Tag Archives: tabu

ESSAY: KÆRESTESORGER OG EKSAMEN

ESSAY: KÆRESTESORGER OG EKSAMEN

At slå op med en kæreste kan føles som om, at hjertet går i tusind stykker, og at verden styrter sammen. Der er endda studier, der viser, at man kan dø af hjertesorger. Men hvordan kombinerer man et break-up med en benhård eksamensperiode?

Af Liva Sylvester Polack

Forestil dig, at dit forhold sluttede for en uge siden. Du er fuldstændig rundt på gulvet af følelser og tanker. Det sidste, du kan koncentrere dig om, er at studere, men eksamen er lige rundt om hjørnet. Hvad gør du?

Den situation har jeg stået i. Jeg befandt mig i en tilstand, hvor mit liv blev spaltet i to. Den ene del kogte over af følelser, selvmedlidenhed og snot, mens den anden del, studiet, krævede effektivitet og god notatteknik.

Det behøver ikke være et brud med en kæreste, der hiver en væk fra det systematiserede studieliv. Jeg genkender det fra mine venner, hvor det drejer sig om alt fra sygdom over dødsfald i nærmeste familie til en stormende forelskelse. Ens indre verden er i opbrud, mens den ydre verden fortsætter, som intet var hændt. Og hvad gør man så? Det er selvfølgelig meget forskelligt, men her er nogle betragtninger fra min mini-livskrise, og hvad den lærte mig.

To uger til eksamen: Tiden læger alle sår

Mine venner, min mor og selv min 18-årige lillebror pointerer, at det eneste, der hjælper, er tid. I de dårlige romantiske komedier, som jeg har set siden mine teenageår, bliver denne kliché altid hamret fast. Men jeg har ikke tid til at vente på, at tiden gør sit arbejde. Min hjernetumult har akut brug for et plaster, da der lige nu er mindre end to uger til, at jeg skal sidde og svede til Metode 1-eksamen på Peter Bangs Vej i fire timer.

Kampen mod tiden er begyndt, og jeg har i sinde at vinde. Jeg har brug for at få mentalt overskud skudt direkte ind i min blodbane, men hvordan? Jeg kunne gennemtæske Svend Brinkmanns Stå Fast eller få mig en life-coach? Ellers kunne jeg kontakte studievejledningen og høre, om de har nogle studietekniske råd, når man har hjertesorger helt ind i knoglerne. Jeg gør det sidste.

En uge til eksamen: Studievejlederen er ikke psykolog

Når jeg hører om folk, der går til studievejledningen, er det på grund af rigtige problemer som for eksempel stress og sygdom. Et knust hjerte falder vel ikke helt i samme kategori? Men jeg føler mig faktisk ude af stand til at tænke en eneste studierelevant tanke, så det kan vel ikke skade at kigge forbi. Jeg håber bare ikke, at de synes, at jeg er fjollet.

Da jeg står foran døren, kan jeg mærke, at jeg ikke er klar til at give mine inderste følelser til kende. Så jeg camouflerer mit behov for råd ved at tage rollen som undersøgende journalist på mig: ”Hej, jeg kommer fra MED ANDRE ORD. Jeg skal skrive om kærestesorger, og hvordan man koncentrerer sig. Er det noget I kender til her i studevejledningen?”.

Studievejlederen ser lidt stift på mig og svarer: ”Vi har tavshedspligt, så det kan jeg desværre ikke udtale mig om”.

Som enhver anden stædig journalistspire omformulerer jeg spørgsmålet, men denne gang er svaret: ”Altså vi er jo ikke psykologer – vi kan ikke hjælpe med koncentrationsbesvær.”

Måske skulle jeg bare have krøbet til korset og have indrømmet mit knuste hjerte. Men som studievejlederen også sagde, så er de jo ikke psykologer. Så hvad gør jeg nu?

