Tag Archives: Replik

BACHELORPRISEN 2015: GODE RÅD TIL BACHELORPROJEKTET

Bacheloropgaven er de studerendes nervepirrende debut som mini-forskere. En grundig dataindsamling og en god tidsplan kan gøre processen lidt mindre ubehagelig.

 

Af Line Sofie Gluud & Ildiko Veres, vindere af Bachelorprisen 2015

Efter to et halvt års studier er det for de fleste en vigtig milepæl endelig at skulle i gang med at skrive ba­ chelorprojekt. I denne artikel beskriver vi nogle af de erfaringer, vi har gjort os undervejs igennem den lange række af op­ og nedture, usikkerheder, frustra­ tioner, skuffelser og successer, som vi mødte, mens vi skrev bachelorprojekt i foråret 2015.

IDÉEN, DER BLEV TIL ET VINDERPROJEKT

Idéen til vores projekt blev født i kølvandet på den forrige regerings sammenlægning af Handels­ og Udviklingsministeriet i 2014. Denne begivenhed åbnede offentlighedens øjne for, at dansk udviklings­ bistand i mange år har fungeret som løftestang for dansk international handel, hvilket gav anledning til stor debat på den danske handels-­ og udviklings­politiske scene. Nogle af debattens mest tonean­givende deltagere var interesseorganisationerne Folkekirkens Nødhjælp og IBIS – førstnævnte en stor fortaler for, og sidstnævnte en udpræget kritiker af sammenlægningen.

Med udgangspunkt i en forundring over de to organi­sationers diametralt modsatte positioner gennem­ førte vi et kvalitativt casestudie, som vi hovedsageligt baserede på dokumentanalyse. Ved at analysere casen på baggrund af kulturorienteret og ny­institutionel organisationsteori viste vi, hvordan forskelle i organi­sationskultur fører til holdningsforskelle mellem or­ganisationer samtidigt med, at den fælles institution­elle kontekst tvinger organisationerne til at handle ens på trods af disse forskelle.

Da vi vurderede, at udfaldet af den offentlige debat om handel og udvikling har en stor betydning for den folkelige opbakning bag dansk udviklingspolitik, diskuterede vi herudover analysens politiske impli­kationer. Vi argumenterede for en række strategier, Handels­ og Udviklingsministeriet kan anvende til at overbevise IBIS og andre kritikere om at arbejde for et synergiforhold mellem handel og udvikling for at gavne såvel Danmark som vores partnerlande. Vi konkluderede, at ministeriet bør søge en ideologisk bundet alliance med udviklingsorganisationerne, hvis fokus er på fattigdomsbekæmpelse, samtidig med at belønne organisationerne for at rådgive de danske virksomheder, der har erhvervsinteresser i udviklingslandene.

ET HÅRDT SEMESTER

Den mest værdifulde evne, man tilegner sig som ba­chelorskribent, er uden tvivl evnen til at udvælge, komprimere og gengive de vigtigste af en uoverskuelig mængde idéer og argumenter, som man når at for­mulere i løbet af fire måneder. Men læringsprocessen frem mod dette er ikke nem. Det er ‘learning by doing’, når det er værst – problemformuleringer skal ændres, idéer skydes ned, darlings må slås ihjel, og tiden er en konstant faktor. Her følger vores erfaringer og et par gode råd.

DATAINDSAMLING

Knapt fire måneder kan føles som en evighed, og man har følelsen af, at alt kan lade sig gøre i den tidsperiode. Derfor er vores erfaring også, at dataindsamlingen kan blive skubbet lidt, fordi man lige skal have projektet helt på plads, før man for alvor går i gang. ’Vi skal nok nå det’, siger man til sig selv. Vi stod dog pludselig i den situation, at vores foretrukne datakilder – interviews – ikke kunne lade sig gøre. Og hvad gør man så? Man går først lidt i panik, men derefter skal man jo tilpasse sin plan. Det er derfor vores råd at komme så tidligt i gang med dataindsamlingen som overhovedet muligt. Chancen for at du rent faktisk kan få dine foretrukne kilder stiger, og du behøver ikke bruge dyrebar tid på at gentænke hele projektet.

