For de fleste på campus er det ikke en kreativ karriere i musik- og mediebranchen, der står skrevet i stjernerne, når specialet er afleveret. Ikke desto mindre kan Babak Vakili skrive rapper, manuskriptforfatter og podcaster på cv’et i forlængelse af titlen cand.scient.pol. Han producerer musik under navnet Bobby Shams, har skrevet DR-serien ‘Fredløs’ og er aktuel med podcasten ‘Generationen’, hvor han i et nyt og eksperimenterende format tegner et portræt af lokalsamfundet på Nørrebro, nattelivets diskrimination, politikerne på Christiansborg og af hjemlandet Iran. Og så har han læst statskundskab her på Kommunehospitalet, selvom han den dag i dag ikke længere er Djøfer. På en grå efterårsdag snakker vi sammen om studietiden på statskundskab, de mange muligheder og de svære valg, og om livet og karrieren efter seks år på Djøf-fabrikken.
Skrevet af Linea Marie Kronborg Johansen
Babak Vakili startede som blot 19-årig på statskundskabsstudiet i 2006, selvom han egentlig gerne ville have læst idéhistorie. Som born and raised københavner var det dog en streg i regningen, at man skulle helt til Aarhus for at tage uddannelsen. Efter i stedet at have hørt godt om statskundskab fra sin kusine, der læste på Københavns Universitet, besluttede han at søge ind: »Ifølge min kusine havde man idéhistorie på første semester, og så havde man international politik. Jeg vidste, at jeg havde snittet til det, og at jeg grundlæggende interesserede mig for det, og det var faktisk bare det.« Tanken om at få cand.scient.pol stemplet i nakken var heller ikke utiltalende, og uddannelsens pæne renommé blev en faktor, som bragte ham i favnen på de tunge bøger af Rousseau, Dahl og Easton: »Jeg vidste også godt, at når man læser statskundskab, så får man en form for blueprint eller standard approval. Det er prestigefyldt, og man skal nok klare sig med det.«
Som ung og politisk interesseret var det ikke bare fagene, der var tiltalende; også studiemiljøet passede den venstreorienterede studerende særdeles godt. »Der blev lavet en undersøgelse på studiet, om hvad folk stemte, og der husker jeg, at Enhedslisten og Radikale Venstre nærmest kunne have lavet en regering alene. Miljøet var meget aktivistisk, og særligt de røde partier fyldte meget. Folk var ret meget på venstrefløjen. Og det er også sådan, det skal være.«
Fire rusture og intro-gate
Ud over politisk aktivisme blandt studiekammeraterne fyldte de frivillige studenteraktiviteter meget. Babak Vakili var selv en del af tutorgruppen tre år i træk, og med et grin konstaterer han, at han har været på ikke mindre end fire rusture. Han husker 00’ernes introforløb som værende præget af humor, fællesskabsfølelse og fest, men også at de indebar en potentielt grænseoverskridende type falde-på-halen-humor og et meget voldsomt og omsiggribende drukfællesskab. Heller ikke i 2006 kunne traditionerne på statskundskab holde sig ude af mediernes søgelys, og på daværende tidspunkt var det særligt alkoholpolitikken, der trak overskrifter. Selv om Babak Vakili husker selv at have haft stor glæde af traditionerne, har det ikke forhindret ham i at reflektere over kulturen: »Altså hvad fanden gør man, hvis man ikke drikker? Er der plads til at være med i det der meget voldsomme, meget omsiggribende fællesskab? Jeg syntes jo, at det var fedt, og jeg tror, at rigtig mange syntes, det var fedt. Men hvad hvis man ikke kan være med, hvis man for eksempel er muslim, eller hvis man bare ikke drikker, hvad fanden er det så for et forløb i starten?«
