Forsiden af bagsiden: 7

”Det synes at være et træk ved vores tid, at vi rask væk sidestiller demokrati og ytringsfrihed med alle synspunkters moralske lighed. Vi forveksler alles lige ret til at synes noget med alle synspunkters ret til lighed. Vi tror, at menneskers ligeværd er lig med meningers ligeværd.”

– Jan Maintz

Vi ved det intuitivt. Vi ved det i praksis. Nogle argumenter er mere værd end andre. Intuitivt, fordi det ville være absurd at give sig i kast med argumenter, hvis det ikke var muligt at relatere dem til hinanden og foretage en vurdering. I praksis, fordi den måde, vi for eksempel har valgt at indrette vores forfatning på, udspringer af mange års politiske diskussioner og er resultatet af de afvejninger, der har fundet sted. Alligevel synes det at blive en stadig mere udbredt forestilling, at ingen position i en politisk debat kan gøre krav på at være bedre end andre. Tænk blot på hele polemikken omkring Dansk Folkeparti, navnlig ved valget i sommers.

Disse tanker er hentet fra et indlæg af Jan Maintz i Information tidligere på året (04/07-2015). Indlægget bærer den mundrette og slagkraftige titel Nogle argumenter er mere værd end andre, og før blodtrykket bliver bragt op over kogepunktet i scient.pol.-land, må vi lige have med, at Maintz’ mission ikke er, at de politiske beslutninger skal overlades til de særligt indsigtsfulde. Dette ekspliciterer han tydeligt, idet han anfører, at ”politi- ske spørgsmål aldrig [kan] løses af fås fornuft, som matematikstykker kan det.” Imidlertid tilføjer han straks efter, at selvom intet politisk går restløst op, så er det ikke ensbetydende med, at alle politiske synspunkter skulle være lige gode.

Det er netop denne dobbelthed, der gør Maintz’ budskab interessant: Vi er kort sagt hverken prisgivet elitisternes forstokkede bedrevidenhed eller relativisternes horisontale pløre. Det er ellers nemt at falde i én af grøfterne.

Som studerende på Statskundskab bliver man hurtigt klar over, at det ikke er nogen svær sag at erklære, at det halter gevaldigt med offentlighedens poli- tiske viden og dannelse. Vi læser nemlig temmelig tit om den slags, fordi så mange inden for vores felt har sagt og dokumenteret det. Med dette i baghovedet har en del personer gennem tiden fundet det oplagt at slutte, at politiske beslutninger bør overlades til de kyndige, til eksperterne.

Vender vi dette perspektiv om, kan vi pege på, at andre har ment, at ingen mening kan være mere rigtig end en anden, og at vi derfor må acceptere en udpræget grad af relativisme, når vi har at gøre med politiske synspunkter. Begge perspektiver bliver som nævnt (heldigvis) forkastet i Maintz’ artikel.

Grunden til, at alle synspunkter ikke er lige gode, er ifølge Maintz, at vi som oftest kan blive enige om nogle grundpræmisser for, hvad et godt samfund udgør, samt for en række højere politiske og sociale idéer. Når vi er i stand til det, kan vi i mange tilfælde også slutte, at nogle politiske argumenter må være bedre end andre. Indlægget rummer flere overbevisende og aktuelle eksempler på, hvad sådanne grundpræmisser kan bestå i, og hvilke slutninger man kan drage ud fra dem.

Dermed er bolden givet op til at give sig i kast med Maintz’ indlæg og se, om man selv køber argumentet om, at selvom alle har lige ret til at mene noget, så er det langt fra ensbetydende med, at alt, hvad folk mener, også er lige rigtigt.

Følgetekst af Philip Larsen