Det er weekenden, halvdelen af tutorgruppen ser frem til med forventning, og den anden halvdel gruer som pesten. Det er fire dage med ingen søvn, marinering, dårlig mad og akavet øjenkontakt med den russer, man scorede aftenen forinden. Men det er også fire dage omgivet af venner i en lille boble afskåret fra resten af verden. Det er naturligvis rusturen i al sin dualisme, der gengives i denne reportage set fra perspektivet af to tutorer
af Naja Westphal og Alfrida Finne
Når man møder op torsdag morgen foran CSS, er det en nærliggende tanke, at Hobbes selv lige havde været på rustur, da han fandt på begrebet naturtilstand: Holdepladsen er et stort virvar af udklædte russere, stressede tutorer og bunker af bagage, som ingen rigtig ved, hvem tilhører. En anden indlysende pensum-allegori i denne situation er det kollektive handlingsdilemma, hvor tutorgruppen torsdag morgen kan opdeles i tre kategorier. Der er de tutorer, der utrætteligt løber i pendulfart fra tutordepotet til busserne med armene fulde af blå kasser. Der er de, der med nervøse tics går rundt blandt russerne for at få overblik over, om alle er dukket op. Og afslutningsvis er der – og denne kategori må undertegnede reportere indrømme at høre under – de tutorer, der med kaffe i hænderne klumper sig sammen i små grupper og observerer det kaos, der kun er en forsmag på den kommende weekend. Selve busturen bærer præg af en stilhed før stormen-stemning, hvor mange tutorer bruger tiden på at tage en taktisk lur, der dog sporadisk bliver afbrudt af tvivlsomme kampråb og spørgsmål til brevkassen.
Da bussen triller ind på holdepladsen, begynder de lidt akavede timer i et limbo, hvor alle skal pakke ud og finde sig til rette på den lollandske skole, der med sine lange gange og falmede børnetegninger er som taget ud af The Shining. Dog finder vi hurtigt ud af, at Vestenskov skole tilsyneladende er Lollands kosmopolitiske centrum for det lokale foreningsliv, da tutorbygningen ikke må bruges torsdag aften, hvor den er beslaglagt af den ugentlige bankoklub. Eftermiddagen går med fagligt løb, der som med alle andre løb starter med at være sjovt, men som til sidst er en kamp mod tiden for ikke at fryse ihjel eller tisse i bukserne. Da løbet er slut, er tidspunktet nået det velsignede klokkeslæt 17, og aftenens fest er ikke langt om hjørnet. For tutorerne gælder det nu om at mestre kunsten at ramme den delikate balance mellem at få drukket nok øl til, at aftenens løb ikke bliver for koldt eller kedeligt, men heller ikke for mange til, at man er helt brændt ud, inden man skal ud på sin post. Heldigvis har den ene reporter insisteret på en post med alkohol, og så kan man jo trække vejret lidt lettere under middagen. Den anden reporter har slet ikke opfattet, at hendes post var gjort alkoholfri. Det fører til den ene mere skuffede russer efter den anden, da det går op for dem, at de tilbudte shots ikke er lækker kahlua, men derimod noget så delikat som instantkaffe lavet på koldt vand. Omvendt sidder den heldige reporter med alkoholposten på en stol i de timer, natløbet varer, med en stor balje uidentificerbar drink for sine fødder. Så kan man jo nå at blive rigtig fuld, og det efterfølgende bed kan der derfor ikke rapporteres fra i den ønskede detaljegrad. Men der er en Fyrste, en Kirsten, vandrende flasker, kvæd og dilemmaer. Efter flere timer med natløb og bed kan aftenen næsten ikke blive mere inkarneret statskundskab, men så sker det: Køkkenfest. Som skabet i Narnia åbner døren til køkkenet op for en anden verden, hvor både tutorer, russere og kokke reduceres til halvnøgne dansende kroppe. Festen slutter dog brat, da en deltager på imponerende vis formår at smadre både komfur og soundbox – men på det tidspunkt er der alligevel kun jeres kære reportere tilbage på floor, der af professionelle hensyn er blevet oppe for at sikre, at intet undslipper det journalistiske falkeblik.
