Hvad er fremtidens statskundskab? Hjemstedet for saglig magtkritik eller en konkurrence mod CBS? MED ANDRE ORD var med, da seks nyudnævnte professorer udlagde deres syn på statskundskabens substans og rolle i samfundet.
Af Anders Joensen
At indkapsle fænomenet statskundskab, dets potentiale og dets udfordringer, synes at være en stor mundfuld at gabe over. Det var dog netop hvad de seks professorer Anne Rasmussen, Dorte Sindbjerg Martinsen, Kasper Møller Hansen, Mikkel Vedby Rasmussen, Rebecca Adler-Nissen og Peter Thisted Dinesen havde i sinde en tirsdag eftermiddag i april. Flankeret af den altid hurtigtsnakkende Clement Kjærsgaard forsøgte de at sætte ord på, hvordan statskundskab som disciplin og som institution kan bevare sin relevans i fremtiden. Interessen for arrangementet var da også stor i et fyldt auditorium, hvor alt fra 2. semesterstuderende til tidligere studerende bød ind med spørgsmål, om hvor statskundskab skal bevæge sig hen. Ikke overraskende – vi elsker jo at tale om os selv og vores helt særlige placering tæt på magtens tinde.
De seks professorer bød ind med forskellige synspunkter i den store samtale om, hvad statskundskab er for en størrelse. Selvom der ikke blev præsenteret et samlet facit, var visse mønstre at finde i deres indspark til debatten. Disse mønstre lænede sig i høj grad op ad ting, som vi har hørt mange gange før: Den kritiske sans, evnen til at forstå komplekse problemstillinger, internationalt udsyn og så videre.
Statskundskabens kardinaldyder
Evidensbaseret forskning var blandt de kardinaldyder, som flere af de nyslåede professorer fremhævede. Kasper Møller Hansen lagde vægt på, at statskundskabens fortsatte relevans for samfundet bedst sikres ved at ”være derude” og forankre instituttets forskning i virkeligheden. Dorte Sindbjerg Madsen stemte i og betonede vigtigheden i, at vi skal være i akademisk dialog med dem, som rent faktisk træffer beslutningerne. Peter Thisted Dinesen fremhævede, at det vi skal sælge os selv på, er vores analytiske kompetencer og evne til at formidle indsigter om virkeligheden – både som individer på jobmarkedet og som institution i samfundet.
En anden kardinaldyd, som blev fremhævet flere gange, er den kritiske sans. Både når vi forholder os til kommercielle analyser, men også når vi evaluerer international politik: Er det vi har gang i rigtigt eller forkert? Rebecca Adler-Nissen mindede os om, at man som forsker (og studerende) skal huske, at produktion af viden altid har en normativ dimension.
Flere af professorerne understregede, at vi i højere grad skal prioritere den internationale dimension. Publikationer skal ud i verden, og verden skal i højere grad inviteres ind på Institut for Statskundskab, både i kraft af pensum og flere internationale studerende. Mikkel Vedby Rasmussen påpegede, at statskundskabens succes afhænger af, at vi er i stand til at belyse sammenhængen mellem det lokale, det nationale og det internationale.
Gammel vin på nye flasker?
Evidensbaseret forskning, den kritiske sans og øget internationalisering. Der er intet kontroversielt eller overraskende ved disse fokuspunkter. Det står garanteret i de flyers, som deles ud til gymnasieelever, når der afholdes Åbent Hus for fremtidens statskundskabsstuderende. Er diskussionen i virkeligheden et udtryk for, at statskundskaben står i stampe, og at de nyudnævnte professorer hælder den gode gamle vin på nye flasker?
Ikke nødvendigvis. Internationalisering af studiet er en reel og saglig ambition, når man vil sige mere og mere om en verden, som lader til at blive mindre. Og måske er evnen til at oversætte en kompleks virkelighed til forståelige resultater selve kernen i statskundskaben, sammen med evnen til at lave saglig og begrundet magtkritik. Rebecca Adler-Nissen sagde det meget klart:
”Jeg er politolog. Jeg forstår magtens anatomi.”
Fremtidsvisioner og magtkritik?
Der kan ikke sås tvivl om, at statskundskab som disciplin har et solidt fundament, som er værd at bygge videre på. Tiden til paneldebatten var knap, og spørgsmålene var mange. Derfor er det klart, at alle aspekter af statskundskabens substans og rolle ikke blev afdækket denne tirsdag eftermiddag. Som tilhører kunne man dog godt savne de store armbevægelser og fremtidsvisioner.
Peter Thisted Dinesen konstaterede som noget af det første, at der i fremtiden vil være færre jobs til os i en krympende statsadministration. Derefter blev samtalen i høj grad framet som en konkurrence mod CBS om arbejdsgivernes og det private erhvervslivs gunst: Hvem er bedst til styring? Hvem er mest kompetent? Hvem kan måle præcist? Disse spørgsmål fik man entydigt svar på: Vi er bedst på statskundskab – hvis vi selv skal sige det.
Man fik dog ikke svar på, om dette konkurrenceframe også fremover skal være dominerende for vores tilrettelæggelse af uddannelse og forskning på Institut for Statskundskab. Ingen af de tilstedeværende professorer stillede spørgsmålstegn ved præmisserne om, at staten skal slankes, eller at vi skal rette os efter efterspørgslen i det private erhvervsliv. Tværtimod fik man at vide, at forskningsmidlerne fra private fonde ikke lugter det mindste. Den kritiske sans, som vi så gerne vil promovere, var højst til stede som en trækken-på-skuldrende over for beslutninger, som træffes langt væk fra de trygge professorkontorer.
Produktionen af viden på Institut for Statskundskab er uden tvivl med til at skabe den politiske virkelighed. Er man professor på Instituttet, har man derfor en position, hvor man er i stand til at præge denne virkelighed med normative overvejelser om, hvordan vi gerne vil indrette samfundet fremover. Man er faktisk i stand til at fremsætte en magtkritik, som bliver hørt.
Hvis man er politolog, og derfor forstår magtens anatomi, kan man jo overveje at udfordre den lidt en gang imellem.