Udsendte reportere: Naja Westphal & Ida Justesen
Semestret starter som bekendt først rigtigt med Jacques D’s semesterstartsfest, der sidste lørdag bød på en genåbning af kommunes klistrede gulve for alle statskundskabere (som nåede at få et armbånd). Der var drinks, dans, drama og forrygende floor – og MAOs to udsendte reportere var der til at fange det hele.
Inden aftenen er skudt i gang, og mens efterårssolen endnu kaster sine sidste gyldne stråler over det gamle kommunehospital, besøger en af reporterne Jacques D-bestyrelsen i dens egne gemakker, hvor medlemmerne har været ved at sætte op til festen siden kl 15.. Reporteren fanger dem midt i en velfortjent pizza-pause og spørger ind til, hvilke tanker de har gjort sig om, at denne fest er bestyrelsens sidste.
JD1:….jeg bliver helt deprimeret, det er lidt hårdt….
JD2: Det er da mega weird…
JD3: Men det er også fedt! Det er ligesom de andre fester – den skal have fuld gas
JD4: Jeg overvejer at sove i Von Der Leyen (Jacques D’ BestyrelSENs lokale)
Efter en lille detour, hvor bestyrelsen diskuterer, hvem der ynder at være ‘lille ske’, da flere er interessede i at overnatte i Von der Leyen, får reporteren dem venligt tilbage på sporet:
Reporter: Hvad vil I gerne huskes for som bestyrelse?
JD4: Forhåbentlig huskes vi ikke bare for, at det var os, der satte prisen op på øl. Inflationsbestyrelsen, vi er jo krisebestyrelsen.
JD5: Vi styrede jo Jacquen igennem flere krisetider: inflation, corona, jule-galla – nej forårsgalla…
JD1: JA, forårsgalla! Den burde virkelig stå tydeligt for mange. Der håber vi at har startet noget nyt med at det bliver forårsgalla og ikke julegalla i fremtiden.
JD2: Ja, det er tre dage inden jul, alle har eksamener, og den nye bestyrelsen har kun to måneder, fra de træder til, til at planlægge. Det skal selvfølgelig være op til den nye bestyrelse at bestemme det, men det er en af de ting, vi håber går videre, også for den nye bestyrelses egen skyld.
Mens bestyrelsen gør det sidste klar i JD, begynder kantine 5 så småt at fyldes med tutorer og forventningsfulde russere, der skal opvarme sammen inden festen. Til trods for kantinens charmeforladte lokaler med det hvide LED-lys, så er stemningen god, og russernes Hawaii-skjorter og blomsterkranse (temaet for aftenens fest er charter) pynter gevaldigt på de institutionsagtige rum. Reporteren fanger to russere for at høre deres forventninger til aftenens kommunefest.
X: Det har været mega fedt, at vi kunne mødes som hold og holde en forfest sammen. Og så har jeg haft en forventning om, at vi kunne komme ind.
X: Vi kunne ikke komme ind i sidste uge, så vi vil rigtig gerne komme ind i dag.
Generelt er stemningen præget af, at denne aften skal opveje for forrige fredags fadæse, hvor mange oplevede at stå flere timer i kø for slet ikke at komme ind i Kommunen. Heldigvis går det bedre i aften, og mens mørket sænker sig over indre gård, snegler armbåndskøen sig langsomt frem. Det er tid til at drikke den sidste opblanding, og det er da heller ikke et ædru Jacques D-bestyrelsesmedlem, reporteren møder på trappen foran Kommunen, da undertegnede endelig har fået armbånd.
Reporter: Kan du beskrive, hvad der går gennem dit følelsesregister denne aften?
JD1: Altså, lige nu er det meget fuldt i hvert fald. Meget fuldt. Jeg er fuldt. Lige nu er det fuldt. Jeg er meget afslappet lige nu, jeg var lidt stresset før. Nu er jeg afslappet. Jeg er bare bange for… jeg skal ikke lige blive for fuld, for jeg vil gerne i Jacquen. Jeg overvejer at sove nede i formandskontoret, for jeg skal alligevel hen og rydde op i morgen klokken 11.
Interviewet afsluttes brat af, at bestyrelsesmedlemmet forsvinder ind på floor, da nogen sætter Helmig på. Reporteren bliver ladt tilbage på trappen, der heldigvis er fuldt bemandet af rygere og dem, der synes, Kommunen er for varm og crowded, så næste interviewperson findes hurtigt. Samtalen drejer sig ind på det eksistentielle dilemma om, hvorvidt man kan komme for langt på uddannelsen til, at man længere hører hjemme på kommunefloor.
Reporter: Hvordan har du det i dit hjerte nu, hvor du siger, at det måske er din sidste kommunefest nogensinde? Er det en nostalgisk oplevelse for dig?
X: En meget nostalgisk oplevelse, og på en eller anden måde håber jeg jo, at det ikke er min sidste kommunefest. Men man kan jo ikke lade være med at have frygten, når det er, at man først er startet på kandidaten, og du ved… det er sidste år, man er tutor, så der er de sidste fester ligesom løbet ud.
Det er samme tanker, der opholder næste interviewperson:
X: Jeg tror, at i takt med, at jeg går her længere tid, så er her færre og
færre, jeg kender. Så det var lidt federe på de første semestre, men altså, det er stadig hyggeligt, synes jeg.
Reporteren begynder at mistænke, at de festgængere, der sidder ude på trappen, ikke kun er trætte af at danse, men også af kommunefester helt generelt. Af hensyn til bladets journalistiske integritet og principper sender hun sin medreporter ind på floor, så også de danseglade studerenes tanker om kommunefest bliver repræsenteret.
På floor er stemningen høj, dancemoves´ne i særklasse og volumen overdøvende. Kombinationen af disse tre gør det umuligt for reporteren at få saglige kommentarer ud af de festglade gæster. Det lykkedes dog at forfølge et par russere på vej ud af Kommunen for at fange dem i en mere stille setting. Adspurgt om aftenens forløb, deler de:
X: Vi er lidt fulde. Vi er kommet ind – det er fucking fedt!
Med de opmuntrende ord slutter begge reportere sig til de glade masser, der bevæger sig mod efterfesten i Jacques D til de velkendte toner af “Det er mig der står herude og banker på“.
For at skåne vores fremtidige kommunalansatte, departementchefer og papirnussere for at ende på forsiden af Ekstrabladet, har vi anonymiseret alle kilder, der medvirker i denne reportage. Redaktionen er bekendt med deres sande navne.
Efterspillet
Vi kan ikke bringe denne reportage uden at kommentere på, hvad der skete efterfølgende. Jacques D’s bestyrelse følte sig nødsagede til at påtale festdeltagernes opførsel i et nedslående opslag på Facebook:
Da vi ugen efter stødte ind i bestyrelsen og spurgte ind til denne udmelding, var humøret dog håbefuldt. Bestyrelsen havde fået mange henvendelser og forsikringer om god opførsel i fremtiden, samt en helt igennem god stemning til den fredagsbar de holdte ugen efter festen. Nu håber de bare på, at det fortsætter sådan.
Hvis du har en kommentar til festmiljøet på CSS, har oplevet noget ubehageligt, eller vil dele dine tanker om hvordan vi fester sammen – så skriv til MED ANDRE ORD på Facebook eller på redaktion@medandreord.dk.