Tag Archives: sexisme

ESSAY: “FAN, VAD SEXISTISK!”

Hen, kønsneutrale børnehaver og en feministisk udenrigspolitik. Svensk ligestillingsdebat giver jævnligt anledning til dansk rullen med øjnene, men hvor står statskundskaberne i debatten? Er det i virkeligheden manglende feministisk pensum og en deraf afledt segregeret kønskultur på studiet, der gør os blinde for den svenske debat?

Af Randi Emilie Dahlen

I påskeferien mødte jeg en bekendt, der spiller folkemusik, og som har gået et år på en højskole i Sverige. Da jeg spurgte ham om hyppigheden af ligestillingsdebatter på svenske højskoler, havde han følgende anekdote at fortælle: Sammen med en anden dansk elev skulle han lære de andre en dansk rundkredsdans. På skolen havde lærerne til pardans konsekvent omtalt danserne som fører og følger i stedet for mand og kvinde. Men en af danskerne kom midt i instruktionen til at fortale sig og sagde, at det var bedst at stå skiftevis mand og kvinde. Det fik en svensker til at udbryde: ”Fan, vad sexistisk”, hvorpå en tredjedel af klassen prompte forlod gymnastiksalen i ren protest. Danskerne stod målløse tilbage.

En nødvendig samtale

Denne og utallige lignende historier fra nabolandet får de fleste danskere til at trække på smilebåndet eller rulle med øjnene, idet de blot opfattes som eksempler på det freakshow, vi kalder svensk politisk korrekthed. Jeg grinte også selv, da jeg hørte historien.

Men burde en stud.scient.pol ikke tage disse emner mere seriøst?

Jo, især fordi der allerede i vores studiekultur er tegn på større kønsopdeling, end hvad nødvendigt er. Og nej, jeg taler ikke kun om introforløbet og rusturen. Jeg henviser til det fænomen, hvor man uopfordret sorterer sig efter sit køn i undervisningslokalet. At man danner Facebook-grupper for henholdsvis piger og drenge, både som tutor og som nystartet russer.

Schein in action

For de af os som har haft National Forvaltning, kan man sende en kærlig tanke til Edgar Schein, som skrev om organisationskultur. Den består af tre lag: Artefakter, fremviste overbevisninger og grundlæggende antagelser. Et eksempel på en artefakt på Statskundskab kunne være kønsopdelingen i introforløbet, mens en fremvist overbevisning blandt andet udgøres af prioriteringen af introforløbet. Herunder ligger en grundlæggende antagelse om, at kønsopdelte grupper skaber et stærkt socialt sammenhold ved at gennemgå et introforløb.

Men er jeg den eneste, der mener, at den låste kønsopfattelse rækker videre end introdagene på statskundskab? Ikke hvis man spørger Emma Sandhaug Nitz, der udover at være statskundskaber også agerer forperson for LGBT Ungdom.

”Jeg har gjort mig mange tanker om kønsrollemønsteret på Statskundskab. Man kan virkelig komme i modvind for at sige det, bare se på reaktionerne på kritikken af introforløbet og rusturen. Men mange af traditionerne her hviler på den antagelse om, at vi har to køn, som er forskellige og bedst kan lide at være med hinanden, fordi det kun er der, at man kan være sig selv.”

Disse tendenser kan dog ikke kun observeres i studiemiljøet, men også på pensumlisten, mener hun.

”Størstedelen af vores pensum er skrevet af nogle hvide, halvkonservative, gamle mænd. Når vi endelig læser noget, der er socialkonstruktivistisk, så er det gerne i en fodnote eller omtalt som noget mærkeligt.”

Sexismen ligger i detaljen

Men det er også besværligt at bringe kønskampen ind på det lavpraktiske niveau, for det betyder jo også, at man hele tiden skal holde sig selv og sine omgivelser i ørerne. Hver gang nogen fortæller en upassende joke, skal man være den, der protesterer. Findes der en grænse for, hvor bevidst man kan være, så man ikke bliver oversensitiv?

