af Andreas Esbjørnsen
Årgang 2020 på Institut for Statskundskab endte med at blive en skæbnesvanger årgang. Ikke nok med at de havde studiestart midt i en pandemi, hvor både fester og rustur var aflyst, så blev de også den sidste årgang med landenavne tilknyttet stamholdene. Men hvordan har de det egentlig?
Fakultetet kunne i slutning af februar berette om “imponerende vedholdenhed blandt de studerende” og refererer til en undersøgelse, hvor 2020-årgangen glimrer i sin manglende inddragelse. Derfor besluttede MED ANDRE ORD sig for at finde ud af, hvordan det står til med de nye studerende.
I lyset af den nylige genåbning mødte MED ANDRE ORD Johanna, Sebastian og Kaia fra årgang 2020. De satte både ord på, hvordan de har haft det, og hvordan det er at være unistuderende på et studie, hvor man ikke har set sine studiekammerater og undervisere i månedsvis.
Zoom-undervisning er en blandet landhandel
Forelæsninger og holdtimer på Zoom har efterhånden været en on-and-off virkelighed på Institut for Statskundskab i et år. For den nye årgang betyder det, at de været indlagt til op i mod 18 timers Zoom-undervisning om ugen, siden 2. semester begyndte, og det er ikke altid lige nemt.
For Sebastian er der stor forskel på forelæsninger og holdundervisning. I modsætning til, hvis man var til stede i Chr. Hansen, så kræver forelæsningerne på Zoom, at man holder tungen lige i munden hjemme på værelset. “Det kan godt blive en lang halvanden time,” fortæller Sebastian.
For Kaia derimod er det ikke typen af undervisning, men derimod typen af underviser, der er afgørende:
“Man kan mærke, hvis forelæseren er interesseret i at formidle, og hvis han er god til det, så virker Zoom også, og så er forelæsningen spændende. Og hvis de gerne vil køre deres eget show og bare forske, så har de heller ikke styr på Zoom. Det går hånd i hånd, synes jeg.”
De er imidlertid begge enige om, at underviserne vokser med opgaven, og det går meget bedre, end det gjorde i starten.
“De har fundet en god afvejning af gruppearbejde og kollektiv undervisning. Det er nødt til at være anderledes over Zoom, end det er i virkeligheden, fordi det der med at snakke med sidemakkeren i to minutter – det er ikke et koncept, der fungerer, når man sidder hver for sig,” siger Sebastian.
Det lader sågar til, at de helt konkret har fået mere undervisningstid nu, fordi der i starten blev brugt “op til 10 minutter pr. undervisningsgang, med at få det til at fungere,” som Kaia husker det.
Lærer man noget?
Når adspurgt, om de har en oplevelse af at lære noget, svarer alle – heldigvis – ja. De har imidlertid forskellige syn på, hvorvidt nedlukning og Zoom-undervisning har bremset den faglige udvikling.
Kaia mener, at hendes læring er betinget af, hvorvidt hun læser pensum og følger med, “og det har jo ikke noget med corona at gøre.”
Johanna og Sebastian har snarere den opfattelse, at den virtuelle skolegang godt kan skade motivationen og dermed læringen.
Sebastian siger, “Jeg føler, at jeg kunne lære mere, hvis det hele var fysisk. Der er gange, hvor det lidt glipper, og der er gange, hvor læsermotivationen godt kunne være højere. Hvor dagene bare flyder sammen. Uden afbræk er det svært. Så jeg synes bestemt, at jeg lærer noget, men det kræver også noget at holde sig selv oppe.”
Johanna tilføjer, at det decideret føles som en omkostning at deltage i undervisningen: “Jeg synes, at samfundsfag er megaspændende, og det er stadig mit drømmestudie, men jeg synes, at det er rigtig dyrt at lære noget. Det er dyrt at få noget ud af undervisningen. Det kræver så meget insisteren fra en selv.”
Der kan heldigvis også være fordele ved onlineundervisning. F.eks. oplever Kaia, at der er langt flere fra hendes hold, der tør deltage i timerne på grund af chatfunktionen. “Det er ikke lige så skræmmende at skrive et spørgsmål, som hvis man skulle række hånden op i klasselokalet.“
Nedlukningen går ud over det psykiske helbred
Nedlukningen har været psykisk hård for rigtig mange unge, og det gør det ikke lettere, at man er helt ny studerende, der knap nok har fået fodfæste på sin uddannelse.
