Tag Archives: kritik

Statskundskab har fået sin egen kritiske studenterforening. MED ANDRE ORD har mødt to af stifterne bag Kritisk Politologisk Studiekreds

»Vi skal aldrig nogensinde stille os tilfreds med status quo«

Statskundskab har fået sin egen kritiske studenterforening. MED ANDRE ORD har mødt to af stifterne bag Kritisk Politologisk Studiekreds

Et spøgelse går gennem kommunehospitalets gange: de kritiske studerendes spøgelse. Som en del af en international bevægelse, der ønsker at ændre økonomistudiet, blev foreningen Kritiske Politter grundlagt for cirka fem år siden. Nu er der begyndt at dukke arrangementer arrangeret af Fællesskab for Kritiske Antropologer op i mit Facebook-feed, og på Statskundskab har Kritisk Politologisk Studiekreds taget sine første spæde skridt. Men er der noget at komme efter – eller er der gået inflation i brokkeriet?

For at få svar på dette har jeg sat de to medstiftere af studiekredsen, Nicholas Buhmann-Holmes og Kasper Arabi i stævne. De har en MacBook klar med lange noter om pensums mangler og taler i lange sætninger, der ofte ender i agiterende retoriske spørgsmål. Det er tydeligt, at jeg har fået fat i kernen af studiets kritiske intelligentsia. Studiekredsen kastede sig over Naomi Kleins Chokdoktrinen som deres første værk.

»Den handler om, hvordan kriser bliver udnyttet til at fremme bestemte økonomiske frimarkedsreformer,« forklarer Nicholas.

Siden har de kritiske politologer også kastet sig over Noam Chomsky, mens den næste tænker bliver anarkisten David Graeber. De er enige om, at studiekredsen ikke har et konkret  mål lige nu. Det handler derimod om at blive klogere på og udfordre den vej, verden går politisk – og her er pensum i sig selv ikke udtømmende.

The elephant in the room: klimaet

Mangt en statskundskaber har hørt en spydig bemærkning fra en udenforstående samfundsvidenskabelig studerende om, at vi går på et ubrugeligt bredt generaliststudie. Man skulle derfor tro, at pensum på statskundskab var enormt bredt og indfangede forskellige kritiske perspektiver.

»Ikke i tilstrækkelig grad« mener Kritisk Politologisk Studiekreds, der allerede har fundet frem til en række punkter, hvor de ikke finder pensum udtømmende kritisk. Først og fremmest er der klimaet, de fremhæver som elefanten i lokalet. Krisen har indtil videre kun været oppe at vende enkelte gange i fagene International Forvaltning og Mikroøkonomi.

»Vi har snakket om, at de her klimaproblematikker er politisk skabte og handler om den måde, vi organiserer vores samfund på. De kommer til at være der mange år ud i fremtiden og kommer til at få enormt store konsekvenser. Hvorfor er det så ikke en større del af vores pensum? «, spørger Nicholas.

»Vi har jo to økonomifag på bacheloren. Men vi har ingenting om økologi, selvom det har været en politisk sag i hvert fald i 20 år«, supplerer Kasper og fortsætter:

»Man kan jo godt spørge sig selv: Økonomien går op og ned og er brudt sammen før. Det har vi ligesom overkommet. Hvad sker der, hvis økologien bryder sammen? «

Studiekredsen har diskuteret sig frem til, at klimaet er storpolitik og ikke bare et fag eller et emne og mener derfor, at der er der basis for, at det bør spille en større rolle i International Politik, økonomifagene og en række andre fag.

Behov for kritik på statskundskab

De to kritikere har flere punkter på listen over pensums mangler – specielt omkring økonomiundervisningen, som i for høj grad bliver behandlet som en naturvidenskab.

Kritiske Politter opstod som en international bevægelse mod mainstream-undervisning i økonomi. Har det ikke slået jer, at der måske er en grund til, at vi ikke har set det samme i statskundskaben? At der ikke er så store uoverensstemmelser mellem undervisningen og den empiriske virkelighed?

»Det er jo den samme virkelighed, vi skulle snakke om. Meget af den økonomi, vi diskuterer på Statskundskab, kommer jo direkte fra det, som bliver diskuteret på ’polit’ og burde derfor også være relevant for os,« siger Nicholas

Men en stor bias i tilgangen til økonomi kommer også til at påvirke de politologiske fag, mener de. For eksempel når markedet påvirker demokratiet, hvilket overses i fag som Almen Statskundskab.

