PORTRÆT: »Det er lidt ligesom krydsord,« siger Emil Bier om sin borgernære måde at bedrive systemkritik på. Han er manden, der har intet mindre end 5000 kilometer malkeslange og millioner af NATO-patroner på samvittigheden.
På hjørnet, der hvor Gothersgade møder Borgergade, ligger en café. Og på den café sidder Emil Bier. Et tørklæde, en skarp skjortekrave omsluttet af en grøn trøje, og små runde briller. Emil Bier er undergrundens ombudsmand i den forstand, at han klager dér, hvor systemet fejler. Når Emil Bier ser en byld, så prikker han. Han klager. Han brokker sig ikke og han er ikke den slags systemkritiker, der får nobelpriser.
»Jeg er manden med knappenålen, « siger han og fortsætter:
»Jeg er en mini-Snowden, jeg er nok lidt whistleblower. I Rusland havde de hugget hovedet af mig,« konstaterer Emil Bier med et smil. Et rævesmil, der snart vil vise sig at blive symptomatisk for samtalen.
»Synes du, jeg er skør?« spørger han flere gange.
»Synes du, jeg er skør?«
Vi lader spørgsmålet stå ubesvaret hen, men ét er sikkert: Idéer har det ikke skortet på. For eksempel har han opfundet en silikonegummi-baseret maling, der bruges på amerikanske atomubåde, han er manden bag en maling, der må markedsføres som spiselig og han har opfundet brusehoveder med særlige indsatser, der gør, at de ikke kalker til.
»Dem er der nok solgt en milliard af,« som han siger.
Emil Bier er et let offer for karaktermord, og i bestræbelserne på at gengive samtalen fordomsfrit virker et uagtsomt manddrab næsten uundgåeligt. Emil Bier har en lang række klagesager bag sig. Nogle er vundet, andre er løbet ud i sandet.
»Det er en borgerpligt at råbe op, når man ser en fejl. Man kan ikke bare stemme sig til et bedre samfund,« siger han.
Malkeslangesagen
På et gårdbesøg blev de skarpe øjne bag de runde briller opmærksomme på en pvc-slange på malkeanlægget. Emil Bier fortæller, at de slanger man brugte til at transportere mælken rundt var blødgjort med et phthalat, der var svagt kræftfremkalendende. I sin vante kontante stil fortæller han:
»Den gør, at folks tissemænd bliver kortere. Det er ren svindel, at dette stof får lov til at blive i Danmark, i linoleumsgulve, babybleer og i blodposer.«
Efterfølgende sendte Emil Bier en anmeldelse til levnedsmiddelstyrelsen, som ikke tog affære. Gennembruddet kom først, da han sendte breve ud til ambassaderne tilhørende Danmarks vigtigste mejerieksportlande og påpegede, at der fandtes kræftfremkaldende stoffer i den danske mælk.
»Så slipper vi for, at vores tissemænd bliver kortere…«
Under overskriften ´Privat mand truer mejerieksporten´ berettede Berlingske om brevene og det medførte, at malkeslangerne i 1988 blev forbudt. Sagen kostede Emil Bier 200 kroner i frimærkeudgifter, men involverede op mod 6000 kilometer malkeslange.
»Så slipper vi også for, at vores tissemænd bliver kortere,« følger han kækt op.
Patronsagen
I et tysk retsvidenskabeligt magasin læste vor knappenålssystemkritiker, tilbage i 1993, om en undersøgelse fra Retspatologisk Institut i København. Undersøgelsen handlede om en række drab, selvmord og vådeskudsulykker blandt danske hjemmeværnsfolk og soldater, og det viste sig, at et særligt projektil ikke fungerede efter hensigten. Projektilets nikkelkappe var for tynd, og ved træfning opførede de sig som hulspidspatroner, bedre kendt som ´dum-dum´-kugler.
»Det er forbudt efter Haagkonventionen, som Danmark har underskrevet, og jeg synes, det er forkert, at vi konstaterer, at kuglerne er forbudt, og så sker der ikke mere. Det synes jeg er forkert,« siger Emil Bier.
