Tag Archives: Forskning

Forskerstafetten: GIVER BROK MERE DEMOKRATI?

Giver demokrati en mere veludviklet politisk kultur, eller er det politisk kul- tur, som sikrer demokratiet? Et forskningsprojekt søger at finde svaret.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

En af mine store kæpheste som forsker er at introdu­ cere de studerende til faget Sammenlignende Stats­kundskab.

Mange statskundskabsstuderende starter på studiet, fordi de interesserer sig for andre lande og resten af verden. Måske har de boet i udlandet. Måske har de rejst verden rundt som backpackere efter gymna­siet. Eller måske har de bare altid været fascinerede af Mellemøsten, Japan eller Sydafrika.

Grundet denne interesse for resten af verden glæder mange sig til, at de skal have faget International Poli­tik på femte semester. Det eneste problem er, at Inter­national Politik som sådan ikke handler om resten af verdens politiske systemer og samfund. Det handler derimod om forholdet mellem nationer – hvorfor går lande i krig eller danner alliancer med hinanden? Hvorfor handler de med hinanden eller ej? Hvorfor bidrager nogle lande økonomisk med midler til andre landes finansielle kriser? Hvordan søger de at påvirke andre landes politik?

SAMMENLIGNENDE STATSKUNDSKAB: HVORFOR ER SYRIEN IKKE TUNESIEN?

International Politik som forskningsfelt handler der­ imod ikke om, hvordan det kan være, at Sydkorea er et dynamisk, højteknologisk samfund med et vel­ fungerende demokrati, hvorimod Nordkorea er et totalitært, stagnerende samfund, der bruger mange ressourcer på at udvikle atomvåben, mens 7­årige nordkoreanske drenge og piger i 2002 grundet under­ ernæring var 11­12 cm lavere end jævnaldrende syd­ koreanske børn.

Det handler heller ikke om, hvorfor Bashar al­Assad og det syriske Baath­parti stadig er ved magten i store dele af Syrien efter over fire års borger­ krig, mens Zine El Abidine Ben Ali blev væltet i Tu­nesien efter 28 dages demonstrationer, hvor militæret afviste at skyde mod demonstranterne.

Det gør derimod den gren af politologien, som vi kalder sammenlignende statskundskab. Som der står bag på en lærebog fra faget Sammenlignende Statskundskab, er det studiet af ’why countries are ruled and governed so differently’. Hvordan kan vi forklare forskelle i korrup­tion, partisystemer, socialpolitik, terrorisme, interesse­ grupper, sociale bevægelser (og meget andet) på tværs af verdens lande eller tilmed inden for det samme land?

Sammenlignende statskundskab regnes i store dele af resten af verden for kernen af statskundskaben. På Stanford, Yale, Harvard og Princeton identificerer henholdsvis 53, 40, 30 og 25 procent af det fastansatte videnskabelige personale på deres statskundskabsinsti­ tutter sig som såkaldte ’komparativister’. På Stanford, Yale og Harvard er sammenlignende statskundskab også den største ’undergruppe’ på institutterne (i kon­kurrence med International Politik, amerikansk poli­tik/politisk adfærd, politisk teori og metode). Derimod fylder sammenlignende statskundskab forholdsvist lidt blandt de ansatte her på Instituttet.

POLITISK KULTUR OG DEMOKRATI – ELLER HVORFOR DET MÅSKE ER GODT, AT DIN TANTE ER ET BROKKEHOVED

Hvorfor denne lange, indledende smøre om sammen­lignende statskundskab? Fordi det er det felt af polito­logien, som jeg forsker i. Mit ph.d.­projekt beskæftiger sig med et af de store spørgsmål inden for demokrati­seringsforskningen: forholdet mellem politisk kultur og graden af demokrati i et samfund. Er det primært udemokratiske stater og regeringer, der gør deres be­ folkninger mindre ’krævende’, eller er det snarere til­ fældet, at befolkninger, der kræver demokratisk valgte og ukorrupte ledere, faktisk også får dem? Hidtidig forskning har afdækket meget stærke korrelationer mellem landes demokratiniveau, og hvor stærkt deres befolkninger efterspørger demokrati. Det ses eksempel­ vis, når man spørger befolkningen, hvorvidt mere de­ mokrati, økonomisk vækst eller lov og orden bør prio­riteres højest for deres land i de kommende år.

