af Andreas Esbjørnsen & Rose Steen Mikkelsen
Til alles overraskelse og manges frustration kom det frem den 1. marts, at instituttet afskaffede traditionen med landenavne. Beslutningen blev mødt med store protester og anklager om manglende studenterinddragelse. Som modsvar lovede instituttet mere studenterinddragelse fremover – blandt andet i form af et gentænkningsudvalg, som havde til formål at finde på alternative, ikke-krænkende holdnavne.
Den 19. maj til tutorplenum meddelte studielederen, Anders Berg-Sørensen, at gentænkningsudvalgets arbejde var spild, for nu havde de valgt at droppe holdnavne helt. Denne udmelding skabte også røre og har siden resulteret i en klage til rektor, hvor over 160 studerende og foreninger på instituttet har underskrevet. Tilbage sidder man med spørgsmålet: Hvad er der lige gået galt?
MED ANDRE ORD besluttede sig derfor for at mødes med gamle og nuværende K-udvalgsmedlemmer samt vores studenterrepræsentanter for at prøve at forstå, hvad der er op og ned i sagen: Hvorfor bliver de studerende ikke inddraget? Hvem træffer beslutningerne? Hvad betyder det for studiemiljøet på instituttet?
Mangler du et overblik over forløbet omkring IfS’ introforløb? Vi har lavet en tidslinje til dig. Find den i bunden af artiklen.
Der er gået noget galt
Da vi mødes med K19 [de fire ledende medlemmer af tutorgruppen i 2019] kan de generelt berette om en konstruktiv dialog med Anders Berg-Sørensen. I deres periode blev den såkaldte ‘syretest’ indført, som er en workshop, hvor man afsøger mulige faldgruber ved landene. De syntes, at den fungerede godt til på den ene side at opretholde en betydningsfuld tradition og på den anden side tage hensyn til dem, der måtte finde et land problematisk.
“Vi oplevede ingen klager over landenavne i vores tid, og det mener vi, at vi har både Anders, os selv og resten af tutorgruppen at takke for.”
Derfor er de også kede af og overraskede over, at tingene siden har udviklet sig, som de har gjort.
“Vi mener, at der er gået noget galt, når én enkelt klage – som vi ikke mener kan defineres som en klage, men i stedet som en opfordring til dialog – kan fungere som et grundlag for at træffe en beslutning udenom tutorgruppen og Kontaktudvalget, som ellers arbejder med et princip om fuld åbenhed opadtil og nedadtil.”
K19 fortæller, at det særligt ærgrer dem, fordi tutorerne på IfS gør et »knaldgodt stykke arbejde«, hvilket understreges i evalueringerne år efter år. De er derfor af den overbevisning, at ledelsen i hastværk har forsøgt at lave en lappeløsning, men i mellemtiden har glemt alt det, som fungerer rigtig godt.
“Der mangler en respekt for og en anerkendelse af det unikke introforløb, som år efter år indfinder sig på statskundskab og samfundsfag, og som kun kan lykkes, fordi en masse engagerede studerende gerne vil give en god og tryg studiestart videre år efter år. Det risikerer man at sætte over styr.”
Timer ledelsen sine graverende beslutninger?
Det nuværende K-udvalg er desværre ikke det eneste, der oplever ikke at blive inddraget i vigtige beslutninger. På K19’s allerførste møde med ledelsen, hvor de lige var trådt til, blev de oplyst af den daværende institutleder og nuværende dekan, Mikkel Vedby Rasmussen, at instituttet forbød sponsoroplæg. Men eftersom at instituttets egen finansiering – efter flere års nedskæringer – kun dækker ca. 10% af introforløbets omkostninger, er tutorgruppens overlevelse dybt afhængig af disse sponsoroplæg.
»Det viser desværre også en ærgerlig tendens om, at markante beslutninger ofte tages, netop som et nyt, uprøvet Kontaktudvalg og ny tutorgruppe træder til. Også ofte uden dialog.«
– K19
Beslutningen kom sig af et forbud mod eksklusivkontrakter fra rektoratet, men det gjaldt ikke på andre institutter, og selv SAMF’s jurist mente ikke, at sponsoroplæggene gik imod forbuddet om eksklusivkontrakter. Det var kun med hårdt arbejde og overtalelse, at de fik ændret beslutningen.
“En sådan skrivebordsbeslutning uden inddragelse viser, at der manglede en grundlæggende forståelse og indsigt i, hvad det er for et arbejde og grundvilkår, som introforløbet har,” udtaler K19.