Debatten minder mig unægteligt om noget, der fylder utroligt meget i min egen studietid. Før jeg får en chance for at nævne det, kommer han selv ind på det: »Jeg har godt læst, at der har været et eller andet for nylig med stereotyper og landenavne.« Babak Vakili refererer til den store debat om landenavne, der har fyldt det meste af tutoråret på statskundskab, efter ledelsen i foråret besluttede at afskaffe alle landenavnene i introforløbet. Det omdiskuterede politiske spil, hvor hvert hold fik tildelt et landenavn, var også en del af introforløbet i 2006 og i de følgende tre år, hvor han var tutor: »Der var jo ikke så meget debat omkring det i min tid, det var bare fuldt ud stereotypt.«
»Hvis man for eksempel er muslim, eller hvis man bare ikke drikker, hvad fanden er det så for et forløb i starten?«
Med iranske forældre, der kom til Danmark efter revolutionen i Iran i 1979, spørger han sig selv, hvordan han ville have haft det med at skulle starte på et hypotetisk hold med landenavnet Iran: »Hvis man nu spillede plat på alle fordomme om iranere, hvordan ville jeg så føle, det var? Personligt ville jeg jo ikke have noget imod det, men det er jo bare sådan, at der er behov for at rumme folk, der ikke nødvendigvis passer ind i majoriteten. For mig var det særligt alkoholpolitikken, jeg tænkte over, med alle de forskellige opvarmninger, der var – især herreopvarmningen, da den var der.« Han har ikke løsningen på problematikken omkring introforløbet, men ser en klar udfordring, som tydeligt afspejler et klassisk politisk teoretisk dilemma: »Skal flertallet bøje sig for minoriteten, som er lille, når flertallet er så stort?«
Late bloomer og big achiever
På trods af sit store engagement i det sociale studieliv følte Babak Vakili ikke helt, at han vågnede op og forstod hvor mange muligheder, han egentlig stod overfor, før han startede på kandidaten. Mens studiekammeraterne engagerede sig i politik, grundlagde studenterforeninger og arrangerede studieture, fulgte han med egne ord bare strømmen. Han beskriver sine studiekammerater som »sygt vågne«, mens han selv først sent fik øjnene op for alle de mange ting, han på statskundskabsstudiet kunne kaste sig over: »Jeg var håbløst bagud. Alle andre var med på noderne og forstod fra første dag, at de kunne engagere sig i dit og dat. Jeg var meget social, men jeg stoppede aldrig op og engagerede mig udover de kollektive ting, som tutorgerningen for eksempel var.«
Selv om han beskriver sit yngre jeg som værende en smule bagud, tilbragte han et halvt år på Christiansborg, hvor han var integrationspolitisk praktikant hos Enhedslisten. Efter at have rappet gennem hele sin studietid og optrådt i Ungdomshuset et par gange havde han et solidt netværk i det venstreorienterede miljø, og Enhedslistens daværende politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen sikrede ham således kontakter internt i partiet, der gav ham opgaven at opdatere Enhedslistens integrationspolitik: »Det var mega fedt, for man fik sygt meget ansvar. Det var totalt i tråd med det at lave meningsfuldt arbejde og ikke bare printe eller kopiere dokumenter. Det kan de godt selv finde ud af.«
Det integrationspolitiske arbejde fyldte meget. Udover at starte projektet Diskriminalitet, hvor han i samarbejde med Københavns Kommune bekæmpede diskrimination i nattelivet, skrev Babak Vakili både bachelor og speciale om italesættelsen af indvandrere. Et stykke af bachelorprojektet kan høres i ‘Generationen’s tredje afsnit, hvor Babak Vakili i en snak om racisme i politik gennemgår karikaturkrisens påvirkning på diskursen omkring indvandrere: »Jeg var lige gået ud af gymnasiet, da Muhammed-tegningerne blev bragt, og jeg husker helt tydeligt, hvordan spørgsmålet om ytringsfrihed pludselig var på alles læber. På samme måde som nogle af os blev bedt om at forholde os til, om 11. september var okay, så kan jeg huske, at folk begyndte at spørge mig, hvad jeg mente om ytringsfriheden«, siger han i afsnittet.
Djøfer eller ej?
