Af Merve Eda Cilek
Jane Austens mest famøse kærlighedsroman Pride and Prejudice blev udgivet i 1813, men hverken årstallet i sig selv eller romanens indhold er det, jeg ønsker at lede opmærksomheden hen på. Det er derimod blikket for den objektivt set ideelle mand, Mr. Darcy, og den smukke Elizabeth, som er alt for intelligent i forhold til den tid, Austen skriver i.
Bogen ’Pride and Prejudice’ handler om kvindelige, intellektuelle, individualistiske, bramfrie og standhaftige Ms. Elizabeth Bennet, som er den anden datter af fem søstre, og hendes forhold til den rige, nydelige, høje, heteronormative, overklasse-egocentriske ungkarl Mr. Fitzwilliam Darcy. Elizabeths mor har intet større ønske end at ægte sine fem døtre til velhavende, noble mænd, så de kan leve et økonomisk trygt og – udadtil – prangende liv. Modsat sin mor er Elizabeth ganske bevidst om, at personlig lykke ikke er et naturligt biprodukt af alle ægteskaber. Det er her, at Elizabeths individuelle integritet kommer til udtryk. I hendes bevidsthed om at finde lykke og kærlighed i sin partner frem for at nøjes med én, der kan give hende et flot chateau med store vinduespartier, en frodig have og et stort køkken.
Den politiske kontekst
Skrevet i en periode med politiske kriser og social mobilitet er Austens bog en strategisk, kritisk analyse af de moralske værdier og adfærdsmønstre, som bestemte overklassetyper definerer sig selv ud fra. Austen skriver om klasse og om det feminine: om identitet og om ægteskab som en politisk institution, der egentligt bare reproducerer – både symbolsk men også ret bogstaveligt – den sociale orden. Den konservative politiske filosof Edmund Burke definerer i sit antirevolutionære manifest (1790) et hierarkisk opdelt samfund med stringente normer, der skaber balance – dvs. en såkaldt social orden – som gør det nemt for individer at forholde sig til verden. Burkes mener, at normer om kønsroller i familien er nødvendige for at sikre overlevelsen. ‘Men overlevelsen af hvad?’, undrer jeg mig over. Patriarkatet? Et sexistisk samfund, der reducerer kvinder til seksuelle objekter og forstærker seksuel ulighed?
Heldigvis for civilisationen bliver disse sociale strukturers grå nuancer i slutningen af 1700-tallet malet bredt over i de politiske krisers livlige farver (præcis på samme måde som BLM, #MeToo og Occupy WallStreet). Det bliver starten på mange politiske revolutioner, herunder den amerikanske uafhængighedserklæring (1776), den franske revolution (1789) og litterære revolutioner for feminismen. F.eks. den franske kvindeforkæmper Olympe De Gouges ‘Erklæring om kvindens og medborgerindens rettigheder’, Mary Wollstonecrafts udgivelse af ’A Vindication of the Rights of Women’ (1792), samt Jane Austen, som begynder forløberen til P&P (1796-97). — Kender jeg nogen, der har en kæmpe projektor, jeg kan bruge til at vise, at publiceringen af litterære værker i en tid, hvor du som kvinde ikke engang kunne eje ejendom, stemme eller gøre krav på værdier som frihed og lighed, er som at hoppe ud af en helikopter og håbe på, at din faldskærm ikke skuffer dig? Du ved nemlig ikke, om det er dristigt eller din egen undergang.
Litterære Elizabeth
Hvis vi antager, at det personlige er politisk, og at det politiske er personligt, er der en klar forbindelse mellem den daværende politiske udvikling i samfundet og den personlige udvikling hos Austens karakter, Elizabeth. Det samfund, Austen beskriver for os, sætter et skarpt fokus på en lille kreds af mennesker i midten, hvis indflydelse dog rækker helt ud til den vagt-definerede periferi. Din klasse giver dig en rang, og det samme gør dit køn. I dette samfund, som ynder en bestemt type kvinde, udgør Elizabeth Bennet kropsliggørelsen af en meget anderledes femininitet, der divergerer fra den passive, sårbare, har-ingen-holdninger-til-noget type. Med vittige kommentarer og bemærkninger formår Elizabeth at oversætte sin intelligens på en subtil måde – hvilket er førsteklasses underholdning for den jomfruelige læseoplevelse af P&P.