Så måske er alt det brok, du ser på din Facebook­feed og hører i Deadline eller fra din tante til familiefester i virkeligheden meget godt? Måske holder det poli­tikerne i ørerne og gør, at de er mere lydhøre over for, hvad befolkningen gerne vil have? Men som forskere er vi interesserede i at få styr på kausalretningen: Det kunne også være, at oplevelsen af demokrati har gjort din tante mere tilbøjelig til at vrisse af kommunal­bestyrelsen i Morsø Kommune.

HØNEN ELLER ÆGGET?

En af de måder, hvorpå man kan undersøge spørgs­ målet om kausalretningen, er ved at undersøge, hvad der sker, når stater får nye befolkninger, og når befolk­ninger får nye stater.

Ved hjælp af survey­data og historiske data har jeg for eksempel undersøgt social kapi­tal og tillid i det dansk-­tyske grænseområde historisk og i dag for at se, om det fortæller os noget om, hvorfor de nordiske samfund har så høj tillid. Sammen med lektor Peter Thisted Dinesen har jeg også undersøgt kulturel påvirkning af indvandrere og efterkommere i Europa ved at se på, hvordan niveauet af politisk del­tagelse i deres hjemlande, samt de steder de ankommer til, påvirker deres politiske deltagelse i en ny kontekst.

En anden måde, hvorpå vi kan undersøge, hvordan vi skal fortolke disse tværnationale korrelationer mellem politisk kultur og demokrati, er ved at kigge på sub­ nationale forskelle i politisk kultur og demokrati, det vil sige mellem forskellige dele af det samme land.

Et eksempel på et land med udprægede forskelle i demo­krati kunne være USA inden borgerrettighedsbevægel­ sen: Delstaten Mississippi mindede om Sydafrika under Apartheid, mens delstaten Massachusetts mindede mere om Storbritannien. Det samme gælder i dag for forskel­ lige dele af kæmpestore og heterogene lande som Kina, Rusland og Indonesien, særligt hvis de er føderale og de­ centraliserede som Indien, Nigeria, Brasilien og Mexico er det. Her har jeg lavet feltarbejde i Brasilien for at finde ud af, om efterspørgsel på demokrati og mere demokrati på delstatsniveau også følges ad her, og om vi kan sige noget om, hvorvidt den politiske kultur kommer først eller følger efter politiske forandringer.

HVAD SKAL DET HELE NYTTE?

Inden jeg blev ph.d.­studerende, arbejdede jeg som po­litisk sekretær på Christiansborg, hvor mit arbejde til dagligt ændrede noget, selvom det selvfølgelig mest var i det små. Som forsker tænker jeg undertiden på, hvor mange der egentlig kommer til at læse de artikler, jeg skriver til videnskabelige tidsskrifter.

Jeg nærer et måske overoptimistisk håb om, at min forskning i sidste ende resulterer i, at politiske beslutningstagere vil være bedre informerede om, hvad de kan gøre eller ikke bør gøre for at fremme demo­ krati. Det kunne for eksempel være i forhold til at ud­ forme initiativer, der søger at fremme en demokratisk politisk kultur i mindre demokratiske lande. Det kan jeg gøre dels ved at undervise jer – begavede, ambitiøse studerende, hvoraf nogle kommer til arbejde i Udenrigs­ ministeriet og internationale organisationer og andre til at være politikere – og dels igennem formidling.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.

– Rasmus Fonnesbæk Andersen

Derfor har det været vigtigt for mig også at deltage i samfundet uden for universitet: Jeg har skrevet kro­nikker til Weekendavisen, og jeg skal undervise på Folkeuniversitetet til foråret. Jeg har været valg­observatør i Ukraine og Bolivia samt valgtilforordnet i Danmark, og jeg er næstformand for Dansk Udenrigs­ politisk Selskabs ungdomsorganisation.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.