Med erfaring fra det integrationspolitiske område lå det til højrebenet, at Babak Vakili som færdiguddannet cand.scient.pol nu skulle lande den fede stilling som politisk konsulent i en meningsfuld NGO. Hurtigt blev han dog mødt af strenge krav om at have klassisk embedsmandserfaring på cv’et. Han fik at vide, at han måtte ud og prøve livet som fuldmægtig af i en styrelse, før han kunne få sin drømmestilling. I protest tilbragte han et par måneder som lærervikar på sin gamle folkeskole, før han til alt held opdagede, at Københavns Kommune søgte en medarbejder på Stemplet-kampagnen, en efterfølger til Diskriminalitet-projektet, som han selv havde været med til at starte i sin tid. Nu skulle han få den embedsmandserfaring, som var påkrævet. Her tilbragte han et lille års tid, før han måtte sande, at livsstilen som fuldmægtig bare ikke var for ham: »Det var rigtig meget Office og rigtig meget Outlook. Jobbet var jo sygt aktivistisk, jeg havde kontakt til civilsamfundet og var meget ude i marken, men det var altså stadig en fuldmægtigstilling. Og det følte jeg bare, at jeg var ret langt fra.« Endnu engang var det de kontakter, han havde fået som rapper, der sikrede ham et nyt job. Han begyndte at arbejde med teaterforestillinger hos C:NTACT. En klar skillevej i hans karriere, hvis du spørger ham. Han fik en chef, som så hans kreative side og skubbede ham hen imod det, han lever af i dag: At skrive og instruere.
»Nu er jeg ikke længere Djøfer i virkeligheden, jeg arbejder ikke som Djøfer, og jeg er ikke længere medlem af Djøf«
Ved at rappe og skrive lyrik havde Babak Vakili gennem mange år tydeliggjort, at han havde forudsætninger for det kreative, men identiteten som Djøfer var stadig svær at slippe efter timelange forelæsninger i Offentlig Forvaltning: »I mit hoved havde jeg en identitetsmæssig ting med, at jeg nok en dag skulle blive voksen og blive fuldmægtig et eller andet sted.« Utroligt nok blev det en juridisk teknikalitet, der førte til det endelige brud med Djøf. Han havde brug for at melde sig ind i et forbund, der kunne tilbyde juridisk bistand til de manuskriptkontrakter, han blev tilbudt. Det blev på bekostning af statskundskabernes foretrukne fagforening, at han ikke ville være medlem to steder: »Det var en ret sjov identitetsmæssig ting at gøre. Nu er jeg ikke længere Djøfer i virkeligheden, jeg arbejder ikke som Djøfer, og jeg er ikke længere medlem af Djøf.«
Arven fra statskundskab
Selvom han ikke vil betegne sig som statskundskaber længere, er Babak Vakili ikke i tvivl om hvilke vigtige ting, han har fået med fra sine seks år på studiet: En kritisk sans og en evne til at sætte ting i kontekst. Det er dét, som kendetegner statskundskab. Han håber, at det skinner igennem rapmusikken, manuskripterne og podcasten, at de er skabt af et menneske, som har beskæftiget sig med samfundsaffærer i et stykke tid. »Det er jo ikke fordi, jeg slår op i en pensumbog og siger hov, hvad var det nu de sagde dér. Det er bare et filter, man har på verden efter seks år på statskundskab.«
Han understreger, at det har været et kæmpe privilegium at være statskundskabsstuderende på Københavns Universitet. Men da jeg spørger, hvad hans råd til nutidens statskundskabsstuderende er, understreger han, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv. Det vigtigste er at stoppe op og mærke efter, at lytte til sit indre kompas og skifte spor, hvis man har lyst: »Lad være med at tænke på karrieren, for du ved aldrig hvordan fuck arbejdsmarkedet ser ud, når du bliver færdig alligevel. Du ved aldrig, om du ender med at spille golf i Japan om fem år. Bare lav det, du synes er fedt.« Han opfordrer folk til at åbne øjnene, undersøge mulighederne og mærke efter. Han er slet ikke i tvivl om, at det vigtigste på studiet er at have det sjovt. »Hvis du er på statskundskab, så kan du et eller andet i forvejen, så bare gå med dit hjerte. I skal nok finde ud af det, ikke?«