Langt ude på Søndre Campus (tidligere kendt som KUA) kan litteraturstuderende tage kurset ’Den politiske roman i dag’, hvor pensum blandt andet består af Foucault, Fukuyama og ’I Love Dick’. MED ANDRE ORD har interviewet kandidatstuderende Anton Juul om, hvad der gør en roman politisk, og hvorfor vi overhovedet skal bekymre os om litteratur, når vi taler politik.
Hvordan vil du definere, hvad der gør en roman politisk?
Jacques Ranciere har et begreb, som han kalder for opdelingen af det sanselige. Det minder lidt om Foucaults diskursbegreb eller Butlers rammebegreb. Men det handler om, hvordan verden er organiseret, hvordan liv er organiseret i verden, i samfundet, i en given kontekst. Fordi litteratur består af sprog, så kan den nogle gange forstyrre opdelingen af det sanselige eller den ramme, som vi accepterer omkring os. Et eksempel er en forfatter, der hedder Gustave Flaubert, som skriver i 1800-tallet. Personligt er han egentlig meget apolitisk og uinteresseret i politik, men Ranciere siger, at Flauberts litteratur er politisk på den måde, at han bruger en høj stil til at skrive om noget, som egentlig er lavt, som er bønders liv og provinslivet.
Og så bliver det politisk?
Så bliver det politisk, fordi det vender det hele på hovedet. At han på den måde skriver romaner til nogle, som egentlig ikke skal læse dem. Litteratur er noget, der opstår i magtens centrum, især i Frankrig hvor teatret, dramaet og romanen er noget, man dyrker i hoffet.
Så det bliver politisk, fordi det går på tværs og forstyrrer den orden?
Ja, fordi det både forstyrrer den etablerede litterære orden: Hvem kan læse bøger? Men også skildrer noget andet, end hvad litteraturen egentlig er ment til.
’The Handmaid’s Tale’ på pensum
Hvad siger en nyere roman som Margaret Atwoods ’The Handmaid’s Tale’ om det politiske?
Margaret Atwood fremskriver en dystopi, hvor en radikal, kristen organisation har overtaget magten i USA for at deale med en klimakrise. Den har manifesteret sig i menneskene på den måde, at der er en infertilitetsepidemi på færde. Det er blevet svært overhovedet at føde børn, og hvis man ikke kan føde børn, så er det vanskeligt at videreføre samfundet. Det er svært at forestille sig en fremtid. Men dystopien – og derfor også utopien – er politisk, fordi den kaster en fremtid op, som man så kan forholde sig til i et politisk klima, hvor kimen til de her ting måske allerede ligger.
The Handmaid’s Tale er skrevet i 1980’erne, og Atwood skriver selv i efterordet, at hun reagerer på nogle radikale kristne, der fik mere magt i den tidsperiode i USA. Det er den kvalitet, som litteraturen har, at det også handler om at forestille sig verdener, bebo de verdener med nogle mennesker og organisere dem: Hvis man var organisator for en verden, hvordan ville den så se ud?
Det personlige er politisk
Det er meget tydeligt, at The Handmaid’s Tale er politisk. Vi kan alle sammen trække nogle tråde til politiske fænomener, vi ser ude i samfundet lige nu. Men er der andre romaner, hvor der er mere fokus på individet, og det politiske ikke er så klart?
Der er også politiske romaner, der handler om personlige erfaringer. Tyvens Dagbog af Jean Genet handler om Jeans egne erfaringer som tyv og trækkerdreng i 1930’erne og hans vagabondliv i Paris. Den kan være politisk, hvis man kender udgivelseshistorien: Der er en oprindelig udgave, som blev udgivet i 400 eksemplarer i et lille obskurt forlag i Schweiz, men da det store, franske forlag, Gallimard, pludselig gerne ville udgive hele hans samlede værker, så blev han bedt om at omskrive nogle passager, som var meget seksuelt eksplicitte. Han skriver om homosex: mænd, der har sex med mænd. Det viser på en meget konkret måde, hvordan nogle erfaringer ikke kan siges eller ikke må skrives til offentligheden. På den måde kan det personlige også blive politisk, fordi det handler om, hvilke erfaringer, der har plads i den offentlige sfære; hvad man tænker, at den offentlige sfære kan klare eller kan læse. På den måde kan en roman, som handler om ét menneske og det menneskes liv, også være politisk. Ligesom feminismen i 1970’erne siger, at det personlige er politisk.
