Et mindre hold af rygere har indfundet sig foran bygning 35 på Center for Sundhed og Samfund. Ovenover dem er himlen grå, og bygningens indgang er dekoreret med et stort banner med påskriften: ‘ASYLSTRAMNINGER ØDELÆGGER LIV’. Der er knap en halv time til, at arrangementet ‘I øjenhøjde med Inger Støjberg’ begynder, men inde i auditorium 35.01.44 har mange studerende allerede taget forventningsfuldt plads.
Sammen med fagforeningen Kommunikation og Sprog har studenterforeningen Politik og Kommunikation (PoKo) denne kolde tirsdag eftermiddag inviteret Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til samtaleinterview for at lære personen bag et af Danmarks mest omdiskuterede ministerområder at kende.
Klokken runder 17.00, og der er 15 minutter til, at arrangementet starter. Næsten alle de røde sæder – der til forveksling ligner noget, man kan finde i en biograf – er besatte. De mange deltagere står spredt rundt i rummet med skiftevis kaffekopper og Coca Cola Zero i hånden. Dresscoden er ‘business casual’, og farvepaletten er marineblå, sort og hvid. Kun enkelte striksweatre og blomstermønstre bryder billedet.
»Ja, fra et samråd til et andet samråd«
Klokken bliver 17.15, men Inger Støjberg er ikke til at se nogen steder. En af arrangørerne tager ordet og undskylder over for de fremmødte. Inger Støjberg kommer direkte fra et åbent samråd, fortæller han, og hun er desværre blevet forsinket. Han opfordrer deltagerne til at fylde kaffekoppen og knappe op for endnu en Coca Cola Zero.
»Din politik slår ihjel«
»Ja, fra et samråd til et andet samråd,« lyder den første joke fra ministerens side. Klokken er 17.28, og Inger Støjberg er netop ankommet til bygning 35, har sat sig i en rød loungestol og åbnet den ene af de to Coca Cola Zeros, der er stillet frem til hende. Hun ser på trods af forsinkelsen og det netop afsluttede samråd meget afslappet ud. Knolden er stram, og lakstiletterne er minimum 10 centimeter høje.
Overfor Inger Støjberg, i den anden røde loungestol, sidder dagens ordstyrer Kirstine Rask Lauridsen fra kommunikationsbureauet Operate A/S. Kirstine Lauridsen sætter sig til rette og lægger ud med at spørge dagens gæst, hvorfor hun blev interesseret i politik. Dog når Inger Støjberg knap at åbne munden, før en ung kvinde i sort striktrøje og farverigt halstørklæde stiller sig op og med fast og høj stemmeføring begynder at læse op:
»Den 20. november sidste år forsøgte politiet at […]« formår hun at få ud, før resten af sætningen drukner i larm fra salen. Flere studerende beder hende højlydt om at sætte sig ned, men én efter én stiller op mod 25 studerende sig op og begynder at læse andre flygtninge-fortællinger op. Arrangørerne forsøger uden held at skabe ro i salen. Flere gange griber de mikrofonen eller går op til demonstranterne for at bede dem om at sætte sig ned eller gå. Det virker heller ikke. Der går flere minutter, før publikum falder til ro, og efterfølgende er demonstranternes fortsatte gentagelse af sætningen »Din politik slår ihjel«, det der dominerer rummet.
De demonstrerende studerende samler deres ting, marcherer op ad auditoriets midtergang og forsvinder ud af bagindgangen. Nede forrest i auditoriet sidder Inger Støjberg overraskende afslappet og med et afventende udtryk i ansigtet. Hun smiler til det publikum, der nu har alle øjne rettet mod hende, og foreslår, at demonstranterne skulle have taget det store banner helt med ind i salen, så man bedre kunne læse det. Der lyder spredte grin fra salen, mens Kirstine Lauridsen hurtigt fortsætter med den næste række af spørgsmål til kvinden, der ikke virker det mindste berørt.
