Enhver statskundskabsstuderende med et metodekursus i bagagen ved, at forsk- ning helst skal være relevant, bidrage med ny viden og nå bredt ud. Metodekurserne siger dog intet om, hvordan et relevant og nyskabende stykke videnskab lykkes med at blive allemandseje. Hvad skal der egentlig til, før forskning går viralt?

Af Mathias Knudsen

De gør det hele tiden. Professorerne, de ph.d.­ studerende og alt derimellem. Så snart ugens obligatoriske forelæsning er overstået, står den på forskning. Emnerne er mange og kreativi­teten stor, men dette til trods når kun en brøkdel af de forskerproducerede videnskabelige artikler for alvor ud over scenekanten. MED ANDRE ORD har set nærmere på, hvordan videnskaben når fra skrivebordet til æteren.

Man skal ikke underkende, at der er en ’smell test’

i forsk­ningen

– Jacob Hariri

DET VIGTIGE OVERRASKELSESMOMENT

MED ANDRE ORD har sat lektor Jacob Hariri stævne for at blive klogere på emnet. Jacob Hariri er ikke kun et relativt velkendt navn hos statskundskabsstuderende, der har udsat sig selv for metodekurserne på Institut­ tet. Også i bredere akademiske kredse burde navnet få en klokke til at ringe, især hos de dedikerede læsere af American Political Science Review.

Her fik Jacob Hariri i 2012 bragt artiklen The Autocratic Legacy of Early State- hood, der på kontraintuitiv vis beskriver, hvordan stater fungerer bedre i dag, hvis de ved koloniseringen var dårligt udviklede. Netop den overraskende konklusionfremhæver Jacob Hariri som en forklaring på, hvorfor netop denne artikel fik så megen opmærksomhed: ”Det er klart, at stater og demokrati er store begreber for stats­kundskaben. Hvis der er en negativ sammenhæng mel­lem de to begreber uden for Europa, som man endda kan rationalisere, så er det spændende.”

OPSKRIFTEN PÅ SUCCES

Det er imidlertid ikke nok at have en konklusion, der kan give forskerverdenen kaffen galt i halsen. Lige så centralt er det, at budskabet kan præsenteres, så det glider ned. ”Man skal ikke underkende, at der er en ’smell test’ i forskningen. Du kan komme med meget avanceret statistik, og du kan komme med meget avan­ ceret teori, men hvis det lugter grimt – hvis det ikke passerer en umiddelbar ’smell test’ – så er det andet lidt ligegyldigt.” Jacob Hariri uddyber sin metafor og for­ klarer, at det centrale er at bevare en vis simplicitet i sin forskning. ”Forskningen skal helst ikke være vanvittig svær at rationalisere, for at det rigtig slår igennem. Hvis ikke man kan fortælle historien, så er det svært.” Han forklarer videre, at det handler om at træde tilbage og mærke efter, om forklaringen virker plausibel og in­ tuitiv, før man stirrer sig blind på signifikante regres­ sioner. Den intuitive forklaring, teorien og resultaterne skal altså gå hånd i hånd.

UD OVER SCENEKANTEN

En videnskabelig artikel formår dog ikke – uanset hvor genial den end måtte være – på magisk vis at trykke sig selv og svæve ud til alverdens forskningsfællesskaber. Selv den mest kontor-­ og computerglade forsker er nødt til at tage på tour for at præsentere sin forskning. Og det er ikke en hvilken som helst tour. Jacob Hariri forklarer, hvordan det ofte er en mangeårig proces, før den færdige forskning når nogen vegne: ”Det tager år. Det handler om at præsentere det på konferencer, så man får feedback, før man arbejder videre med det.” Jacob Hariri understreger dog også, at det på ingen måde handler om at skåle i G&T’s med de rette men­nesker, men at netop kritikken er central for at skærpe produktets kvalitet. Langt størstedelen af den åre­ lange proces foregår helt uden konference­glamour i arbejdslampens skær hjemme på kontoret. Næste skridt i processen er at få sendt sin færdige artikel til reviewers, hvorefter redaktørerne for de store magasi­ ner får det endelige produkt. Til spørgsmålet om, hvor­ vidt denne proces hiver de rette artikler frem i spot­ lightet, svarer Jacob Hariri:

” Selvfølgelig er der nogle, der bliver godt publiceret, som ikke skulle have været det, og nogle, der bliver dårligt publiceret, som kunne have været godt publiceret. Men som gennemsnit lander vi nok nogenlunde, hvor vi skal.”

Jeg tror, at man er i den for­ kerte branche, hvis man har problemer med at stå foran folk, for så er det også svært at undervise

– Jacob Hariri

KUNSTEN AT SÆLGE

Selvom Jacob Hariri i det store hele mener, at det ’institutionelle stillads’ omkring processen er fint, er det stadig muligt at spore revner i fundamentet. På trods af ’smell testens’ brugbarhed til at opsnuse ma­ teriale med potentiale, så risikerer den også at sortere visse potentielt vigtige indsigter fra. Hariri har selvflere gange skrinlagt idéer, han ellers selv var ganske vild med, fordi han ikke har kunnet få resultaterne til at bestå en ’smell test’.

”Så lægger jeg det væk igen, og det bliver for det meste liggende. Man kan sige, at det måske er en fejl ved disciplinen. Det er jo også rart at få belyst det, der ikke er nemt at få præsenteret.” I samme tråd må man spørge, om den gudsbenådede sælger får for stor indflydelse sammenlignet med det introverte geni, når konferencedeltagelse er så vigtig for proces sen. Det mener Jacob Hariri dog ikke er tilfældet: ”Vi er jo ansat til både at forske og undervise. Jeg tror, at man er i den forkerte branche, hvis man har problemer med at stå foran folk, for så er det også svært at undervise.”

Der er altså grund til optimisme, hvis man dagdrøm­mer om en tilværelse som velkendt forsker. Det kræver dog hårdt arbejde og tålmodighed, for forskningsmæs­sig stjernestatus opnås ikke natten over, og vejen dertil er brolagt med kritiske kollegaer. Med næse for origi­nalitet og velduftende idéer når man dog rigtig langt.