Johanna er meget optaget af sin egen og sine medstuderendes mentale sundhed og sætter nogle ord på, hvor hårdt og ensomt det kan være at være hjemsendt:
“Jeg har haft det rigtig hårdt. Jeg har været meget isoleret, og det har været meget tungt at komme igennem med at skrive opgaver.”
»Det kræver meget indre ro og styrke at melde sig på banen og tænde kameraet, […] Jeg har flere gange slukket kameraet for bare at græde lidt.«
Johanna, 2. semester
Zoom-undervisning kan være særligt udfordrende: “Det kræver meget indre ro og styrke at melde sig på banen og tænde kameraet,” siger Johanna og fortsætter: “Jeg har flere gange slukket kameraet for bare at græde lidt.”
Samtidig oplever hun, at “der lidt er en kultur, om at man ikke må snakke om, hvor hårdt og nederen det er.”
Det er en følelse, som mange statskundskabs- og samfundsfagsstuderende formentlig kan huske og nikke genkendende til, men der er ingen tvivl om, at den bliver forstærket af, at man ikke er på campus og ikke får de uformelle snakke med medstuderende, der har det på nøjagtig samme måde.
“Jeg mangler at kunne kigge til siden og ind i øjnene på en person, som også synes, at det er svært. For sådan som det ser ud nu, sidder man bare og kigger ind i sin computer,” siger Johanna og beskriver, hvordan snacks er en ringe trøst for social kontakt: “Jeg har altid mælkesnitter i mit køleskab, så jeg kan spise en mælkesnitte, når jeg får det for dårligt. Fordi jeg kan ikke få støtte fra mine studiekammerater og undervisere, når vi alle sidder hjemme hver for sig.”
Johanna har derfor også overvejet at droppe ud eller undersøge mulighederne for orlov, og hun er langtfra den eneste.
Kaia fortæller at flere fra sit hold har overvejet at droppe ud, og hvor én har gjort alvor af det: “Han sagde, at han var i tvivl på 1. semester, men det, som afgjorde det, var at vi skulle være online stort set hele 2. semester. Så for ham var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Og så er der andre, der har været i tvivl, hvor Corona har været endnu en ulempe i deres for-imod-overvejelser.”
Disse kedelige tendenser er desværre ikke kun forbeholdt IfS’ere, men ses på tværs af alle studerende i landet. En rapport om de nye studerende fra EVA viser, at både andelen af personer, der føler sig ensomme, og andelen af personer, der overveje at stoppe, er steget.
Det er svært at danne sig en IfS-identitet, når man er hjemsendt
En af grundene til, at nye studerende føler sig ensomme, kan være, at de ikke har dannet sig en IfS-identitet endnu. Når adspurgt, om de føler sig som en del af statskundskab/samfundsfag, giver de alle tre udtryk for, at det har været svært at få et tilhørsforhold, når man sidder derhjemme bag Zoom-skærmen.
»Det er svært for mig at vurdere, hvad statskundskabsidentiteten er, når vi er blevet udsat så lidt for den.«
Sebastian, 2. semester
“Jeg føler ikke rigtig, at jeg har den dér identitet. Jeg føler mig ikke rigtigt som en del af studiet,” siger Johanna og fortsætter: “Jeg får det underligt imposter-agtigt, når jeg siger til folk, at jeg læser samf på KU. Så får jeg sådan: ‘Men gør jeg det?’”
For Sebastian var en rundvisning på CSS en klar reminder om, at der stadig er noget, der mangler: “Da vi fik en tur rundt på campus af en af vores tutorer, hvor vedkommende sagde hej til hele campus, og der blev snakket om kantinen og Jacques D, så kunne jeg godt mærke, at der er en del af statskundskabsidentiteten, som man ikke har fået ind under huden endnu. Det er svært for mig at vurdere, hvad statskundskabsidentiteten er, når vi er blevet udsat så lidt for den.”
Kaia har det meget på samme måde, og det gik særligt op for hende i forbindelse med diskussionen om afskaffelsen af lande: “Hele landedebatten var meget fremmed for os, fordi vi ikke har gået rundt på campus, hvor vi har identificeret os med vores respektive lande. Så vi har slet ikke dyrket den identitet. Vi har maks. drukket en Leffe-øl på Belgien, og dét er det.”
Heldigvis havde hun en venlig tutor, der gav holdet smag på en gammel statskundskabstradition:
“Vores tutor, KFL, var så sød at finde en dør, og så lavede vi ‘sidste introdag med Thomas Helmig’, men ellers har vi ikke oplevet den der statskundskabsfølelse.”