Jeg bliver nok bare nødt til at sætte mig ned med bøgerne på bordet, kaffe i termokanden og blive ved med at læse den samme sætning igen og igen, indtil den sidder fast. Men det virker som rent Sisyfos-arbejde.

Skal jeg give op? Hvad er jeg egentlig bange for? Den yderste konsekvens af min situation er vel bare, at jeg dumper. Og hvad så? 12-tals pigen inden i mig krymper sig af skam bare ved tanken, men hun skal ikke have lov at diktere.

grafik2016apr-28

To dage til eksamen: Behøver jeg at kunne STATA?

Jeg sidder i computerlokalet i bygning 2. Der er to dage til eksamen. Jeg skal i gang med min første øve-eksamen, hvor jeg bare skal smadre igennem STATA, og koderne skal flyve ud af ærmet, som var jeg en tryllekunstner. Men kunne jeg trylle, ville jeg stoppe tiden og dykke ned under vandet i den hemmelige svømmehal, som er gemt et sted på Kommunehospitalet. Der ville jeg ligge lige under overfladen af vandkanten og se op.

Jeg bliver trukket ud af min drømmetilstand, da den italienske udvekslingsstuderende ved siden af mig bander og svovler over, at printeren endnu engang er i stykker. Det gør mig bevidst om, at det eneste magiske i dette gudsforladte computerrum, er mysteriet om, hvorfor min kaffe fra Café Kommunen nu igen er drukket, selvom jeg lige har købt den.

Jeg stirrer hårdt på mit STATA-output og overvejer et øjeblik, om det er nødvendigt at kunne foretage substantielle konklusioner, men begynder så: ”Givet at H0 er sand….”. Det skal nok gå.

5 minutter til eksamen: Træk vejret

Peter Bangs Vej. Det er nu, det gælder.

Den IT-kyndige har lige foretaget sin velkendte intro, og nu rejser en ældre kvinde med grå page og farverige briller sig op og siger, at vi kan begynde. Med det samme begynder larmen fra tasterne at fylde det indelukkede lokale. Det lyder som regn mod et sommerhustag.

Jeg kigger rundt og ser, at alle er gået i gang. Mine håndflader bliver fugtige, og spyttet samler sig i min mund. 12-tals pigen er på vej op gennem halsen på mig. Jeg trækker vejret ind gennem næsen, og husker stilheden under vandet i min drømmetilstand. Puster luften ud gennem munden, og får i det samme øjenkontakt med den ældre dame, der introducerede eksamen. Hun smiler og nikker til mig. Jeg smiler prøvende tilbage og tager en dyb indånding igen. Puster ud. Klokken er 10 minutter over, og jeg lægger mine svedige hænder på det bølgede tastatur og begynder at skrive.

Hvad har jeg lært?

Som studerende lever vi to liv. Der er det skemalagt studieliv med rationelle krav og en klar tidsplan. Og så er der det uforudsigelige menneskeliv med forelskelse, sygdom, død, knuste hjerter og dårlige dage.

Jeg troede, at jeg kunne speede helingsprocessen af mit hjerte op, hvis jeg bare fandt den rigtige metode. Men selvfølgelig havde min mor ret. Den eneste kur er tid, og den kan man ikke kontrollere.

Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og give mig selv et råd, så ville det være: Giv efter for de irrationelle impulser lige nu – du kommer alligevel ikke til at kunne forstå en eneste sætning med et lixtal over 24. Og det skal nok gå over, tiden læger alle sår.

Så selvom tiden virkede som min værste fjende i starten af min mini-krise, er jeg gået hen og blevet helt glad for den.

ESSAY: “FAN, VAD SEXISTISK!”

Hen, kønsneutrale børnehaver og en feministisk udenrigspolitik. Svensk ligestillingsdebat giver jævnligt anledning til dansk rullen med øjnene, men hvor står statskundskaberne i debatten? Er det i virkeligheden manglende feministisk pensum og en deraf afledt segregeret kønskultur på studiet, der gør os blinde for den svenske debat?