Det tyder samtidig på, at ledelsen træffer beslutninger af alvorlig karakter på et tidspunkt, hvor de forventer at møde mindst modstand:
“Det viser desværre også en ærgerlig tendens om, at markante beslutninger ofte tages, netop som et nyt, uprøvet Kontaktudvalg og ny tutorgruppe træder til. Også ofte uden dialog, ligesom tilfældet har været med afskaffelse af landenavne i 2021 og ved nedskæring af antallet af tutorer i 2018.”
Mangel på transparens i hierarkiet
Flere af vores kilder beretter om, at Anders Berg-Sørensen ofte undviger, når han skal pege på, hvem der har truffet konkrete beslutninger. Når der bliver spurgt til, hvem der har bestemt coronarestriktionerne eller afskaffet holdnavnene, så har Anders Berg-Sørensen svaret, at beslutninger bliver truffet »højere oppe i systemet« eller givet uklare henvisninger til »hierarkiet«.
Dette diffuse hierarki skabte stor frustration i K20’s samarbejde med ledelsen, da de skulle finde fælles fodslag i en række uigennemskuelige coronaretningslinjer. Deres oplevelse var, at Anders Berg-Sørensen fortalte dem om retningslinjerne og bad dem implementere dem – men uden at de fik svar på, hvem der havde truffet beslutningen, og hvem de skulle gå til, hvis de havde konkrete spørgsmål. I praksis betød det, at K-udvalget skulle stå på mål for beslutninger over for tutorgruppen, de ikke selv forstod.
“Anders Berg-Sørensen sagde eksempelvis, at tutorerne ikke måtte være sammen med russerne efter kl. 17, men de forklarede aldrig hvorfor. Han sagde bare, at: »det kommer ikke fra os.«”
Et andet eksempel er, at K20 gennem hele forberedelsen til introugen havde fået at vide, at de godt måtte være hele stamhold samlede, og de havde planlagt alt derefter. Men én uge inden det hele skulle gå i gang, meddelte Anders Berg-Sørensen, at de kun måtte være halve stamhold og antydede, at det havde været aftalen hele tiden.
“Vi spurgte, om vi ikke kunne gøre noget for at dispensere for det, men fik et klart »Nej.« Derfor lavede vi det hele om igen, for så at få at vide to dage inden, at nu måtte vi gerne være hele stamhold alligevel. Det fik en til at tænke: »Hvem har du fået de her informationer fra?«”, udtaler et stadigt frustreret K20.
»[…] samtalen lagde op til, at de gerne ville lytte og tage os seriøst, […] Derfor havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi et par måneder senere fik af vide, med en lussing i ansigtet, at de afskaffer landenavnene.«
– K20
Endnu et tegn på at det ikke er Anders Berg-Sørensen, der bestemmer, kommer til udtryk ved afskaffelsen af landenavne. Første gang K20 hører om ‘landeklagen’ er til det årlige evalueringsmøde i oktober, hvor K-udvalget mødes med Anders Berg-Sørensen og fremlægger tutorernes egne evalueringer af introforløbet.
Her oplevede de en meget konstruktiv tilgang, hvor han fortalte, at han havde modtaget et skriv fra én, som syntes, at man skal være opmærksom på det her med lande. Bortset fra at de ikke måtte se brevet og ej heller deltage på det efterfølgende møde med »dem i dekanatet«, så fornemmede de en nysgerrig Anders Berg-Sørensen, der var dialogsøgende.
“Derfor havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi så et par måneder senere fik at vide, med en lussing i ansigtet, at de afskaffer landenavnene. Fordi den samtale lagde op til, at de gerne ville lytte og tage os seriøst,” udtaler K20.
Hvem træffer beslutningerne om introforløbet?
Spørgsmålet er så, hvad der er sket i mellemtiden mellem K20’s konstruktive dialog med Anders Berg Sørensen i oktober og landenavnenes afskaffelse i februar.
På fakultetets hjemmeside fremgår det, at dekanen har det overordnede ansvar for studiestarten, men at dette ansvar på SAMF er uddelegeret til studielederne. På statskundskab lader det imidlertid ikke til, at det kun er studielederen, der bestemmer.
»De skubber hele tiden lorten væk fra sig selv. Vi siger ikke, at det er bevidst blame-avoidance, men det er det indtryk, man får.«
– K20
Vi spørger K20, hvem de tror, Anders Berg-Sørensen mødes med i »hierarkiet«. De svarer, at de tror, at det er institutlederen, Nina Græger, og dekanen, Mikkel Vedby, men tilføjer:
“Det, at vi ikke ved det 100%, indikerer ret godt, hvor lav transparensen er omkring de her beslutningsprocesser.”
