”Det er lidt ligesom krydsord,” siger Emil Bier om sin borger- nære måde at bedrive systemkritik på. Han er manden, der har intet mindre end 5000 kilometer malkeslange og millioner af NATO-patroner på samvittigheden

Portræt af en systemkritiker

”Det er lidt ligesom krydsord,” siger Emil Bier om sin borger- nære måde at bedrive systemkritik på. Han er manden, der har intet mindre end 5000 kilometer malkeslange og millioner af NATO-patroner på samvittigheden

”Du må ikke tåle så inderlig vel, den uret som ikke rammer dig selv!” Ordene er ikke mine, de tilhører en norsk digter. På hjørnet, hvor Gothersgade møder Borgergade, ligger en café. Her sidder Emil Bier: ”Her drikker jeg altid min morgenkaffe, når jeg sover inde i byen”.

Sætningen hænger lidt i luften. Et tørklæde, en skarp skjortekrave omsluttet af en grøn trøje. Han har små runde hornbriller på. Brillerne er i realiteten et mikroskop, der gør ham i stand til at se ting så små, at de går andres næser forbi.

Emil Bier er undergrundens ombudsmand i den for- stand, at han klager dér, hvor systemet fejler. ”Jeg er manden med knappenålen,” siger han.

Når Emil Bier ser en byld, så prikker han. Han klager. Han brokker sig ikke. Og han er ikke den slags system- kritiker, der får nobelpriser.

”Jeg er en mini-Snowden, jeg er nok lidt whistleblower. I Rusland havde de hugget hovedet af mig,” konstaterer han med et smil. Et smil, der snart vil vise sig at blive symptomatisk for samtalen. Et rævesmil. ”Synes du, jeg er skør?” spørger han flere gange.

Vi lader spørgsmålet stå ubesvaret hen. Men ét er sikkert: Idéer har det ikke skortet på. For eksempel har han opfundet brusehoveder med særlige plasti- cindsatser, der gør, at de ikke kalker til, og ”dem er der nok solgt en milliard af,” som han siger. Han har op-fundet en silikone-gummi-baseret maling, der bruges på amerikanske atomubåde. Også er han manden bag en maling, der må markedsføres som spiselig.

Emil Bier er et let offer for et karaktermord, og i be-stræbelserne på at gengive samtalen fordomsfrit virker et uagtsomt manddrab næsten uundgåeligt. Bier har en lang række klagesager bag sig. Nogle er vundet, andre er løbet ud i sandet. ”Det er en borgerpligt at råbe op, når man ser en fejl. Man kan ikke bare stemme sig til et bedre samfund”.

Malkeslangesagen
På et gårdbesøg blev øjnene bag hornbillerne opmærksomme på en pvc-slange på malkeanlægget. ”De slanger, man brugte til at transporterer mælk rundt med i dette meget veloplyste land, var blød- gjort med et phthalat, en østrogen- og svagt kræft- fremkaldende type,” indleder Emil Bier historien og fortsætter i kontant stil: ”Den gør, at folks tisse- mænd bliver kortere.” Opdagelsen gør, at Emil Bier sender en anmeldelse til levnedsmiddelstyrelsen. ”Det er ren svindel, at dette stof får lov til at blive i Danmark, i linoleumsgulve, babybleer og i blodposer”. Men de gjorde ikke noget ved det, konstaterer Bier.

Gennembruddet kommer først, da han sender breve ud til ambassaderne tilhørende Danmarks vigtigste mejerieksportlande og påpeger, at der findes kræft- fremkaldende stoffer i den danske mælk. Under overskriften ”Privat mand truer mejeri eksporten” beretter Berlingske Tidende om brevene. Det medførte, at malkeslangerne i 1988 forbydes. Sagen kostede Emil Bier 200 kroner i frimærkeudgifter. ”Det drejede sig vel om 5000 til 6000 kilometer malkslange,” vurderer Bier og følger kækt op: Så slipper vi også for, at vores tissemænd bliver kortere”. Det er alle vist glade for.

Patronsagen
I et tysk retsvidenskabeligt magasin læser vor knap- penålssystemkritiker om en undersøgelse foretaget af lægerne Knudsen og Theilade fra Retspatologisk Institut i København. De har undersøgt en række drab, selvmord og vådeskudsulykker blandt danske hjem- meværnsfolk og soldater, og det viser sig, at et projektil (7.62 NATO) ikke fungerer efter hensigten. Projektilet har en nikkelkappe, der er for tynd, og ved træfning opfører de sig som hulspidspatroner, bedre kendt som ”dum-dum”-kugler. ”Det er forbudt efter Haag- konventionen af 1899, som Danmark har underskrevet, og jeg synes, det er lidt forkert, at vi konstaterer, at kuglerne skal forbydes, og så sker der ikke mere. Det, synes jeg, er forkert.”