Det er dog også vigtigt at pointere, at alting ikke nød­ vendigvis behøver gå i vasken, hvis alle pludselig svarer ’nej tak’ på en interview­forespørgsel. Hold fast i den grundlæggende idé, og find alternative måder at be­ svare problemformuleringen på. Det handler i bund og grund om at have tiltro til din egen faglighed. Ligesom der er alternative veje til Rom, så er der også alternative veje til din konklusion.

TIDSPLAN

Når din bachelorvejleder siger, at en god tidsplan er alfa omega for et veludført bachelorprojekt, så er dette ikke tidspunktet til at sidde og blunde lidt på Facebook. Tidsplanen er rygraden i hele din planlægning, og hvis den skrider, så kan du hurtigt komme til at føle, at du ikke har fat i tøjlerne på dit projekt. Tidsplanen i vores proces var benhårdt styret, og heldigvis for det. Da vi i slutningen af forløbet havde tid til både en rette­ og refleksionsfase, som ikke skulle hastes igennem, og en hel nats søvn dagen før afleveringen, så stod vi tilbage og priste os lykkelige for, at der havde været pres på for at nå deadlines i løbet af perioden. Så sæt dig ned og lav den tidsplan – og gå gerne efter en ambitiøs en af slagsen, så du føler presset for at nå deadlines; du bliver glad for det i længden.

Det virker sikkert selvfølgeligt for de fleste, som har slæbt sig igennem et par års studier på Statskundskab. Opgaveplanlægning, problemformulering og dataind­ samling er næppe fremmede for den ambitiøse stats­kundskabsstuderende, og rådene kan virke banale og utilstrækkelige. Men hvert projekt og hver proces er forskellig, og derfor skal den enkelte studerende selv finde ud af, hvordan han eller hun får det bedst mu­lige ud af et maraton­forløb, som et bachelorprojekt er. For os var valget af projektformulering og dataindsam­lingen de største udfordringer, og tidsplanen var vores redning.

Afslutningsvist vil vi gerne gribe chancen for at takke vores klynge for gode idéudvekslinger og sparring samt vores vejleder Mette for den til tider hårde, men altid konstruktive kritik.

Den velforvaltede alkoholkultur

Skærmbillede fra Facebook

Den velforvaltede alkoholkultur

På Statskundskab er vi enormt kompetente, når der skal stilles kritiske spørgsmål. Men er vi også enormt kritiske, når der skal drikkes bajere? Kan man sige Statskundskab uden også at høre ekkoet om, at det kan godt blive vildere?

På Statskundskab er alt til debat – på nær at vi skal være fulde på fredag. Alkoholkulturen er institutionaliseret i det sociale liv og især i vores introforløb. Vores studenterforening Jacques D distribuerer årligt 13.000 liter øl fra Carlsbergs bryggerier til vores fordøjelsessystemer. Tutorernes fodboldhold hedder FK F.E.R.N.E.T. Let’s face it – vi har en særdeles velforvaltet alkoholkultur på Statskundskab, og man møder den allerede fra dag ét på champagnerundfarten.

”Let’s face it – vi har en særdeles velforvaltet alkoholkultur på Statskundskab, og man møder den allerede fra dag ét på champagnerundfarten” – Anders Joensen

Opremsningen af de faktiske forhold kan virke provokerende, og det understreger blot, at det er en virkelighed, som vi ikke er så gode til at forholde os til. Men hey, jeg skal ikke pege fingre. Jeg nyder da selv at give pensum fingeren, mens jeg hælder ti guldbajere i halsen og slipper svinehunden løs til fredagsbar i Kommunen. Jeg fremviste stolt min ølregning fra rusturen (673 kr.) og modtog anerkendende nik fra mine medtutorer.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg selv er en del af alkoholkulturen, og at jeg fører den videre til mine studiekammerater og mine russere. Hvem har ikke behov for at transformere sig til Mick Jagger, om ikke andet så bare et par timer, og glemme alt om Stata og skriveøvelser?