»Vi har diskuteret en række sager, hvor markedet har været inde og påvirke demokratiet. De har fået masser af medieopmærksomhed og har formentlig været med til at bidrage til den politikerlede, som er højere end nogensinde før. Det er sager, som når Mærsk får forhandlet sig til særligt fordelagtige skatteformer eller den nylige sag med arveskatten, hvor en række store familieejede virksomheder har lobbyet for at få netop den skat nedsat«, siger Kasper.

Et andet kritikpunkt, som også Aktive Statskundskabere har været inde over, er pensums overvægt af visse befolkningsgrupper. Nicholas uddyber:

»Der er ikke på forhånd noget forkert i  pensum på grund af forfatterens hudfarve eller køn. Men det er alligevel svært ikke at se et sammenfald mellem det faktum, at vores pensum i så høj grad er skrevet af ældre hvide mænd, og at der ikke bliver sat flere spørgsmålstegn ved den ulige fordeling i verden i forhold til køn og race. Det er i hvert fald også en problemstilling, der skal diskuteres: Er der måske nogen befolkningsgruppers problemstillinger, vi fokuserer mere på end andres?«

Next stop: Kapitalen?

Det kunne meget vel lyde som om, vi har fået en smårevolutionær socialistisk celle på Statskundskab. Måske vil det ikke være med det samme glimt i øjet, man vil synge ‘Flyversangen’ og ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’ til næste semesters introforløb. Studiekredsen er dog ikke bare en langsom optakt til en større gennempløjning af Das Kapital, forsikrer Nicholas:

»Det ligger ikke fast, at vi nødvendigvis skal læse venstreorienterede tekster. Man kunne sagtens forestille sig, at man også læste meget højreorienterede tekster. Det springende punkt er, at det bliver brugt til at se mere kritisk på det eksisterende. «

De forklarer, at alle kan tilmelde sig studiekredsens Facebook-gruppe og foreslå en tekst, hvorefter der stemmes om, hvad der skal læses.

Men som meget aktive i studiekredsen, burde I så ikke gøre mere for, at en bred palet af tekster er repræsenteret, så pensum ikke kun belyses kritisk fra den ene side?

Kasper: »Altså ideen med kredsen er ikke, at vi skal køre den – at vi to skal sidde og vælge. Ideen er at få en gruppe op at stå, der i fællesskab siger ‘vi synes, det her kunne være nice at læse’. Hvis folk sidder derude og tænker: ‘Jeg kender den her tekst, som er interessant, og den er ikke venstreorienteret’ – så tag og foreslå den.«

Forandrer det noget?

Karl Marx sagde, at man ikke skal nøjes med at beskrive verden, men også forandre den. Det kan derfor undre, at den ellers så engagerede studiekreds blot vil samles i en lille klub og læse tekster uden for pensum. Det er vigtigt for de to stiftere at understrege, at studiekredsen ikke har en samlet, fokuseret kritik af pensum endnu. En del af projektet er nemlig, at studiekredsen skal være med til at udvikle en sådan, forklarer Nicholas:

»Vi har snakket om nogle punkter, hvor vi ikke synes, at pensum er udtømmende til at beskrive, hvad der sker i verden. Så nu samler  vi nogle mennesker, som også har den her holdning, så vi kan gøre hinanden klogere. Og så kan det være, at vi med tiden kan lave en mere samlet kritik, eller noget, der kan gå gennem Aktive Statskundskabere. Men det ville jo ikke give mening at starte med at råbe, før man er nået til bunds i, hvad vi mener, bør ændres.«

Aktive Statskundskabere har også arbejdet med at få ændringer af pensum igennem, men har ofte haft svært ved at lykkes med det. Kasper og Nicholas håber derfor, at studiekredsen kan blive en ekstra måde at sætte fokus på behovet for ændringer. For netop på uddannelsen i statskundskab er der et særligt behov for det kritiske perspektiv:

»Når vi går på den uddannelse, vi gør, og får de jobs, vi får, er det super relevant at udfordre det eksisterende for at kunne forbedre det«, fortæller Nicholas, hvorefter Kasper slutter af:

»Som udgangspunkt lærer vi at studere systemet, som det er nu, og at opretholde det. Vi skal aldrig nogensinde stille os tilfreds med status quo. Vi skal vel altid forsøge at udvikle og komme videre til et bedre punkt. Og er måden at gøre det på ikke netop ved at udfordre det eksisterende? «

Digitalisering med hovedet under armen

Digitalisering med hovedet under armen

Digitaliseringen bæres frem af en ideologi, der dikterer, at vi konstant skal arbejde med computeren, men OneNote, Wikipedia og PowerPoint gør os hverken klogere eller mere innovative. MED ANDRE ORD har mødt lektor Jesper Balslev, der efterlyser en kritisk evaluering af digitale tiltag.

Digital læringsteknologi har ikke levet op til forventningerne, og eleverne bliver ikke bedre til læsning eller matematik af at bruge computere. Tværtimod tyder undersøgelse på, at jo mere computere inddrages i undervisningen, desto dårligere klarer eleverne sig i PISA-tests. Sådan lyder konklusionen fra en OECD-rapport, der evaluerer digitaliseringen af skolesystemet.

Man kan ikke nødvendigvis tage resultaterne af en tværnational undersøgelse af folkeskoler og derudfra slå fast, at det samme gør sig gældende på Institut for Statskundskab. Dog kan vi, for et øjeblik, sætte telefonen på flight mode og tænke os om, før vi brainstormer i Google Docs. Var det egentlig Wikipedia og PowerPoint, der lærte dig at forstå Thomas Hobbes? Eller var det en tålmodig PTI-instruktor og en snak med læsegruppen, der fik naturtilstanden og Leviathan printet ind på hjernebarken?

Affortryllelsen af det digitale

Jesper Balslev er lektor på KEA og skriver ph.d. på RUC om sammenhængen mellem digitalisering og læring. I arbejdet med sin ph.d. har han gjort sig observationer om, hvordan vi taler om digitalisering her i et af verdens mest digitaliserede lande. Centralt står konklusionen, at digital teknologi fremstilles som en one-size-fits-all-løsning, når snakken falder på digitale løsninger og implementeringen af disse.

»Der er en forestilling om, at det digitale skaber forudsætningerne for, at folk bliver innovative. Men det er da lidt mærkeligt, at man ikke differentierer og bare antager, at en iPad virker lige så godt i vuggestuen, som på pensionister der skal lære at spille guitar. Det er næsten umuligt at lave programmer, som inviterer til tænkning på et højere abstraktionsniveau, mens læring på lavere taksonomiske niveauer omvendt bedre kan understøttes digitalt,« siger Jesper Balslev.

Computerprogrammer kan kun kodes til at give brugeren et vist antal handlemuligheder inden for nogle fast definerede rammer. På trods af denne begrænsning hersker der en myte om, at det digitale i sig selv gør brugerne mere innovative og bedre til at lære. Jesper Balslev fortæller, at der altid bliver henvist til potentialet i digitaliseringen, men at man glemmer at opstille helt almindelige kriterier, når man tager ny teknologi i brug.

»Det er jo en absurd måde at adoptere ny teknologi på!«

 

»Forestil dig, hvordan man havde reageret i Danmark – en stolt industri- og håndværkernation – hvis man for 50 år siden havde sagt: ’Nu skal vi bare droppe det hele og køre helt vildt meget i automobiler, for det giver os nogle unikke kompetencer og færdigheder’. Det er jo en absurd måde at adoptere ny teknologi på!,« siger han.

Opgør med digitale uvaner

Hvis det læringsmæssige potentiale i at bruge computere, projektorer og andet blinkende isenkram er begrænset, stiller det også studerende og undervisere på Institut for Statskundskab anderledes. Vi må tage et opgør med vanerne og udfordre os selv.

»Hvorfor er det, at vi uden at tænke over det kan tænde og slukke for lyset, men ikke kan tænde og slukke for internettet?«

Det kan undre, at der til hver forelæsning sidder 230 studerende, som tankeløst hamrer en transskribering af underviserens slideshow ned i tastaturet, når forskning nu engang viser, at man husker bedre, når man tager noter i hånden. Samtidigt kan man spørge underviserne, om de bruger PowerPoint for de studerendes skyld eller for bedre selv at strukturere undervisningen på bekostning af de studerendes indlæring. Jesper Balslev fortæller, at han i sin egen undervisning bruger nogle ganske banale greb for at øge koncentrationsevnen hos de studerende.

