Borgerkrigen i Yemen har hidtil fået begrænset opmærksomhed. Konflikten er eskaleret siden Det Arabiske Forår og har vist sig at være yderst kompliceret med et utal af aktører, der har både åbenlyse og skjulte motiver. Spørgsmålet er, hvordan konflikten kan løses, og hvem der skal tage ansvaret. Maria-Louise Clausen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) kaster lys over situationen.
Som så mange andre mellemøstlige lande blev også Yemen påvirket af Det Arabiske Forår i 2011, hvor en tunesisk grønthandler satte ild til sig selv, og gnisterne spredte sig, indtil regionen stod i flammer. Protester blev pludselig daglig kost i lande, hvor man ikke havde set det før. For yemenitterne drejede protesterne sig især om deres præsident, Ali Abdullah Saleh, der havde ledet landet, siden Nord- og Sydyemen blev forenet i 1990. Befolkningen var ikke længere tilfreds med præsidenten, som havde tilranet sig store summer fra statskassen og desuden gjort for lidt for at sørge for udvikling i det fattige land.
Efter massive demonstrationer og protester udefra indgik Saleh en transitionsaftale og opgav magten i november 2011. Hans midlertidige efterfølger blev Abd Rabbuh Mansour Hadi, som havde været Yemens vicepræsident siden 1994, men som alligevel var en ret anonym figur. Han blev stemt ind som præsident, og selv om han var den eneste kandidat på sedlen, valgte 65% af de stemmeberettigede alligevel at tage til valgstederne. De fleste stemte på Hadi.
Transitionsaftalen beskrev derudover, at der løbende skulle føres dialog mellem de politiske grupper sådan, at der kunne udformes en ny grundlov og afholdes et valg. I marts 2013 samledes de samme grupper i FN-regi, fordi man kunne se, at de to mål ikke ville blive opnået inden for den aftalte periode. Efter et år med dialog blev det i januar 2014 bestemt, at Hadis regeringsperiode skulle forlænges med endnu et år. Aftalen blev dog ikke implementeret, og nogle politiske grupper var slet ikke inkluderet i processen.
Dybere splittelse
Der findes en konfliktteori, som siger, at hvis befolkningens forhåbninger stiger (for eksempel som følge af en revolution), så er det altafgørende, at deres realiteter ikke bliver værre. I så fald bliver afstanden mellem forhåbninger og realitet så stor, at utilfredshed leder til oprør. Efter revolutionen forværredes sikkerheden og økonomien i Yemen. Dråben, der i sidste ende fik bægeret til at flyde over, kom i form af benzin:
»Hadi var tvunget til at fjerne subsidiering af olie og gas af Verdensbanken, fordi statskassen var tom. Men det havde store konsekvenser, da yemenitter ikke bare bruger benzin til at køre bil. Vand, generatorer, strøm etc. Det hele kører på benzin,« siger Maria-Louise Clausen, postdov for DIIS og Yemen-ekspert.
Kort efter gik Houthierne, en rebelgruppe fra det nordlige Yemen, ind i landets hovedstad Sana’a i september 2014. De overtog kontrollen over byen, men de lod statsapparatet arbejde videre. Dog kun frem til januar 2015, hvor Hadis stabschef blev kidnappet, og han selv blev sat i husarrest. Hadi resignerede fra præsidentposten, men formåede at flygte: først til Aden og derefter til Riyadh i Saudi-Arabien. To dage efter gik en saudisk-ledet koalition ind i Yemen med luftangreb for at tage kontrollen tilbage fra Houthierne.I et overraskende plot twist viste det sig dog, at Houthierne var allierede med ingen andre end Saleh, landets tidligere præsident og deres gamle ærkefjende.