Guldøl og PTI-forelæsning
Mandag den 10. november uploadede Jacques D et billede af to førstesemesterstuderende, der fejrede en afleveret skriveøvelse med en guldøl, før de skulle til PTI-forelæsning. Jeg viste billede til formanden for Jacques D, Mathias Heinze, og spurgte, hvilke idealer man forherliger, når Jacques D lægger et billede som dette på Facebook.

”Det er vigtigt, at der er nogen, der stiller spørgsmålstegn ved det. Det er jo egentlig ment som en joke, men måske er det også mere end det, fordi det godt kan have nogle implikationer, når man giver udtryk for, at det er sådan, vi har det sjovt her,” lyder svaret.

Skærmbillede fra Facebook

Skærmbillede fra Facebook

Da jeg nævner, at vores studieleder Anders Wivel også har liket billedet fra den 10. november, storgriner Mathias Heinze og udbryder:

”Hvis man kommer udefra og ser, at der står nogen og drikker øl før en forelæsning, og deres studieleder åbenbart synes, at det er sygt sjovt, så vil man nok overveje, om det er et gennemalkoholiseret studie fra top til bund.”

Han mener dog, at vores alkoholforbrug hænger sammen med det stærke sociale studiemiljø. Jo mere man mødes, jo flere chancer har man for at skåle med hinanden:

”Jeg synes ikke, at vi drikker for meget. Vi drikker meget, men det tror jeg også hænger sammen med, at vi bruger meget tid sammen, og at vi fester meget sammen.”

Skål for selvkritikken
Vi er nybagte voksne mennesker, der endeligt er undsluppet teenageårene, hvor velmenende forældre og gymnasierektorer har forsøgt at sætte grænser for vores hunger efter vildskab og rus. Det er ikke min hensigt at udpege skyldige og ofre for, at alkohol spiller en stor rolle på Statskundskab – det gør den utvivlsomt også på andre studier.

”Hvis man kommer udefra og ser, at der står nogen og drikker øl før en forelæsning, og deres studieleder åbenbart synes, at det er sygt sjovt, så vil man nok overveje, om det er et gennemalkoholiseret studie fra top til bund” – Mathias Heinze

Jeg finder det blot tankevækkende, at et overforbrug af øl synes at være normen her, hvorimod det ses som et tegn på deroute andre steder i samfundet. Vi skal turde være kritiske over for vores egne vaner og ikke blot tage det for givet, at vi skal være fulde på fredag. Skål.

Udvekslingsstuderende er det nye sort!

Udvekslingsstuderende er det nye sort!

Måske har du allerede set eller hørt dem, når de i små flokke bevæger sig rundt på CSS? For de er her, og Københavns Universitet huser mange af dem. De udvekslingsstuderende altså.

De kommer – de lærer – de går. En forenklet, men alligevel rammende, beskrivelse af en udvekslingsstuderendes semester på Københavns Universitet. De kommer – fra hele verden af – de lærer – side om side med danske såvel som andre udenlandske studerende – og de går – måske uden at have knyttet nogle bånd af betydning til deres danske medstuderende.

Sidstnævnte fænomen oplevede jeg fra første række af, da jeg sidste semester havde fornøjelsen af et engelsksproget valgfag. Faget var interessant og tiltrak både danske og udenlandske studerende, men desværre viste en tendens sig hurtigt: De danske studerende optog pladserne i den ene side af lokalet, de udvekslingsstuderende pladserne i den anden. Selvom der blev arbejdet på kryds og tværs af nationaliteter, når undervisningen fordrede gruppearbejde, endte lektionen altid som den startede: Adskilt. De danske studerende forlod lokalet sammen, ligesom de udenlandske studerende også fulgtes ad. Uden for klasselokalets tykke vægge havde vi danske studerende altså ringe kontakt med de udvekslingsstuderende.