»Hvis vi skal gennemgå en central tekst, så beder jeg sommetider de studerende om at slukke computeren i 20 minutter. Jeg har aldrig oplevet studerende, som har en ideologisk forestilling om, at de skal være hele tiden. Det er kun producenterne i Silicon Valley, der har det,« siger Jesper Balslev.

Helt i tråd med Jesper Balslevs eksempel peger en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut på, at der er en positiv sammenhæng mellem skolelæreres negative indstilling til it, og hvor innovativ undervisningen er. Noget tyder altså på, at en kritisk indstilling til digitale virkemidler i undervisningen kan være frugtbar.

En internet-termostat?

Man kan argumentere for, at koncentrationsbesvær er en utilsigtet konsekvens af digitaliseringen af læringsrummet. En af ulemperne ved computerens konstante tilværelse er, at man altid kun er to klik fra at forlade forelæsningen om budgetlægning i centraladministrationen til fordel for en virtuel verden af lolcats, Tetris og perifere venners feriebilleder på Instagram. Her peger Jesper Balslev på, at der er et innovativt potentiale i at tænke i regulering. Ligesom trafiklys og termostater er indrettet til at forbedre andre teknologiformer, bør man tænke i kreative justeringer af internet-outputtet.

»Vi kan alting på internettet, men vi kan ikke beskytte os mod de negative konsekvenser. Når det kommer til sikkerhedsseler, kloakering og trafiklys, har vi ikke noget problem med regulering, men der er noget ideologisk i det digitale, som bremser kreative justeringer. Hvorfor er det, at vi uden at tænke over det kan tænde og slukke for lyset, men ikke kan tænde og slukke for internettet i situationer, hvor det er direkte kontraproduktivt?« spørger Jesper Balslev, lektor og digitaliseringskritiker.

Vi lærer at opretholde systemet frem for at udvikle samfundet

Vi lærer at opretholde systemet frem for at udvikle samfundet

I tider som disse, hvor vi er omgivet af politiske og demokratiske kriser, bør vi stille spørgsmålstegn ved dueligheden af vores politiske system. Men på selve studiet af politik, Statskundskab, forsøger vi hverken at kritisere eller udvikle systemet – vi opretholder det bare. Bør det virkelig være formålet med statskundskab anno 2016?

Hvordan bliver statskundskabere mest konkurrencedygtige til fremtidens arbejdsmarked i forhold til kandidater fra CBS? Det var hovedfokus, da en række nyudnævnte professorer på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet tilbage i foråret diskuterede studiets fremtid. Ligeledes var introforelæsningen i faget International Politik for nylig et eksempel på, hvordan vejledning til det berygtede 12-tal samt spørgsmål som ”kan vi blive hørt i det til eksamen?” fylder mere og mere i undervisningen. Dermed lader vi ofte karakterer determinere vores læring fremfor vigtigheden af og det interessante ved de forskellige fag. Men er det virkelig karakterer og fremtidige jobmuligheder, der bør være definerende for studiet af politik anno 2016? Nej, jeg mener derimod, at det, i en tid med enorme politiske og demokratiske kriser, er vores ypperste opgave på Statskundskab at gå forrest i udviklingen af det politiske system.

Verden skriger på nye politiske tanker. Vi har historisk mange humanitære katastrofer, hvoraf fire af FN kategoriseres som værende på det alvorligste katestrofe-niveau. 65 millioner mennesker er på flugt, hvilket er det højeste antal siden 2. verdenskrig. Siden 1980’erne har uligheden været stigende i både u- og ilande verden over. Politikerleden er voksende verden over, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved Brexit, Trumps popularitet i USA og nationalismens sejrsgang over Europa. I Danmark har vi sågar nået det laveste niveau af tillid til politikere i 25 år. Det er helt tydeligt, at vi har store politiske udfordringer, hvorfor jeg mener, at vi på studiet af politik bør gøre mere for at stille spørgsmålstegn ved vores system og udfordre det.