TAL MED DIN FORSKER

Forskningsverdenen er for mange studerende et fjernt og lukket land. Det vil det nye initiativ Forskningsfællesskaber ændre på. Formålet er at mindske afstanden mellem studerende og forskere.

Af Louis Liengaard, medstifter af Forskningsfællesskaber

Har du talt med din underviser i dag? Ved du, hvil­ket lokale på CSS din underviser sidder i? Og ved du, hvilke spændende forskningsprojekter din underviser har gang i ?

 

Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoen, at man er noget virkelig­ hedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forskningsfjern som vir­kelighedsfjern

– Louis Liengaard

Langt de fleste studerende på Institut for Statskundskab vil uden at blinke kunne svare nej til de tre ovenstående spørgsmål. Det kan de, fordi dialogen i undervisnings­ lokalet er begrænset, og fordi diskussion af under­ viserens egen forskning er en decideret sjældenhed. I hvert fald medmindre vedkommende tilfældigvis bringer det op som en supplerende case til dagens pensum. Forskningsverdenen er ukendt land for stu­derende, hvilket er lidt paradoksalt, når vi dagligt mø­der forskere til undervisning og læser forskningstekster på pensum. Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoene, at man er noget virkelighedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forsknings­ fjern som virkelighedsfjern.

DIN UNDERVISER ER EN KÆMPE VIDENS­ BANK!

Afstanden mellem forsker og studerende kan man vælge at acceptere som en naturlig del af overgangen fra gymnasiets venskabelige rammer til livet som selv­ stændig studerende med al den læsesalstid og envejs­ kommunikation, som dette liv indebærer. Med den opbygning, som Institut for Statskundskab har, virker det meget ligetil at adoptere distancetilgangen alle­ rede første gang, man træder ind på CSS og så beholde denne hele studietiden igennem (hvem sagde path dependency?). Dette ville dog være en skam. Ikke at snakke med sin underviser er slet og ret en suboptimal udnyttelse af ressourcer!

Hvis man lige tænker lidt over denne påstand, giver den ret hurtigt mening. Modsat gymnasielæreren hvis overvejende arbejdsopgave er at undervise i et bestemt område af pensum, er den primære op­ gave for Instituttets forskere at forske i samfundet, hvorimod undervisning og formidling kommer i anden række.

Vi sidder med nogle af Dan­ marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kom­promisforskning, men benyt­ter os ikke af det, fordi pen­sum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfilosoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer

– Louis Liengaard

Forskere på universitetet bruger mindre tid på at rette opgaver og mere tid på at skabe ny viden. Når din underviser forlader undervisningslokalet, forvandles vedkommende til forsker og går i gang med at undersøge en masse spændende tendenser i samfundet. Forvandlingen sker uden telefonbokse og Supermankostumer. I selv samme bygning, hvor pro­fessor Christian Rostbøll underviser i Kants sinde­lagsetik, kan han fem minutter senere være i færd med at undersøge kompromissets natur i højaktuelle politiske forhandlinger. Vi sidder med nogle af Dan­marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kompromisforskning, men benytter os ikke af det, fordi pensum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfi­ losoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer.

SYMBIOSE MELLEM STUDERENDE OG FORSKERE

Hvordan udnytter man så disse forskerressourcer bedre? Og hvordan gør man det på en måde, som ikke blot bliver til en belastning og spild af forskernes tid? Først skal det lige siges, at langt de fleste undervisere ikke ser det som spild af tid, hvis du som studerende med oprigtig interesse henvender dig for at høre om vedkommendes forskning. Hvis du vil lytte, indvier de dig gladeligt i det projekt, de sidder og nørder med. Alligevel er der god ræson i at give noget tilbage, såman skaber en slags symbiose, hvor udbyttet går begge veje.