For K20 er det her essensen af problemet. Når man ikke ved, hvem der har taget beslutningerne, så kan man ikke bede dem om at forsvare dem. Resultatet bliver derfor, at beslutningerne står fast, uden man kan ikke få nogen til at stå på mål for dem eller forklare, hvad de går ud på.
“De skubber hele tiden lorten væk fra sig selv. Vi siger ikke, at det er bevidst blame-avoidance, men det er det indtryk, man får,” udtaler K20 og fortsætter:
“Hele den måde vores offentlige system er bygget op på, bunder i, at enhver beslutning inden for forvaltningen, skal indebære, at man ved, hvem der har taget beslutingen og en klagevejledning. Ingen af de dele er på nogen måde til stede, når vores dekanat og ledelse træffer beslutninger.”
Da vi til gengæld fanger Esben Bjørn Salmonsen på en telefonforbindelse, er der ingen tvivl: “Det er Mikkel, der har truffet beslutningen.” Esben er valgt ind i Akademisk Råd, som er et råd på fakultetsniveau, der rådgiver dekanen. Derfor er han også tættere på Mikkel Vedby og kan fornemme, hvordan statskundskab er under særlig bevågenhed:
“Det er meget tydeligt, at Mikkel har en stor involvering i dette introforløb. Også mere end jeg normalt ville forvente af en dekan.”
Går dekanen mere op i medieomtale end et godt studiemiljø?
Tyra Møll Holst, som er næstforperson i studienævnet, var sammen med K21 til møde med dekanen den 28. maj. Her spurgte de Mikkel Vedby, hvorfor den nye beslutning om at droppe holdnavne helt kun gælder på statskundskab og ikke fakultetets andre studier. Svaret lød: “Vi har et ry ude i verden, som er fjollet.” Men det billede kan Tyra slet ikke genkende i sit arbejde i studienævnet:
“Jeg er med i et aftagerpanel, hvor der sidder direktører med fra en række organisationer og firmaer, som værdsætter statskundskabere meget højt. De synes bestemt ikke, at vi er fjollede,” siger Tyra og fortsætter: “Mikkel har et meget ensidigt syn udadtil. Det ville klæde ham at få et blik indadtil.”
Det undrer samtidig studienævnets næstforperson, at hjemlen for det særskilte forbud på statskundskab bunder i inklusion:
“Hvis beslutningen om at droppe holdnavne handler om inklusion og beskyttelse af minoritetsgrupper, hvorfor er det så kun på statskundskab, at det er blevet indført?”
For K21 var der efter mødet ingen tvivl om, at de har at gøre med en dekan, der går mere op i medieomtale end faktisk mindretalsbeskyttelse:
“Det var tydeligt, at han ikke kunne konkretisere de påståede udfordringer om eksklusion, der lå til grund for forbuddet mod holdnavne. Tværtimod lod det til, at man, fra dekanatets side, blot ønskede at undgå yderligere medieomtale.“
K20 istemmer anklagen om hykleri og peger på, at samarbejde med tutorgruppen netop er det bedste værn mod krænkelser:
“Hvis det rent faktisk handlede om et godt og inkluderende studiemiljø, så kan vi simpelthen ikke se, hvorfor de ikke inddrager tutorgruppen. Det er tutorgruppen, der står for den praktiske implementering af de her beslutninger. Det er tutorgruppen, der skal sørge for, at der ikke sker nogen krænkelser.”
Hvor er den brændende platform?
Når dekanen siger, at statskundskab har »et fjollet ry«, og når hans kommunikationschef, Rune Heiberg, udtaler til Uniavisen, at: »der er udfordringer på statskundskab«, så får man indtrykket af, at det står skidt til med introforløbet.
Der tegner sig imidlertid et helt andet billede, når man ser på evalueringerne. Her fremgår det blandt andet, at 91% var meget tilfredse eller tilfredse med at få tildelt et land, mens 9% var neutrale, og ingen var utilfredse.
Puljer man alle introforløbets aktiviteter og giver dem en vægtet likert-skala-score på 1-5, står det klart, at der de sidste fire år har været en høj grad af tilfredshed med introforløbet blandt de nye studerende. Resultatet i 2020 skal sågar ses i lyset af de omfattende coronarestriktioner.
»Jeg synes, at det er latterligt, at vi lærer så meget på studiet om evalueringer og spørgskemaundersøgelser, og så vil de ikke engang lytte på dem.«
– Tyra Møll Holst, næstformand i studienævnet
“Det er klart, at nogle gange skal der tages hårde beslutninger. Men hvis de skal tages, så skal der altså være en brændende platform for dem,” påpeger K20 og fortsætter: “Og der må vi bare sige, at evalueringerne de sidste par år har været helt i top for introforløbet.”
