportionaliteten (eller manglen på samme) til kommunalvalg.
Vi starter stille og roligt ud, med at Jørgen fortæller om kommunalvalget generelt, og hvad der gør det anderledes end folketingsvalget:
»Vi taler somme tider om kommunalvalg som noget, der dækker hele landet, men det er egentlig 98 forskellige valg. De foregår naturligvis efter de samme regler, men partisystemerne er vidt forskellige rundt omkring i landets kommuner.«
Partierne har forskellige relationer i forskellige kommuner og politikken i et parti kan variere meget fra kommune til Folketing.
»Derfor kan man sige, hvis man sidder i København og tænker på valget af Borgerrepræsentation, så det er noget helt andet der foregår end hvis man tænker på Læsø, eller en eller anden mærkelig kommune i Jylland. Det er nogle helt andre mekanikker der kan være på spil.«
Så langt så godt, men hvad så med selve systemet?
Jørgen forklarer, at begge valg er forholdstalsvalgssystemer, men mandaterne udregnes på forskellige måder:
»I Folketinget når man, så vidt som det er muligt, en perfekt proportionalitet for de partier, som er over en af spærregrænserne. Men i kommunerne er det lidt anderledes, fordi man jo bruger det d’Hondske fordelingssystem på mandaterne, og det har en lille tendens til at give lidt mere til de store partier end det, de rent forholdsmæssigt kan siges at have ret til – hvis man vil bruge det udtryk.«
Ringer der en lille DAK1 – klokke? Nej? Frygt ej: Den d’Hondtske metode er en divisor-metode, hvilket vil sige, at stemmetallene divideres med en specifik divisorrække, hvorefter mandaterne fordeles til partierne efter rækkefølgen af kvotienterne. Det fungerer således, at det næste mandat hele tiden går til det parti, der har den højeste kvotient, som endnu ikke har udløst et mandat. Ved den d’Hondtske metode bruges divisorrækken 1,2,3,4… Afstanden mellem divisorerne er altså 1, og netop denne afstand gør at den d’Hondske metode har en svag tendens til at overrepræsentere store partier. Jo mindre differensen er, jo bedre er det for de store partier. Denne tendens ses især i situationer, hvor der ikke er så mange mandater at fordele, og kan i nogle tilfælde ende med at få stor betydning ift. partier der opnår flertal, som de måske ellers ikke ville have haft.
Den dobbelt d’Hondtske fordeling
Og hvad har alt dette så at gøre med valgforbund? Elklit forklarer, at muligheden for at gå i valgforbund blev indført netop for at beskytte de små partier ved at lade dem gå sammen i koalitioner, så de bedre kunne konkurrere med de store partier. Problemet er, at dette har ført til, i Elklits ord, nærmest ”perverse effekter”. Der gik nemlig ikke længe, før de store partier indså, at de ligeledes kunne drage fordel af denne løsning. Når et stort parti indgår i valgforbund med et lille parti, bliver den d’Hondtske tendens til at favorisere de store partier fordoblet. Måden man fordeler stemmerne på er nemlig todelt: først fordeles mandaterne ud på henholdsvis valgforbund og partierne, der ikke er i valgforbund, og dernæst fordeles mandaterne på partierne internt i valgforbundene.
»Og hvis der er en meget skæv fordeling, så scorer det store parti virkelig kassen. Det, at det sker to gange efter hinanden, betyder, at store partier i valgforbund med små kan være heldige at få et ekstra antal mandater, der virkelig kan mærkes.«
Elklit forklarer med et eksempel fra en kommune på Nordfyn, hvor Venstre matematisk set havde ret til 10 mandater, men endte med 13 og dermed flertal i byrådet, der bestod af 25 medlemmer. Det skete fordi Venstre var i valgforbund med Konservative, DF og LA. Valgforbundet fik tildelt 14 af mandaterne, hvoraf 13 gik til Venstre, 1 gik til de Konservative mens DF og LA ikke fik et eneste. Her medførte den dobbelt-d’Hondtske effekt at et parti der stod til 10 mandater fik 13 og dermed flertal samt muligheden for egenhændigt at vælge borgmester og føre politik uden kompromisser.
»Det her fænomen med at der kommer et ’kunstigt flertal’, det kan du sige, det er kun i 10 kommuner ud af de 98, men jeg vil i stedet for sige: det er i så mange som 10 kommuner. Jeg synes at det er mange.«
»Det er politik og magt… og sådan er det«
Her kunne man måske fristes til at tro, at vi har det valgsystem, vi har, fordi det er svært at ændre, eller der ikke findes alternativer. Men det passer ikke, Jørgen nævner flere mulige løsninger:
»Man kunne man reparere på det ved at ændre valgsystemet til noget, som giver en højere grad af proportionalitet, så tæt på fuldstændig proportionalitet som man kan komme. Bl.a. ved at ophæve muligheden for valgforbund og skifte til et mere matematisk korrekt fordelingssystem, enten Sainte-Lagües, eller det samme man bruger til Folketinget: største brøks metode. De to fører til samme resultat.« (du kan læse mere om dette i Elklits nye bog ‘KV17 – analyser af kommunalvalget 2017’, som han har redigeret sammen med Ulrik Kjær)
Hvorfor ændrer vi så ikke bare systemet, når vi nu ved, at der er alternativer?
»…der er altså nogle måder at ændre det der skæve billede på, hvis man vil det. Problemet er, at de store partier, de har ikke lyst til det, for det her er politik og magt og indflydelse, og sådan er det.«
Ovenpå den – lidt modløse – konklusion, får du lige et par opsamlende gode råd med fra Jørgen om, hvad man som vælger bør være opmærksom på, når man sætter sine krydser:
1. Find en kandidat du gerne vil se valgt, og stem personligt
2. Det er vigtigt at se på, om det parti man vil stemme på, er i valgforbund med nogen, »det prøver partierne jo lidt at holde skjult, men det står i stemmeboksen” (og nederst i denne artikel). Og så må man tænke over, hvis det nu går sådan, at det parti, man vil stemme på, enten ikke kommer ind, eller ikke får så mange stemmer, som det skulle have. Kan jeg så leve med at et af de andre partier i valgforbundet får lidt mere fordel af min stemme? Og det skal man lige tænke igennem.«
Nedenfor ses en liste over hvilke partier er i valgforbund i Københavns Kommune. God stemmelyst!
1. Socialdemokratiet + Radikale Venstre
2. Enhedslisten + SF + Hampepartiet + Kommunisterne + Kommunistisk Parti + Rolig Revolution + Bæredygtigt Samfund + Christiania-listen
3. Det konservative Folkeparti + Liberal Alliance + Kristendemokraterne + Dansk Folkeparti + Venstre, Danmarks Liberale Parti + Det Demokratiske Parti
4. Veganerpartiet + Grøn Omstilling + Klimapartiet Momentum + Alternative