af Peter Martin Kappel
Efter et år med massive regeringskritiske demonstrationer, korruptionsskandaler og EU’s langsomste vaccineudrulning, er der søndag d. 4. april valg i Bulgarien. Selvom det måske lyder kedeligt, så handler det bl.a. om, hvordan dine skattepenge skal bruges. Skal de (fortsat) bruges på at skumme fløden i oligarkiske karteller, eller skal EU’s udviklingspuljer rent faktisk bruges på regional udvikling?
Er det naivt at tro på muligheden for forandring? At massedemonstrationer får en politisk effekt? At de gode vinder til sidst? Ja. Og vi burde snart have lært lektien: i Bulgarsk politik er det altid Boyko Borisov (den siddende premierminister) der vinder. Sådan har det været siden 2009, og sådan bliver det også i 2021.
Boyko Bodyguard
Bredskuldrede Boyko Borisov er den ubestridte konge af bulgarsk politik. Formår han efter valget søndag at danne regering og holde gryden i kog indtil 4. juni, bliver han den længst siddende bulgarske premierminister nogensinde. Efter et årti hvor Bulgarien blev ledet af mere eller mindre teknokratiske regeringer, foruden den tidligere bulgarske konge, Simeon II, slog Borisov sit navn fast som en mand af folket. Borisovs jævne facon passer perfekt med hans fortid som brandmand og som bodyguard for Bulgariens koldkrigsdiktator Todor Zhivkov. Dertil kommer flere fodboldoptrædener i den bulgarske 2. division, et sort bælte i karate samt det autoritetsindgydende ved en mand med rang af general.
Den rustikke politiker gjorde i nullerne lynkarriere i Bulgarsk politik. I 2005 blev han valgt som borgmester i Sofia, og i 2006 stiftede han partiet GERB. Partistiftelsen skulle vise sig at være vejen til regeringsmagten, idet GERB tre år efter gjorde rent bord ved parlamentsvalget ved at kapre 117 af nationalforsamlingens 240 mandater og samtidig halvere støtten til de siddende socialister fra 82 til 40 mandater.
Siden har dynamikken i bulgarsk politik været sådan, at man (primært socialisterne fra partiet BSP) sådan set godt kunne mobilisere modstand mod Borisov og endda også få ham afsat, hvilket både skete i 2013 og i 2016. Men desværre for Borisovs modstandere, er han tilbage på pinden lige så hurtigt, som han bliver væltet. I et interview efter sin valgsejr i 2014 afviste han på det groveste, at han nød at være ved magten og påstod i stedet at være en meget idealistisk mand.
”Jeg havde aldrig troet at jeg ville komme til at lave det jeg laver i dag. Det er et svært liv, for at være ærlig. Da der opstod tvivl om hvorvidt min regering var på rette kurs, opgav jeg magten. Men så var der valg, og folket valgte os igen. Hvad skulle jeg gøre?”.
Boyko og vennerne
Et spørgsmål mange bulgarere ikke kan få ud af hovedet er, hvordan i al verden Boyko Borisov kan blive ved med at vinde. Spørgsmålet er nært beslægtede med den bulgarske vittighed, at ”ingen kender nogen, der har stemt på Borisov”.
Svaret må hænge sammen med den mystiske cyklus, der præger moderne bulgarsk politik. For efter valg-euforien lægger sig, går der aldrig længe, før regeringens skeletter rasler ud af skabet. Korruption, afpresning og dårlig regeringsførelse bliver afsløret af den lille, men standhaftige, frie bulgarske presse. Sådan var det både efter valget i 2009, 2014 og 2017. Det bizarre er dog, at uanset skandalernes omfang, overlever Borisov og tager sejren hjem ved næste valg.
Med til svaret hører også det faktum, at Borisov ikke kan tage æren for sin dominans alene. ”I get by with a little help from my friends”, synger The Beatles. Og Borisov har rigtig gode venner.
Ifølge The Guardian er Borisov mildt sagt i ”venlig forening” med oligarker som kontrollerer både domstole og medier. Andre mener, at hans rolle bedre kan beskrives som kartel-partner. De øvrige kendte kartelmedlemmer tæller den kontroversielle statsanklager Ivan Geshev og de to medlemmer af kongemagerpartiet DPS, Ahmed Dogan og Delyan Peevski. DPS er et midterparti, hvis partitop, ifølge Reporters Without Borders, ejer 80% af alle trykte medier i Bulgarien, og derfor er utrolig dygtige til at veksle deres få mandater til stor indflydelse. Måske kunne Borisov-regimets evne til at overleve hænge sammen med dets gode venner i redaktionslokaler og retssystem?
Hvad er der på spil for os, der ikke er fra Bulgarien?
En ting er de konsekvenser Borisov-regimet har for bulgarere selv. Det være sig i form af dårligere sundhedssektor, infrastruktur, domstole og politisk system end ellers muligt. Men Borisovs regeringsførelse har konsekvenser for samtlige EU-borgere.
På overfladen er der ingen grund til panik. Borisov er hverken Viktor Orbán eller Jaroslaw Kaczyński. Han har ikke skyggen af et illiberalt projekt om at stække de magtfuldkomne eurokrater. Tværtimod dækker partinavnet GERB over det velklingende navn ‘Borgere for europæisk udvikling af Bulgarien’, der burde være sød musik i alle pro-europæeres øre. Men ifølge den bulgarske politolog Ivan Krastev, er Borisovs strategi netop at lege venner med alle; ”Han er mere pro-amerikansk, pro-russisk og pro-europæisk end alle andre”.