Så Emil Bier måtte på cyklen ned til Gammel Torv. Han kørte direkte ned til ombudsmanden, for som han siger:
»Det er den øverste klagemyndighed her i Danmark. Jeg tager derned, da jeg ikke regner med, at det hjælper at klage til Forsvarsministeriet. De tager sig ikke af sådan en prekær sag. Så jeg cykler direkte ned til chefen selv.«
To uger senere kommer svaret. Ombudsmanden er ikke interesseret i sagen. Emil Bier ringer efterfølgende til DR. Det får Forsvarsministeriet til at reagere.
»Først dér vågner de op – de kan ikke tåle at komme i pressen. Det er tilsyneladende fint nok, når den slags foregår bag kulisserne, men kommer det i pressen, så spiller de moralske,« konstaterer Emil Bier.
Resultatet bliver, at kuglerne tilbagekaldes – herunder også al ammunition som danske soldater benyttede i Jugoslavien, hvor de dengang var udstationeret. Alt i alt var der tale om cirka 800 millioner kugler, fortæller Emil Bier.
Insulin og uran
Listen af sager slutter ikke her. En sag omkring forarmet uran og danske soldater hører også med. I Jugoslavien blev der brugt uranprojektiler til beskydning af kampvogne. Det var Forsvarets og især Generallægens vurdering, at disse projektiler ikke er kræftfremkaldende.
»Jeg finder ud af, at det er ren løgn, de giver kræft.«
Emil skriver en artikel i Information, men der sker ikke meget mere. Sagen skrinlægges.
»Forsvaret fylder deres folk med løgn.«
For tiden arbejder Emil Bier med en sag omkring insulinbehandling af diabetespatienter. Emil pointerer, at selvmedicinering med insulin næsten er umuligt.
»Det svarer til at køre i en bil, hvor der ikke må være mere eller mindre end 7 liter benzin i tanken hele tiden. Mere så dør du, mindre så dør du,« siger han.
Ifølge Emil Bier bliver forskningen omkring diabetes i Danmark styret for meget af Novo Nordisk. Han nævner for eksempel at Rigshospitalets diabetesenhed har en samarbejdsaftale med et privathospital, der ejes af Novo Nordisk. I deres samarbejdsaftale står der, at det videnskabelige arbejde skal godkendes af Novo Nordisk.
Robotnik er det polske ord for arbejder
Ingen tvivl om, at Emil Bier er en systempestilens. En infant terrible. Selv siger han, at det giver ham et ’kick’ at lege med systemet: »Det er lige som krydsord.«
Hans systemkritik falder ikke bare systemet for brystet, den går lige igennem. Under snakken om systemet falder også et par spydige kommentarer til de høje uddannelser.
»Systemet er bundråddent – hold dig for øje, at en lang uddannelse ikke automatiske gør dig til et mere moralsk menneske. Lidt for mange penge, lidt for meget uddannelse, det giver nogle ulidelige mennesketyper. De står bare der og siger: “Kan alle se, hvor stiv min tissemand er?”«
Bag det gråsprængte hår rumler det. Man fristes til at tænke, at det er, som om han holder et brøl tilbage, der kunne slynge jorden ud af dens bane, og det er ikke kun de højtuddannede, der står for skud. Hele samfundet e reaktionsløst.
»Folk er ligeglade, bare de har deres kaffe og cognac,« siger han. For Emil Bier handler systemet uafhængigt af samfundet, og de almindelige mennesker er “bare støj på ledningen”.
»Alle knokler sig ihjel. Robotnik er det polske ord for arbejder. Alle er robotter, og vi har solgt ud af nærværet. Vi har så travlt med at udbytte hinanden.«
Men hvad er så løsningen?
»Vi burde bosætte os i nogle skurvogne i Vestjylland og bygge et nyt samfund op,« kommer det prompte fra Emil Bier.
»Information holder en aften omkring Alexis de Tocqueville, de snakker om hans idéer omkring det tidlige demokrati i Amerika, du er velkommen til at komme med.«
Emil Bier kan se, at han overrasker mig. Et rævesmil.
»Ja, jeg er ikke helt uinformeret. Synes du jeg er skør?«