Skip to content

FORSIDEN AF BAGSIDEN: 8

“Jeg for min Part skiøttede ikke om at leve udi et Land, hvor ingen Narre vare. Thi en Nar giør samme Virkning udi en Republiqve, som Fermentum udi et Menneskes Mave. Den er som et nyttigt Salvolatile, der bringer Blod og Vædsker udi Bevægelse: ja kand lignes med en Stormvind, hvilken, endskiønt den undertiden river Huse og Træer ned, renser dog tillige med Luften, hindrer den fra Forraadnelse, og forekommer Sygdomme, som gemeenligen reise sig af all for megen Stilhed.”* – Ludvig Holberg

Narren kan vi ikke undvære, det vidste Holberg. For narren holder os friske i ånden. Vi bliver ganske vist provokerede, slår os måbende for panden og himler med øjnene, når et naragtigt gestalt eller cirkus blæser sig op foran os. Men narren stikker samtidig til os og kræver svar på tiltale: Hvorfor er det egentlig, at vi finder narrens opførsel og udsagn så tåbelige? Hvorfor har tumpen ikke lige så meget ret, som vi selv føler at have? Narren sætter vores tankevirksomhed i gang og tvinger os til at begrunde det, vi mener at have kært. Måske viser det sig endog, at noget af det åndelige gods, vi abonnerer på, er forældet. Uanset hvad får vi slebet vores argumenter. Vi trasker afstøvede videre fra narren. Det kan siges kort: I den forstand rummer selv Paradise Hotel og Joakim B. Olsen en opbyggelighed, som jeg i hvert fald ikke ville være foruden.

Ordforklaringer: skøitte om, bryde sig om · Fermentum, gæringsmiddel · Salvolatile, flygtig salt – et kemisk produkt, man kom i vin for at forstærke den berusende virkning · forekommer, hindrer · gemeenligen, almindeligvis

* Uddrag fra epistlen Libr. I. Epigramm. 86. Bragt i Moralske Tanker (1744). Tilgængelig via holbergsskrifter.dk. Følgetekst af Philip Larsen.