Jeg har ladet mig fortælle, at dette på ingen måde er et enestående eksempel. Tværtimod oplever en del udvekslingsstuderende at gennemføre et eller flere semestre på Københavns Universitet uden at have nogen synderlig kontakt med danske studerende. Det er rigtig ærgerligt – ikke kun fordi, at vi misser en fremragende mulighed for at få hevet de ellers så hurtigt glemte sprog fra gymnasietiden frem igen. Men også fordi vores viden om politik ligeledes kan blive styrket i mødet med andre politikstuderende fra hele verden. Er House of Cards et retvisende billede af, hvordan amerikansk politik fungerer? Hvorfor kalder tyskerne Angela Merkel for ”Mutti”? Sådanne og måske mere alvorlige spørgsmål kan man blive klogere på i mødet med udvekslingsstuderende. Omvendt kan vi også bibringe dem viden og funfacts om dansk politik og Danmark.

mao4_s24

De danske og udenlandske studerende kan dermed gensidigt profitere af hinandens selskab, hvorfor det kan undre, at begge grupper af studerende kan siges at være en smule tilbageholdende over for hinanden. Måske skyldes det, at det kun er de få, som kan overskue at investere tid og kræfter i venskaber, som kan siges at have en udløbsdato. Men i denne teknologiens vidunderalder, hvor dét at holde kontakten ikke er længere end et Facebook-like væk, er hjemrejsen ikke nødvendigvis lig med et farvel, men måske snarere et ”på gensyn”.

Hav det i tankerne næste gang, du støder ind i en af vores udenlandske medstuderende. For ja, det er givende og lærerigt at være i et multikulturelt studiemiljø. Og nej, venskabet behøver ikke ende ved hjemrejsen. Men først og fremmest er det sjovt og spændende at være i selskab med studerende fra alverdens afkroge!

Det flotte, levende og læsbare sprog er en kæmpe gevinst, som mange af os behersker, men som vi ikke må drukne i kringlede ordstillinger og tør tekst.

Har du tænkt på din skrift?

Det flotte, levende og læsbare sprog er en kæmpe gevinst, som mange af os behersker, men som vi ikke må drukne i kringlede ordstillinger og tør tekst.

Er du også frustreret over, at ord som ”således”, ”endvidere” og ”yderligere” dukker op overalt i din tekst? Velkommen i klubben! Her på falderebet af bacheloruddannelsen skuer jeg ud over et hav af opgaver og konstaterer – mens flere medstuderende nikker genkendende – at jeg skriver kedeligere end nogensinde før. Kedeligere, men også mere kompliceret.

Kringlet tekst
Jeg ser, at jeg i brugen af indholdsmættede konstruktioner og kringlede forklaringer har glemt det at skrive godt. At jeg har været så fokuseret på besvarelsen af opgavernes problemstilling, at tiden til flotte formuleringer og lækker skrift er røget i ”sidste øjebliks”-travlhed, manglende plads og andre (dårlige) undskyldninger. Det er rigtig ærgerligt, for jeg savner at skrive godt.
Og jeg ved, at jeg får brug for det senere, for flot sprog er en væsentligt del af god formidling.

I valgfaget ”Magt og Kommunikation i Moderne Miljøpolitik” har jeg ladet mig fortælle, at underviser og undervejs i efterårssemestret 2013 også fødevareminister, Dan Jørgensen, flere gange pegede på det paradoksale i, at nyansatte cand.scient.pol’ere ikke kunne skrive en god pressemeddelelse. Dét var ikke på grund af svigtende evner eller for lavt niveau, nej, nyansatte skulle intet mindre end ”omskoles”, når de startede. Omskoles? Væk med oppustede akademikersætninger og ind med et let tilgængeligt, læsbart sprog. Sådan som både arbejdsmarkedet og danskerne efterspørger det!

Vi kan skrive lækkert!
Jeg mener ikke, at CSS skal være et sproglaboratorium eller en lingvistisk højborg. Jeg mener heller ikke, at fagsproget skal vige for catchy tekst og tomme floskler. Der er ingen tvivl om, at fagsproget er en vigtig markør for statskundskaberen, og at der i fagsproget ligger en vidensmæssig autoritet.

