Konservative Studerende har i forbindelse med univalget hængt diverse plakater op, der bedst kan karakteriseres som en modreaktion på en identitetspolitisk drejning for Københavns Universitet – med KS’ egne ord, er KU blevet et ”krænkelsescirkus”. Konkret handler det om kønskvoter på pensum på bekostning af kvaliteten, at statskundskabs introhold ikke længere må kalde sig landenavne, og at mælk ifølge KU-tilknyttet forskning skulle være racistisk blot at indtage.
af Søren Lægaard Berthelsen og Anna Luna Lumholt Madsen
Illustreret af Ida Lous Jensen
Dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger og synspunkter.
Personligt synes vi, at introholdene på KU nok ikke kommer til at lide specielt meget under en så beskeden begrænsning, og vi har heller ikke hørt om, at nogen skulle have indført konkrete kønskvoter på pensum og da især ikke på bekostning af kvaliteten. Vi har til gengæld hørt forelæsere snakke om, at det kunne være en god idé at trække flere kvinder ind i pensum. Kvinder, som gennem historien er blevet ekskluderet fra kanon, men som i virkeligheden har skrevet indflydelsesrigt og kompetent materiale. Vi forstår, at sagen om introholdene er principiel, og vi kunne tage fejl omkring kvoterne. Indlægget her skal i højere grad handle om mælken.
KS’ plakat om racistisk mælkeindtag fremfører to pointer. For det første, er artiklen ”Hvid mælk”, som er udgivet i tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning, tilknyttet KU, og KU bør prioritere deres midler bedre, end at støtte identitetspolitisk ´pseudoforskning´. For det andet, konkluderer artiklen, at ”mælk repræsenterer ’hvidhed’ hvilket undertrykker personer med sort hudfarve, da disse statistisk set er mere tilbøjelige til at være laktoseintolerante”.
Åbner man Metta A. E. Kim-Larsens artikel ”Hvid Mælk” afslører første pointe dog hurtigt sig selv. Der står nemlig allerøverst i artiklen (lige under abstractet), at den er skrevet af en studerende. Det vil altså sige, at det nok er usandsynligt, at KU har sat forskningsmidler af til hendes artikel.
»Hendes påstand er, at dette afspejler en hvid madkultur, der privilegerer (overvejende) hvide børn, der er laktosetolerante. (…) Intet sted i artiklen står der, at man er racist, hvis man drikker mælk.«
Den anden pointe kræver, at man læser den 11-siders lange artikel. Kort fortalt undersøger Kim-Larsen den sociokulturelle baggrund for og repræsentationen af laktoseintolerance blandt transnationalt adopterede børn. Hun hiver ikke sine argumenter ud af den blå luft, men undersøger i stedet empirisk, hvordan laktosetolerance er repræsenteret gennem tiden og finder, at tolerance er blevet behandlet som ”normalen”, mens intolerance er blevet sygeliggjort og behandlet som det abnorme eller afvigende. Konsekvensen er, at transnationalt adopterede børn er blevet givet modermælkserstatning med laktose i – på trods af at disse børn kommer fra lande, hvor 70-90% af befolkningen er intolerante. Hendes påstand er, at dette afspejler en hvid madkultur, der privilegerer (overvejende) hvide børn, der er laktosetolerante. Det er i vores øjne en langt mindre kontroversiel påstand end den, KS har på sin plakat. Intet sted i artiklen står der, at man er racist, hvis man drikker mælk.
»Det er jo en del af videnskabens og forskningens natur, at den skal kunne kritiseres og bygges videre på, men det betyder ikke, at man skal nedprioritere hele felter, bare fordi man er uenig i en enkelt artikel i det felt. Problemet er, at når diskussionen er betinget af stråmand og manglende nuancer, mister den rodfæste i virkeligheden.«
Forstå os ret. Vi synes ikke, man behøver at være fuldstændigt enig i Kim-Larsens argument for at acceptere, at hendes artikel er relevant. Man kan godt acceptere, at det er et problem for transnationalt adopterede børn, at de får mælkeerstatning med laktose i, og at Kim-Larsens artikel er relevant, fordi den afdækker det og trækker opmærksomheden hen på det, uden at være enig i pointen om den hvide madkultur. Det er jo en del af videnskabens og forskningens natur, at den skal kunne kritiseres og bygges videre på, men det betyder ikke, at man skal nedprioritere hele felter, bare fordi man er uenig i en enkelt artikel i det felt. Problemet er, at når diskussionen er betinget af stråmand og manglende nuancer, mister den rodfæste i virkeligheden.
»Men hvis man virkelig skal tilbage til en perifer artikel fra 2016, der har snæver tilknytning til KU, og at man i øvrigt bliver nødt til at misrepræsentere den artikel, før man kan illustrere, at identitetspolitikken er gået for vidt, så mener vi ikke, at man har et ben at stå på.«
Vi mener, at man til enhver tid skal kunne diskutere og kritisere forskning og akademiske artikler og deres relevans. Men hvis man virkelig skal tilbage til en perifær artikel fra 2016, der har snæver tilknytning til KU, og at man i øvrigt bliver nødt til at misrepræsentere den artikel, før man kan illustrere, at identitetspolitikken er gået for vidt, så mener vi ikke, at man har et ben at stå på. Det ligner, for os at se, mere et forsøg på at konstruere et fjendebillede, som man selv kan positionere sig overfor for at illustrere sin egen godhed. Og så er vi jo ude i en form for konservativ identitetspolitik i stedet.
Hvis KS vælger at holde fast i deres mærkesag om ”Nej til identitetspolitik”, håber vi, at de kan finde nogle bedre cases til at illustrere deres pointer til næste valg. Lad os tage diskussionen igen til den tid.