//Hør et videoklip fra demonstrationen i bunden af artiklen//
Et drømmejob
»Jeg er glad hver eneste dag, jeg går ind i ministeriet, og jeg er glad hver eneste dag, jeg går hjem«, siger Inger Støjberg om sin beskæftigelse som Udlændinge- og integrationsminister.
På udlændingeområdet har hun både været med til at forme Venstres politik og selve det ministerium, hun i dag står i spidsen for, og ministeren under andre politikere at prøve at kunne skabe og følge politik til dørs på samme måde. Som Beskæftigelsesminister tilbage i 2009-2010 tog Inger Støjberg et valg om, at hvis hun fik muligheden for endnu en ministerpost, ville hun være mere sig selv og så tage øretæverne, hvis og når de kom.
Udlændingeområdet er Inger Støjbergs hjertebarn. Det er det blandt andet, fordi hun gerne vil have indflydelse på den flygtninge- og migrationskrise, vi står i i øjeblikket, og som hun mener kommer til at forandre Danmark, Skandinavien og Europa. Ifølge Inger Støjberg handler hendes rolle som politiker om at udfordre konventioner, der i mange tilfælde er skrevet før globaliseringens tid, og stille spørgsmålstegn i stedet for bare at administrere.
»Jeg er glad hver eneste dag, jeg går ind i ministeriet, og jeg er glad hver eneste dag, jeg går hjem«
Efter en samtale om ghettoplaner og opgør med parallelsamfund, der virker, fortæller Inger Støjberg, at der kommer en god plan. Godt nok ikke i morgen, men snart. Kirstine Lauridsen spørger ind til livet som politiker, og hvordan man holder gejsten ved lige.
»Det gode ved mit job er, at der ikke rigtig er nogen andre, som vil have det«, svarer Inger Støjberg og høster grin fra salen. Alligevel opfordrer hun forelæsningssalens publikum til at gå ind i politik, og forsikrer alle om, at arbejdsklimaet inde på Christiansborg er langt bedre end, hvad man kan få indtrykket af på de sociale medier. Hendes eneste råd er, at man skal være robust af natur. Det er hun heldigvis selv.
Og lige netop det med arbejdsklimaet og respekten inde på Christiansborg afspejles i Inger Støjbergs gode venskab med folketingsmedlem for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen. Et venskab, der startede som gensidig modvilje og også har haft sin del af op- og nedture.
»Altså det er jo gået fuldstændig galt politisk med hende,« siger Inger Støjberg om Enhedslistens store profil og fortsætter til lyden af latter fra publikum:
»Hun er dog ufatteligt glad for cola, og der er ikke noget bedre for mig end, når hun sidder og svælger i de kapitalistiske dråber.«
Kager og kommunikation
Til trods for lagkager, Muhammedtegninger og flere samråd er Inger Støjberg fortsat Danmarks mest populære minister. Mange af Kirstine Lauridsens spørgsmål besvares med jokes fra ministerens side, og Inger Støjberg høster flere grin fra salen. Blandt andet foreslår hun halvt i spøg, at man burde kommunikere mere i kager eller via annoncer i libanesiske aviser. Begge ting er billige og kan komme verden rundt.
Troværdighed, fortæller Inger Støjberg, er et gennemgående tema i hendes måde at kommunikere på på de sociale medier. Hun har aldrig lært sig at bruge hverken Twitter eller Instagram, men skriver altid sine egne opdateringer på Facebook og opdaterer kun, når hun synes, at hun har noget at bidrage med.
Og Inger Støjbergs bidrag har været så markante, at flere spår hende en fremtid i Venstres ledelse. Da Kirstine Lauridsen spørger om Inger Støjberg sigter efter sådan en plads, udløser det et nervøst grin.
»Hvis man skal være formand for Venstre, så skal man have evnen, lysten og viljen – og jeg har ikke gjort op med mig selv, om jeg har nogle af delene endnu,« svarer ministeren med et glimt i øjet.