”Vi skal passe på med at forfalde til et klistret snoreværk af lange sætninger og virkelighedsfjerne ord, når det, mange af os senere skal leve af, er et vedkommende og levende skriftsprog”

Jeg mener blot, at vi skal passe på med at forfalde til et klistret snoreværk af lange sætninger og virkelighedsfjerne ord, når det, mange af os senere skal leve af, er et vedkommende og levende skriftsprog. Vi kunne jo starte med at overraske alle og vise, at introkurser i notatskrivning og pressemeddelelser ikke behøves at være en del af startpakken som fuldmægtig forvaltningsmus. At vi statskundskabere stadig kan skrive, og at vi er gode til det!

Her er et menneske, og hør, hvad dét siger

Her er et menneske, og hør, hvad dét siger

God litteratur er både nyttig og nødvendig. Den rummer ikke blot en praktisk erfaring og diskussion af magtens og rettens væsen, men udstyrer også embedspersonen med et subjektivt korrektiv til kassetænkning i politik og forvaltning

Fornylig trak en litteraturpsykologisk undersøgelse større overskrifter på tværs af det ind- og udenlandske medielandskab. Undersøgelsens bagmænd var to amerikanske forskere i socialpsykologi. De kunne i en artikel, der blev bragt i det prominente tidsskrift Science, empirisk vise, at bare 15 minutters læsning af god skønlitteratur skaber øget empati hos mennesker. I modsætning til læsning af fx faglitteratur og triviallitteratur. Vi skal ikke komme nærmere ind på detaljerne vedrørende undersøgelsen, men blot konstatere en tilsyneladende stor cadeau til den gode skønlitteratur. En cadeau som synes at bakke op om en ældgammel påstand: At god litteratur både er nyttig og nødvendig.

Netop denne påstand er blevet fremført af foreningen Stats-lit, der slog sine første folder på instituttet i det forgangne semester. Ved at give sig i kast med de store værker og litteraturen som sådan vil fremtidens embedsstand stå langt bedre rustet til at varetage de magtfulde hverv, som den skal bestride. Som studerende ved et institut, der udklækker en pæn del af fremtidens offentlige beslutningstagere og -forvaltere, har man pligt til også at sætte sig ind i virkeligheden. Det, der foregår ude i samfundet. Og en af nøglerne til virkeligheden er litteraturen, lyder foreningens argument.

Magt og ret
Argumentet indeholder en klar reference til diskussionen omkring magt og ret, som har gennemstrømmet litteraturen siden Homer og de gamle grækere. Vi finder det derfor oplagt at starte dér – hos antikkens grækere – for at vise og understrege litteraturens nytte.

I den antikke historiker Thukydids store værk om den peloponnesiske krig mellem de græske bystater Athen og Sparta (431-404 f.Kr.) kan man læse en dramatisk dialog af – vil vi sige i dag – skønlitterær kvalitet. Thukydid lader her Athen føre en barsk dialog med den lille, relativt ubetydelige ø, Melos, der indtil nu har forsøgt at holde sig neutral i den pågående stormagtskonflikt. Athens ærinde er at indlemme Melos i det såkaldt deliske søforbund, datidens svar på forsvarsalliancen NATO, som den selv er ubestridt leder af. Og Athen har – med sine 38 medbragte krigsskibe og flere tusinder soldater – tænkt sig at sætte magt bag ordene, hvis Melos ikke makker ret. Thukydid illustrerer den athenske magtpolitik med følgende replikskifte:

mao2_s15

Athen: “…Men det vi gerne vil gøre klart er, at vi er kommet for at gavne vores egen magt og vil føre denne forhandling for at redde jeres by: Vi ønsker, at vi kan få magten over jer uden ulejlighed, og at I kan blive reddet – til gavn for begge parter.”

Melos: “Og hvordan skulle det kunne blive lige så gavnligt for os at være slaver, som det for jer ville være gavnligt at få magten?

Athen: Jo, I vil få den chance at rette jer efter os og derved undgå den værst tænkelige skæbne, og vi vil have fordel af ikke at ødelægge jer.

Melos: “Og I vil ikke acceptere, at vi forholder os passive og er jeres venner i stedet for jeres fjender, men uden at indgå forbund med nogen af parterne?

