Skip to content

Velkommen, nye studerende! Her er vores bedste råd

Med Andre Ord er tilbage efter en lang sommerferie. Vi lægger ud med at spørge fire garvede studerende, hvad de ville ønske, de havde vidst, da de første gang satte fødderne på det gamle Kommunehospital.

af Rose Steen Mikkelsen og Mathilde Brieghel

Maria, 3. semester

Hvad er dit bedste råd til de nye studerende?
Jeg vil helt klart sige at man skal melde sig ind i nogle foreninger. Det betyder vildt meget at lære folk at kende, også dem der ikke går på ens hold. Gennem foreningslivet møder man både andre fra sin egen årgang, men også fra de andre årgange. Det giver vildt meget at være en del af et fællesskab på den måde. Der er så mange forskellige foreninger, så der er noget til enhver smag. Og så skaber man noget vi alle sammen nyder godt af i fællesskab – og det er fedt.

Hvad er dit bedste hack til CSS?
Det oplagte: gå ned i Jaques D, køb en billig bajer og nyd den i solskinsvejret. Selv når solen ikke skinner, for så skinner dine venner på dig.

Markus, 9. semester

Hvad er dit bedste råd til de nye studerende?
Alle synes det er fucking svært. PT er svært, VM er svært. Min første dag ringede jeg til min mor og græd. Men jeg fandt ud af, at alle har det på samme måde. Man kan lide sammen, og alle kommer igennem det. Ikke alle er lige gode til at sige det højt, men alle synes det er fucking svært.

Hvad er dit bedste hack til CSS?
Øverst ved bygning 5 hvor man går ud i bygning 18, helt under taget, er der nogle ret fede lokaler, som vi kalder ”penthouse”. Da jeg gik på tredje semester, og vi havde mellemtimer, gik vi derop og løste mikroøkonomiopgaver og spillede Achtung! Die Kurve på projektoren. Der er ikke mange, der ved at lokalerne eksisterer, så de er sjældent bookede.

Rigmor, 5. semester

Hvad er dit bedste råd til de nye studerende?
Jeg tror det må være, at det er helt okay ikke at vide, hvordan man vil køre studiet. Jeg synes det var den største udfordring at komme fra gymnasiet, hvor man fik en god karakter, hvis man havde læst det hele OG at der samtidig var tid til at læse det hele og have et liv ved siden af. Når man starter på universitetet, skal man tage stilling til om man vil prioritere læsning, om man kun vil læse noget af det, om man vil have studiejob, være aktiv i nogle af de mange studieaktiviteter der er ved siden af, om man vil læse på fuld tid eller undernormere, og så videre. Det kræver at man kender sig selv godt og det gjorde jeg IKKE, da jeg startede på universitetet. På de 4 semestre, jeg har færdiggjort, har jeg eksperimenteret meget med hvordan jeg tilrettelægger det gode studieliv og både haft et semester hvor jeg KUN gik til forelæsninger, et hvor jeg arbejdede 15 timer om ugen og kørte studiet på fuld tid, et hvor jeg ikke gik til forelæsninger eller holdundervisning, men læste alt pensum grundigt og tog noter til det hele. Først nu hvor jeg er startet på 5. semester føler jeg, at jeg har fået en god idé om, hvad der fungerer for mig.

Hvad er dit bedste hack til CSS?
Der findes så vanvittigt mange fede fællesskaber, som er helt unikke og som ENDELIG kan være aktive igen efter corona. Så hvis man er ny – eller for den sags skyld har haft et år med online-undervisning, så kan jeg helt sikkert anbefale at man bruger lidt til på at undersøge, hvilke aktiviteter der. Det er også en oplagt måde lære folk at kende fra andre årgange, der kan give et godt råd og perspektiver på livet som studerende.

Sebastian, 5. semester

Hvad er dit bedste råd til de nye studerende?
Der sker en masse til at starte med, og man vil selvfølgelig gerne nå det hele. Men husk at mærke efter i maven, hvis det bliver for meget. Der kommer altid flere anledninger, både til at tage på Barkowski og til at få læst et kapitel i en eller anden pensumbog. Det er okay at sige nej nogle gange, men mærk efter, hvad du har overskud til.
I øvrigt er det vigtigt at sige, at ikke alle fag er lige spændende.

Hvad er dit bedske hack til CSS?
Jeg har to, og de er nok lidt kontroversielle.

1) Hvis du bor tættere på KUA end på CSS, er der altså federe læsesale på KUA.

2) Hvis man går død i Lampedusa (billige pizzaslices på Øster Farimagsgade, red.), så er Da Aldo på Nansensgade rigtig lækkert. Der er rigtige pizzaer, til frokost til 50 kroner, og de er kåret af Googles brugere som Københavns bedste pizzarestaurant. Det står der i hvert fald på et skilt dernede.