Tag Archives: Forsiden af bagsiden

”Det synes at være et træk ved vores tid, at vi rask væk sidestiller demokrati og ytringsfrihed med alle synspunkters moralske lighed. Vi forveksler alles lige ret til at synes noget med alle synspunkters ret til lighed. Vi tror, at menneskers ligeværd er lig med meningers ligeværd.” – Jan Maintz

Forsiden af bagsiden: 7

”Det synes at være et træk ved vores tid, at vi rask væk sidestiller demokrati og ytringsfrihed med alle synspunkters moralske lighed. Vi forveksler alles lige ret til at synes noget med alle synspunkters ret til lighed. Vi tror, at menneskers ligeværd er lig med meningers ligeværd.”

– Jan Maintz

Vi ved det intuitivt. Vi ved det i praksis. Nogle argumenter er mere værd end andre. Intuitivt, fordi det ville være absurd at give sig i kast med argumenter, hvis det ikke var muligt at relatere dem til hinanden og foretage en vurdering. I praksis, fordi den måde, vi for eksempel har valgt at indrette vores forfatning på, udspringer af mange års politiske diskussioner og er resultatet af de afvejninger, der har fundet sted. Alligevel synes det at blive en stadig mere udbredt forestilling, at ingen position i en politisk debat kan gøre krav på at være bedre end andre. Tænk blot på hele polemikken omkring Dansk Folkeparti, navnlig ved valget i sommers.

Disse tanker er hentet fra et indlæg af Jan Maintz i Information tidligere på året (04/07-2015). Indlægget bærer den mundrette og slagkraftige titel Nogle argumenter er mere værd end andre, og før blodtrykket bliver bragt op over kogepunktet i scient.pol.-land, må vi lige have med, at Maintz’ mission ikke er, at de politiske beslutninger skal overlades til de særligt indsigtsfulde. Dette ekspliciterer han tydeligt, idet han anfører, at ”politi- ske spørgsmål aldrig [kan] løses af fås fornuft, som matematikstykker kan det.” Imidlertid tilføjer han straks efter, at selvom intet politisk går restløst op, så er det ikke ensbetydende med, at alle politiske synspunkter skulle være lige gode.

Det er netop denne dobbelthed, der gør Maintz’ budskab interessant: Vi er kort sagt hverken prisgivet elitisternes forstokkede bedrevidenhed eller relativisternes horisontale pløre. Det er ellers nemt at falde i én af grøfterne.

Som studerende på Statskundskab bliver man hurtigt klar over, at det ikke er nogen svær sag at erklære, at det halter gevaldigt med offentlighedens poli- tiske viden og dannelse. Vi læser nemlig temmelig tit om den slags, fordi så mange inden for vores felt har sagt og dokumenteret det. Med dette i baghovedet har en del personer gennem tiden fundet det oplagt at slutte, at politiske beslutninger bør overlades til de kyndige, til eksperterne.

Vender vi dette perspektiv om, kan vi pege på, at andre har ment, at ingen mening kan være mere rigtig end en anden, og at vi derfor må acceptere en udpræget grad af relativisme, når vi har at gøre med politiske synspunkter. Begge perspektiver bliver som nævnt (heldigvis) forkastet i Maintz’ artikel.

Grunden til, at alle synspunkter ikke er lige gode, er ifølge Maintz, at vi som oftest kan blive enige om nogle grundpræmisser for, hvad et godt samfund udgør, samt for en række højere politiske og sociale idéer. Når vi er i stand til det, kan vi i mange tilfælde også slutte, at nogle politiske argumenter må være bedre end andre. Indlægget rummer flere overbevisende og aktuelle eksempler på, hvad sådanne grundpræmisser kan bestå i, og hvilke slutninger man kan drage ud fra dem.

Dermed er bolden givet op til at give sig i kast med Maintz’ indlæg og se, om man selv køber argumentet om, at selvom alle har lige ret til at mene noget, så er det langt fra ensbetydende med, at alt, hvad folk mener, også er lige rigtigt.