Af Randi Emilie Dahlen

I påskeferien mødte jeg en bekendt, der spiller folkemusik, og som har gået et år på en højskole i Sverige. Da jeg spurgte ham om hyppigheden af ligestillingsdebatter på svenske højskoler, havde han følgende anekdote at fortælle: Sammen med en anden dansk elev skulle han lære de andre en dansk rundkredsdans. På skolen havde lærerne til pardans konsekvent omtalt danserne som fører og følger i stedet for mand og kvinde. Men en af danskerne kom midt i instruktionen til at fortale sig og sagde, at det var bedst at stå skiftevis mand og kvinde. Det fik en svensker til at udbryde: ”Fan, vad sexistisk”, hvorpå en tredjedel af klassen prompte forlod gymnastiksalen i ren protest. Danskerne stod målløse tilbage.

En nødvendig samtale

Denne og utallige lignende historier fra nabolandet får de fleste danskere til at trække på smilebåndet eller rulle med øjnene, idet de blot opfattes som eksempler på det freakshow, vi kalder svensk politisk korrekthed. Jeg grinte også selv, da jeg hørte historien.

Men burde en stud.scient.pol ikke tage disse emner mere seriøst?

Jo, især fordi der allerede i vores studiekultur er tegn på større kønsopdeling, end hvad nødvendigt er. Og nej, jeg taler ikke kun om introforløbet og rusturen. Jeg henviser til det fænomen, hvor man uopfordret sorterer sig efter sit køn i undervisningslokalet. At man danner Facebook-grupper for henholdsvis piger og drenge, både som tutor og som nystartet russer.

Schein in action

For de af os som har haft National Forvaltning, kan man sende en kærlig tanke til Edgar Schein, som skrev om organisationskultur. Den består af tre lag: Artefakter, fremviste overbevisninger og grundlæggende antagelser. Et eksempel på en artefakt på Statskundskab kunne være kønsopdelingen i introforløbet, mens en fremvist overbevisning blandt andet udgøres af prioriteringen af introforløbet. Herunder ligger en grundlæggende antagelse om, at kønsopdelte grupper skaber et stærkt socialt sammenhold ved at gennemgå et introforløb.

Men er jeg den eneste, der mener, at den låste kønsopfattelse rækker videre end introdagene på statskundskab? Ikke hvis man spørger Emma Sandhaug Nitz, der udover at være statskundskaber også agerer forperson for LGBT Ungdom.

”Jeg har gjort mig mange tanker om kønsrollemønsteret på Statskundskab. Man kan virkelig komme i modvind for at sige det, bare se på reaktionerne på kritikken af introforløbet og rusturen. Men mange af traditionerne her hviler på den antagelse om, at vi har to køn, som er forskellige og bedst kan lide at være med hinanden, fordi det kun er der, at man kan være sig selv.”

Disse tendenser kan dog ikke kun observeres i studiemiljøet, men også på pensumlisten, mener hun.

”Størstedelen af vores pensum er skrevet af nogle hvide, halvkonservative, gamle mænd. Når vi endelig læser noget, der er socialkonstruktivistisk, så er det gerne i en fodnote eller omtalt som noget mærkeligt.”

Sexismen ligger i detaljen

Men det er også besværligt at bringe kønskampen ind på det lavpraktiske niveau, for det betyder jo også, at man hele tiden skal holde sig selv og sine omgivelser i ørerne. Hver gang nogen fortæller en upassende joke, skal man være den, der protesterer. Findes der en grænse for, hvor bevidst man kan være, så man ikke bliver oversensitiv?

”Helt klart. Det kan også være rigtig hårdt for én selv, for når man først har bidt mærke i disse problemstillinger, kan det være svært at stoppe med at tænke på dem. Det er jo sjældent noget ondt i mennesker, der får dem til at bruge udtryksmåder, som grundlæggende er sexistiske. Men gode intentioner kan ikke retfærdiggøre, det man siger,” slår Emma fast.