En tilgang til at øge forskerkontakten – eller sym­ biosen ­ er de tre forskningsfællesskaber, som vi i Aktive Statskundskabere igangsatte ved dette års semesterstart. Formålet med disse var netop at ned­ bryde Instituttets usynlige barrierer ved at skabe et rum for samtale mellem forskere og studerende. Uni­versitetets undervisningsform skaber ikke dette rum af sig selv, så vi har taget affære!

FORSKNINGSFÆLLESSKABER I PRAKSIS

Under temaerne Politisk teori, Politisk adfærd og Inter­ national Politik mødes fællesskaber af 10­-20 studerende og én til tre forskere for at diskutere forskernes arbejde. Her kan ’pensum’ være en artikel eller en undersøgelse, som forskeren sidder og arbejder på – work in pro­gress. Eksempelvis afholdt Forskningsfællesskabet for International Politik forleden sit første af semesterets tre møder, hvor vi diskuterede metoderne bag og resul­taterne af Peter Marcus Kristensens ph.d.­projekt om IP-­teorier i Kina, Indien og Brasilien. Her udfordrede vi ham på hans påstande, og han fik lov til at fortælle om de tusinder af overvejelser, der ligger bag et sådant forskningsprojekt. Overvejelser vi ellers ikke får med, lige meget hvor intensivt vi læser de tekster, der er på pensum. Således får Peter Marcus Kristensen spar­ring på sit arbejde, mens vi får et indblik i en ukendt forskningsverden.

Et sådant indblik kan også være nyttigt, hvis man som studerende selv overvejer at gå forskervejen. Ligesom Policyforum skaber et link til virkeligheden gennem studiegrupper, der taler med praktikere omkring bestemte problemstillinger, skaber forskningsfælles­ skaberne et indblik i forskerverdenen for potentielle forskere såvel som studerende, der blot har interesse for et emne og gerne vil vide mere.

Forskningsfællesskaberne skal ikke forstås som talent­ skoler, CV­udmærkelser eller som genveje til eftertragt­ede kandidatspecialiseringer. De er i al deres enkelthed et forsøg på at øge forskerkontakten og udnytte de res­sourcer, der går rundt omkring os på CSS hver dag. Forskningsfællesskaberne er et forsøg på at gøre uni­ versitetet til et endnu federe sted for de studerende.

Populær videnskab skal lugte

Populær videnskab skal lugte

Enhver statskundskabsstuderende med et metodekursus i bagagen ved, at forsk- ning helst skal være relevant, bidrage med ny viden og nå bredt ud. Metodekurserne siger dog intet om, hvordan et relevant og nyskabende stykke videnskab lykkes med at blive allemandseje. Hvad skal der egentlig til, før forskning går viralt?

Af Mathias Knudsen

De gør det hele tiden. Professorerne, de ph.d.­ studerende og alt derimellem. Så snart ugens obligatoriske forelæsning er overstået, står den på forskning. Emnerne er mange og kreativi­teten stor, men dette til trods når kun en brøkdel af de forskerproducerede videnskabelige artikler for alvor ud over scenekanten. MED ANDRE ORD har set nærmere på, hvordan videnskaben når fra skrivebordet til æteren.

Man skal ikke underkende, at der er en ’smell test’

i forsk­ningen

– Jacob Hariri

DET VIGTIGE OVERRASKELSESMOMENT

MED ANDRE ORD har sat lektor Jacob Hariri stævne for at blive klogere på emnet. Jacob Hariri er ikke kun et relativt velkendt navn hos statskundskabsstuderende, der har udsat sig selv for metodekurserne på Institut­ tet. Også i bredere akademiske kredse burde navnet få en klokke til at ringe, især hos de dedikerede læsere af American Political Science Review.

Her fik Jacob Hariri i 2012 bragt artiklen The Autocratic Legacy of Early State- hood, der på kontraintuitiv vis beskriver, hvordan stater fungerer bedre i dag, hvis de ved koloniseringen var dårligt udviklede. Netop den overraskende konklusionfremhæver Jacob Hariri som en forklaring på, hvorfor netop denne artikel fik så megen opmærksomhed: ”Det er klart, at stater og demokrati er store begreber for stats­kundskaben. Hvis der er en negativ sammenhæng mel­lem de to begreber uden for Europa, som man endda kan rationalisere, så er det spændende.”