K21, som har været i tovtrækkeri med ledelsen hele foråret, føler sig også indignerede over fortællingen om »udfordringer på statskundskab«: “Vi har endda sammenlignet med evalueringerne fra de andre studier på fakultetet, og her er vi klart de bedste. Tutorerne har derfor god grund til at være stolte over det arbejde, de hvert år ligger i introforløbet – og det bør ledelsen også være”
Tyra Møll Holst er også frustreret over ledelsens manglende lydhørhed over for de kvali- og kvantitative metoder, som de normalt værdsætter så højt:
“Jeg synes, at det er latterligt, at vi lærer så meget på studiet om evalueringer og spørgskemaundersøgelser, og så vil de ikke engang lytte på dem,” siger Tyra.
Esben Bjørn Salmonsen er også uforstående og tror, at det kan have noget at gøre med, at ledelsen stadig lever lidt i fortiden:
“Det virker som om, at man regulerer med tanke på, hvad der var en gang. I stedet for at forholde sig til hvordan det er nu.”
Ledelsen skal vise de studerende tillid
Uanset hvad der er sket, er der ingen tvivl om, at det er i alles interesse at have et godt samarbejde mellem ledelse og studerende. Spørger man de studerende, har samarbejdet dog nået et punkt, hvor det kræver en seriøs håndsrækning fra ledelsens side.
”Hvis man skal indgå i en meningsfuld dialog omkring eventuelle udfordringer, kræver det, at man fra ledelsens side tager vores omfattende evalueringsarbejde seriøst. Vi har netop værktøjerne til at imødekomme potentielle udfordringer, og disse så vi gerne, at ledelsen fremadrettet gør brug af,” siger K21 og henviser til, at man f.eks. ved afskaffelsen af den kønsopdelte opvarmning anvendte tutorplenumet som demokratisk forum til at diskutere problematikken.
“Det er nemlig hos de studerende, at man kan skabe en kulturændring i introforløbet, og ikke gennem ledelsesbeslutninger, der træffes af dekanen uden grundlag eller forudgående dialog med tutorerne, ” tilføjer K21.
Samtidig frygter de, at ledelsen slet ikke værdsætter den ressource, de har:
”Vi kan godt være bange for, at ledelsen tager for givet, at 120 tutorer hvert år bruger 200 frivillige timer på at skabe en god start for de nye studerende. Det er ikke på alle studier, man hører de tal, og derfor skal man heller ikke undervurdere den sociale og faglige værdi af det store arbejde, tutorerne udfører,” afslutter K21.
Dette budskab resonerer hos deres forgængere, K20, der mener, at det er frivilligheden, der gør Institut for Statskundskab til noget særligt. Mangfoldigheden af studenterforeninger og organisationer står og falder med de studerendes lyst til at lave frivilligt arbejde – og det er det, man risikerer at sætte over styr:
“De skal begynde at forstå, at de har behov for de frivillige. De frivillige vil kun gøre deres arbejde, hvis de føler sig lyttet til, og hvis de føler, at der er en ledelse, der støtter dem. Det ender med at skade instituttet i sidste ende, hvis de ikke tager det seriøst,” udtaler K20 og refererer til en EVA-undersøgelse, der viser, at et langt introforløb og sociale aktiviter er den bedste kur mod frafald.
»Vi kan godt være bange for, at ledelsen tager for givet, at 120 tutorer hvert år bruger 200 frivillige timer på at skabe en god start for de nye studerende. Det er ikke på alle studier, man hører de tal, og derfor skal man heller ikke undervurdere den sociale og faglige værdi af det store arbejde, tutorerne udfører.«
– K21
Tyra ser også, at der kan være en risiko for, at ledelsens nuværende tilgang kan give bagslag på en anden måde:
“Man kan sagtens forestille sig, at hvis det fortsætter med detailstyringen, så er der større risiko for, at tutorerne ikke kommer til at være lige så ærlige og åbne over for ledelsen, som de er nu. Ledelsen risikerer at få en tutorgruppe, som udfører aktiviteterne i det skjulte i stedet,” siger Tyra og fortsætter:
“Det kunne også være rart med en mere konstruktiv indstilling fra ledelsen, hvor man i samarbejde forsøgte at forbedre og udvide introforløbet i stedet for deres nuværende tilgang, hvor de kun forsøger at begrænse og forbyde.”