Til (køns)kamp mod antagelserne

I stedet for at marchere demonstrativt ud fra nogens dansetime, bør man hellere begynde på det overordnede plan og diskutere, hvorvidt det er problematisk altid at antage, at der med ”mand” menes fører og med ”kvinde” følger.

Eller, måske mere aktuelt for os, hvorfor det er problematisk, at vi socialiserer os efter køn på studiet. Når kritik mod disse traditioner og tendenser bliver gjort til tabu, går det ud over den rolle, som statskundskabere bør spille i samfundet. For måske har vi som statskundskabsstuderende en særlig rolle i forhold til at koble den feministiske teori med de traditioner og ritualer, som vores rundkredsdans er en del af.

BARN AF KVOTE 2

Kvote 2-studerende på Statskundskab kommer let til at gemme sig i skyggerne, fordi karakterræset er blevet så stor en del af kulturen på studiet. Jeg mener, at kvote 2-studerende skal frem i lyset og anerkendes.

Af Liv Bruun Rossander Sørensen

Der er aboslut ingen lyd sødere end den af min egen stemme. Man er vel statskundskaber.

Men som mit netværk på CSS forgrenes, er der også ting jeg helst undgår at snakke om, emner jeg mere eller mindre elegant viger udenom. Et af dem er, hvordan jeg er endt på statskundskab. Jeg er stolt af at være her –  ingen tvivl om det. Men det gør lige ondt på stoltheden hver gang,  man stilles overfor antydningen af medynk og den overbærende stemme, der fortæller en, at det da ikke gør noget. At det er helt okay. At jeg ikke skal være ked af at være barn af kvote 2.

Mere end et tal

Jeg er både komfortabel og absolut hjemmevant her, men det at være optaget via kvote 2 er ikke noget, man snakker højt om. I hvert fald ikke i starten af hverken studiet eller venskabet. Til undervisning deler man lokale med 40 mennesker, der hver især er vant til at ligge komfortabelt i de tocifrede karakterer, og det er på denne baggrund, at man siden syvende klasse har defineret sin egen og andres intelligens.

Det element af karaktersnobberi, som man finder på studiet, er ikke nødvendigvis bevidst. Men det er uendeligt svært at favne ideen om, at medstuderende, venner endda, der har fået betydeligt lavere karakterer end en selv, er lige så intelligente, når det er karakteren i fristilen, til eksamen og i huen, der så længe har spillet en stor rolle i at forme ens selvværd. Når det er tallet, der har defineret, hvorledes man passede ind i det sociale hierarki.

Kvote 2 henover brystet

Mit optag er ingen hemmelighed. Men uden at være klar over det, har jeg altid gjort et stort nummer ud at forklare, hvorfor jeg er kommet ind gennem kvote 2 og derved understrege, at jeg altså ikke er uden evner. Og at jeg under andre omstændigheder kunne have opnået samme gennemsnit som så mange andre af mine studiekammerater.  Det har været afgørende for mig at bevise mit værd, og selv herefter har jeg oplevet en vis forsigtighed omkring emnet. Mine veninder har spurgt ind til, om det er noget, de godt må fortælle til andre, og bekendte har, med frygt for at tage fejl, spurgt ind til, om det passer, at jeg kom ind via kvote 2. For det ville da absolut være pinligt for alle, hvis de tog fejl…

Når næste udgave af MED ANDRE ORD rammer Institut for Statskundskab, er det ikke længere noget, jeg kan vente med at fortælle folk. Og det burde jo heller ikke være en snusket hemmelighed, man gemmer væk. Det burde tværtimod stå med store fede blokbogstaver henover brystet på alle trøjer i klædeskabet.