Stor ros til tutorerne
Der er generelt bred enighed om, at tutorerne gjorde alt i deres magt for, at skabe nogle gode rammer i introugen på trods af restriktionerne. Sebastian siger, at: “Tutorerne gjorde deres for, at det blev en fed uge. De var enormt tilpasningsdygtige med hensyn til at finde på alternative og coronavenlige aktiviteter. Så vi hyggede os megameget alligevel. Man kigger stadig tilbage og tænker, at det var rigtig hyggeligt, selvom man ikke kunne gøre de almindelige ting.”
Kaia påpeger, at det er er svært at sammeligne med en introuge uden restriktioner, så man ved reelt ikke, hvad man er gået glip af. Hun tilføjer dog samtidig: “Vi havde nogle virkelig søde tutorer, der både var meget respektfulde over for coronarestriktionerne og samtidig gjorde deres bedste for, at vi fik en meget naturlig og social intro. Så stor klapsalve til dem. Det har ikke været en nem opgave. De fortjener meget ros.”
»Vores tutor, KFL, var så sød at finde en dør, og så lavede vi ‘sidste introdag med Thomas Helmig’,«
Kaia, 2. semester
Det er tilmed ikke kun i introugen, at tutorerne var søde til at give de nye studerende en god start på studiet. Johanna er særligt overrasket over, hvor vedholdende og hjælpsomme hendes tutorer er. Specielt i facebookgruppen, hvor de svarer på ‘dumme’ spørgsmål om formalia og stiller deres gamle opgaver til rådighed.
De glæder sig til en hverdag på CSS
Da adspurgt, om hvad de ser mest frem til ved genåbningen, var der en klar forventning om, at svaret ville være fester. Det viser sig imidlertid, at det, de alle tre glæder sig mest til, er helt banale hverdagsting: De glæder sig til at stå tidligt op, at cykle i skole, at tage flere bade og til at børste tænder på faste tidspunkter.
De glæder sig også til at få et “klassefællesskab,” som Sebastian beskriver det.
Kaia glæder sig campuslivet på CSS: “Jeg glæder mig til at føle, at man lever på CSS. At man kender gangene. At man kender folk. Generelt det der campusliv. Når det er sommer, og man kan sidde ude i haven. Måske også det der med at blive en del af det ordentligt.” Og så var der vist også lidt festabstinenser alligevel: “Så har alle kriller efter at komme ud og danse og feste. Og det bliver sjovt at kunne gøre det på CSS.”
Gode råd til medstuderende, der også synes, at det virtuelle uniliv kan være svært
Til sidst leverede de nogle gode råd til, hvordan man kan øge sin virtuelle trivsel – både fagligt og socialt.
De er alle tre enige om, at det med at se forelæsninger sammen kan være en rigtig god idé. Om det siger Kaia, at “især hvis man ikke er typen, der er god til at være aktiv i et breakout room eller i plenum, så kan det være godt at mødes med nogle andre, så man får brugt de der pauser, i stedet for at ‘zone ud’.”
Johanna er også glad for at se forelæsninger sammen, men påpeger samtidig, at det kan være hårdt: “de dage hvor man ikke sidder sammen med nogen, og man sidder og kigger på fem piger, der sidder sammen, så føler man sig også meget alene.”
Sebastian har et simpelt råd, til hvordan det føles mere som at være til en rigtig forelæsning: “Der er noget med ikke at have lyden i høretelefonerne, men have den ud i rummet i stedet. Det gør enormt meget. Det kan jeg varmt anbefale.”
Johanna beskriver, hvordan hendes køleskab spiller en vigtig rolle: “At have et ‘fridge stocked with comfort food’ er virkelig dejligt. Mælkesnitter, Risifrutti, Danonino eller hvad der ellers har gode associationer til én. Det kommer an på, hvor stærk ens psyke er, men hvis man godt kan have lidt svært ved at trøste sig selv og f.eks. kan få panik- og angstanfald under undervisningen, så sluk for kameraet og spis en mælkesnitte. Det er guld værd.”
Til sidst har Kaia en vigtig pointe om, at man sjældent er alene med sine tunge tanker: “Det vi allesammen lider lidt af, det er fomo og følelsen af: ‘Åh nej, er der nu nogen, der kan huske mig, når vi kommer tilbage?’, men hvis vi allesammen tænker det, så skal det nok gå.”