Hume, we got a problem

Af Sille Vigsø og Thea Skjærbæk
Illustreret af Thea Skjærbæk

På statskundskab læser vi hvert semester mere end 3600 siders pensum. Vi kæmper os igennem støvede klassikere, ny-publicerede forskningsartikler, økonomiske regnemodeller og tunge jurabøger. Men tilbage i sommerferien – efter knap to måneder væk fra læsesalen – we couldn’t help but wonder: befinder vi os for højt oppe i det teoretiske elfenbenstårn? 

Vores akademiske midtvejskrise taler ind i en større debat, hvor statskundskabere ofte anklages for ikke at vide noget om virkeligheden. Statskundskabsstudiet er her synonym for pseudoarbejde, lommefilosofi og skrivebordsfanatisme. 

For at blive klogere på, om vores uddannelse overhovedet har nogen relevans for virkeligheden, tog vi drastiske midler i brug: Vi gik undercover. Som journalister. Med andre ord forkastede vi vores djøffede attitude, aflyste den sorte rullekrave og gemte bolche-bogen væk. I stedet rettede vi blikket mod den kommende fjerde statsmagt. Vi indøvede en tyk og empatisk århusiansk dialekt og fandt hipster-beanien frem (den der, der er lidt for kort, men også lidt sexy-cool). Og i spejlet så vi: Demokratiets vagthund, Mette Frederiksens værste mareridt; kritiske journalister med kompetente spørgsmål (og her mener vi ikke Henrik-Qvortrup-til-et-pressemøde-standarden). 

Men hvad skal man interessere sig for, når man vil teste om statskundskabens relevans holder i praksis? Demokrati – selvfølgelig! Og hvorhenne udspiller Danmarks demokrati sig allerbedst? Ikke i Folketinget, på Folkemødet eller Toga Vinstue. Nej, demokratiet findes på Rådhuspladsen en regnvåds-kedelig lørdag formiddag kl. 12.

Så vi tog altså et smut forbi det danske Pnyx. Alt det, som vi nogensinde har lært i DAK2 udspillede sig for øjnene af os: Vi stod blandt en vaskeægte græsrodsbevægelse. Det civile engagement var allestedsnærværende, og vi oplevede på første hånd, hvordan ikke engang Covid-19 har kunnet standse Danmarks århundrede lange kultur for demokratiske forsamlinger: De frivillige ildsjæle sikrer, at ingen i Danmark is Bowling Alone. De har romerlys (den moderne høtyv) i hænderne, mere end 24.000 likes på Facebook (det er flere likes end Kristendemokraterne og Veganerpartiet tilsammen), og du kender dem nok: Men in Black. 

Videnskabsteori is that you?

»Fuck højrefløjen. Fuck venstrefløjen. Vi er folket«. Sådan lød Men In Blacks første officielle pressemeddelelse. Men man skal ikke dømme politiske tænkere på evnen til at formidle deres budskaber klart og tydeligt. Tænk blot tilbage på Foucault, Butler og Rawls. Hurtigt gik det op for os, at vi befandt os blandt en masse videnskabsteori-interesserede medmennesker. Det var som at bladre helt febrilsk rundt i VM-bogen for at ende på en tilfældig side; det ene øjeblik blev der rejst kritik af ‘objektiv sandhed’, det næste øjeblik lød opfordring om at man skal ‘bruge sin sunde fornuft’. Vi mødte en demonstrant, som udtalte: »Det, der er logisk for mig er ikke nødvendigvis logisk for dig. Vi alle har, hver vores sandhed, fordi alle oplever verden gennem deres eget filter«. Sounds familiar? Demonstranten refererede åbenlyst til Berger & Luckmanns pointe om, at videnskabelig erkendelse er socialt situeret og ikke objektiv – Hume, we got a problem! 

