Redaktionen har headhuntet Caroline Grøn, adjunkt og underviser i blandt andet National Forvaltning, til at være forårssemesterets Side 9-VIP’er. Få en unik mulighed for komme ind under huden på en af Instituttets velkendte ansigter.
Af Thor Bjørn Andersen
Hej Caroline. Kan du ikke fortælle, hvad du laver for tiden, rent arbejdsmæssigt?
Jeg arbejder på et par projekter, faktisk. Det ene er SPARK (Krisestyring: Forvaltningspolitik og offentlig organisation i en sparetid, red.), hvor jeg har fortaget en masse fokusgruppeinterviews om, hvorfor nogle markarbejdere bruger de værktøjer, de får fra ledelsen, og andre ikke gør. Det er et projekt i Frederiksberg Kommune med pædagoger, hvor jeg lige nu sidder og behandler alle de interviews, som jeg har lavet.
Jeg er også ansvarlig for en rigtig spændende specialisering, der hedder ”Organisation og ledelse”. Det er en specialisering for dem, der blandt andet vil arbejde med ledelse, styring, evaluering og organisationsanalyser.
Sejt! Du har din egen specialisering!? Det må kræve, at du læser en masse tykke bøger. Hvilken bog har egentlig gjort størst indtryk på dig?
De bøger, der har gjort størst indtryk på mig, er nok Nils Brunssons bøger om organisationshykleri. Da jeg læste dem, åbnede der sig en ny verden for mig. Der var imens, at jeg skrev speciale, at jeg fik øjnene op for dem, og sjovt nok har jeg aldrig brugt dem straight out i min forskning – men de har været til stor inspiration.
Okay, Caroline, nok om bøger og forskning. Hvis jeg siger Kælemisbrillen*, hvad siger du så?
Hahaha! Ja, jeg var inde hos Jens Olaf Jersild for at blive interviewet til et meget perifært program, som nok kun min mor og mand havde set. Men efter nogle dage er der en, hvis lillesøster jeg har gået i klasse med, der skriver til mig på Facebook og siger, at han har set mig i Natholdet. Så tænker jeg: What? Og ja, så ruller det bare derefter. Jeg fik meget mere opmærksom på brillen, end på det ellers vigtige budskab jeg havde.
Det må jeg nok sige! Selvom du ikke er professor her på instituttet, så tør jeg godt sige, at du måske er den mest kendte forsker fra Statskundskab. Er brillen blevet noget, som du aktivt bruger til selvpromovering?
Nej, det er det faktisk ikke. Nogle studerende siger, at det er en stor del af mit personlige brand, og det skal man jo ikke underkende. Men jeg har også nogle gange fået af vide, at jeg skal tage brillerne af, når jeg skal filmes, fordi de forvirrer mere, end de gavner. Men jeg har dem stadigvæk!
Rygtet vil vide, at dig og Anders Wivel fandt sammen til en julefrokost. Er det sandt?
Nej, det kan man ikke rigtig sige. Vi har jo været til mange julefrokoster sammen. Men det var ikke dér, jeg lærte ham at kende. Det var et andet sted.
Okay, jeg skulle også bare lige høre. Nu hvor vi er et det hjørne, hvad er det mest sexede inden for dit metodefelt?
Det må nok være at nå mætningspunktet. Når man har brugt lang tid på interviews og endelig finder ud af, hvad det egentligt er, det hele handler om. Det er nok det mest sexede, hvis man kan sige det på den måde.
Har du haft nogle bekymringer ved at stille op til det her interview?
Ja, lidt i forhold til, om jeg rammer genren, for det kan godt være lidt svært en gang imellem. Det er jo ikke denne her slags interviews, som jeg optræder mest i. Og så er der selvfølgelig den klassiske frygt for, hvorvidt der bliver grinet med mig eller af mig.
Det skal du ikke være bekymret for, jeg synes, at det har været rigtig sjovt. Og tak fordi du ville stille op. Det er vi meget glade for på MED ANDRE ORD.
Lidt inden interviewet er ved at være slut, bankes der på døren, men Caroline Grøn åbner ikke. Vi afslutter interviewet, og jeg takker for hendes medvirken.
Da vi åbner døren til gangen, står der en ung fyr og venter. Han havde fundet et par briller i frokoststuen og ville lige aflevere dem til Caroline Grøn. Det var Kælemisbrillen, selvfølgelig. Jeg kunne derfor gå hjem med et godt interview samt med et glimt af den danmarkskendte brille.
*I en udsendelse af TV-2 programmet Natholdet, blev der vist et klip med Caroline Howard Grøn fra et DR2-program. Programmets vært, Anders Breinholt, døbte i den forbindelse Caroline Howard Grøns briller for ’kælemisbrillen’.