Jan Maintz: Nogle argumenter er bedre end andre. Information, 04.07.2015. Jan Maintz er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, filosofi og samfunds- fag. Underviser på Silkeborg Gymnasium og er tilknyttet Dagbladet Information.

Link til artikel: http://www.information.dk/538618

Følgetekst af Philip Larsen

Forsiden af bagsiden: 6

Forsiden af bagsiden: 6

Jeg skulle gerne holde husfolk

Jeg skull’ gerne holde husfolk,
også jeg skull’ fæste piger,
blot de gik med bark for bomuld,
laved’ lækker mad af ler kun,
eller levede af intet,
klared’ sig med ingen klæder.
Sådan fik jeg femten ansat,
tog et bundt at byde over.
Men som nu forstår jeg ikke,
fatter ganske enkelt ikke
hvad der plager vore piger,
hvorfor fanden de vil flytte,
ikke én kan holde ud her,
ingen gå mig her til hånde.

Elias Lönnrot
mao6_bagsidecitat-bogforside

I antologien MED ANDRE ORD har forfatteren Søren Sørensen oversat en række klassiske europæiske digte, bland andet dette digt fra den finske folkemindesamler Elias Lönnrot (1802-1884).

Elias Lönnrot var grebet af tanken om at skabe en national bevidsthed i Finland, der på det tidspunkt kæmpende for at vriste sig fri fra det svenske kulturelle overherredømme, som stadig herskede i den forhenværende svenske provins. På sine lange rejser gennem tyndt befolkede egne nedskrev Lönnrot de sange og fortællinger, som skovbønderne kendte, deriblandt myter om verdens skabelse og heltenes kampe. Disse samlede han sidenhen i sit nationalepos Kalevala. Senere udkom flere digte og fortællinger i Kanteletar elikkä Suomen kansan vanhoja laulija ja virsiä – eller mere mundret dansk Sanggudinden eller Finlands folks gamle sange og salmer.

Ved at dokumentere det finske sprogs rigdom kæmpede Lönnrot for folkesproget og dermed imod det officielle svenske sprog. Det var en kamp for det nationale, men også for underklassens rettigheder over for urimelige arbejdsgivere samt for kvinders rettigheder som i ovenstående digt. Det sociale, det kønspolitiske og det nationale er flettet sammen i Lönnrots Jeg skulle gerne holde husfolk.

Søren Sørensen (født 1937) er forfatter, billedkunstner og foredragsholder med speciale i europæisk litteratur samt nordisk og finsk historie. Han har et omfattende forfatterskab bag sig inden for både faglitteratur, romaner, noveller og digte.

Søren Sørensen kontaktede redaktionen i forbindelse med udgivelsen af sin antologi MED ANDRE ORD, en samling af klassisk europæisk lyrik fra Dante til Rilke. På redaktionen tror vi ikke på sproglige tilfældigheder, og vi blev derfor hurtigt enige om, at vores navnebror skulle omtales på denne side. Vi takker for bidraget.

Antologien kan købes på Det Poetiske Bureaus Forlag.
– Citatvalg og følgetekst af Søren Sørensen

Forsiden af bagsiden: 5

Forsiden af bagsiden: 5

”Det er ikke Massen af, hvad et Menneske ved eller
har lært, der bestemmer hans Dannelse, men den
indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en ejendommelig
Livsfylde og selvstændig Dom”

Det kræver en vis portion udholdenhed at lære sig noget udenad. Alt afhængig, hvad det drejer sig om, kan det tage timer, dage eller uger, før stoffet får sat sig ordentligt fast. Kongerække, tjek. Argumentationskæde, tjek. Bureaukratisk organiseringsmåde, tjek. Når hakket er i hus, er der dømt fri leg for den indre papegøje – man kan plapre løs mere eller mindre mekanisk og samtidig glæde sig over at have trænet hukommelsen. Senere kan man så høste fordelen af at kunne tæske de andre på kollegiet i Besserwizzer eller korrekse en storsnudet pralhals, hvis de rette spørgsmål eller den rigtige situation skulle dukke op. Og hvad vigtigere er: Ens møjsommelige slid med at finde hoved og hale i EU-kompleksets snørklede arbejdsgange, en række historiske begivenheder eller noget helt tredje kan komme én til gavn, når man skal begå sig ud i kunsten at tænke.

