Tusindvis af danskere rejser hvert år ud i verden for at kombinere turisme med frivilligt arbejde i udsatte områder. Volonturisme, som det kaldes, er nu en stor del af oplevelsesøkonomien, og mange statskundskabere har i deres sabbatår prøvet kræfter med fænomenet. Men får vi egentlig talt om, hvad vi har bidraget til?
Af Signe Illum Lindegren Pedersen
Statskundskabsrevyen præsenterede for et par år siden sangen Unik ungdom med en tekst, der kunne karakteriseres som en lyrisk lussing til de statskundskabere, der havde forsøgt at redde verden på den obligatoriske rejse i sabbatåret. Vi grinte af det, men så lagde vi også pænt låg på diskussionen bag efter.
Efter min mening er der flere problemstillinger knyttet til dette fænomen, som vi godt kunne lukke lidt mere op for. For eksempel spørgsmål som: Hvad motiveres volonturisterne af? Kan vi overhovedet sætte os i andres sted? Og hvad er konsekvenserne af volonturismen?
Altruisme og CV-rytteri?
Hvad motiverer unge mennesker til at kombinere afslapning på deres ferie med frivilligt arbejde?
Motivationsfaktorerne kan jo principielt spænde fra altruisme til egeninteresser. Der findes en hel del motivationsteori anvendt på feltet inden for frivilligt arbejde, men i min research fandt jeg kun nogle få udenlandske casestudier, der relaterer sig direkte til volonturismefænomenet.
I overvejelserne om motivationsfaktorer må man medregne, at det frivillige arbejde i udlandet som regel vil adskille sig fra det frivillige arbejde herhjemme på mindst ét væsentligt punkt. Modsat det frivillige arbejde, der kan udføres gratis i Danmark, betaler man nemlig for at få lov til at udføre arbejdet i udlandet. Priserne svinger blandt andet efter, hvor mange dage du vil arbejde. Hos Mellemfolkeligt Samvirke ligger priserne i omegnen af 22.000 kr. for ophold af mellem 12 og 16 ugers varighed. Andre udbydere som Kilroy Travels, et nordisk rejsebureau, tilbyder ophold på helt ned til 14 dages varighed for priser fra omkring 3000 kr. De store pengebeløb, som de unge betaler for at arbejde, er måske også den største årsag til, at kritikere af volunturisme kategoriserer det som en del af oplevelsesøkonomien.
Jeg tror personligt, at mange rejser af sted med idéen om, at de vil gøre en forskel. Der kan samtidigt være mange egeninteresser bag. Lidt godt til CV’et, kvote-2-ansøgningen eller måske bare den dårlige samvittighed over, at man er en hvid, privilegeret type fra Danmark. Det har trods alt en stor betydning for ens identitet, om man kommer ind på det ønskede studie eller får det rigtige job. Derfor vil mange gå langt for at kunne skrive noget godt på CV’et.
Et bredere perspektiv og en økonomisk indsprøjtning
Der findes mange forskellige typer af frivilligt arbejde, man kan udføre kombineret med sin rejse. Projects Abroad, en britisk, kommerciel rejseorganisation for frivillige, opererer for eksempel med følgende projektkategorier: Humanitært arbejde, Natur & Miljø, Undervisning, Sport, Medicin & Sundhed samt Veterinærmedicin.
De forskellige typer af frivilligt arbejde rummer sikkert hver deres problematikker. For mig er problematikkerne klarest ved arbejdet med undervisning og sundhed. Især når det drejer sig om arbejde med børn, der snarere har behov for stabile og trygge rammer end halvårlig udskiftning af omsorgspersoner.
På kort sigt vil man nok kunne give børnene nogle gode oplevelser og måske nå at skabe en god relation. Man kan også få noget kulturudveksling ud af det, og forhåbentligt kan rejsen starte en masse refleksioner for den udrejsende.