Men ikke kun socialkonstruktivismen var repræsenteret på Rådhuspladsen – også de gamle grækere var til stede. Vi snakkede bl.a. med demonstranten Kasper, der med en øl i den hånd og en smøg i den anden, citerede en gammel kending: »Som Sokrates sagde; det eneste jeg ved er, at jeg intet ved…«. Også en anden herre refererede tilbage til bystaten Athen: »For mig vil det bedste være, hvis vi fik direkte demokrati. Så ville vi slippe af med levebrødspolitikere og lovgivning, der kun gælder for bestemte mennesker«. Dette ledte os ud i en længere videnskabsteoretisk diskussion, som vi ikke kan komme videre ind på her. Alt i alt bekræftede seancen, det vi lærte af Connolly om demokrati og tilblivelsens politik tilbage på PT2: Nedenunder vandets isfrosne overflade, finder vi spændinger, der former nye identiteter og måder at være til på. 

Danmark er en ung blond… bankmand?

Men hvilket Danmark marcherer disse frihedskæmpere så for? Ødelagte af Sociologi 1 spurgte vi naivt, om vores nye ven Kasper mon havde fundet nogle af sine argumenter i marxistisk teori. Han afviste stålsat vores spørgsmål. Rystende på hovedet fortalte han: »Det er ikke klasser – det er børn, der puttes i kasser og lærer at konformes. Du har et politisk system, hvor nogle bestemmer over andre«. Men hvem er det, der bestemmer? Dette spurgte vi ind til og forventede måske lidt, at svaret ville rette sig mod statsministeren eller Søren Brostrøm. But little did we know: »Bankmanden er den enevældige hersker. Danmark er et firma«. Og da vi gisper efter en uddybning, får vi en længere forklaring om, at roden til de problemer, som vi står overfor i dag selvfølgelig findes i begivenhederne knyttet til, da Danmark gik statsbankerot i 1813 (og så noget med at låne penge ude i verden og en nærig bankmand, der sidder på toppen af det hele). 

»Bankmanden er den enevældige hersker. Danmark er et firma«

Bankmanden var ikke det eneste fjendebillede, som de passionerede demonstranter fremlagde for os. Vi stødte på en fast klikke af fire veninder, som har fulgtes ad til flere MIB-demonstrationer. De advarede os om 5G-stråling, en magtfuld medicinalindustri og konsekvenserne ved at bære mundbind: »Når du bruger mundbind, så gør det modstand mod de partikler, som man ellers udånder, og som træer og blomster skal bruge…«. Dybt forskrækkede over denne nye information konkluderede vi: Fotosyntesen og kulstofkredsløbet er i fare. 

Kritisk borger i det 21. århundrede

Her stod vi så – mere forvirrede end til vores første skriveøvelse i Videnskabsteori & Metodologi. Kunne disse ærkedemokrater overhovedet siges at tilhøre den samme gruppe?

Svaret er ja: Selvom demonstranterne var forskellige ontologisk såvel som epistemologisk, så havde de et fælles emancipatorisk sigte. Derudover delte de en metodologi, som i sin rene enkelthed går ud på at være kritisk. Vi fik anbefalet Youtube og Rumble, som alternative informationskanaler til de mainstream medier. Det blev dog slået fast, at man ikke behøver, at være kritisk overfor disse alternative informationskanaler, fordi: »… nej… der må vel være noget om snakken«. 

Tilbage i tårnet

Overvældede af det danske deltagelsesdemokrati har vi langt om længe bevæget os tilbage til skrivebordet i det akademiske elfenbenstårn. Det må være sådan, det føles for Anders Agger, når han ydmygt har afdækket den autentiske verden. Vi har nu afprøvet, om vores statskundskabsfaglige kompetencer har relevans for virkeligheden. Om det var en succes, kommer an på, hvilke evalueringskriterier, der opstilles for en sådan systematisk vurdering. Sagt på en anden måde, må vi læne os tilbage og teoretisere os frem til det rigtige svar. 

Ris og ros modtages med kyshånd, og såfremt der er for meget af det første, lover vi at tage DMJX’s tillægsuddannelse i journalistik på kandidaten og blive rigtige journalister, der kan stille ordentlige spørgsmål.