At lære noget udenad er derfor både et nyttigt og nødvendigt værktøj for os som studerende, fordi konkret viden er afgørende som byggesten for videre tænkning. Men det er bestemt ikke tilstrækkeligt i den dannelsesproces, som et universitetsstudium gerne skulle sætte yderligere skub i. For det er – som citatet på glimrende vis fremhæver – sjældent noget større svendestykke alene at kunne noget på rygraden. Dannelse handler om også at kunne bearbejde det stof, man beskæftiger sig med, på en sådan måde, at man bliver i stand til at foretage en selvstændig vurdering. Og ved at betone den indre ’Tilegnelse til en ejendommelig Livsfylde’ understreger citatet, at denne proces bør være alt andet end maskinel – den bør frem for alt være levende og meningsgivende.

I forlængelse heraf er det i en studiemæssig sammenhæng vigtigt at have det enkle forhold for øje, at det at bearbejde en mænge læsestof tager tid, da det afgjort indebærer mere end mekanisk hukommelsestræning til gavn for den indre papegøje.

Vender vi blikket mod Statskundskab, er det derfor ærgerligt, at kræfter i Studienævnet lader til at følge en strategi, som består i at klemme mest muligt pensum ind i forskellige fag. Tilsyneladende, fordi vi studerende i en undersøgelse selv har angivet at bruge for få timer på vores studier. Uagtet de metodiske vanskeligheder, der måtte være forbundet med denne selvrapportering, vil strategien stadig ramme ved siden af, hvis målet er at skabe mere selvstændigt tænkende studerende. For den tilskynder i høj grad til overfladelæsning og -læring frem for fordybelse. Tag bare et fag, der afsluttes med mundtlig eksamination på 25 minutter, og som skal nå bredt rundt i et 2400 siders pensum. Sat på spidsen giver det 96 sider i minuttet. Her kommer man næppe i dybden med de enkelte tekster. Under oplæsningen er der af den grund selvsagt dømt maratonløb med skyklapper for studerende, der vil opnå en god slutkarakter. Det gælder om at kunne fire-fem vigtige pointer fra hver tekst og ellers bare om at komme videre. Uden at se sig om. Og for enden af semesteret slipper man så den indre papegøje løs i eksaminationslokalet og viser, at man kan en masse, men ikke nødvendigvis tænke.

Pensum batter først for alvor, når det bliver aktivt bearbejdet. Den slags kræver adstadighed, omveje og ture ind i og ud af blindgyder. Noget, som forudsætter, at pladsen og tiden til at dvæle er der. Den plads burde vi have her på universitetet – hvor ellers?

* Citatet stammer fra Salmonsens Leksikon, s. 750. 2. udgave. Femte bind. 1916.
A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel.

MED ANDRE ORD takker lektor ved IUP, Aarhus Universitet, Steen Nepper Larsen for at have
gjort opmærksom på citatet i sin bog Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering (2014).

Citatvalg og følgetekst af Philip Larsen

 

Forsiden af bagsiden: 4

Forsiden af bagsiden: 4

Når vi
Mogadishu-skyder
ham to
kugler i brystet og så SLUKKER
for ham med den
sidste lige midt i
synet gør vi det for
menneskerettigheder ifølge
medier dræber
vi ikke men skal
gradvist eskalerende skade-
påvirkende mest muligt
humant
overbevise dem om vores
gode
intentioner måske
gir det mening
bag et medietrænet helt negle-
tætklippet skrivebord giv mig
til hver en tid hellere en
enlig ærlig
uøkologisk morder!
gift!