Et nåleøje uden lige

Dette indlæg handler ikke om, at alle andre på studiet ikke også er beundringsværdige. Men her er altså min hyldest til de 30 af jer på hver årgang, der er blevet målt, vejet og alligevel er sluppet igennem nåleøjet. De tre eller fire af jer på hvert hold, som måske blot lader venner og verden antage, at I ikke bare deler endestation, men også har taget samme rute hertil.

Det er ti procent af de studerende på Statskundskab, der er kvote 2-ansøgere. Kun ti procent af kvote 2-ansøgere kommer rent faktisk ind. Det er altså et nåleøje uden lige, og det kræver livserfaring, nogle-og-tyve bilag og en motiveret ansøgning, der får hundredevis af ansøgeres baggrund og kompetencer til at blegne i sammenligning. Det er altså sejt!

En hyldest til de 10 procent

At blive optaget gennem kvote 2 er således noget af en præstation. Hvorvidt den tavse kultur omkring kvote 2-optag er et resultat af selv-stigmatisering eller ydre fordomme, er svært at konkludere på, selvom begge faktorer med al sandsynlighed spiller en rolle. Jeg skal heller ikke gøre mig klog på, hvilken gruppe der er de bedste studerende.  Det er dog ganske sikkert, at man kun er på et studie som Statskundskab, fordi man har gjort sig fortjent til det og på den ene eller anden måde har fået tilkæmpet sig en af de eftertragtede pladser. Så lad os gøre, hvad statskundskabere gør bedst. Lad os tale, snakke og vrøvle indtil det står tydeligt for alle, at man som studerende er så meget mere end sine karakterer fra gymnasiet.

Personligt ville jeg ønske, at man vægtede motivation og livserfaring højere og ikke bare definerede de studerende på gymnasiekarakterer, der ærlig talt er mere end almindeligt subjektive. Men kvote 2-barnets ønsker til side. Jeg skriver blot dette indlæg for at hylde en lille del af os, der slet ikke bliver hyldet nok:

Kvote 2’ere: (FUCK) HVOR ER I SEJE. TAK FORDI I ER JER!

LAD OS TALE OM DEN FLYVENDE TALLERKEN

Uidentificerede flyvende objekter (UFO’er) stiller nogle af de største spørgsmål om menneskeheden og vores samfundsindretning. Men systematisk UFO-forskning bliver sjældent sponsoreret af stater, og videnskaben stigmatiserer den. MED ANDRE ORD ser nærmere på UFO-tabuet.

Af Anders Joensen

Det er svært at blive taget seriøst i akademiske kredse, hvis man vil forsøge at give en forklaring på UFO-fænomenet. Nævner man rumvæsener, hemmelige amerikanske supermaskiner og eksotiske energikilder, risikerer man hurtigt at blive sat i forbindelse med telepati, tarotkort og håndlæsning. Men lad os nu for en kort stund antage, at der eksisterer en række observationer af UFO’er, som vores videnskab ikke kan eller vil forklare. Og lad os samtidigt blive enige om definitionen: En UFO er et uidentificeret flyvende objekt, hvilket vil sige, at det ikke er klart, om der er tale om rumvæsener, klassificeret militærudstyr eller ukendte naturfænomener. Hvilke muligheder ligger der i at undersøge dem nærmere? Kan vi eksempelvis blive klogere på grænserne for statens suverænitet ved at tale om UFO’er? Jeg vil bede læseren om at tage sin sølvpapirshat på og tage med mig ind i UFO-fænomenets forunderlige og frisættende verden.

En trussel mod statens suverænitet

Inden for feltet International Politik hører Alexander Wendt til den absolutte elite, men udover at have gjort konstruktivismen mainstream har han også begået en genistreg af en artikel ved navn Sovereignty and the UFO sammen med kollegaen Robert Duvall. Påstanden i deres artikel er, at der hviler et tabu over UFO-fænomenet, og at det derfor ikke kan tages alvorligt af staten eller videnskaben. Det skyldes, at UFO’er potentielt kan være flyvende tallerkener med en besætning bestående af rumvæsner med overmenneskelige kræfter, og den blotte forestilling om en Anden, som ikke er underordnet mennesket, truer det metafysiske grundlag for staten. Derfor er det nødvendigt for staten og videnskaben at klassificere UFO’er som en genstand uden for den autoritative diskurs, eftersom den blotte tanke om rumvæsener stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt staten er den retmæssige besidder af suverænitet.