OPSKRIFTEN PÅ SUCCES

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.40.14Det er imidlertid ikke nok at have en konklusion, der kan give forskerverdenen kaffen galt i halsen. Lige så centralt er det, at budskabet kan præsenteres, så det glider ned. ”Man skal ikke underkende, at der er en ’smell test’ i forskningen. Du kan komme med meget avanceret statistik, og du kan komme med meget avan­ ceret teori, men hvis det lugter grimt – hvis det ikke passerer en umiddelbar ’smell test’ – så er det andet lidt ligegyldigt.” Jacob Hariri uddyber sin metafor og for­ klarer, at det centrale er at bevare en vis simplicitet i sin forskning. ”Forskningen skal helst ikke være vanvittig svær at rationalisere, for at det rigtig slår igennem. Hvis ikke man kan fortælle historien, så er det svært.” Han forklarer videre, at det handler om at træde tilbage og mærke efter, om forklaringen virker plausibel og in­ tuitiv, før man stirrer sig blind på signifikante regres­ sioner. Den intuitive forklaring, teorien og resultaterne skal altså gå hånd i hånd.

UD OVER SCENEKANTEN

En videnskabelig artikel formår dog ikke – uanset hvor genial den end måtte være – på magisk vis at trykke sig selv og svæve ud til alverdens forskningsfællesskaber. Selv den mest kontor-­ og computerglade forsker er nødt til at tage på tour for at præsentere sin forskning. Og det er ikke en hvilken som helst tour. Jacob Hariri forklarer, hvordan det ofte er en mangeårig proces, før den færdige forskning når nogen vegne: ”Det tager år. Det handler om at præsentere det på konferencer, så man får feedback, før man arbejder videre med det.” Jacob Hariri understreger dog også, at det på ingen måde handler om at skåle i G&T’s med de rette men­nesker, men at netop kritikken er central for at skærpe produktets kvalitet. Langt størstedelen af den åre­ lange proces foregår helt uden konference­glamour i arbejdslampens skær hjemme på kontoret. Næste skridt i processen er at få sendt sin færdige artikel til reviewers, hvorefter redaktørerne for de store magasi­ ner får det endelige produkt. Til spørgsmålet om, hvor­ vidt denne proces hiver de rette artikler frem i spot­ lightet, svarer Jacob Hariri:

” Selvfølgelig er der nogle, der bliver godt publiceret, som ikke skulle have været det, og nogle, der bliver dårligt publiceret, som kunne have været godt publiceret. Men som gennemsnit lander vi nok nogenlunde, hvor vi skal.”

Jeg tror, at man er i den for­ kerte branche, hvis man har problemer med at stå foran folk, for så er det også svært at undervise

– Jacob Hariri

KUNSTEN AT SÆLGE

Selvom Jacob Hariri i det store hele mener, at det ’institutionelle stillads’ omkring processen er fint, er det stadig muligt at spore revner i fundamentet. På trods af ’smell testens’ brugbarhed til at opsnuse ma­ teriale med potentiale, så risikerer den også at sortere visse potentielt vigtige indsigter fra. Hariri har selvflere gange skrinlagt idéer, han ellers selv var ganske vild med, fordi han ikke har kunnet få resultaterne til at bestå en ’smell test’.

”Så lægger jeg det væk igen, og det bliver for det meste liggende. Man kan sige, at det måske er en fejl ved disciplinen. Det er jo også rart at få belyst det, der ikke er nemt at få præsenteret.” I samme tråd må man spørge, om den gudsbenådede sælger får for stor indflydelse sammenlignet med det introverte geni, når konferencedeltagelse er så vigtig for proces sen. Det mener Jacob Hariri dog ikke er tilfældet: ”Vi er jo ansat til både at forske og undervise. Jeg tror, at man er i den forkerte branche, hvis man har problemer med at stå foran folk, for så er det også svært at undervise.”