Det er en bittersød oplevelse at vågne efter tre timers søvn til lyden af Kim Hot. Tanken om en ny dag i samme tutortrøje (der for den ene reporters vedkommende lå på gulvet og blev danset på under hele køkkenfesten) er ikke tiltalende, men samtidig ved man, at det – som Hot synger – vil blive en herlig morgen og en dejlig dag. Dagen tager dog et drastisk dyk, da den ene reporter – som endda er andengangstutor og burde vide bedre – glemmer at ryste sin tømmermændscocio, inden hun åbner den. Fredag er en stille dag for tutorerne, der på skift forsvinder for at tage den skyldige tutorlur. Aftenen er festfri, hvilket skaber en del forvirring og rastløshed, da indtag af alkohol (efter klokken 17!) jo er en grundlæggende del af dansk kulturarv. Nogle prøver febrilsk at skabe stemning og hælde øl på de trætte, mens størstedelen kapitulerer og går tidligt i seng.
Lørdag morgen starter for begge reportere i køkkenet, hvor skrælning af kartofler tager prioritet for kokkene over at servere morgenmad. Kokkene er som altid besynderligt ædru, så et uansvarligt indtag af alkohol kan ikke være forklaring bag denne fadæse. For begge reportere står det lidt tåget, præcist hvad russerne foretager sig om lørdagen, men én ting er dog krystalklart: Mellem at ville dø i Vestenskov sø, øve til les lanciers og hygge sig struktureret, har russerne omtrent lige så travlt som en tredjesemesterstuderende ugen op til mikroeksamen. Undertegnede reportere hygger sig med at lægge perleplader mens det bedste reality, der findes på dansk tv, kører i baggrunden: Gift ved første blik. Det er unægteligt bare nemmere at være tutor end russer på rustur.
Så skønt som det er at tage sin tutortrøje på for første gang i introugen, så dejligt er det at tage den af lørdag eftermiddag og i stedet iklæde sig gallatøj. Den fælles transformation fra ulækker til lækker er virkelig noget, der knytter tutorholdet sammen, især fordi den giver anledning til debrief af rustursgossip. Efter alle har gjort sig klar og fået glimmer i ansigtet, går tutorerne mod salen, hvor der skal danses. Efter lanciers er der casino, som trods navnet ikke giver mange associationer til Las Vegas, men snarere en dansk børnehave, hvor lydniveauet konstant er over 120 decibel. For de tutorer, der ikke er guides, er det dog en glimrende anledning til at sidde i en rundkreds på tutorværelset og lade en flaske vandre. Efter casino er der auktion, der med sine anarkiske tilstande fuldstændig overgår enhver realismeteoretikers vådeste drøm. Gallamiddagen bliver for den ene reporter brugt i vinbaren, mens den anden sidder med russerne, der i aftenens anledning har investeret i samtlige flasker sambuca, de gavmildt deler ud af til de tørstige tutorer. Middagen glider over i fest, og da klokken rammer midnat, bliver der spillet fødselsdagssang for en årsfyldende russer, der løftes og bæres på skuldrene af sine medstuderende. Det er et rørende øjeblik at skue ud på floor og se alle sine russere så tætte og glade – det får virkelig et tutorhjerte til at vokse. Nattens idyl slutter dog for reporternes vedkommende, da de bliver skydeskiver for den famøse marinade – men det er vel også en del af charmen ved rustur.
Med oprydningen søndag følger de grufulde konsekvenser af tre dages fest og leg. En minutiøs gennemgang af skolens store areal åbenbarer skrald, snavs og kropsvæsker, som typisk er forbeholdt toiletterne. Den ene reporter er grundet et brækket ben fysiologisk forhindret deltagelse i rengøring, men finder eksistensberettigelse i at underholde sine medtutorer med højtlæsning fra SE og HØR, mens de gør rent. Den anden reporter står i den uheldige situation, at hun er den rengøringsansvarliges assistent – en position, der til spirende tutorer bestemt ikke kan anbefales, da ingen statskundskaber jo har lyst til at være nogens assistent.
Den ene reporter kører med russerne i bus tilbage til CSS, mens den anden tager hjemturen i bil. Begge ankommer til skolen trætte og glade, men også en smule vemodige, da det for begges vedkommende bliver den sidste rustur, de er på. Tak til alle tutorer, russere og kokke for en så dejlig rustur!