Af Philip Steno Malle
Som ung studerende med en psykisk sygdom kan hverdagene let blive turbulente. Jeg oplever, at jeg ofte, i mine medstuderendes øjne, kan fremstå utilregnelig planlægningsmæssigt, og den oplevelse fortænker jeg dem på ingen måde. Selvom jeg bliver medicinsk behandlet for min sindslidelse, er det næsten umuligt at have en hverdag, der stemmer overens med den mere gennemsnitlige universitetsstuderende. Jeg fristes til at sige, at jeg har dobbelt så mange reelle sygedage som de medstuderende, jeg sammenligner mig med. De dage hvor jeg er syg, med feber eller andet, har jeg intet imod at erklære mig syg og blive i min seng, så jeg kan restituere og blive hurtigt rask igen.
Når jeg derimod vågner og kan mærke at den øverste etage svigter og har meget tankemylder, svært ved at koncentrere mig, måske ikke har kunnet sove i løbet af natten, har tvangstanker, der forstyrrer mig hele dagen, eller det hele på én og samme tid, befinder jeg mig alligevel på universitetet. Selv når jeg ved, at de førnævnte udfordringer ødelægger min evne til at modtage læring, står jeg troligt i Chr. Hansen med et klippekort på 2 timers søvn og uden nogen tænkelig lyst til at være der. Jeg står der, fordi jeg ikke føler det i samme grad er legitimt at melde mig syg, når jeg er syg i hovedet. Det gør mig unægtelig til en mindre effektiv studerende, at jeg gang på gang må give afkald på mine egne indlæringsmuligheder. Jeg trækker hele dage ud af kalenderen, fordi jeg er ude af stand til at modtage undervisning. Jeg er unægteligt en ”dårlig” læsegruppemakker, fordi jeg har hele dage, hvor jeg ikke føler, jeg kan bidrage meningsfuldt til opgaven, jeg er ved at skrive.
Hvordan imødekommes disse problematikker af Københavns Universitet? Jeg har mulighed for at søge SPS. Det ved jeg knapt nok hvad er, og det gør du, kære læser, sikkert heller ikke. Informationssiden om særlig støtte på KU’s egen hjemmeside er nogenlunde lige så gennemsigtigt, som resten af KU’s IT-miljø, og jeg har lige præcist fået nok information om dette tilbud, til at vide at det eksisterer. Men ikke meget andet. KU gør så absolut intet for at gøre opmærksom på mulighederne psykisk handicappede elever har for bedre at komme igennem studiet. De imødekommer ikke os, der er psykisk syge, og enhver proces for at modtage hjælp bliver et møde med endeløse mailkorrespondancer og overvældende mange krav til den syge om dokumentation og andre bureaukratiske formularer.
Da jeg i slutningen af november skulle søge nye fag til forårssemesteret, var jeg så langt nede i et hul, at jeg ikke kunne magte det. Selvom det lyder som en yderst overkommelig opgave, var det for meget for mig på daværende tidspunkt. Dette resulterede i at jeg måtte bruge kræfter, jeg ikke havde, på at tage til møder med studievejledningen, for at kunne løse det problem, jeg skabte for mig selv. Det viste sig, at jeg selv skulle søge kompensationer for at bruge ekstra lang tid på min bachelor. Jeg missede en arbitrær dato i slut november, og det endte med at hele min studieplan kollapsede. Til selvsamme studievejledningssamtale blev jeg anbefalet at søge SPS, men det var ikke noget studievejledningen kunne imødekomme, eller gøre for mig. Derfor var jeg nødsaget til, at starte en helt ny proces med studievejledningen for at modtage den støtte. Noget jeg endnu ikke har formået at gøre og nok aldrig kommer til.
Men er det fair at brokke sig over at skulle tage initiativ til særbehandling, når man er psykisk syg, hvis man læser på en uddannelse med endeløse krav til selvstændighed? Ja, det er min vurdering. Dette krav til selvstændighed var jeg nemlig udmærket klar over, da jeg meldte mig ind på studiet. Jeg var derimod ikke klar over, at det skulle være svært og tangerende til umuligt, for en psykisk syg at modtage den hjælp, som er nødvendig for at gennemføre uddannelsen under nogenlunde lige forudsætninger som sine medstuderende. Det svarer til, at der ikke er elevatorer på CCS, så studerende med fysiske handicap kan komme rundt på campus. Af den grund er det uendeligt svært for mig at føle mig velkommen på KU. Når jeg hver eneste dag føler mig mindre værd som studerende.
I dag har jeg ingen studiegruppe, til mine sommereksaminer – for hvem i alverden vil frivilligt være i læsegruppe med hvad der bedst kan beskrives som en upålidelig freerider?