Lad os se på et eksempel: Elizabeth Bennet, Jane Bennet og Caroline Bingley (Mr. Bingleys lillesøster) snakker om ballet, hvor Mr. Bingley og Jane har danset sammen. Jane bliver hypet op af Caroline, fordi hun konstant taler om Bingley som en god husbond, og hvilken lykke et ægteskab til ham vil bringe Jane. Uden filter kommenterer Elizabeth, at ’she has known him only a fortnight. This is not quite enough to make her understand his character.’ At blive gift så hurtigt med én, du kun har danset med, er lidt som at give dit CPR-nummer til en fyr, du har matchet med på Tinder. Fast-forward til ‘The Tinder Swindler-sagen’: Du ender med at have spildt en masse tid på en fyr, der i sidste ende kun røvrender dig og efterlader dig med en økonomisk gæld (det sidste er nok ikke så aktuelt for karakterernes samtid, idet kvinder ikke kunne have en indkomst uafhængigt af deres mand. Så kan vi jo sidde og grine lidt falsk over det). Men i forhold til citatet griner jeg vitterligt højlydt, når jeg læser det. ”Hvorfor er det sjovt?”, tænker du nok. Jo, fordi det er en rapkæftet og bramfri mening at have som kvinde i den tid, hvor kvindens eneste legitime mål er at blive gift. Elizabeths vittige bemærkninger er blot et udtryk for hendes aktive, synlige og individuelle persona, som gør hende attraktiv!
Det mest beundringsværdige ved Elizabeths stærke karakter er, at hun i et stort omfang afskriver den vej til self-improvement, som samfundet forventer af hende (Altså jo, hun ender med at blive gift, men på sine egne betingelser. Vi vender tilbage til det senere). I min læseoplevelse er Elizabeth langt fra en kvinde, der er underdanig eller overbærende. Tværtimod demonstrerer hun et klart eksempel på Wollstonecrafts kvindeidentitet, da hun afviser den rige Mr. Collins frieri: ’My feelings in every respect forbid it. Do not consider me now as an elegant female intending to plague you, but rather as a rational creature speaking the truth from her heart.’ Tryllebundet af Elizabeths mod til at betegne sig selv som et ’rationelt væsen’ (igen: husk samtiden), synes jeg, at der er en absurd betydningsfuld pointe i, at hun afviser frieriet, fordi det ikke vil bringe hende personlig lykke. Som læser er det klart, at Mr. Collins repræsenterer det konservative mandesyn på kvinders status i et samfund. Han insinuerer endda også, at hendes afvisning skyldes hendes manglende rationalitet til at begribe, hvor godt et liv, hun kunne få (Hvis ’Bliv gift, bliv glad’ bliver oprettet som en facebookgruppe af Mr. Collins og Burke tvivler jeg på, at Elizabeth vil være medlem). Mr. Collins tror i sin indbildskhed at være en fantastisk mand, men som læser er det virkelig op ad bakke at have nogen form for sympati med ham. For Elizabeth har der nok været et stort begær for at ønske Mr. Collins hen, hvor peberet gror.
Jeg vender derfor nu blikket mod Elizabeths sande udkårne, Mr. Darcy. Hvor Elizabeths femininitet afvises af Mr. Collins, tiltrækkes Darcy af den. Jeg vil beskrive Darcy som den tids Chris Evans, Hemsworth, Pine og Pratt. Altså ydre påskønnelse kan vi blive enige om. Men som mange smukke mænd har mange af disse grimme personligheder. Da Elizabeth konfronteres kortvarigt med Darcys ubehøvlede stolthed, bliver hun præsenteret for hans afskyelige manerer, der i den grad vender tidevandet på hans popularitet. Med rette er Elizabeth provokeret af hans selvberettigede følelse af at være hævet over andre og hans ego, der er for stort til at kunne være tilfreds med nogen eller noget. Det lugter lidt af toksisk maskulinitet, så husk at lufte ud.
Forholdet mellem Elizabeth og Darcy har flere humørsvingninger end mig sidst på måneden. I sidste ende indser Darcy dog, at ’she attracted him more than he liked’. Fanget i et spind af Elizabeths skarpe intelligens, selvbevidsthed om præferencer, feminine identitet og indrømmelser om egne fejl må Darcy erklære sig tryllebundet af hendes sind, ånd og sjæl og bevise sin kærlighed ved et frieri. Uden at falde for Darcys kærlighedsbombning (på engelsk love bombing; et forsøg på at påvirke en person ved at demonstrere opmærksomhed og hengivenhed) afslår Elizabeth sit andet frieri med begrundelsen om, at hun frastødes af hans manerer og hans manglende gentlemanlike adfærd. Darcy tortureres af Elizabeths konfronterende ord, og min vurdering er, at Elizabeths standhaftighed og bramfrihed som en lavere socialklassekvinde skubber Darcys overklassemaskulinitet i retning af forandring: ‘You [Elizabeth] taught me a lesson, hard indeed at first, but most advantageous. By you, I am properly humbled.’ Mit analytiske øje siger, at viljestyrken til at afvise to frierier kommer fra hendes individuelle integritet og ’sunde fornuft’. Elizabeths udstråling af individuel integritet (eg. kalder sig selv for et ’rationelt væsen’) og mere generelt Austens skrivestil taler direkte ind i Wollstonecrafts begreber. Hun kritiserer også samfundet for mændenes markante rolle i at ’øge kvindernes underlegenhed, så de snart er sunket under lavmålet for fornuftsvæsener’ (læs citatet igen, men denne gang langsommere). Et grundlæggende problem i dag er, at vores definitioner af forskelle mellem køn tildeler fornuftsegenskaber til mænd og følelser til kvinder. Det er problematisk, fordi vores individuelle egenskaber som mand og kvinde skabes af kultur, ikke natur.