”De soldater, der kommer hjem med grimme ting i bagagen, bliver mødt af en offentlighed, der slet ikke har et sprog, der gør, at den kan forholde sig til dem eller det, de har været igennem.” Sådan sagde manden bag linjerne ovenfor, Mikkel Brixvold, i et interview med Information op til udgivelsen af sin digtsamling Så efterlades alt flæskende (2014). Oplevelsen af ikke at have et sprog, når man vender tilbage fra krigen, er i høj grad (også) hans egen. Han var udsendt som en del af det danske frømandskorps’ specialstyrker i Irak, og da han kom tilbage til Danmark, slog det ham, hvor sky offentligheden er, når der skal tales om det at slå ihjel.

Tis og kugler
Ifølge Brixvold vil store dele af den danske offentlighed kun acceptere, at vi går i krig, fordi den tror på en historie om, at danske soldater er gjort af et helt specielt stærkt moralsk stof. Offentligheden tror, at soldaterne ”ligesom ridderne af det runde bord udstår alt med en distingveret og analytisk omsorgsfuld kærlig attitude.”

Det er derfor, at vores politikere bliver rigeligt forargede, når der offentliggøres en video af amerikanske soldater, som tisser på ligene af afghanske bønder, de lige har dræbt: Vi kan forholde os til det væmmeligt fornedrende i at urinere på de døde, men vi afstår fra at tage stilling til det egentligt væmmelige – at slå ihjel.

Denne analyse udfolder han med skarp og talentfuld pen i kronikken Tis og kugler fra 2012, som bør læses af enhver med interesse for international politik og politiske offentligheder. Netop arbejdet med denne kronik blev startskuddet til de digte, man kan læse i Så efterlades alt flæskende. Digtene kredser om hverdagen i Irak og om de følelser, der sidder i kroppen, når man er vendt tilbage til freden i velfærdsstaten.

Så efterlades alt flæskende kan læses som en kontant portion førstehåndsempiri fra en soldat i felten, der ikke har meget til overs for et poleret og sminkesikkert (medie)billede af krig og ej heller det velfriserede Vesterbro, han vender hjem til. Således er opfordringen givet til at krydre studiets frodige skrivebordsteori med en talende aktørs egne beretninger. Her er et menneske, og hør hvad det siger.

* Digtet stammer fra Mikkel Brixvolds digtsamling Så efterlades alt flæskende, der udkom på Lindhart & Ringhof i juni 2014. 62 sider. Pris: 199,95 kr. Digtet er bragt i MED ANDRE ORD #4 med tilladelse fra forlaget.

* Kronikken Tis og kugler kan findes på Informations hjemmeside (http://www.information.dk/290917)

Følgetekst af Philip Larsen

 

Forsiden af bagsiden: 3

Forsiden af bagsiden: 3

”Mr. Eastman, Marconi was inevitable”

Abraham Flexner*

Ordene stammer fra essayet The Usefulness of Useless Knowledge (1939) og er en gengivelse af en samtale, som essayets forfatter, Abraham Flexner, havde med en bekendt – George Eastman. Eastman, der havde opfundet rullefilmen og grundlagt Kodak, havde udtrykt, at han ønskede at vie sin enorme formue til at promovere uddannelse inden for såkaldt ”brugbare områder”. Foranlediget af dette udsagn spørger Abraham Flexner, hvem Eastman måtte anse for at være den mest brugbare person inden for videnskabens verden. Hertil svarer Eastman, at denne må være Guglielmo Marconi, den store pioner inden for radiotelegrafi, som havde modtaget nobelprisen i fysik.

Men Marconi var uundgåelig, og han ville næppe være nået langt med opfindelsen af radiotelegrafen, hvis ikke det havde været for andre store hjerners arbejder, lader Flexner forstå. Uden den skotske matematiker James Clerk Maxwells teoretiske benarbejder inden for elektromagnetismen og Henrich Hertz efterfølgende beviser var Marconi ikke kommet særligt langt.

Hverken Maxwell eller Hertz var imidlertid optagede af den umiddelbare nytte af deres arbejder, skriver Flexner. Det var nysgerrigheden, der drev dem.

