Interview med Tim Knudsen: Kritisk sans og demokratisk sindelag

MED ANDRE ORD har mødt Tim Knudsen til en samtale om de store linjer i statskundskaben. Vi har i den forbindelse bedt ham kommentere på den kritik, Lars Bo Kaspersen fremsatte i sidste udgave af bladet.

– Mener du, at der er hold i Lars Bo Kaspersens kritik? Er de studerende ikke kritiske og innovative nok?

”Jeg kan godt følge Lars Bo Kaspersen i, at der måske er mange studerende, som er meget optaget af deres egen karriere. Men det skyldes jo også, at vi har et system, der i høj grad animerer de studerende til at blive hurtigt færdige.

Desuden mindes jeg i mine sidste år som underviser, at der var en stigende interesse for det, jeg vil kalde manipulationsvidenskab. Det vil sige valgforskning og politisk marketing. Mange studerende ville simpelthen have fidusen til at vinde det næste valg. Og det har altså ikke meget at gøre med at være kritisk og tænke ud af boksen.”

– Hvordan sikrer vi os, at statskundskabskandidater besidder evnen til kritisk stillingtagen?

”For det første skal der være plads til det. Hvis vi nu skal lade de studerende slippe af krogen, så kan der også fremhæves vigtige forsømmelser hos underviserne. Det handler om, at dansk statskundskab bæres af forskere, der har svært ved at se begivenhederne og de forhold, vi beskæftiger os med, i et historisk perspektiv. De fleste forskere mangler simpelthen historisk viden, og derfor er der stort set ingen i dansk statskundskab, der kan overskue de store linjer.

I stedet lægges der utroligt meget vægt på det teoretiske, da det er nemmere. Det har smittet af på de studerende og har resulteret i – lidt karikeret – at de studerende knapt kan kende forskel på Schlüter og Gravballemanden.”

– Hvilke specifikke problemstillinger mener du, at færdiguddannede bør kunne forholde sig kritisk til?

”I dag har man overlæsset embedsmændene med krav. De skal være lydige, loyale og sandhedskærlige, men samtidig skal de også have ’politisk tæft’. Nogen forskere mener, at det er helt fint, at embedsmænd presser grænserne til det yderste. Denne opfattelse deler jeg ikke. Jeg mener, at embedsværket skal holde sig inden for love og regler, og jeg håber, at man som studerende vil forholde sig kritisk til denne problemstilling.

Noget andet er de store spørgsmål som eksempelvis demokratipolitik. De færreste politiske partier har en  demokratipolitik og slet ikke en forvaltningspolitik. Her er det min forhåbning, at scient.pol’er kan bidrage til at stimulere disse diskussioner i stedet for at fokusere på, hvordan man ved hjælp af manipulationsvidenskab sikrer, at et bestemt parti vinder næste folketingsvalg.”

– Men skal Instituttet så uddanne kandidater til at have et særligt demokratisk sindelag?

”Til det vil jeg sige, at jeg med årene er blevet ret illusionsløs. Man kan sagtens hylde demokratiet i ord og ved skåltaler. Men når man først kommer ind i forvaltningen, bliver man rettet af i løbet af de første par år. I forvaltningen handler det om magt, og når magten er i centrum, laves der sjældent en kobling til normative demokratiidealer.

Men som studerende har man netop et frirum til at tænke frit og kritisk. Og når man har den mulighed, må man jo gøre sig nogle overvejelser omkring demokratiets tilstand. Så kunne de studerende som gruppe igen bidrage til en debat om demokratiet, som de har kunnet tidligere.