Ideen om mennesket og køn som skabt af noget kulturelt skubber lidt til præmissen om, at ægteskab er det eneste legitime mål for en kvinde og taler direkte ind i den post-feministiske identitet!
Når jeg tænker på dette i forhold til mit eget liv, kan mit eneste mål som kvinde da ikke være finde en høj, smuk fyr med et symmetrisk ansigt og pæne, farvede øjne, der tilfældigvis også stimulerer mig intellektuelt og er superbevidst om køn (selvom det lyder dejligt). Har du nogensinde hørt om Matt Rife?
Realistiske Elizabeth
Elizabeth er skønlitteratur. Hun er ikke ægte. Hun er en litterært opdigtet person, og det samme er Darcy. Alligevel jeg kan ikke lade være med at tænke på Elizabeth som en tidlig 19. århundredes ækvivalent til den postmoderne feministiske helt. Men kan vi lære noget af Elizabeth, som vi kan bruge i det reelle liv? Ja, det synes jeg egentlig. For det første foragter Elizabeth alle, der accepterer mindre end perfekt kærlighed. Austens opfordring til kvinder er ikke at gå på kompromis med sig selv for at give plads til andre. Elizabeth gør ikke. For det andet gifter (læs: dater) Elizabeth ikke sig med den første fyr, der er interesseret i hende. Så hvorfor gør du? Hvorfor kompromitterer du dine grundlæggende værdier eller bøjer dig for andre? Vær sikker på dig selv, og hvad du bidrager med. Vær selvsikker nok til at vide, hvad du vil tolerere, og hvad du absolut ikke vil. Meget af dette kan lyde kliché, og det har jeg faktisk affundet mig med. Elizabeth kunne ikke tolerere først Mr. Collins, fordi han er et indbildsk fjols, og dernæst Mr. Darcy – tja indtil han ændrede sin arrogante attitude.
Lad os kort italesætte, hvorfor hun så alligevel gifter sig med Darcy. For mig handler P&P ikke om ”Jeg ændrede mig selv for dig, så du ville elske mig”. Det handler om ”din åbenlyse afvisning og foragt for mig fik mig til at indse ting om mig selv, ingen andre nogensinde har været modige nok til at fortælle mig. Det fik mig til at sætte mig ned og evaluere mine adfærdsmønstre, og hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, og det fik mig til at indse, at jeg måtte arbejde på mig selv. Jeg er et work in progress, og det anerkender jeg. Jeg forventer derfor ikke, at du lige nu elsker mig, men jeg vil ikke at se dig lide.” Derfor skriver Austen om, at Elizabeth ikke vil nøjes med den arrogante Darcy; Hun ønsker en version af Darcy, som kan respektere hendes individuelle integritet. Men at være en realistisk Elizabeth betyder ikke, at fyren skal være under tøflen. Det skal ikke lyde som om, at Darcy er under tøflen, fordi det er han ikke – de komplementerer hinanden, og de udfordrer hinanden. Mit centrale fokus på Elizabeth går ikke i dybden med Darcy som person, men det er vigtigt for mig at understrege: De bliver intellektuelt stimuleret af hinanden. Hvilket også er en af Austens budskaber. Som kvinde handler det ikke om at finde en partner, der (kun) er økonomisk stabil og fysisk attraktiv. For mange mennesker handler det i dag i højere grad om at finde en, som man deler interesser med; én, som udfordrer dig til at blive bedre; én, som udfordrer dine holdninger og, netop, stimulerer dig intellektuelt.
Der er så mange nutidige eksempler på, at kvinder søger dette. I skrivende stund er jeg faldet over Ella Eyres sang fra 2015 ‘We Don’t Have To Take Our Clothes Off’, som spiller vilkårligt i mine øre, hvor hun synger: ‘I’m not a piece of meat, stimulate my brain’ og ‘I’ve got needs, I’m just like you’. Ligesom Ella og Elizabeth har enhver kvinde – på samme facon som en mand – behov og standarder. Ønsker du at blive udfordret intellektuelt, er forudsætningen at blive bevidst om dine præferencer. Så husk nu at have en holdning til bestemte ting. Brug din smukke hjerne og vær bevidst om dine indifferenskurver – Elizabeth er 200 år gammel, og hun er bevidst om sine indifferenskurver. I dag er det meget nemmere at være Elizabeth, så derfor er mit råd: Vær Elizabeth i dag. I morgen. Og dagen efter det. Vær stolt af din intelligens og fyld noget plads med din individuelle integritet. Du må gerne. Jeg må gerne.
Som læser er det meget muligt, at du tænker, at du virkelig bare er træt af alt det her feminisme-shit. At læse endnu en artikel om ‘vrede, selvbevidste eller skeptiske’ kvinder, der brokker sig over toksisk maskulinitet og lytter til Taylor Swift-sange. I det tilfælde vil jeg beklage – beklager, men du er det forkerte sted så. Og mange tak til dig, der har læst med så langt.