af Naja Westphal
Til vinter bliver jeg færdig på min bachelor, og efter 7 semestre og en corona-epidemi er jeg ramt af udrejselængsel. Jeg venter derfor med at søge ind på kandidaten og vil i stedet begive mig ud i verden, for jeg ved jo godt, at rejse er at leve. Jeg er dog mere usikker på, hvad det er for et liv, jeg vil leve i min pause. Et liv, hvor jeg bestiger bjerge i Sydamerika? Fanger fisk på Grønland? Maler keramik i Nordjylland? Besøger templer i Japan? Jeg ved det ikke – og at skulle træffe valget giver mig en hjertebanken, der overskygger enhver følelse af stress, som eksamener og skriveøvelser har kostet mig i løbet af mine 3,5 år på statskundskab. Jeg har det som om, verden ligger for mine fødder – som en stor, fed østers, jeg mest af alt er bange for at glide i. Tanken om min nært forestående frihed har ramt mig smask i ansigtet og kastet mig hovedkulds ud i en krise over, hvad jeg vil – både i min pause, men også med mit liv. Det er en berusende følelse at kunne gøre præcis, hvad jeg har lyst til, men også katalyserende for en svimlende eksistentiel angst – jeg er så bange for at spilde mine dyrebare forårsmåneder på noget, der viser sig ikke at være den livsdefinerende oplevelse, som jeg i mit hoved forventer. Det er ikke en ny følelse for mig at være drevet af fomo, men den har typisk været socialt betinget, og jeg er slet ikke klar til at skulle navigere i en grundlæggende frygt for at spilde mit liv – eller i hvert fald tiden inden, jeg starter på kandidaten. Og det er jo nok det, min fortvivlelse baserer sig på: frygten for at forsømme det sidste forår, hvor jeg er fuldstændig fri. Hvor jeg kan rejse ud i verden uden at skulle tage hensyn til hverken kandidat eller karriere. Jeg føler, at min pause er kulminationen på ikke kun min bacheloruddannelse, men også min ungdom i al sin uforpligtende storhed. Det virker som min sidste chance for bare at leve det gode liv og realisere de drømme, der ikke er hængt op på et arbejdsliv. Jeg er måske offer for en politisk hjerneskade efter fremdriftsreformer og 37-timers arbejdspligt, men jeg føler, at mit liv efter studiet strækker sig foran mig med endeløse mails, der skal sendes, og KPI’er, der skal overholdes. Det er en fremtidsudsigt, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og som samtidig lægger et utroligt stort pres på min pause – det er nu, jeg skal have det sjovt. Det er nu, jeg skal leve mit liv. Den måde at forstå mit forår på er overvældende, og jeg føler mig forpligtet til at handle efter drømme og lyster, jeg ikke engang er sikker på, hvad er. I mine mest forvirrede øjeblikke har jeg haft lyst til bare at overgive mig til min ubeslutsomhed og blive i det lille, lune æg, som er CSS. Men det ville også være en falliterklæring, og hvis der er noget, jeg har lært af videnskabsteori, så er det, at mennesket vokser i mødet med det ukendte. Min angst for ikke at vælge det allerbedste er en betingelse for den ultimative frihed, jeg sådan higer efter – og det er en erkendelse, jeg bare må sluge, når jeg til februar rejser ud i verden. Og heldigvis er ægget der jo stadig, når jeg engang vender tilbage.