Hvad angår det pro-russiske, så er Bulgarien af historiske årsager sårbar når det kommer til Kremls indflydelse. Russerne hjalp Bulgarien med at komme fri af en 500-år lange osmanniske besættelse, og det var under kraftig russisk indflydelse, at der blev foretaget et kommunistisk statskup i Bulgarien i 1944, som førte til oprettelsen af Folkerepublikken Bulgarien i 1946. Det tætte, men ambivalente bulgarsk-russiske forhold er også årsagen til, at Ruslands EU-ambassadør, Vladimir Chizhov, i 2006 talte over sig ved at sige, at ”Bulgarien er på vej til at blive vores trojanske hest inden for EU“.
Selvom Boyko Borisov ifølge eget udsagn ikke er helt ligeså ’russofil’ som konkurrenterne fra socialistpartiet BSP, er der stadig grund til at være opmærksom på hans regerings forhold til Rusland.
Energisektoren er den måske største akilleshæl for russisk indflydelse, idet Bulgarien importerer al sin naturgas fra Rusland, som bruger gassen som geopolitisk pressionsmiddel. Ifølge en rapport fra den tidligere amerikanske ambassadør i Sofia, John Beyrle, har ”Borisov været impliceret i alvorlig kriminel aktivitet og har tætte forbindelser til Lukoil og den russiske ambassade”. Dertil kommer, at Borisovs siddende regering bl.a. består af medlemmer af det højreekstremistiske valgforbund ‘forende patrioter’, hvoraf en delmængde er blevet kaldt ”det mest anti-vestlige parti i Europa” af European Council on Foreign Relations.
Pro-europæernes opgave, at etablere af en fælleseuropæisk offentlighed, er svær nok i sig selv. Men hvis Putins trolde formår at overbevise befolkninger på Balkan om, at EU er en endnu værre gudløs overherre, end Sovjetunionen eller at Covid-19 er en opfindelse af Bruxelles, så er der altså lang vej igen. Det er i alle europæeres interesse at få afsløret den trojanske hest.
Hvad angår Borisovs ageren i EU-spørgsmål er der også mindre flatterende sandheder gemt under den nydelige facade. For selvom Borisov fremstår som en kæledægge i Bruxelles’ øjne, så er misbrug af EU-midler et kæmpestort problem. Et skoleeksempel er ’GP-gate’ skandalen, som viste, hvordan firmaet GP Group via et netværk af konsulentfirmaer har uddelt bestikkelse til bulgarske embedsmænd for at vinde udbud af EU-finansierede udviklingsprojekter til en værdi af flere hundrede millioner bulgarske leva. Og desværre findes der uendelig mange lignende skandaler.
Det strider simpelthen imod fælleseuropæiske interesser og værdier, at Østeuropæiske oligarker kan misbruge EU-borgeres skattepenge og berige dem selv. Uanset om det er i Budapest eller Sofia. Det går ud over bulgarerne, som har brug for udvikling af deres samfund. Det går ud over EU-borgerne, som betaler regningen. Og så går det udover lovlydige europæiske virksomheder, som prøver at lave forretninger i Bulgarien. Sidstnævnte er også årsagen til, at udenlandske investeringer i Bulgarien falder stødt i disse år.
Findes der et alternativ?
Korruption er ikke en ideologi, og det er grådighed heller ikke. Modsat i Ungarn og Polen, er den afmontering af retsstat og demokrati, der foregår i Bulgarien, nemlig ikke en del af en større politiske kamp imod en eller anden form for liberalisme. Den udspringer af ren og skær magtsyge og grådighed, og den bulgarske stats tilstand anno 2021 er de sørgelige konsekvenser deraf. De seneste mange bulgarske valg har stået imellem pest eller kolera. De korrupte socialister fra BSP, eller de minimalt mindre korrupte politikere fra GERB. Ved valget på søndag er der dog opstillet nye partier som Hristo Ivanovs ‘Ja, Bulgarien’ og Maya Manolovas ‘Ud med Mafiaen!’.
Begge har de opnået politisk momentum gennem sommerens demonstrationer, og fra hver deres side af midten kritiserer de den systemiske korruption i hårde vendinger. Begge ønsker de derudover gennemgribende reformer at retssystemet, særlig statsanklagerinstitutionen.
De to partier står kun til seks procent af stemmerne hver, og det vil derfor være svært at forestille sig, at de kan få indflydelse på regeringsdannelsen efter valget. Endnu en gang vil det sandsynligvis være Boyko Borisovs GERB, som ligger stabilt på ca. 27 % i målingerne, der tager sejren. Selv et lille reformvenligt indtog i parlamentet, er dog et skridt i den rigtige retning. Tilbage er kun at krydse fingre for søndagens valg og håbe på, at de to reformpartier kan bevare deres momentum helt indtil efterårets præsidentvalg. For hvis der er et sted, hvor de velkendte fraser om demokrati, retsstat og menneskerettigheder, rent faktisk betyder noget, så er det i Europas periferi.
Foto: POLITICO