 

Der er altså grund til optimisme, hvis man dagdrøm­mer om en tilværelse som velkendt forsker. Det kræver dog hårdt arbejde og tålmodighed, for forskningsmæs­sig stjernestatus opnås ikke natten over, og vejen dertil er brolagt med kritiske kollegaer. Med næse for origi­nalitet og velduftende idéer når man dog rigtig langt.

INTERVIEW MED FORSKERNE BAG MAGTELITEN: SAMFUNDSVIDENSKABENS ROCKSTJERNER

Hvis der findes forskerrockstjerner i den danske samfundsvidenskab, må An- ton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard siges at være blandt toppen. MED ANDRE ORD har mødt forskerne bag Magteliten til en snak om, hvad magt er for en størrelse.

Af Anders Joensen & Anders Bencke Nielsen

Sjældent er interessen for et ph.d.­ projekt så stor, at det kan tiltrække opmærksomhed i det omfang, som det er tilfældet for de to ph.d.’er i sociologi, Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard. Man tænker, at det må skyldes, at de har gjort en fuld­ stændig banebrydende opdagelse. Men det modsatte synes snarere at være tilfældet. De har blot vist noget, som mange havde en fornemmelse af i forvejen, nemlig at Danmark er styret af en magtelite.

Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard har i deres respektive ph.d.­projekter afdækket den danske magtelite gennem omfattende netværksanalyser. De er kommet frem til, at det er 423 danskere, der i høj grad sætter kursen for Danmark. Det er der kommet en bog ud af.

Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dags­ ordenen. Vi mener, at mag­ ten ligger et andet sted

– Christoph Ellersgaard

EN MAVEPUSTER TIL DEN TALENDE KLASSE

Men hvordan kan det være, at undersøgelsens resul­ tater, som fremlægges i bogen, har fået så stor opmærk­ somhed?

”I forhold til andre lande føler mange danskere ikke, at der er en elite, der styrer Danmark, og det, mener vi, er noget af en vrangforestilling fra danskernes side. På den måde er vores resultater måske kommet som lidt af en overraskelsen for nogle,” siger Anton Grau Larsen.

Ifølge Christoph Ellersgaard skyldes interessen des­uden den måde, undersøgelsens resultater præsenteres på: ”Helt konkret har vi gjort det synligt, hvor beslut­ningerne kommer fra ved at sætte navn, krop og ansigt på eliten.”

”Vi har fået en journalist til at ’oversætte’ projektet til dansk, og vi har gjort en dyd ud af at præsentere vores resultater i et rent sprog. Det er magt og elite, det handler om – og det fremlægger vi uden indpakning,” tilføjer Anton Grau Larsen.

At Danmark er styret af en elite kommer ifølge Chri­ stoph Ellersgaard måske mest som et chok for de grup­per, der selv mener, at de er med til at udstikke ret­ ningen for Danmark.

”Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dagsordenen. Vi mener, at magten ligger et andet sted,” siger han.

MAGTENS SANDE ANSIGT

Hvor ligger magten, hvis den ikke ligger i evnen til at sætte dagsordenen? Undersøgelsen peger på, at magten ligger i de mere end 5.000 bestyrelser og udvalg, som ud­ gør datagrundlaget for magtanalysen. De to understreger, at der ikke er tale om kaffeklubber: Der bliver truffet beslutninger hele tiden. Men for at forstå betydningen af denne magtudøvelse må man gå til magtbegrebet på en anden måde, end man konventionelt tænker det.

Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet krænk­er borgernes grundlovs­sikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser allig­evel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.

– Christoph Ellersgaard

”Man skal ikke tænke magt som noget ekstraordinært. De her bestyrelser og udvalg træffer beslutninger hele tiden, men det handler i virkeligheden mest om at bevare status quo. Vi ser også, at den her gruppe af mennesker kun yderst sjældent bliver udfordret på deres privilegier og taber,” siger Anton Grau Larsen.

”Man skal ikke anskue magtudøvelsen sådan, at en top­ direktør i Mærsk ringer til Københavns politi og giver dem ordre om at fjerne alle tibetanske flag under det kinesiske statsbesøg. Fjernelsen af flagene er i højere grad udtryk for, at Københavns Politi oversætter det, man antager, er elitens interesser, og handler derefter,” fortsætter han.

