Danmark har fået en ny tænketank: institut for vilde problemer. Tænketanken har det erklærede mål at bidrage til at løse de såkaldte ”vilde problemer”. Den samlende tanke er, at det moderne samfunds problemer er blevet vildere og vildere, men løsningerne er ikke fulgt med udviklingen – de er tamme.
Skrevet af Marc Sabatier Hvidkjær
Illustreret af Barbara Miranda Warnøe
Tænketanken udmærker sig særligt ved sit ekspertpanel, der rummer al det bedste som rigets statskundskabsstuderende kender fra pensum i offentlig forvaltning og politik. I international sammenhæng lader det til at være relativ unikt, at man har en tænketank der har fokus på policy, der ikke besætter en eneste økonom i ekspertpanelet. Økonomien er – hvor end man ønsker at tilstå det – den videnskab, der har de mest sofistikerede værktøjer til at løse bundne policy problemer.
Det betyder dog ikke, at økonomer kan alt. For det som statskundskaben i særlig grad tilføjer den skarpe samfundsanalyse er en dyb forståelse af magt. Når økonomerne skriver deres velfærdsteoremer op, og erklærer at de har fundet den efficiente ligevægt, trækker statskundskaberen en anelse skeptisk på skuldrene og spørger: hvordan skal vi nå frem til den fordeling? Findes der ikke modstridende interesser, der vil stride imod at vi når det punkt?
Når INVI udelukkende vil fokusere på løsninger, og vælger at se bort fra de interesseforskelle der findes i samfundet om hvilke løsninger der skulle være de bedste, fratrækker de altså en integreret del af den politologiske verdensforståelse ud af ligningen. Det kan faktisk være svært at se hvad statskundskab er, når den ikke tænker på magt.
De vildeste problemer er netop kendetegnet ved at den fundamentale udfordring er magt og interesseforskelle. Klima er det oplagte eksempel. Den teknokratiske løsning på klimakrisen er ligetil. Man indfører en flad CO2 skat, og så vil forbrugere og virksomheder tilpasse deres udledninger efter prisen. Det er relativt simpelt. Men det svære med klima er ikke policy. Det er politics.
For hvad gør man, når nogle har svært ved at omlægge deres udledninger, og derfor bliver sat væsentligt tilbage? Hvad med industrier og områder, der i deres helhed i særlig grad vil blive ramt, og stagnere økonomisk? Det kunne være landbruget i en dansk kontekst, men med et bredere syn kunne det også være forholdet mellem nord og syd. En yderligere komplikation er at syden legitimt kan kræve en ret til at udlede og nå samme velstandsniveau som norden, når norden både har profiteret af relationen med syden og opbygget sin rigdom på tidligere udledninger.
Naturligvis skal INVI have tid til at udrulle analyser inden kritikken kan indeholde mere substans. Men det apolitiske verdenssyn er et, der overser, at det mest komplekse ved kollektiv handling ikke er, at vi ikke har den rette hammer, men at vi grundlæggende er uenige med hinanden. Fagdisciplinære grænser bør heller ikke gøres højere end højest muligt, men statskundskabens samlende tanke er, at det er studiet af magt. Hvis man for alvor vil komme med løsninger der ikke er tamme, må det være den første erkendelse man gør sig.