MED ANDRE ORD har mødt forskningsleder på Center for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, til en snak om, hvad der motiverer ham til at forske – og hvad forskning overhovedet er for en størrelse på et moderne universitet.
Hvorfor startede du med at forske, og hvad var det, der motiverede dig dengang?
Det var min tid som studerende på London School of Economics, der for alvor motiverede mig til at forske. Jeg havde nogle undervisere, der gik til International Politik på en måde, som jeg ikke havde mødt på Københavns Universitet på det tidspunkt. Barren var bare sat højere, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ville kunne det samme som dem. Og så var det selvfølgelig også et resultat af tilfældigheder, at jeg blev forsker. Da jeg var færdig med min kandidat, var jeg så heldig at få et ph.d.-stipendium. Men var jeg blevet tilbudt et job i Udenrigsministeriet, var jeg nok havnet der, selvom jeg er sikker på, at jeg var vendt tilbage til universitetet på et tidspunkt.
Hvad motiverer dig, når du står op om morgenen?
Der er primært to ting, der får mig op om morgen-en. For det første har jeg altid været motiveret af den grundlæggende nysgerrighed i forskningen og af, at der sker noget ude i verden, som jeg synes, at jeg kan forklare bedre end nogen andre kan.
Samtidig har jeg altid været bevidst om, at god samfundsvidenskab foregår i interaktion med sin samtid. Det betyder også, at samfundsvidenskab ikke kan bedrives ud fra en Professor Tournesol-logik, hvor man slentrer rundt i et laboratorium og pludselig får en god idé – sådan er virkeligheden ikke. Derfor kan jeg heller ikke bedrive forskning uden hele tiden at medtænke aktuelle begivenheder såsom udviklingen i Ukraine. Og alt efter hvilken vinkel man lægger på virkeligheden, får man forskellige forskningsmæssige resultater, og det er jeg virkelig nysgerrig over for.
For det andet er det en stor motivationsfaktor at være forskningsleder. Det at få ting til at ske og være med til at lede strømmen af gode idéer i en bestemt retning er enormt spændende.
Gør Instituttet nok for at motivere de studerende til at forske?
Jeg mener ikke, at det er Instituttets opgave, for 9 ud af 10 studerende skal ikke være forskere, men derimod dygtige scient.pol’er. Modsat tidligere skal vi i dag ikke tænke, at vi underviser forskere. Vi underviser først og fremmest studerende, der skal alt muligt andet end at forske. Derfor skal forskning tænkes som noget, vi formidler snarere, end noget, vi underviser i. Forudsætningen for, at vi skaber dygtige kandidater, er, at vi som forskere gennem undervisning giver de studerende en række brugbare værktøjer. At undervisningen ikke skal tage form af en forskeruddannelse, er et skifte væk fra det gamle universitet. Udfordringen er så, at universitetet blandt andet skal konkurrere med diverse dygtige konsulenthuse om dem, der så rent faktisk ønsker at forske, for i dag er universitetet langt fra det eneste sted, hvor man kan få afløb for lysten til at analysere et problem.
Mener du, at forskningens traditionelle rolle på universitet er ved at ændre sig?
Et universitet må være baseret på forskning, og det er i virkeligheden universitetets sidste krav på at være en vidensinstitution. De sidste 10-15 år er universitetet blevet presset til at levere videnskabeligt output, og af den grund har fokus primært været på at producere artikler. Men nu svinger pendulet den anden vej, og der er kommet langt mere fokus på universitetet som undervisningsinstitution. Og her er det vigtigt, at vi husker, at hvis vi ikke skal uddanne de studerende til at blive forskere, så skal vi være ekstremt dygtige til at oversætte vores universitetsviden til noget, der har med virkeligheden at gøre. Den trekant, der eksisterer mellem forskning, undervisning og omverdenskontakt, bliver meget vigtig for at få tingene til at køre. Og den udfordring bliver ikke mindre af, at Studiefremdriftsreformen i en vis udstrækning fratager de studerende muligheden for at stifte bekendtskab med virkeligheden gennem studiejobs.