Vi glemmer ofte, at der før de banebrydende opfindelser går en masse tilsyneladende ubrugelig opdagelser. Ingen vidste, at Maxwells opdagelser blandt andet ville føre til opfindelsen af radioen, men de fleste ved i dag, hvor stor indflydelse radioen har haft på moderne kommunikation. Flexners citat sætter denne pointe på kornet. Det gælder ikke blot om at hylde opfinderen af en bestemt dims, men især også de mange forarbejder.

Flexners velskrevne essay sprudler af eksempler på, hvorfor vi bør forsvare retten til at kaste os over det tilsyneladende ubrugelige – både inden for ånds- og naturvidenskaberne. Med andre ord skal vi udstyre forskeren og den studerende med frihed til fordybelse. Som Flexner så rammende formulerer det: ”Institutions of learning should be devoted to the cultivation of curiosity”. Hermed er bolden givet op.

* Abraham Flexner var en af grundlæggerne af Institute for Advanced Study i Princeton og satte med sine undersøgelser blandt varigt præg på de lægevidenskabelige uddannelser i USA. Essayet The Usefulness of useless knowledge kan hentes frit på nettet ved almindelig Google-søgning.

Citatvalg og følgetekst: Philip Larsen

 

Forsiden af bagsiden: 2

Forsiden af bagsiden: 2

Die Philosophen haben die Welt nur
verschieden interpretiert;
es kommt aber darauf an, sie
zu verändern.

Karl Marx*

“Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt,
men hvad det kommer an på, er at forandre den.” (overs.: Villy Sørensen)

Forbindelse til virkeligheden?
* Citatet stammer fra Marx’ Feuerbach-teser og er den afsluttende 11. tese. Marx kortlagde ifølge ham selv det kapitalistiske system og dets konsekvenser for de mennesker, der lever i det. Det var hans ønske at bidrage til kampen for afskaffelsen af kapitalismen, og det kommer til udtryk i den 11. Feuerbachtese, der er en direkte opfordring til at forandre. Alt for længe har filosofferne forstået verden, men det er handling der kræves for at gøre den til et bedre sted.

Selvom man ikke har ambitioner om at omstyrte kapitalismen, er det værd at reflektere over opfordringen til at forandre. Marx ønskede en forandring til det bedre, og det gør vi vel også på Institut for Statskundskab? I fald, at det er være vores ambition, bør vi måske i højere grad rette blikket mod den anden side af Kommunehospitalets mure og anvende vores opnåede forståelse til at forandre. Til det bedre.

Citatvalg og følgetekst: Anders Bencke Nielsen

Forsiden af bagsiden: 1

Forsiden af bagsiden: 1

”Die Narren von heute sind nicht immer die Helden von morgen;
viele bleiben auch morgen die Narren von gestern.”

Jürgen Habermas*

“Dagens tåber er ikke altid morgendagens helte;
mange forbliver også i morgen gårsdagens tåber.” (egen overs.)

* Citatet stammer fra essayet Ungehorsam mit Augenmaß (DIE ZEIT, 23/09/83), som har undertitlen Der Rechtsstaat braucht des Bürgers Mißtrauen. Her behandler Habermas spørgsmålet om civil ulydighed, og der trækkes på John Rawls’ politiske filosofi. Habermas leverer i den anledning et let forståeligt retsfilosofisk argument for, at civil ulydighed bør kunne blive retfærdiggjort i en demokratisk retsstat. Han fastslår sågar, at ‘ethvert retsstatsligt demokrati, der har tillid til sig selv, betragter den civile ulydighed som en bestanddel af sin politiske kultur’.

Imidlertid er det ikke kun statsrepræsentanter med hang til en ‘regler er regler’-terminologi, der får serveret stof til eftertanke. Også den anden side, dem man kunne kalde ’tåberne’ – udøverne af civil ulydighed, får lidt at tykke på, sådan som citatet så fint illustrerer.

Essayet er tilgængeligt online, og stik imod de flestes forventninger Habermas overraskende klar i mæglet og ikke så snørklet germansk, som han har for vane. Teksten bør kunne læses af de fleste med rimelige gymnasiale tyskfærdigheder.

Redaktionen takker foreningen SUVERÆN for at have gjort opmærksom på teksten tidligere på året.

Følgetekst af Philip Larsen