Så Emil Bier tog sin cykel ned til Gammel Torv. Ned til ombudsmanden. ”Det er den øverste klagemyndighed her i Danmark. Jeg tager derned, da jeg ikke regner med, at det hjælper at klage til Forsvarsministeriet. De tager sig ikke af sådan en prekær sag. Så jeg cykler direkte ned til chefen selv”.

Men allerede to uger senere får han at vide, at om- budsmanden ikke er interesseret i denne sag. Emil Bier ringer efterfølgende til DR, og herefter vågner Forsvarsministeriet op. ”Først dér vågner de op – de kan ikke tåle at komme i pressen. Det er tilsynelad- ende fint nok, når den slags foregår bag kulisserne, men kommer det i pressen, så spillerde moralske,” konstaterer Bier.

Resultatet bliver, at kuglerne bliver tilbagekaldt – herunder også al ammunition som danske soldater benyttede i Jugoslavien, hvor de dengang var ud- stationerede. Alt i alt var der tale om cirka 800 millioner kugler, vurderer Bier.

Insulin og uran
Listen af sager slutter ikke her. En sag omkring forarmet uran og danske soldater hører også med. I Jugoslavien blev der brugt uranprojektiler til beskydning af kampvogne. Det var Forsvarets og især Generallægens vurdering, at disse projektiler ikke er kræftfremkaldende. ”Jeg finder ud af, at det er ren løgn, de giver kræft”. Emil skriver en artikel i Information og herefter stopper sagen.” Forsvaret fylder deres folk med løgn,” lyder det fra Emil. Sagen skrinlægges.

For tiden arbejder Emil Bier med en sag omkring insulinbehandling af diabetespatienter. Emil pointerer, at medicinere sig selv med insulin er næsten umuligt. ”Det svarer til at køre i en bil, hvor der ikke må være mere eller mindre end 7 liter ben- zin i tanken hele tiden, mere så dør du, mindre så dør du.” Ifølge Emil Bier bliver forskningen omkring diabetes i Danmark styret for meget af Novo Nordisk. Han nævner f.eks. at Rigshospitalets diabetesenhed, har en samarbejdsaftale med et privathospital, der ejes af Novo Nordisk. I deres samarbejdsaftale står der, at det videnskabelige arbejde skal godkendes af Novo Nordisk. ”Du synes sikkert, jeg er skør”.

Det drejede sig vel om 5000 til 6000 kilometer malkeslange. Så slipper vi for, at vores tissemænd bliver kortere

Robotnik er det polske ord for arbejder
Ingen tvivl om, at Emil Bier er en sand pestilens for systemet. En infant terrible. Selv siger han, at det giver ham et ’kick’ at lege med systemet: ”Det er lige som krydsord”. Biers systemkritik falder ikke bare systemet for brystet, den går lige igennem. Under snakken om systemet falder også et par spydige kommentarer til de høje uddannelser. ”Systemet er bundråddent – hold dig for øje, at en lang uddannelse ikke automatiske gør dig til et mere moralsk menneske. Lidt for mange penge, lidt for meget uddannelse, det giver nogle ulidelige mennesketyper. De står bare der og siger: Kan alle se, hvor stiv min tissemand er?” lyder det spydigt fra systemkritikeren, som endnu en gang metaforisk refererer til mandens ædlere dele.

Bag det gråsprængte hår rumler det. Man fristes til at tænke, at det er, som om han holder et brøl tilbage, der kunne slynge jorden ud af dens bane, og det er ikke kun de højtuddannede, der står for skud. Emil Bier taler om et reaktionsløst samfund.

”Folk er ligeglade, bare de har deres kaffe og cognac,” konstaterer han. For Bier handler systemet uafhængigt af samfundet, og almindelige mennesker ”er bare støj på ledningen”.

”Alle knokler sig ihjel. Robotnik er det polske ord for arbejder. Alle er robotter, og vi har solgt ud af nærværet. Vi har så travlt med at udbytte hinanden”. Men hvad er så løsningen? ”Vi burde bosætte os i nogle skurvogne i Vestjylland og bygge et nyt samfund op”. Straks efter sniger der sig en invitation ind i samtalen:

”Du er velkommen til at komme med i aften, Information holder en aften omkring Alexis de Toc- queville, de snakkerom hans idéer omkring det tidlige demokrati i Amerika”. Emil Bier kan se, at han over- rasker mig. Et rævesmil. ”Jeg er ikke helt uinformeret”. ”Synes du jeg er skør?”

Næste artikel

Demokratiske idealer og faktisk politik

Mange politiske beslutninger er uundgåelige resultater af kompromisser mellem forskellige partier, men politiske kompromisers betydning og legitimitet er sjældent blevet udforsket. Fire forskere på Institut for Statskundskab tager derfor opgaven op