Kvote 2-studerende på Statskundskab kommer let til at gemme sig i skyggerne, fordi karakterræset er blevet så stor en del af kulturen på studiet. Jeg mener, at kvote 2-studerende skal frem i lyset og anerkendes.
Af Liv Bruun Rossander Sørensen
Der er aboslut ingen lyd sødere end den af min egen stemme. Man er vel statskundskaber.
Men som mit netværk på CSS forgrenes, er der også ting jeg helst undgår at snakke om, emner jeg mere eller mindre elegant viger udenom. Et af dem er, hvordan jeg er endt på statskundskab. Jeg er stolt af at være her – ingen tvivl om det. Men det gør lige ondt på stoltheden hver gang, man stilles overfor antydningen af medynk og den overbærende stemme, der fortæller en, at det da ikke gør noget. At det er helt okay. At jeg ikke skal være ked af at være barn af kvote 2.
Mere end et tal
Jeg er både komfortabel og absolut hjemmevant her, men det at være optaget via kvote 2 er ikke noget, man snakker højt om. I hvert fald ikke i starten af hverken studiet eller venskabet. Til undervisning deler man lokale med 40 mennesker, der hver især er vant til at ligge komfortabelt i de tocifrede karakterer, og det er på denne baggrund, at man siden syvende klasse har defineret sin egen og andres intelligens.
Det element af karaktersnobberi, som man finder på studiet, er ikke nødvendigvis bevidst. Men det er uendeligt svært at favne ideen om, at medstuderende, venner endda, der har fået betydeligt lavere karakterer end en selv, er lige så intelligente, når det er karakteren i fristilen, til eksamen og i huen, der så længe har spillet en stor rolle i at forme ens selvværd. Når det er tallet, der har defineret, hvorledes man passede ind i det sociale hierarki.
Kvote 2 henover brystet
Mit optag er ingen hemmelighed. Men uden at være klar over det, har jeg altid gjort et stort nummer ud at forklare, hvorfor jeg er kommet ind gennem kvote 2 og derved understrege, at jeg altså ikke er uden evner. Og at jeg under andre omstændigheder kunne have opnået samme gennemsnit som så mange andre af mine studiekammerater. Det har været afgørende for mig at bevise mit værd, og selv herefter har jeg oplevet en vis forsigtighed omkring emnet. Mine veninder har spurgt ind til, om det er noget, de godt må fortælle til andre, og bekendte har, med frygt for at tage fejl, spurgt ind til, om det passer, at jeg kom ind via kvote 2. For det ville da absolut være pinligt for alle, hvis de tog fejl…
Når næste udgave af MED ANDRE ORD rammer Institut for Statskundskab, er det ikke længere noget, jeg kan vente med at fortælle folk. Og det burde jo heller ikke være en snusket hemmelighed, man gemmer væk. Det burde tværtimod stå med store fede blokbogstaver henover brystet på alle trøjer i klædeskabet.
Et nåleøje uden lige
Dette indlæg handler ikke om, at alle andre på studiet ikke også er beundringsværdige. Men her er altså min hyldest til de 30 af jer på hver årgang, der er blevet målt, vejet og alligevel er sluppet igennem nåleøjet. De tre eller fire af jer på hvert hold, som måske blot lader venner og verden antage, at I ikke bare deler endestation, men også har taget samme rute hertil.
Det er ti procent af de studerende på Statskundskab, der er kvote 2-ansøgere. Kun ti procent af kvote 2-ansøgere kommer rent faktisk ind. Det er altså et nåleøje uden lige, og det kræver livserfaring, nogle-og-tyve bilag og en motiveret ansøgning, der får hundredevis af ansøgeres baggrund og kompetencer til at blegne i sammenligning. Det er altså sejt!
En hyldest til de 10 procent
At blive optaget gennem kvote 2 er således noget af en præstation. Hvorvidt den tavse kultur omkring kvote 2-optag er et resultat af selv-stigmatisering eller ydre fordomme, er svært at konkludere på, selvom begge faktorer med al sandsynlighed spiller en rolle. Jeg skal heller ikke gøre mig klog på, hvilken gruppe der er de bedste studerende. Det er dog ganske sikkert, at man kun er på et studie som Statskundskab, fordi man har gjort sig fortjent til det og på den ene eller anden måde har fået tilkæmpet sig en af de eftertragtede pladser. Så lad os gøre, hvad statskundskabere gør bedst. Lad os tale, snakke og vrøvle indtil det står tydeligt for alle, at man som studerende er så meget mere end sine karakterer fra gymnasiet.
Personligt ville jeg ønske, at man vægtede motivation og livserfaring højere og ikke bare definerede de studerende på gymnasiekarakterer, der ærlig talt er mere end almindeligt subjektive. Men kvote 2-barnets ønsker til side. Jeg skriver blot dette indlæg for at hylde en lille del af os, der slet ikke bliver hyldet nok:
Kvote 2’ere: (FUCK) HVOR ER I SEJE. TAK FORDI I ER JER!