The end of history?
Jeg var inde at læse i jeres kursusbeskrivelse, og der står, at bøgerne er udvalgt efter spørgsmålet: ’Har romanen i dag opgivet troen på sig selv, og ikke blot på sin egen fremtid, men også på verdens fremtid, på fremtidens fremtid?’ Hvad betyder det?
Der løber en stærk kapitalismekritisk åre igennem kurset og igennem hele faget litteraturvidenskab. Det handler på en måde om verdenshistorien: Med murens fald skriver Francis Fukuyama et essay om, at det var slutningen på historien, fordi der nu ikke længere er nogen ideologisk kamp til at drive historien fremad, og det betyder, at fremtiden ikke er anderledes end nutiden. Der bliver kun mere af det samme. Tiden er ligesom låst fast i det kapitalistiske system, og det er den af forskellige årsager. En anden teoretiker, Fredric Jameson, som vi læser i forbindelse med utopier, skriver et sted, at det er nemmere at forestille sig verdens undergang – som vi ser i diverse apokalyptiske dystopier – end at forestille sig enden på den liberale kapitalisme.
Betyder det så, at romaner i dag kun kan være melankolske?
Nogle af dem er i hvert fald. At det handler om at identificere en modløshed i samtiden, så man i forbindelse med kapitalismen kan tale om, at vores forestillingsverdener måske er fuldstændigt udmattede. At mennesker bliver fuldstændigt udmattede i det her system, som på mange måder baserer sig på ulighed og skaber ulighed, eller som der i hvert fald er mange problemer ved.
Dystopien som håb for fremtiden
Er der ikke nogen af jeres tekster eller romaner, der så giver håb for fremtiden?
Jo. Selvom Margaret Atwood fremskriver en dystopi, som på mange måder er helt håbløs, så er der en implicit pointe i, at vi godt kan modarbejde det. Tit gør litteraturen os opmærksom på noget, fordi det fremmedgør os over for et fænomen. Det er i hvert fald et virkemiddel, som litteraturen kan bruge: at man kan forstå noget i et andet sprog. Så snart du kan pille noget løs fra dets ’mægtighed’ – at du kan forestille dig, at noget kunne være anderledes – så kan du også frisætte din fantasi eller forestilling og reelt forestille dig en fremtid, som ikke bare er mere af det samme. Det går jeg i hvert fald personligt meget op i: At der for eksempel i teoretiske grene, som queer-teori og feminismens kritik, er et underliggende håb om, at kritikken af det nuværende kan føre noget andet med sig. Hvis den ikke kunne det, så ville det jo ikke give nogen mening at udføre den kritik. Jeg tænker, at litteratur må gøre lige præcis hvad den vil – det gør den jo, den gør fucking, hvad den vil – og så kan man som litterat eller læser bare læse bøgerne, man behøver jo ikke nødvendigvis at være enig med dem. Men romanerne fortæller os jo et eller andet, og det må man tale om.
Anton Juul er i gang med sit første semester af kandidaten på litteraturvidenskab. Han har studeret på Université Paris VIII og i den forbindelse lavet research til den danske udgave af Jean Genets ’Tyvens dagbog’. I sin fritid danser han ballet og forfatter prosa og poesi.
ANTON ANBEFALER
Margaret Atwood: The Handmaid’s Tale
Fortælling om tjenerinden Offred og hendes vej ind og eksistens i et dystopisk og radikalt, kristent samfund, hvor fertile kvinders eneste arbejde er reproduktion.
Ursula K. le Guin: Akaciefrøenes Forfattere
Undersøgelser af myrelitteratur, pingvinpoesi og naturens fantastiske skaberkraft og agens.
Jean Genet: Tyvens Dagbog
Den nedrige tyv og prostituerede bøsse, Jeans, dagbogsoptegnelser fra 1930’erne og en vagabondtilværelse fyldt med masochistisk ydmygelse og seksuel fryd.
Annie Proulx: Barkskins
En episk, historisk fabulation over nedfældningen af de boreale skove, ødelæggelsen af det oprindelige folks territorier og USA’s og Canadas fødsel.