 Størstedelen af færdiguddannede statskundskabere havner i embedsværket, og en del ender i interesseorganisationer eller som folkevalgte politikere. Faktisk har 22 % af vores politikere studeret statskundskab. Ergo udgør vi en relativt stor del af vores politiske system. Jeg tror, det er meget usundt for systemet, at vi har så mange siddende, der er opdraget til at tænke fuldstændig ens og opretholde systemet, fremfor at udfordre det. Flere fremtidige cand.scient.pol’ere kommer til at sidde i positioner, hvor de kan forhindre en eventuel ny finanskrise eller påvirke internationale konflikter. Derfor er nytænkning vigtigt. Jeg vil derfor gerne starte debatten om, hvordan fremtidens Statskundskab bør se ud med disse bud.

Mere alternativ, kritisk økonomi
”I skal være langt mere kritiske [overfor økonomer]. Problemet er, at de fleste tror, at økonomi er en eksakt videnskab som fysik eller kemi. Men mennesket har sin fri vilje, og ingen kan regne ud, hvad der sker i morgen.” Sådan lød opfordringen fra den sydkoreanske Cambridge-professor, Ha Joon-Chang, for nylig i et interview til Politiken. Lad os på Statskundskab tage den opfodring til os. Eksempelvis ved at stille spørgsmålstegn ved vores økonomiske regnemodeller, som ligger til grund for udformningen af politik, stille spørgsmålstegn ved den økonomiske politik, der førte til finanskrisen eller den økonomiske politik, der er årsag til den stigende ulighed.

Stil spørgsmålstegn ved demokratiet
Tilbage i 1947 konstaterede den tidligere britiske premierminister, Winston Churchill, at ”Democracy is the worst form of government – except of all the others”. Godt 70 år senere fylder demokratikritikken ikke meget på Statskundskabsbacheloren – måske med undtagelse af et overfladisk politisk filosofikursus, PTI, på 1. semester. Vi har derimod flere demokrati-lovprisende kurser som Politologisk Grundkursus og Almen Statskundskab. Lad os turde udpege og diskutere demokratiets udfordringer og ulemper i tider, hvor disse er så synlige med hændelser som Brexit, Donald Trumps popularitet i USA og den voksende politikerlede.

Flere og bedre muligheder for ophold udenfor instituttet
På pendanter til den danske statskundskabsuddannelse verden over er det obligatorisk at tage et semester – sommetider et helt år – af bacheloren i udlandet. Statskundskab på KU er derimod et af de studier i Danmark, hvor det er allersværest at komme på udveksling på bacheloren. F.eks. er vi kun 8 ud af ca. 270 på min årgang, der er taget på udveksling. Det skyldes, at man har så specifikke krav til, hvad bacheloruddannelsen skal indeholde, at kun få europæiske universiteter lever op til dette. Vi burde i stedet gøre en dyd ud af at have studerende, der kommer ud og har fået forskellig erfaring – eksempelvis gennem udvekslingsophold.  

Ikke-vestlige tænkere skal på pensum
Der er tænkt så mange politiske tanker verden over, så hvorfor skal vi holde os inden for et vestligt paradigme? Hvis vi nogensinde skal begå og forstå os politisk i en global verden, er vi også nødt til at studere den. Det vil jeg vove påstå, vi bedre gør ved at læse tænkere fra hele verden. Lad os derfor få ikke-vestlige tænkere på pensum.

Vores udgangspunkt er forkert
De ovenstående kritikpunkter er nogle, som man mere eller mindre kan vælge at få opfyldt på kandidaten i Statskundskab. Så hvorfor bruger jeg overhovedet tid på at rejse denne kritik? Er det, vi lærer på bacheloren ikke bare vores politiske udgangspunkt, som vi så senere hen kan stille spørgsmålstegn ved og kritisere på kandidaten? Jo, og det er netop heri problemet ligger. For når vi vælger, at neoliberal økonomisk tænkning er udgangspunktet for økonomiundervisningen, når vi lettere ukritisk lærer om vores nuværende demokratiform som den bedste eller vælger at se alting fra et vestligt synspunkt, så er vi med til at fastlåse hinanden i den tankegang. Dermed begrænser vi også vores kritik af diverse teoriretninger til at være inden for samme paradigme. Derfor mener jeg, at hele statskundskabsuddannelsen bør være domineret af en langt mere kritisk kultur fra begyndelsen, i stedet for at vi lader det være op til de studerende selv, hvorvidt de ønsker dette på deres kandidat eller ej.