”Helt klart. Det kan også være rigtig hårdt for én selv, for når man først har bidt mærke i disse problemstillinger, kan det være svært at stoppe med at tænke på dem. Det er jo sjældent noget ondt i mennesker, der får dem til at bruge udtryksmåder, som grundlæggende er sexistiske. Men gode intentioner kan ikke retfærdiggøre, det man siger,” slår Emma fast.

Til (køns)kamp mod antagelserne

I stedet for at marchere demonstrativt ud fra nogens dansetime, bør man hellere begynde på det overordnede plan og diskutere, hvorvidt det er problematisk altid at antage, at der med ”mand” menes fører og med ”kvinde” følger.

Eller, måske mere aktuelt for os, hvorfor det er problematisk, at vi socialiserer os efter køn på studiet. Når kritik mod disse traditioner og tendenser bliver gjort til tabu, går det ud over den rolle, som statskundskabere bør spille i samfundet. For måske har vi som statskundskabsstuderende en særlig rolle i forhold til at koble den feministiske teori med de traditioner og ritualer, som vores rundkredsdans er en del af.

Et følsomt, pigepornografisk rejseessay

Et følsomt, pigepornografisk rejseessay

Jeg ankommer til Montreuil, en forstad til Paris, klokken elleve om aftenen. Jeg skal bo her i et par måneder, mens jeg skriver tekster for en kunstner og arbejder på min bachelor­opgave i statskundskab. Jeg skal bo hos kunstnerens søster, en dame, der er opvokset i Paris. Hendes danske lyder som en radiotransmission fra 1960’erne, og jeg opfatter hurtigt, at hun oversætter mange vendinger og ord direkte fra fransk.

Hun skal på ferie allerede næste dag, så vi deler en fla­ske vin, mens hun forklarer mig, hvordan jeg bør ge­bærde mig i Paris. ”Det er ikke som i Danmark,” siger hun. ”Her kigger man ikke fremmede mænd i øjnene eller smiler til dem i metroen. Du kan eventuelt tage en hætte på, så man ikke kan se, at du er lyshåret, når du går hjem om natten.”

Jeg må have set vældig for­ skrækket ud, for hun skifter toneleje i et lidt misforstået forsøg på at berolige mig: ”Det er på grund af pornoen. Da jeg var ung og billedpornografien blev frigivet i Danmark, kunne man købe porno på det sorte mar­ ked med skandinaviske, lyshårede piger. Det hænger stadigvæk ved. De forbinder blonde piger med porno­ grafi og Brigitte Bardot.”

Kvarteret er et immigrant­ kvarter, hvor der primært bor afrikanere. Det bliver kaldt for Malis anden hovedstad, da det er det om­ råde i verden, hvor der bor flest malisere, hvis man ser bort fra den faktiske hovedstad i Mali. Vi bor lige ved siden af et højhus, hvor der kun bor malisiske mænd, der klæder sig i traditionelle folkedragter, og hvor man kan overvære halalslagtninger i gården om lørdagen. Dem skal jeg ikke være bange for, får jeg at vide. ”De er meget muslimske og går frem og tilbage mellem metrostationen og huset,” siger hun uden at være sig be­vidst om sætningens ordlyd på dansk. Jeg finder hurtigt ud af, hvad hun mener. De er altid i gadebilledet i deres lange rober, og det er dem, man skal søge hjælp hos, når man bliver utryg om natten.

 

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.18.07

EN HÅND UNDER NEDERDELEN

I starten gør jeg, som hun siger. Jeg ignorerer alle tilråb i gaden ved metrostationen, og jeg smiler aldrig til nogen. I metroen gør jeg som de andre piger; gemmer mig bag store høretelefoner og strammer mit ansigt op i en sur grimasse, mens jeg læser i en bog. Det virker ikke. Jeg kan ikke skjule frygten og forvirringen bag mine solbriller, når jeg bliver råbt af på gaden: Fille blonde, noget med mademoiselle, spørgsmål om, jeg er alene. På Gare du Nord – en banegård, hvor man kan finde alt fra halvdøde narkomaner med nåle i halsen til forretningsmænd og buttede kinesiske ludere, stikker en mand sin hånd op under min nederdel bagfra, mens jeg er på vej op ad trappen. Jeg hopper forskrækket og løber resten af vejen hen til min destination.