Athen: “Nej, for jeres fjendskab skader os ikke så meget som et venskab, der for vores undersåtter vil være et tydeligt bevis på svaghed, mens derimod had vil være et bevis for styrke for dem.

Samfundsvidenskab møder humaniora I virkeligheden
Bliver man en bedre magtforvalter ved at fordybe sig i en sådan dialog? Ja, hævder vi – og mener at kunne føje (mindst) 2 gode argumenter til den ovennævnte litteraturpsykologiske undersøgelse og Stats-lits ’litteratur-er-virkelighed’-påstand.

1) I dialogen tales om magt og ret i utvetydige vendinger, som – helt uden at forfatteren blander sig med værdidomme – gør magtens væsen tydeligt: Magten går undertiden i dialog med modparten, men kun på skrømt og kun for at kunne nå hurtigere frem til det resultat, som den i sidste ende også vil kunne gennemtvinge med vold. Men også rettens problem bliver tydeligt: For hvad hjælper det at gå i kritisk dialog med modparten og sætte sig til modværge, hvis resultatet er nådesløst givet på forhånd? Ikke så underligt at filologen og tidligere undervisningsminister Hartvig Frischi 1942 (!) udtaler om netop denne Thukydid-dialog: “I enhver lille Nation burde disse Sider af hans Værk gøres til obligatorisk Skolelæsning. Aldrig er en Stormagts Vilje paa een Gang mere kynisk og mere renligt kommet til Udtryk.”

Ganske vist er der formentlig tale om litterær fiktion, men at Melos blev indtaget af Athen, og at øens mandlige beboere blev udslettet – dét ved vi.

2) Thukydids dialog handler om mennesker. Glem for et øjeblik, at deres dialog, som vi argumenterede for under 1), kan ophøjes til etiske og psykologiske almengyldigheder om magt og ret. Det var først og fremmest subjektive menneskeytringer, som Thukydid gennem sin litterære fiktion holder op for læseren. Så læseren – selv hvis hun er samfundsvidenskabeligt opdraget magtforvalter og derfor forvalter sin magt med udgangspunkt i mere helhedsbaserede modeller og systemer, – modtager et subjektivt korrektiv, hver gang hun møder den slags skønlitteratur: Her er ét menneske, og hør, hvad dét siger!

Dermed mener vi også, at litteraturfordybelse på en samfundsvidenskabelig uddannelse ikke blot er at boltre sig mellem to elitære positioner i de højere luftlag, sådan som nogle kritiske indvendinger rundt i krogene har lydt. Som vi her har peget på, muliggør fordybelsen i litteratur en praktisk erfaring og diskussion af magtens og rettens væsen, af argumenters gyldighed og af virkeligheden af de mennesker, der enkeltvis eksisterer derude – i virkeligheden. Vi kan derfor kun tøve for længe med at få skønlitteraturen ned fra reolen.

Jens Refslund Poulsen er cand. mag. i klassisk filologi (latin, græsk og oldtidskundskab), lektor på Gefion Gymnasium og fagkonsulent i Undervisningsministeriet for gymnasieskolens klassiske fag samt almen sprogforståelse

Philip Larsen er redaktør på MED ANDRE ORD

Om faglig formidling inden og uden for universitets mure

Magelighedens kække ironi

Om faglig formidling inden og uden for universitets mure

Mangen en entusiastisk studerende har fra tid til anden fået sat sin nysgerrighed gedigent på prøve efter at være dukket velforberedt op til dagens forelæsning for blot at stifte bekendtskab med en taler på knækbrødskur. Knastørt som bare pokker. Og der findes næppe noget mere tærende for et opsat studenterkid end mødet med en indtørret underviser.

Heldigvis forekommer der også situationer med det omvendte fortegn. Endog ganske hyppigt på nærværende institut. Her kan især nævnes møderne med en inspi-rerende underviser, der giver én mod på at tage fat om en svært tilgængelig tekst endnu engang, fordi en dør blev åbnet under forelæsningen. Det er den slags, der er et drivende kit for vores videre politologiske dannelse.