Stigmatisering

Det lyder måske langt ude, men hvad, der er endnu mere langt ude, er, at to respekterede forskere har turdet beskæftige sig med fænomenet. Man kan som nævnt hurtigt blive sat i bås, hvis man har med UFO’er at gøre. Det kan Frederik Uldall sagtens nikke genkendende til. Han er formand for UFO-aktivistforeningen Exopolitik Danmark og er derudover kandidat i kulturgeografi med sidefag i samfundsfag fra Institut for Statskundskab.

”På vegne af foreningen har jeg flere gange optrådt på DR P3 eller i Go’ Morgen Danmark, men det har ikke været muligt for os at trænge igennem til medier uden for underholdningsgenren. Information, Politiken og Deadline er slet ikke klar til at tale om UFO’er endnu.”

Frederik Ulldal fortæller desuden, at der er flere af foreningens medlemmer, som ikke ønsker at fortælle offentligt om deres UFO-interesse.

”Det kan være stigmatiserende at tale om UFO’er offentligt. Så er man pludseligt ’ham der med UFO’en’, og det er ikke alle, der har lyst til at være det. UFO’er er ikke ligefrem en karrierefremmende interesse at have – i hvert fald ikke indtil der hænger et moderskib over Washington D.C.”

Marsmanden, videnskaben og Jesu genopstandelse

Den potentielle mulighed for, at UFO’er kan indeholde rumvæsner, giver anledning til at stille nogle af de helt store spørgsmål om menneskeheden. Mødet med den Anden bliver rigt behandlet i populærkulturen, og ganske ofte portrætteres det som en krig for menneskets overlevelse og for opretholdelsen af den verden, vi kender. I den kollektive bevidsthed er UFO’er farlige, men for en stat er sådanne eksistentielle trusler en fantastisk anledning til at cementere sin egen suverænitet. Ifølge Wendt og Duvall er UFO-fænomenet et oplagt objekt for statslig styring og monitorering med henblik på at forsvare sin befolkning mod (forestillingen om) frådende grønne marsmænd. Samtidigt taler vores videnskabsidealer også for, at vi med en poppersk stædighed bør blive ved med at fremsætte og afprøve dristige hypoteser om, hvad disse uforklarlige himmellegemer kan være og aldrig forfalde til konklusioner om, at alle svaner er hvide, og at alle ufologer er konspiratoriske landsbytosser.

Der er mange gode grunde til at kigge nærmere på UFO’er, uanset om man vil maksimere statslig legitimitet, eller om man er falscifikationsfanatiker. Alligevel vender alle kilder til autoritativ skabelse af viden det blinde øje til den flyvende tallerken, som svæver lige for næsen af dem. Hvorfor? Fordi al moderne styring bygger på antropocentrisme – forestillingen om, at mennesket retmæssigt besidder en enestående plads i verden. Vi er ikke i stand til at udelukke muligheden for, at UFO-forekomster kan være intelligente rumvæsner, og derfor vil en autoritativ undersøgelse af UFO’er uundgåeligt relativere forestillingen om, at mennesket er den eneste kilde til suverænitet. UFO-fænomenet er med Wendt og Duvalls ord sidestillet med Jesu genopstandelse: en konkretisering af det metafysiske, udover at sidstnævnte ikke kan dokumenteres med radarudstyr (se faktaboks).