»Det lyder måske lidt Trump-agtigt«
Kirstine Lauridsen spørger Inger Støjberg, hvad hun gerne vil huskes for, når vi tænker tilbage på hende som politiker om 1, 15 eller 20 år. Efter lidt betænkningstid svarer ministeren:
»Man må gerne stå tilbage med en tanke om, at man ikke altid var enig med mig, men vidste hvor jeg gerne ville hen og hvorfor.«
Og dagens gæst er langtfra altid enig med Inger Støjberg. På de to store skærme, der er placeret forrest i rummet, toner en video af Uffe Elbæk frem. Han er iført en sweater med skriften ‘SPACE’ på brystet. Han spørger ministeren, hvordan hun vil forholde sig til et problem med klimaflygtninge, der migrerer på grund af ændrede levevilkår forårsaget af klimaforandringer. Inger Støjberg afviser hurtigt klimaflygtninge som fænomen og benytter sig af udtrykket ‘klimamigranter’ i stedet. Og migranter skal ikke have ophold i Danmark. Til gengæld åbner hun op for muligheden for, at Danmark på et tidspunkt skal tage imod flere kvoteflygtninge, men understreger også, at den økonomiske og sociale regning af fejlslagne ghetto- og integrationsplaner skal betales først.
Rom og cola og kritiske spørgsmål
Klokken har godt og vel passeret 18, og de første publikummer har både gabt og strakt sig i de polstrede sæder, men da Kirstine Lauridsen bedyrer, at det er blevet tid til spørgsmål fra salen, liver publikum op igen. De sidste 15 minutter af dagens program giver de studerende en unik mulighed for at stille ministeren direkte spørgsmål. Den første studerende får tildelt mikrofonen og spørger kritisk om, Støjberg og resten af partiet Venstre vil fortsætte med at opildne den debattone og -kultur, der på de sociale medier særligt har kendetegnet udlændingedebatten.
Inger Støjberg mener, at det er ude af partiernes hænder. Hun svarer, at den ophedede debat handler om en generel skepsis over for politikere og det politiske system, som er blevet overset.
»Det lyder måske lidt Trump-agtigt,« griner ministeren.
Spørgsmålene fra salen er særligt møntet på Inger Støjbergs håndtering af flygtningekrisen. Der bliver diskuteret kvoteflygtninge, anerkendelsesprocenter, om flygtninge, der kommer til Danmark, kan betegnes som velhavende og menneskerettigheder. En af ministerens afsluttende kommentarer er møntet på aftenens demonstranter. Hun roser dem for at møde op til interviewet i stedet for at gemme sig bag sociale medier.
Arrangementet er gået over tid, og en håndfast repræsentant fra Politik og Kommunikation afbryder en af spørgerne, da han skal til at stille et opfølgende spørgsmål. En anden af aftenens arrangører træder frem på scenen med en Captain Morgan rom i den ene hånd og 1,5 liter cola i den anden. En af Inger Støjbergs tidligere medarbejdere har ladet dem vide, at lige netop den kombi falder i særlig god jord hos ministeren. Inger Støjberg tager imod begge dele med et stort grin.
»Så kan jeg gå hjem og drukne sorgerne,« siger hun med henvendelse til demonstrationen tidligere på aftenen.
Der lyder rungende applaus, mens publikum samler tasker og jakker sammen. Strømmen af studerende søger udenfor i den kolde aftenluft og begiver sig hjemad med blinkende cykellygter. Inger Støjberg bliver sammen med en mængde studerende stående nede foran i auditoriet for at besvare spørgsmål. Og MED ANDRE ORDs reportere tager hjem for at grunde over om, de kender Inger Støjberg lidt bedre nu efter at have tilbragt nogle sene eftermiddagstimer med den robuste kvinde, der ikke er nordjyde, men bare bor der, som elsker sit ministerium, blev venner med Johanne Schmidt-Nielsen i en lufthavn i Amsterdam, og som gerne drikker rom og cola.
Lydklip fra afbrydelsen af mødet (sammenklippet af Uniavisen):