 

Christoph Ellersgaard mener, at Tibet­sagen er et godt eksempel på, at vigtige aktører handler i elitens inte­ resse: ”Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet kræn­ ker borgernes grundlovssikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser alligevel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.”

HVEM OG HVORFOR – MEN IKKE HVOR MEGET

I modsætning til andre opgørelser over magtfulde per­ soner i Danmark har Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard været i stand til at kortlægge magteliten systematisk. Deres analyse kan fortælle os, hvem der har magten og hvorfor, men beskæftiger sig ikke med andre forhold, som påvirker Danmark.

”Vi er en lille åben økonomi, som er afhængig af aktører og magtprocesser i udlandet. Man skal derfor passe på med at sige, at magteliten almægtigt styrer Danmark. Eliten er i højere grad med til at bestemme, hvordan Danmark skal navigere i en global verden. Hvis der er nogen, som sætter en linje for Danmark, så er den her gruppe,” siger Christoph Ellersgaard.

Desuden påpeger Anton Grau Larsen, at også for­ tiden betinger magtelitens handlerum: ”De vigtigste beslutninger for Danmark er taget for lang tid siden, og disse beslutninger laves ikke lige pludseligt om. Her kan man for eksempel nævne Hovedaftalen, som sætter rammerne for det danske arbejdsmarked. Det er en aftale, som virkelig batter, og den bliver altså ikke genforhandlet hvert år.”

MED GOD METODE KOMMER MAN LANGT

Som tidligere nævnt har Anton Grau Larsen og Chri­ stoph Ellersgaard ikke opfundet sociologien på ny, men ’blot’ påvist, at der altså eksisterer en magtelite i Dan­mark. De understreger også, at sociologien sjældent er særligt banebrydende, men derimod er i stand til at verificere og videnskabeliggøre folks fordomme.

Christoph Ellersgaard betoner vigtigheden af god me­tode: ”Hvis man vil stikke fingrene i en hvepserede som den danske magtelite, er det afgørende at have sine me­ toder og sit datamateriale i orden. Det er netop fordi, vi har gjort magteliten konkret og forståelig, at vi kan have en konstruktiv dialog om den.”

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.35.03

Interview: Drømmen om forskerlivet

Interview: Drømmen om forskerlivet

Mens mange studerende glæder sig til at flyve fra den akademiske rede, findes der de studerende, der drømmer om et liv inden for universitetets mure. MED ANDRE ORD har mødt en potentiel forskerspire.

Af Signe Illum Lindegren Pedersen

Tanken om at blive forsker kan virke fjern, når man læser på bachelordelen og stadig bøvler lidt med Augustin, Agresti og alle de andre rødder. For at spore mig ind på forskerdrøm­

men har jeg sat nystartede ph.d.­studerende Benjamin Egerod stævne til en snak om drivkraften bag hans forskning og det at være ny i forskningsmiljøet.

FORSKERUDDANNELSEN

Jeg møder Benjamin Egerod på CSS – et sted, hvor han efterhånden har haft sin gang i nogle år. Imens han færdiggør sin kandidat, er han gået i gang med forsker­ uddannelsen på Statskundskab. Engagementet er ikke til at tage fejl af; han brænder virkelig for sit projekt. Han har fået en idé til et forskningsprojekt, der skal undersøge et ellers underbelyst felt:

”Min forskning handler om virksomheder som politiske aktører. Det handler om, hvad der gør, at nogle virksomheder bliver politisk indflydelsesrige, og derefter hvilke konsekvenser det har, at de bliver indflydelsesrige,” fortæller han.

GRADVIS DRØM

Da jeg selv startede på Statskundskab, blev vi til første holdtime spurgt, hvad vi kunne tænke os at lave efter studiet. Så vidt jeg husker, var der kun én ud af om­trent 40, der allerede dengang drømte om at forske.