Netop det synspunkt fremlagde den administrerende direktør for Projects Abroad, Peter Slowe, da han i 2015 forsvarede organisationens foretagender i publikationen New African. Her skriver han, at selv relativt korte ophold i andre lande giver fordele på lang sigt, fordi det kan ændre de unges syn på verden. Desuden peger han på, at volonturisterne bruger mange penge i de områder, hvor de arbejder, der modsat almindeligt turistforbrug, går til værtsfamilier, lokale butikker eller projekter.
Kommercialisering af frivillighed
Det lyder meget godt, men kan der ikke være uoverskueligt mange utilsigtede konsekvenser på længere sigt? Har de frivillige de nødvendige kompetencer? Her tænker jeg både personligt og fagligt. Skal man for eksempel være frivillig på en fødeklinik, så håber jeg, at man har lidt mere erfaring end en gymnasial eksamen.
Derudover skal man virkelig have tjek på den organisation, man rejser med. Der findes desværre nogle rigtig ærgerlige eksempler på organisationer, der bruger pengene på helt andre områder, end de selv påstår.
Især organisationens hensyn til lokalsamfundet er af stor betydning. Selvom Peter Slowe mener, at Projects Abroad går langt for ikke at tage arbejdspladser fra de lokale, kan dette nok ikke undgås alle steder. Og det er jo ikke kun arbejdspladser, men også lokale initiativer, som man risikerer at hindre, medmindre organisationen har en meget god forankring i lokalsamfundet. Og er der ikke også en risiko for, at kommercialiseringen af frivillighed fører til, at organisationerne bag tilpasser det frivillige arbejde mere til de unge udrejsende end til de mennesker, der har brug for hjælp?
At sætte sig i andres sted
For folk, der har været afsted, bliver fortiden som volonturist måske især udfordret, når man på statskundskab kastes ud i teorier om postkolonialisme i faget International Politik. Det må blandt andet føre til nogle refleksioner over, om det overhovedet er muligt at sætte sig i andre folks sted på så kort tid. Kan vi forstå deres position, når vi bare kan tage næste fly hjem til mor og far?
New York Times bragte sidste år en kort dokumentar kaldet An African’s Message for America, hvor den kenyanske aktivist og fotojournalist, Boniface Mwangi, udtaler, at amerikanerne skulle tage at hjælpe sig selv og deres egne først. Til en ung amerikansk pige med intentionen om at tage til Afrika eller Mellemøsten for at blive en fortaler for kvinders rettigheder, siger Mwangi: ”You don’t know them. They don’t know you. They won’t listen to you”. Mwangi understreger vigtigheden af lokale initiativer, og siger til de amerikanske studerende, at hvis de vil hjælpe nogen, må de i det mindste starte med at spørge dem, hvad de ønsker hjælp til.
Følelser i klemme
Jeg har kun opstillet en brøkdel af de overvejelser, som man kan gøre sig om volonturisme. At jeg ikke selv har været volonturist betyder nok, at det er lettere for at mig at være kritisk, selvom min intention var at se lidt mere nuanceret på sagen. Jeg har ikke nogen følelser i klemme. Men det har jeg oplevet andre have.
Hvis man efter sin tid som volonturist føler, at man har gjort en forskel og har fået en tæt relation til en række mennesker, kan jeg sagtens forstå, at det er svært at se det store billede. Jeg kan sætte mig ind i, at det ikke er rart at komme hjem til beskyldninger om, at man er en ’medlidenhedskolonist’.
Når man vender og drejer det, kommer man bare hurtigt frem til, at Vestens udrejsende kan få meget ud af det, mens dem, man egentlig søger at hjælpe, ikke altid bliver hjulpet på sigt. Skal man så bare sende pengene direkte til en velgørende organisation og blive hjemme i Danmark? Det skal jeg ikke bestemme, men jeg synes, at man skal tænke sig godt om, og at det er vigtigt at tale om problematikkerne ved volonturisme.