Af Mira Kjær Madsen
Mens størstedelen af os studerende har brugt den exceptionelt våde februar og triste marts og igen våde april på at gemme os under dynen, pibler revyisterne frem overalt på Københavns Universitet. Sketches skal skrives, sange skal spilles, danse skal koreograferes og alt det der nu ellers hører til, når en revy fremarbejdes. Revysæsonen er i gang.
Danske studenterrevyer stammer fra starten af 1900-tallet, men den ”årlige komedie” på universiteterne kan trækkes helt tilbage til 1833. Mange forbinder måske revy-kultur med noget norsk, hvor den også̊ har fået et større tag i særligt gymnasierne. Den største danske studenterrevy er efter sigende Medicinerrevyen på Aarhus Universitet, der da også har egen hjemmeside og haft sponsorer som PetiteKnit og Region Midts psykiatri. Men oh well, Københavns Universitet er da ikke helt tabt af den grund. Jeg har set seks studenterrevyer fordelt på SAMF og SCIENCE, og har foretaget, hvad der i nogles øjne kan kaldes et antropologisk feltstudie af den universitets-subkultur, som revyerne er blevet til.
Kemi-revyen
Jeg træder ind ad dørene til Datalogisk Institut ved Københavns Universitet (DIKU i folkemunde). Indgangshallen er fyldt med revyister fra andre studier, der er inviteret til at se generalprøven. Der er flest fra SCIENCE, men de ved jo også hvordan, man finder herhen. Overalt er der ‘gulddamer’ og festudvalgsmedlemmer, som langer dem over disken. Tre styks for 50kr – Det kan kun gå galt. Langsomt trækker vi ind i auditoriet. Her er helt lyst, og det gule træ minder mig om metode-forelæsninger i bygning 35. Men de fine loftshvælvinger og lugten af gymnastiksal hiver mig tilbage til virkeligheden og minder mig om, at jeg er langt fra trygge CSS.
Omtrent samtidig med at dørene lukkes rejser et hold, af hvad må formodes at være fysikstuderende sig op, og begynder at synge. Ud fra alt at dømme er det en slags kampsang, der skal udvise dominans over de andre SCIENCE-revyer. Som SAMF’er krummer jeg mig uforstående ned i sædet med tanken om, at de naturvidenskabelige studerende altid vil vinde; De har mundtlige eksaminer og deres kandidatuddannelser skal jo ikke halveres. Jeg kigger febrilsk på mine ledsagere fra Molekylær Biomedicin, men inden længe rejser også de sig og synger en slagsang.
Forestillingen er præget af institut-interne jokes om bl.a. Professor Kurt Valentin Mikkelsen, notorisk for sin Godfather-esque karaktergivning og de mange amarone-flasker foran hans kontor. Foruden de mange referencer til ’NOVO-penge’, fylder sidste års Nobelpris-modtager Morten Meldal fortsat meget i kemikernes bevidsthed, og de har endda printet pengesedler, ”Meldal-dollars”, med professoren på.
Selvironi mangler kemikerne dog ikke. Det er et lille studie og revyen er opsat med medicinalkemikere og hjælp fra et par fysikstuderende. Enkelte sketches var måske ikke gået på IFS og tiltrak da heller ikke det store bifald. I takt med at publikums promille stiger, kulminerer showet i en sang om at studere på halv tid og en imponerende rap fra ”Gilli-Meldal” om at ”Labbe i Lab”, der vistnok handler om at fremstille og sælge (study)drugs.
MBK-revyen
To uger senere er jeg tilbage på det dystre Nørre Campus. NBB-bygningen (Niels Bohr Bygningen-bygningen) står endnu ufærdig i horisonten. Jeg vender øjne og begynder at recitere min efterhånden indstuderede remse om, hvorfor det ikke nytter at underfinanciere SAMF og HUM til fordel for SCIENCE, hvis vi ønsker os et sammenhængende samfund. Til ærgrelse for den stakkels SUND-studerende, der i aften er tvangsindlagt til mit brok.
Vi er tidligt på den, men der er allerede kø. Revyister i massevis står på spring for at få fat i den første ’gulddame’ og de bedste pladser. Kl. 19.00 går dørene op og vi modtages af et festudvalg større end hele kemi-revyen, der alle er klædt ud som netop ’gulddamer’. ”MBK” dækker over molekylær biomedicin og biokemi, der til dagligt deler fredagsbar.
Auditoriet lugter mere af gymnastiksal i dag. Dørene lukkes og kamp-kult-sangene begynder igen.
I revyen synes der at være en besættelse af NOVO-penge og at komme på forsiden af ’Nature’. Der er to saxofoner i bandet, og en fisk (korte videosketch, der afspilles mellem de liveperformede) om at Nakke og Æde en tandlæge på Panum. Der kommer også en E.Coli. bakterie på scenen og medicinalindustriens greenwashing får en omgang.
Mest unikt var nok den spirituelle seance om at mærke kontaktfladen mellem ens legeme og genstande i et laboratorium – Publikum hylede af grin (måske fordi det var i tredje akt, og antallet af indtagede ’gulddamer’ i gennemsnit havde overskredet fire. Eller måske fordi sketchen hentede inspiration fra Rytteriet, men hvem opdagede egentlig det?).
Revyen slutter med en omskrivning af Medinas “(Dig og mig) For altid”, der bliver til “(Bachelor på) Halv Tid”, som går lige i hjertet, hvis du også̊ valgte at udskyde et (eller begge) økonomifag på bacheloren.
Psykologi-revyen
Aprilsolen skinner over CSS, og Psykologirevyen er næsten klar.