Det går op for mig, at jeg griber tilnærmelserne helt forkert an. Jeg er vokset op med sexismens erklærede død. Den viser sig allerhøjest som et spøgelse, når jeg har drukket for meget, mens sexisme i hverdagen er en alvorlig anklage på linje med voldtægt, som man
skal tænke grundigt igennem, inden man ytrer i offentligheden og gør sig selv til offer.

I Frankrig er det blevet forbudt at sige mademoiselle i butikker og på barer, får jeg at vide. Man må melde folk til politiet, hvis de tiltaler én mademoiselle. Min ven ser alvorligt på mig, da jeg griner. ”Hvis man siger mademoiselle, antager man, at du er ugift, og dermed har man ret til at lægge an på dig. Du bliver ikke taget alvorligt som mademoiselle. ”Jeg opdager, at de franske piger råber af mænd, der antaster dem på gaden, mens de ser dem direkte i øjnene som en magtdemonstration.

Jeg lærer selv at råbe af de værste don juan’er, at jeg skal tiltales madame, at jeg ringer til politiet, og at vi ikke er dus (det er man ikke i Frankrig, med mindre man kender folk). Hvor grænseoverskridende denne strategi end er, så virker den, og jeg behøver ikke længere klæbe mig op ad de malisiske mænd, når jeg går hjem om aftenen.

DET ER MIN RET

Da jeg tager et smut til København på ferie, glæder jeg mig over friheden på gaden og i nattelivet. Nogle ven­inder og jeg tager i Kødbyen, og jeg danser med en fyr. Han tager mig om livet, og det er jo egentligt ret usky­ digt. Han kan jo ikke vide, at jeg ikke vil knalde med ham, bare fordi vi danser og er fulde. I Frankrig havde han ventet lidt længere, måske spurgt om mit navn, måske spurgt om lov. Jeg gider ham ikke og danser dis­kret hen til min veninde, hvorefter han følger med. Vi er jo i Danmark, så jeg behøver ikke at være på vagt, og jeg går alene op i baren for at købe øl, mens han går efter.

Jeg ignorerer ham, men han stiller sig bag ved mig og lægger sine hænder på mine hofter. Jeg vender mig om og siger, han skal stoppe. Han griner og spørger, om jeg vil have en øl uden at slippe mine hofter. Jeg tager hans hænder væk, men han lægger dem om mig igen og lader dem glide nedad.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil opnå – måske er det blot et lille socialt eksperiment, men jeg går hen til dør­ manden. Han aner dog ikke sine levende råd. Måske er han ikke vant til at høre brok fra forulempede piger.

Han ender med at sige, at jeg nok skal tage det som et kompliment, men at jeg kan komme igen, hvis fyren bliver aggressiv.

Jeg møder en ven, som giver mig en smøg. Han griner lidt af historien. ”Hold nu op med det pigede følelses­ pornopis – I har jo vundet,” pakker han ind i et referat af en artikel, han har læst.

Herregud, jeg kom jo ikke til skade. En dum fyr i byen, eller en dum bemærkning fra en politiker eller en dum sang, som en medstuderende engang sang, er vel næppe nok til at true det paradis af politisk korrekthed, vi lever i, hvor sexisme er en for­tælling, vi slog ihjel, eller en slange, vi udryddede, den­ gang vi fik en kvindelig statsminister.

Tilbage i Paris er jeg nu blevet temmelig tilfreds med at tage mig friheden til at skælde ud. Ikke fordi jeg bliver bange eller ked af det. Bare fordi jeg har ret.