For når vi begynder at være kritiske ved at stille fundamentalt spørgsmålstegn ved det politiske system, er det også her, vi kan begynde og udvikle og forbedre vores samfund. Og det er nu engang det, studiet af politik bør handle om, fremfor kampen om topkarakterer og de mest prestigefyldte job.

DÅRLIGE TABERE I UNIVERSITETSVERDENEN

Det har sgu aldrig skortet på dårlige tabere og heksedoktorer. De findes stadig, de der typer som opfinder deres egne regler og insisterer på særbehandling. Også inden for akademia.

Af Philip Larsen

Lad mig smøre tykt på fra start af. Der er ingen grund til andet. Brede penselstrøg giver verden lidt sund kulør. Det skal handle om vrøvl. Om vås. Og om videnskab. Disse tre størrelser har formodentlig indgået i en yndig treenighed siden dengang, mennesket lærte at tale. Det har sgu aldrig skortet på dårlige tabere og heksedoktorer. Fiffige skriverkarle og ligsminkere. De findes stadig, så lad mig skrive lidt om nogle af dem.

I min gamle fritidsklub fandt de dårlige tabere altid på særregler, når vi spillede computer mod hinanden. For eksempel fandt de på, at man ikke måtte gøre brug af visse af spillets muligheder. Pludselig måtte man ikke udstyre sin orkhær med en bestemt drage eller købe et sejt sværd. Det var snyd, sagde de. Også selvom det var en del af spillet, at man kunne skaffe sig en badass drage til sin hær, hvis man ellers var hurtig og dygtig nok. Der gjaldt særregler, når man spillede mod de dårlige tabere. Tudeprinserne skulle stadig have lov at være med – uagtet at de ikke duede til at følge spillets regler.

Den onde positivisme

Sådanne dårlige tabere kan man somme tider også høre kvække inden for akademia. Det er dem, der vil have lov til at være med uden at følge spillets ’regler’. Næ, nej, siger de, sådan gør vi ikke, og så taler de om den onde positivisme og om fanden og om hans pumpestok. Fanden svinger sin pumpestok, siger de. Og når han gør det, lugter der ikke kun af svovl. Der lugter tit også af de hegemoniske dogmer, som post-oplysningstidens intellektuelle tyranni har krænget ned over hovederne på alle os, der har vores daglige gang på universitetet. Det er bestemt ikke nogen rar dunst. De vil dog stadig gerne lave empiriske undersøgelser – noget, som de tillige påstår at gøre og samtidig kræver særlig anerkendelse for.

Men selvom man kan opstille en mindre hær af positivistiske djævlebilleder, bør det ikke fritage én selv fra at leve op til nogle ganske almindelige regler for videnskabelig virksomhed. Hvis andre skal kunne tage kvalificeret stilling til ens empiriske indsigter og opdagelser, må der som mindstemål kunne forlanges veldefinerede begreber og en systematisk anvendelse af dem. Det bør være gennemsigtigt for læseren, hvordan undersøgeren er kommet frem til sine resultater.

Reglerne gælder for alle

Dermed ikke sagt at positivismen i sig selv skal fredes for kritik. Der kan gøres en hel del fornuftige indsigelser mod den, især hvis dens fortalere bliver alt for forhippede på altid at ville afdække lovmæssigheder og måle og veje. Omvendt er det en hyppig fejlslutning at drage den konklusion, at positivismen må være dum og yt, når man blot er stødt på et konkret og ubehjælpeligt stykke positivistisk inspireret forskning. En sådan lige linje kan ikke tegnes.

Det er i det hele taget svært at se, hvordan et stykke dårlig forskning skulle give andre ret til at afvige fra helt elementære kriterier om validitet, gennemsigtighed og (tilstræbt) gentagelighed. Man bør være klar i spyt og mægle om, hvad man foretager sig, uanset om man studerer partikelfysik, EU-processer eller digte i videnskabeligt øjemed. Forskningskriterierne gælder også, selvom man ikke vil måle, veje eller afdække lovmæssigheder.

Sagt med andre ord er der ingen grund til at råbe eller pege fingre af forskelligartede tilgange til stoffet inden for videnskaberne. Vi kan nøjes med at råbe af de dårlige tabere, når de kræver særbehandling. Til gengæld bør vi da råbe højt.