For Esben Bjørn Salmonsen er det også tilliden, der er afgørende, og den fås ikke på flaske: “Man viser ikke tillid ved at give en flaske vin til alle tutorerne efter en periode, hvor man slet ikke har lyttet på dem. Man skal tro på, at tutorerne vil russerne det bedste, når de lægger så mange kræfter i det,” siger Esben og henviser til sidste år, hvor tutorerne modtog en flakse vin hver efter endt introforløb.
Skriftlighed og formalisering af samarbejdet kan være vejen frem
Spørgsmålet er, hvordan man får løsnet den gordiske knude, som samarbejdet efterhånden er blevet til. K-udvalgene og studenterrepræsentanterne har selv nogle konkrete forslag til, hvordan samarbejdet kan genopbygges – både på kort og lang sigt.
På kort sigt ser Tyra gerne, at ledelsen indrømmer, at de har taget fejl, og at de afholder sig fra at anvende skruebrækkertaktikker:
“Vi ser gerne, at de lægger sig fladt ned og beklager processen. Og ikke siger til møder, at de bare kan ansætte 15 tutorer, men derimod siger, at de tror på os, og de har tillid til os,” udtaler Tyra og peger på, at en måde at vise tillid i første omgang kunne være at lade tutorerne bruge de nye holdnavne, som de har brugt måneder på at udvikle.
»Vi oplever en kæmpe frustration hos tutorerne, og hvis vi skal bibeholde samme engagement og frivillighed for introforløbene i fremtiden, så er ledelsen nødt til at være mere lydhør over for tutorerne.«
– K21
Spørger man K21, er tillid lig med anerkendelse. Og efter flere måneders strid, hvor de har følt sig trynet, har de brug for anerkendelse og en udstrakt hånd:
”Vi har behov for, at institut- og fakultetsledelsen udviser tutorgruppen den tillid, som har manglet i det hidtige forløb. Det fortjener tutorerne, når man ser de flotte evalueringer, de hvert år modtager. Vi oplever en kæmpe frustration hos tutorerne, og hvis vi skal bibeholde samme engagement og frivillighed for introforløbene i fremtiden, så er ledelsen nødt til at være mere lydhør over for tutorerne.”
For K20 står det klart, at hvad der før var et uformelt samarbejde, er nu nødt til at blive formaliseret for at sikre en transparent proces. De peger på tre ting, der er helt essentielle, hvis tilliden mellem tutorgruppe og ledelse skal genopbygges og bibeholdes på lang sigt:
“For det første skal der være meget bedre inddragelse af dem, som beslutningen går ud over – inklusiv de studenterpolitiske organer, der findes. For det andet skal der være langt mere transparens omkring det grundlag, som beslutninger tages på. For det tredje skal der være mulighed for at stille spørgsmål til dem, der rent faktisk har taget beslutningen. Alle tre dele skal være skriftliggjorte.”
Helt konkret foreslår de, at man i tillæg til tutorkontrakten [en kontrakt, hvor ledelsen opstiller en række retningslinjer for tutorgerningen] udarbejder en ledelseskontrakt, som indeholder ufravigelige krav om transparens og studenterinddragelse.
Samtidig ønsker de, at vigtige beslutninger om introforløbet skal være skriftlige og kræve en underskrift, så man kan se, hvem der har truffet den. Hertil skal der naturligvis følge en skriftlig klagevejledning.
MED ANDRE ORD har henvendt sig til instituttets ledelse angående de studerendes kritikpunkter og det fremtidige samarbejde. Institutleder Nina Græger ønskede ikke at interviewes, men skrev følgende svar i en mail:
“Studenterinddragelse og transparens er vigtigt for instituttet, for mig og for Anders. Vores døre er åbne, og dialog med studerende er noget, vi praktiserer regelmæssigt, i forskellige udvalg og nævn og i vores jævnlige kontakt med vores studerende. Vi har i det seneste halve år haft over 25 møder med en bred kreds af studerende og studenterforeninger på statskundskab. Både om RUS-introen og andre emner, fx revision af bacheloruddannelsens økonomifag. Den direkte dialog sætter vi pris på, så vi kan løfte anliggender af fælles interesse. Derfor vil jeg efter sommerferien invitere til en åben dialog om, hvordan vi også kan forbedre vores samarbejde. Hvis der blandt nogle studerende er forslag til samarbejdsarenaer eller –processer allerede nu, vil jeg gerne tale om det direkte med dem. Det giver mere mening og en bedre samtale end at tale sammen i mediernes spalter.
Forløbet bag introforløbet – fra K19 og frem