Benjamin Egerod var ikke den ene person ud af 40, der allerede fra starten vidste, at han ville forske. Hans drøm om at forske er først opstået undervejs på studiet. Faktisk var han i lang tid i tvivl, om det overhovedet var statskundskab, han ville studere. Jeg må derfor skrotte min klichéfyldte idé om forskerdrømmen som en mål­ rettet barnedrøm om at blive videnskabsmand.

DRIVKRAFT I IDÉER

En anden fordom, jeg må kassere efter mødet med Benjamin Egerod, er den naive forestilling om, at forskerdrømmen handler om det at forske per se. For Benjamin Egerod består drivkraften nemlig både af interessen for metodiske problemstillinger, men især også den specifikke idé bag hans ph.d.­projekt:

”Jeg synes, mit projekt er sindssygt spændende, og så kan jeg godt lide at underbygge en normativ diskus­sion med en eller anden form for empirisk problem eller sammenhæng, som man kan gå ud og observere i virkeligheden. Jeg tror, at det, der driver mig, er at etab­lere nogle interessante sammenhænge,” siger han.

Hvorvidt han skal forske videre efter sin ph.d. afhænger også af, om han får endnu en god idé, eller om han kan arbejde videre på sin første idé. Den gode idé er faktisk det, der skal til for at blive forsker, mener han og ud­ dyber:

”Det er da en fordel, hvis man kan sin metode og teori, men i virkeligheden er det vigtigste, at man har en god idé. Så kan det andet komme efterfølgende.”

Jeg vil gerne have, at det, jeg for­ sker i, skal være vigtigt for nogle mennesker. Det skal have en reel indflydelse på et eller andet – en reel betydning for noget

– Benjamin Carl Krag Egerod, ph.d.-studerende

ESSENSEN AF EN GOD IDÉ

Benjamin Egerod har gjort sig klare tanker om, hvorfor netop hans ph.d.­projekt er en god idé. Der er både et normativt og et økonomisk aspekt i hans forskning. I forskningsfrihedens navn nægter han dog at opstille kriterier for, hvad der gør forskning vigtig og berettiget. Det handler både om et ønske om forskningsfrihed, men også det umulige i at blive enige om, at al forsk­ ning skal have en normativ eller materiel pointe. For sit eget vedkommende kan han dog sige:

”Jeg vil gerne have, at det, jeg forsker i, skal være vigtigt for nogle mennesker. Det skal have en reel indflydelse på et eller andet – en reel betydning for noget.”

AT FÅ FODEN INDENFOR

Forskningsmiljøet er meget konkurrencepræget – især på den anden side af forskeruddannelsen, når ph.d.­af­ handlingen er afleveret og godkendt. De spidse albuer er dog ikke noget, Benjamin Egerod har mærket tilendnu. Han synes selv, at han har haft en rigtig god start på trods af lidt nervøsitet over at omgås nogle af de personer, han er blevet undervist af, og som han ser op til.

At få foden inden for i forskningsverdenen betyder også, at man skal undervise. Min fordom er, at universi­tetet gør det svært for forskere at finde tid og interesse for undervisning. Benjamin Egerod har dog endnu ikke haft svært ved at finde engagementet for undervisningen:

”Det er virkelig fedt. Jeg synes, det er vigtigt, at man underviser. Det er et særligt ansvar, der ligger på én som forsker, at man får videreformidlet resultater. De fedeste undervisere, jeg selv har haft, er jo inspirerende og engagerede, og det tror jeg lettest, man bliver, hvis det er noget, man laver i sin hverdag,” udtaler han.

IMG_8797

FORSKERDRØMMEN I ØJENHØJDE

Drømmen om at blive forsker vil for fremtiden nok stadig virke fjern for mange bachelorstuderende. Der er mange fordomme og forventninger forbundet med forskningen. Alligevel synes jeg, at Benjamin Egerod gør sit for at hive forskningen lidt ned på jor­ den. Forskningsmiljøet lyder ikke så skræmmende endda, og måske behøver man ikke have tjek på det hele på første semester. Måske skal man i stedet lade idéerne drive værket.