Det er min første revy i Chr. Hansen auditoriet. Et auditorium, der desværre ikke kan måle sig med DIKU på meget andet end størrelse, sædekvalitet og mangel på svedlugt. Her langes ikke ’gulddamer’ over disken, der er ingen slagsang inden forestillingens begyndelse, hele statskundskabsrevyens bestyrelse er troppet op, og stemningen er faktisk bare lidt sær.
Lyset dæmpes og bandet kravler iklædt fodboldgear op på scenen. Efter et par tekniske udfordringer, får vi ENDELIG et samfundsvidenskabeligt perspektiv på Niels Bohr Bygningen og de dertilhørende økonomiske konsekvenser.
Ellers står vi i dilemmaet mellem en Satisfyer Pro eller et one-night-stand med Malthe, den eneste dreng på sociologi. Vi kommer også med til en forelæsning, hvor Subway Surfers-videoer får både revyister og publikum til mærkbart at koncentrere sig mere. Der bliver sunget ”Kinky Fætter” i middelalderen, Dronning Magrethe laver cupsong til sin sidste nytårstale, Sukkerchok’s ”Hvor som helst – Når som helst” er blevet omskrevet til at handle om elektrochok og der rappes om at bruge din psykologs ord, som undskyldning for alt. Det er selvfølgelig ikke en psykologirevy uden Freud, og ikke en SAMF-revy uden polit-bashing. Psykologerne kender både deres crowd og deres magt i det senmoderne samfund.
Psykologi er måske bare SAMF’s mest SCIENCE-agtige studie. Lettere ironisk, idet de blokerede instituttet i 2022 for netop at modarbejde det naturvidenskabelige ryk.
Statskundskabsrevyen
Det er premiereaften og der er kø foran Chr. Hansen. Hele Radikale Venstre (inkl. Sofie Carsten Nielsen) er troppet op, og Klaus Bundgård Povlsen har netop sprunget køen over. Bremen Teater får ikke lov at danne rammen om revyen i år, men foyeren til auditoriet er ligeså velegnet til mingling og med de alenlange bar-køer, er stemningen den samme.
Jeg har undret mig meget over at revyen i år hedder ”Ik’ politisk”, men dette opklares heldigvis i første sang: Vi er til Eurovision, hvor politik og underholdning naturligvis ikke sameksisterer.
Der bliver sat spørgsmålstegn ved hvad statskundskabere egentlig kan, og jeg får en mindre identitetskrise under sangen ‘Undskyld søn’. Hvad er jeg egentlig ved at uddanne mig til? Er alle statskundskabere faktisk bare afhængige af deres arbejde?
Særligt sangene står skarpt. Måske fordi mindst halvdelen af bandet kender hinanden fra Sankt Annæ Gymnasium. Måske fordi der er hele to tværfløjtespillere.
En kærlighedssang om Pernille Vermund og LA på Shakiras ‘Whenever, Wherever’, og ”Hvor er min blok?” – Statskundskabsrevyen er politisk. Selvfølgelig.
Sangen ‘Professorpenge’ tager afsæt i noget studieinternt, men hæver sig hurtigt til en generel beskrivelse af professorer, der (gen)udgiver regelmæssigt (for at sælge bøger).
Selvironi er der nok af, når tre unge statskundskabsstuderende ved et bord på ’Friheden’ synger V.L.T.J. (Tørfisk) om prisstigningerne på offentlig transport og Københavns horrible boligmarked, selvom de er vokset op i Nordsjælland og bare dyrker ”poor-core” for æstetikken.
Spørgsmålet er, hvor meget det eksterne publikum faktisk forstår, men de klapper, poster det på instagram og kommer nok igen næste år.
Fysikrevyen
Jeg har allieret mig med en fysikstuderende, og rykker igen mod DIKU. Der er Dune-tema i baren, og jeg forstår ikke helt hvorfor.
En stor del af revyen handler om afskaffelsen af det sjette SU-år og vores nuværende ”discount-regering”. Fysik er nok det mest politiske studie på SCIENCE, men med onelineren ”Ender din forskning i Teheran, er der i det mindste nogen, der læser det”, er måske ikke det mest politisk korrekte svar på de PET-reklamer, der har været så meget palaver om kort forinden.
Bedst er dog sangen ”Asbest i lungerne”, skrevet på Hannah Motanas ”Best of Both World”. Hjerteskærende, medrivende – Måske de stakkels studerende på Nørre Campus faktisk har brug for Niels Bohr Bygningen?
Derudover går det meste min ikke-fysiker-næse forbi, dajeg ender med at skåle lidt for meget i de famøse ’gulddamer’, hvorefter resten af aftenen bliver uklar…
Antroforestillingen
Antro-forestillingen har ligget i dvale, men er endelig stablet på benene igen. Og folk har glædet sig. Forhallen til Chr. Hansen er fyldt med de mennesker, du normalt ser på Lunden, på Props i Blågårdsgade eller til O-days. De har buketter med og kindkysser revyisterne, der myldrer rundt i forhallen.
Det er vigtigt at understrege at dette er en FORESTILLING. ”Kommunehospitalets Hemmelighed – Fortællingen om den dræbte s(j)æl” har et sammenhængende plot, hvor vi følger tre nye antropologi-studerendes færd gennem CSS.
Flytningen til KUA og politbashing bliver hurtigt liret af: Klassiske elementer i en SAMF-revy. Men her er også plads til sang om stress og antivækst, kolonialisme-kritik samt en skildring af fredagsbaren på folkesundhedsvidenskab.
Forestillingen tenderer til en gyser, og får en til at frygte de lange kældergange efter mørkets frembrud. Vi slutter af med en sang om ”Effektivisering, optimering” på Abbas ”Money, money, money”, der afslører universitetsledelsen og accelerationssamfundet som de onde. Det står altså klart, hvilke tendenser der fylder indenfor antropologien i disse år.