At slå op med en kæreste kan føles som om, at hjertet går i tusind stykker, og at verden styrter sammen. Der er endda studier, der viser, at man kan dø af hjertesorger. Men hvordan kombinerer man et break-up med en benhård eksamensperiode?
Af Liva Sylvester Polack
Forestil dig, at dit forhold sluttede for en uge siden. Du er fuldstændig rundt på gulvet af følelser og tanker. Det sidste, du kan koncentrere dig om, er at studere, men eksamen er lige rundt om hjørnet. Hvad gør du?
Den situation har jeg stået i. Jeg befandt mig i en tilstand, hvor mit liv blev spaltet i to. Den ene del kogte over af følelser, selvmedlidenhed og snot, mens den anden del, studiet, krævede effektivitet og god notatteknik.
Det behøver ikke være et brud med en kæreste, der hiver en væk fra det systematiserede studieliv. Jeg genkender det fra mine venner, hvor det drejer sig om alt fra sygdom over dødsfald i nærmeste familie til en stormende forelskelse. Ens indre verden er i opbrud, mens den ydre verden fortsætter, som intet var hændt. Og hvad gør man så? Det er selvfølgelig meget forskelligt, men her er nogle betragtninger fra min mini-livskrise, og hvad den lærte mig.
To uger til eksamen: Tiden læger alle sår
Mine venner, min mor og selv min 18-årige lillebror pointerer, at det eneste, der hjælper, er tid. I de dårlige romantiske komedier, som jeg har set siden mine teenageår, bliver denne kliché altid hamret fast. Men jeg har ikke tid til at vente på, at tiden gør sit arbejde. Min hjernetumult har akut brug for et plaster, da der lige nu er mindre end to uger til, at jeg skal sidde og svede til Metode 1-eksamen på Peter Bangs Vej i fire timer.
Kampen mod tiden er begyndt, og jeg har i sinde at vinde. Jeg har brug for at få mentalt overskud skudt direkte ind i min blodbane, men hvordan? Jeg kunne gennemtæske Svend Brinkmanns Stå Fast eller få mig en life-coach? Ellers kunne jeg kontakte studievejledningen og høre, om de har nogle studietekniske råd, når man har hjertesorger helt ind i knoglerne. Jeg gør det sidste.
En uge til eksamen: Studievejlederen er ikke psykolog
Når jeg hører om folk, der går til studievejledningen, er det på grund af rigtige problemer som for eksempel stress og sygdom. Et knust hjerte falder vel ikke helt i samme kategori? Men jeg føler mig faktisk ude af stand til at tænke en eneste studierelevant tanke, så det kan vel ikke skade at kigge forbi. Jeg håber bare ikke, at de synes, at jeg er fjollet.
Da jeg står foran døren, kan jeg mærke, at jeg ikke er klar til at give mine inderste følelser til kende. Så jeg camouflerer mit behov for råd ved at tage rollen som undersøgende journalist på mig: ”Hej, jeg kommer fra MED ANDRE ORD. Jeg skal skrive om kærestesorger, og hvordan man koncentrerer sig. Er det noget I kender til her i studevejledningen?”.
Studievejlederen ser lidt stift på mig og svarer: ”Vi har tavshedspligt, så det kan jeg desværre ikke udtale mig om”.
Som enhver anden stædig journalistspire omformulerer jeg spørgsmålet, men denne gang er svaret: ”Altså vi er jo ikke psykologer – vi kan ikke hjælpe med koncentrationsbesvær.”
Måske skulle jeg bare have krøbet til korset og have indrømmet mit knuste hjerte. Men som studievejlederen også sagde, så er de jo ikke psykologer. Så hvad gør jeg nu?
Jeg bliver nok bare nødt til at sætte mig ned med bøgerne på bordet, kaffe i termokanden og blive ved med at læse den samme sætning igen og igen, indtil den sidder fast. Men det virker som rent Sisyfos-arbejde.
Skal jeg give op? Hvad er jeg egentlig bange for? Den yderste konsekvens af min situation er vel bare, at jeg dumper. Og hvad så? 12-tals pigen inden i mig krymper sig af skam bare ved tanken, men hun skal ikke have lov at diktere.
To dage til eksamen: Behøver jeg at kunne STATA?
Jeg sidder i computerlokalet i bygning 2. Der er to dage til eksamen. Jeg skal i gang med min første øve-eksamen, hvor jeg bare skal smadre igennem STATA, og koderne skal flyve ud af ærmet, som var jeg en tryllekunstner. Men kunne jeg trylle, ville jeg stoppe tiden og dykke ned under vandet i den hemmelige svømmehal, som er gemt et sted på Kommunehospitalet. Der ville jeg ligge lige under overfladen af vandkanten og se op.
Jeg bliver trukket ud af min drømmetilstand, da den italienske udvekslingsstuderende ved siden af mig bander og svovler over, at printeren endnu engang er i stykker. Det gør mig bevidst om, at det eneste magiske i dette gudsforladte computerrum, er mysteriet om, hvorfor min kaffe fra Café Kommunen nu igen er drukket, selvom jeg lige har købt den.
Jeg stirrer hårdt på mit STATA-output og overvejer et øjeblik, om det er nødvendigt at kunne foretage substantielle konklusioner, men begynder så: ”Givet at H0 er sand….”. Det skal nok gå.
5 minutter til eksamen: Træk vejret
Peter Bangs Vej. Det er nu, det gælder.
Den IT-kyndige har lige foretaget sin velkendte intro, og nu rejser en ældre kvinde med grå page og farverige briller sig op og siger, at vi kan begynde. Med det samme begynder larmen fra tasterne at fylde det indelukkede lokale. Det lyder som regn mod et sommerhustag.
Jeg kigger rundt og ser, at alle er gået i gang. Mine håndflader bliver fugtige, og spyttet samler sig i min mund. 12-tals pigen er på vej op gennem halsen på mig. Jeg trækker vejret ind gennem næsen, og husker stilheden under vandet i min drømmetilstand. Puster luften ud gennem munden, og får i det samme øjenkontakt med den ældre dame, der introducerede eksamen. Hun smiler og nikker til mig. Jeg smiler prøvende tilbage og tager en dyb indånding igen. Puster ud. Klokken er 10 minutter over, og jeg lægger mine svedige hænder på det bølgede tastatur og begynder at skrive.
Hvad har jeg lært?
Som studerende lever vi to liv. Der er det skemalagt studieliv med rationelle krav og en klar tidsplan. Og så er der det uforudsigelige menneskeliv med forelskelse, sygdom, død, knuste hjerter og dårlige dage.
Jeg troede, at jeg kunne speede helingsprocessen af mit hjerte op, hvis jeg bare fandt den rigtige metode. Men selvfølgelig havde min mor ret. Den eneste kur er tid, og den kan man ikke kontrollere.
Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og give mig selv et råd, så ville det være: Giv efter for de irrationelle impulser lige nu – du kommer alligevel ikke til at kunne forstå en eneste sætning med et lixtal over 24. Og det skal nok gå over, tiden læger alle sår.
Så selvom tiden virkede som min værste fjende i starten af min mini-krise, er jeg gået hen og blevet helt glad for den.