Denne serie er tilegnet de tabuiserede stunder på Kommunehospitalet.
Tabu #1: At stemme på Dansk Folkeparti (billede 1 & 2)
Du er i dit stille sind ikke helt så uenig med Kristian Thuelsen Dahl som de andre på dit stamhold – for da slet ikke at tale om din underviser. Men det holder du helst for dig selv. Generation DF er muligvis en succes på DR, men ikke på Statskundskab.
Tabu #2: At fravælge alkohol (billede 3 & 4)
‘-eller sooodavand!’ er den obligatorisk, sarkastiske kommentar fra enhver tutor gennem introforløbet. Overdreven opmærksomhed og latterliggørelse af, at man faktisk kan drikke af flasker uden alkohol, gør det jo meget nemmere at fravælge kirsebærvin og guldøl.
Tabu #3: At være middelmådig (billede 5)
Bølgen af moderne middelmådighed er så småt på vej tilbage, men statskundskabere er ‘eliten’ og er derfor ikke middelmådige. De kan jonglere studie, studierelevant job, fester, den flotte figur og de mange venner. Derfor du synes, at det er lidt svært at sige nej tak til foredrag/forskerfrokost/fredagsbar, når du har en fredagsaftale med resterne af ugens spaghetti bolognese.
Tabu #4: At bryde de kropslige normer (billede 6)
Det er ikke, fordi det er et tabu at snakke om kropsbehåring – tværtimod kan mange debatter ende i en diskussion af netop dette. Men selvom kropsbehåringen lever frit på Sociologi, er der på Statskundskab stadig visse regler. Derfor kan godt blive lidt akavet, hvis du som kvinde kommer til at udstille din ubarberede armhule til frit skue for hele stamholdet.
Tabu #5: At mangle passion for studiet (billede 7)
Du synes, at dagens pensum var intetsigende, og at hele faget er lidt kedeligt. Du er ikke med i International Debat, Suveræn eller Aktive Statskundskabere. Med spirende gru går det op for dig, at du er en inaktiv statskundskaber, for hvem det er nok at diskutere Rosseau i undervisningen.