Exopolitik i praksis

Mens autoriteterne ikke kan berøre UFO-fænomenet uden at være i fare for at så tvivl om sin egen eksistensberettigelse, er der masser af rum til at gøre sig forestillinger om en anden verden i Exopolitik Danmark. For Frederik Uldall er det især teknologien og de muligheder, som den potentielt kan åbne for, der er fascinerende. Lige så skråsikker, som han er på, at UFO-fænomenet i nogle tilfælde indeholder en ukendt og eksotisk energikilde, lige så fast holder han på, at man i Exopolitik Danmark er åben over for mange hypoteser om UFO’er.

”Vi mener, at hvis der eksisterer en teknologi så revolutionerende, at den måske kan ophæve tyngdekraften, og som potentielt kan løse verdens energi- og fattigdomsproblemer, så bør den undersøges og behandles demokratisk i den civile sfære. Og det er uanset, om der er tale om rumvæsener, klassificeret militærteknologi eller noget helt tredje.”

Man mærker tydeligt, at Frederik Uldall er drevet af en drenget fascination af supersoniske fartøjer, men i lige så høj grad en social indignation over fordelingen af verdens ressourcer og måden, hvorpå vi behandler vores klima.

”Man behøver ikke at tænke særligt længe over, hvordan kortlægningen af denne teknologi radikalt kunne forandre den verden, vi kender, eller hvordan en demokratisering af teknologien ville kunne forskyde den globale magtbalance.”

En systematisk kortlægning og undersøgelse af UFO-forekomsterne rummer ifølge Frederik Uldall muligheden for, at vi kan finde en teknologi, som kan skabe en enorm social forandring og en frigørelse fra det fossile brændstofregime.

Markedskræfterne og den kritiske videnskab

Når nu staten ikke kan undersøge UFO’er, hvem skal så drive UFO-forskningen frem? Frederik Uldall anerkender, at de i Exopolitik Danmark har svært ved at konkurrere med andre politiske dagsordener, som i højere grad end UFO’er påvirker folks hverdag. Måske er det de frie markedskræfter, som skal drive udviklingen? Frederik Uldall nævner i den forbindelse en interessant begivenhed.

”Ved Global Competitiveness Forum i 2011 i Riyadh blev der afholdt en UFO-session, hvor blandt andre atomfysikeren og ufologen Stanton Friedman var inviteret til en paneldebat. Det er ret interessant, at der til en mainstream businesskonference med deltagere som Bill Clinton, Tony Blair og en masse oliesheiker kan være inviteret en taler, som offentligt påstår, at nogle UFO’er flyves af rumvæsener.”

Mens staten sidder på sine UFO-forskrækkede hænder, kan det være, at den bliver overhalet indenom af den globale kapitalisme i jagten på den hellige UFO-gral.

Wendt og Duvall sætter i højere grad deres lid til liberalismen, som ifølge dem er kernen i al moderne governmentality. På den ene side er liberalismen med til at producere ”normale” UFO-skeptiske subjekter. På den anden side producerer liberalismen også kritiske og fritænkende subjekter, som ikke stiller sig tilfredse med uvidenhed om UFO’er. Desuden håber de, at videnskaben overvinder sin UFO-forskrækkelse og lader virkeligheden få det sidste ord.

The truth is out there…

 

FAKTA

Den franske regering har oprettet en task force til at indsamle og efterprøve UFO-forekomster. 13% af UFO-forekomsterne kan ikke forklares. Se mere på www.cnes-geipan.fr

”Den belgiske bølge” er en af de mest veldokumenterede UFO-forekomster. På ufoevidence.org/documents/doc408.htm kan der findes en engelsk version af det belgiske flyvevåbens rapport om UFO-forekomsterne 30. marts 1990.

Bogen ”UFOs: Generals, Pilots and Government Officials Go on the Record” indeholder en lang række bidrag fra højtstående myndighedspersoner, heriblandt Hilary Clintons kampagneleder John Podesta, om deres oplevelser med UFO-fænomenet.

ANVENDT LITTERATUR

Wendt, Alexander & Robert Duvall (2008). Sovereignty and the UFO. I Political Theory Volume 36 Number 4.