Formidling og ansvar
Formidlings- og kommunikationsspørgsmålet stopper imidlertid ikke ved Kommunehospitalets eller universitetets mure. Mange studerende ved statskundskab kommer til selv at bevæge sig inden for samme felt i fremtidige jobs. Nogle havner et sted i den trykte presse og bliver her sat til at holde offentligheden orienteret om livets gang inden for politik, forskning og samfundet i al almindelighed.

Skulle man selv komme til at træde sine stier dér, vil jeg våge den påstand, at der følger et vægtigt ansvar med: At holde fast i den politologiske faglighed. Gennem årene tilegner vi os på statskundskab en viden og en analytisk kunnen, som gerne skulle gøre os i stand til at gå til omgivelserne med en kritisk iagttagelse og sans for detaljen, der forhåbentligt kan komme offentligheden til gode. Sådan må den idealistiske udlægning lyde.

Mellem fag- og magelighed
Det kan nemlig let ende i en rygkløende tekstkavalkade. En omgang underholdning for et mageligt publikum. Det stod mig for alvor klart, da jeg i semesterferien havde sat mig med morgenkaffen og weekendtillægget til den tyske avis taz. Her havde en af avisens skribenter kastet sig ud i tre siders sammenligning af Adorno og Richard David Precht, Tysklands hotteste mediefilosof. Det var med al sandsynlighed det ’fremmede’ sprog, der gjorde det muligt for mig at sætte fingeren på, hvad det var, der var generende ved ikke blot denne artikel, men også mange andre danske pendanter, som jeg har haft  lejlighed til at læse.

Jeg fæstnede mig især ved den popsmarte artikelstruktur med kækt indskudte sætninger og et lidt flakkende narrativ, som på en tilsigtet måde ikke helt holdt kursen, men dog forblev inden for rammerne af et oplevet flow. Strukturen forekom ikke så meget at være et forsøg på at distancere sig selv fra stoffet; smide skribentens jeg overbord – det gennemsyrede teksten fra top til tå. Den syntes snarere at tjene som en art undskyldning for overhovedet at beskæftige sig med temaet, at være faglig!

taz-skribenten forekom langt fra for dårligt intellektuelt rustet til sit emne, hvad enkelte passager lod røbe, men nærmere som bange for at optræde for ’vigtig’. Derfor svømmede artiklen over i selvironi, små anekdoter og vittige bemærkninger, mens der blev gjort et solidt forsøg på at hejse en underspillet midtfinger til de konservative krager ovre på Frankfurter Allgemeine Zeitung, som taz har for vane at gøre – sandsynligvis for at behage sit mere venstreorienterede klientel.

Et rum for faglig udfoldelse
Selvironi er også et grundelement i studielivet på statskundskab. Og selvironi er sundt. Men der er en grundlæggende misforståelse på spil, hvis man inkorporerer den for tykt i sin faglige formidling. At sætte fagligheden i centrum giver os mulighed for at placere noget andet end os selv dér – i centrum. Dermed gives fagligheden også de bedste trivselsbetingelser og forhåbentligt muligheden for at komme nysgerrige politologspirer (ordentligt) i møde.

På Institut for Statskundskab har vi mange muligheder for at få plejet vores nysgerrighed. Det være sig gennem foreningslivet, der trives i bedste velgående, eller rækken af tankevækkende forelæsninger som allerede påpeget.

MED ANDRE ORD slår nu sine døre op, og det er vores – redaktionens – idé at give rum for faglig udfoldelse og ikke mindst vække læsernes interesse over en bred politologisk palet. Vi vil søge ikke blot at hilse ethvert forsøg på at formidle stoffet på en inspirerende og tilgængelig måde velkommen, men også aktivt tilstræbe dette. Vi håber, at MED ANDRE ORD kan tjene som et frugtbart fællesskab mellem de studerende og mellem de ansatte og studerende. Og vi håber, at bladet kan fungere som en konstruktiv midtvejsstation, der kan sætte sit præg på fremtidens politologer – også dem på vej mod presseverdenen, hvor faglighed ikke behøver nogen undskyldning. Ballet er åbnet, og du er inviteret. ♦