Skip to content

HVAD VI TALER OM, NÅR VI TALER OM TABUER

Den ovenstående overskrift er en kærlig og situationsbestemt omskrivning af titlen på den amerikanske forfatter Raymond Carvers ( 1938-1988) klassiske novellesamling,What We Talk About When We Talk About Love, fra 1981.

Den opmærksomme læser vil måske bide mærke i, at den japanske forfatter Haruki Murakami blev inspireret af selvsamme titel, da han udgav løbe-memoireren ”What I Talk About When I Talk About Running” i 2007. Carvers udødelige ord har siden de for første gang blev trykt i blæk indtaget forskellige former, versioner, sprog, men dog hensigten har altid været den samme.

Ordene har betydet, at vi skal forholde os til et fænomen på en anden måde, end vi måske oprindeligt havde forventet. Carver taler om en bestemt kærlighed, Murakami taler sit særlige forhold til at løbe, og vi taler i den ottende udgave af MED ANDRE ORD ud fra en bestemt fremstilling om, hvad der er tabuiseret her på Institut for Statskundskab.

Vi har valgt kun glimtvis at skæve til den forståelse af tabu, som findes på siderne i Gyldendals Den Store Danske, hvor ordet forstås ud fra den dets rødder i religiøse ritualer i Polynesien. Her betegnes ordet et forbud, der er udstedt af en gruppes mægtigste skikkelse, hvad end det er en gud eller høvding.

Når vi taler om tabuer i denne udgave af MED ANDRE ORD, taler vi om samtalerne i de mørke kroge, om de problematikker vi helst undgår, eller de pinligheder, som kan give os svedige hænder og vigende blikke.

Vi taler om tidligere volontører og deres frivillige arbejde i Afrika. Gjorde de en forskel for andre end dem selv og deres selvrealisering? Vi taler om de studerende, som betræder gangene på Kommunehospitalet takket være en god kvote-2-ansøgning. Er man pinlig eller stolt over, at det var det personlige engagement og ikke standspunktskarakteren i idræt, der sikrerede én pladsen på Statskundskab? Og selvfølgelig taler vi om stresskulturen, som dikterer, at vi knokler som topchefer fra første semester.

I tabu-temaets ånd har vi også kigget lidt indad og sat ord på MED ANDRE ORDs vidtrækkende selvcensur. Det har udmundet sig i en nekrolog over dårlige artikelideer, som måtte lade livet for Jeres skyld.

Det er naturligvis ikke kun de tabuiserede emner, som fylder MED ANDRE ORDs sider. Som studieblad på Institut for Statskundskab har vi en klar ambition om at skabe dialog mellem undervisere og studerende.

Derfor er vi stolte af at kunne præsentere denne udgaves Side 9 VIP’er: Adjunkt Caroline Howard Grøn. Hun vil blandt andet fortælle om et ganske særligt sæt briller. Ligeså stolte er vi over at kunne bringe hele to forskningsstafetter, hvor Ph.d.’erne Irina Papazu og Tobias Liebetrau fremlægger hver deres projekt.

Vi har også fornøjelsen af at byde to nye initiativer velkommen. Lektor Lars Tønder vil introducere læseren for CAPS – et ægte interdisciplinært samarbejde. Og foreningen PoKo vil invitere selvsamme læser med ind i den politiske kommunikations forunderlige verden.

Med disse indledende ord byder vi inden for og ønsker alle vores læsere god læselyst, succes til eksamen og en god sommerferie.