Det har sgu aldrig skortet på dårlige tabere og heksedoktorer. De findes stadig, de der typer som opfinder deres egne regler og insisterer på særbehandling. Også inden for akademia.
Af Philip Larsen
Lad mig smøre tykt på fra start af. Der er ingen grund til andet. Brede penselstrøg giver verden lidt sund kulør. Det skal handle om vrøvl. Om vås. Og om videnskab. Disse tre størrelser har formodentlig indgået i en yndig treenighed siden dengang, mennesket lærte at tale. Det har sgu aldrig skortet på dårlige tabere og heksedoktorer. Fiffige skriverkarle og ligsminkere. De findes stadig, så lad mig skrive lidt om nogle af dem.
I min gamle fritidsklub fandt de dårlige tabere altid på særregler, når vi spillede computer mod hinanden. For eksempel fandt de på, at man ikke måtte gøre brug af visse af spillets muligheder. Pludselig måtte man ikke udstyre sin orkhær med en bestemt drage eller købe et sejt sværd. Det var snyd, sagde de. Også selvom det var en del af spillet, at man kunne skaffe sig en badass drage til sin hær, hvis man ellers var hurtig og dygtig nok. Der gjaldt særregler, når man spillede mod de dårlige tabere. Tudeprinserne skulle stadig have lov at være med – uagtet at de ikke duede til at følge spillets regler.
Den onde positivisme
Sådanne dårlige tabere kan man somme tider også høre kvække inden for akademia. Det er dem, der vil have lov til at være med uden at følge spillets ’regler’. Næ, nej, siger de, sådan gør vi ikke, og så taler de om den onde positivisme og om fanden og om hans pumpestok. Fanden svinger sin pumpestok, siger de. Og når han gør det, lugter der ikke kun af svovl. Der lugter tit også af de hegemoniske dogmer, som post-oplysningstidens intellektuelle tyranni har krænget ned over hovederne på alle os, der har vores daglige gang på universitetet. Det er bestemt ikke nogen rar dunst. De vil dog stadig gerne lave empiriske undersøgelser – noget, som de tillige påstår at gøre og samtidig kræver særlig anerkendelse for.
Men selvom man kan opstille en mindre hær af positivistiske djævlebilleder, bør det ikke fritage én selv fra at leve op til nogle ganske almindelige regler for videnskabelig virksomhed. Hvis andre skal kunne tage kvalificeret stilling til ens empiriske indsigter og opdagelser, må der som mindstemål kunne forlanges veldefinerede begreber og en systematisk anvendelse af dem. Det bør være gennemsigtigt for læseren, hvordan undersøgeren er kommet frem til sine resultater.
Reglerne gælder for alle
Dermed ikke sagt at positivismen i sig selv skal fredes for kritik. Der kan gøres en hel del fornuftige indsigelser mod den, især hvis dens fortalere bliver alt for forhippede på altid at ville afdække lovmæssigheder og måle og veje. Omvendt er det en hyppig fejlslutning at drage den konklusion, at positivismen må være dum og yt, når man blot er stødt på et konkret og ubehjælpeligt stykke positivistisk inspireret forskning. En sådan lige linje kan ikke tegnes.
Det er i det hele taget svært at se, hvordan et stykke dårlig forskning skulle give andre ret til at afvige fra helt elementære kriterier om validitet, gennemsigtighed og (tilstræbt) gentagelighed. Man bør være klar i spyt og mægle om, hvad man foretager sig, uanset om man studerer partikelfysik, EU-processer eller digte i videnskabeligt øjemed. Forskningskriterierne gælder også, selvom man ikke vil måle, veje eller afdække lovmæssigheder.
Sagt med andre ord er der ingen grund til at råbe eller pege fingre af forskelligartede tilgange til stoffet inden for videnskaberne. Vi kan nøjes med at råbe af de dårlige tabere, når de kræver særbehandling. Til gengæld bør vi da råbe højt.