Forskningsverdenen er for mange studerende et fjernt og lukket land. Det vil det nye initiativ Forskningsfællesskaber ændre på. Formålet er at mindske afstanden mellem studerende og forskere.

Af Louis Liengaard, medstifter af Forskningsfællesskaber

Har du talt med din underviser i dag? Ved du, hvil­ket lokale på CSS din underviser sidder i? Og ved du, hvilke spændende forskningsprojekter din underviser har gang i ?

Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoen, at man er noget virkelig­ hedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forskningsfjern som vir­kelighedsfjern

– Louis Liengaard

Langt de fleste studerende på Institut for Statskundskab vil uden at blinke kunne svare nej til de tre ovenstående spørgsmål. Det kan de, fordi dialogen i undervisnings­ lokalet er begrænset, og fordi diskussion af under­ viserens egen forskning er en decideret sjældenhed. I hvert fald medmindre vedkommende tilfældigvis bringer det op som en supplerende case til dagens pensum. Forskningsverdenen er ukendt land for stu­derende, hvilket er lidt paradoksalt, når vi dagligt mø­der forskere til undervisning og læser forskningstekster på pensum. Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoene, at man er noget virkelighedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forsknings­ fjern som virkelighedsfjern.

DIN UNDERVISER ER EN KÆMPE VIDENS­ BANK!

Afstanden mellem forsker og studerende kan man vælge at acceptere som en naturlig del af overgangen fra gymnasiets venskabelige rammer til livet som selv­ stændig studerende med al den læsesalstid og envejs­ kommunikation, som dette liv indebærer. Med den opbygning, som Institut for Statskundskab har, virker det meget ligetil at adoptere distancetilgangen alle­ rede første gang, man træder ind på CSS og så beholde denne hele studietiden igennem (hvem sagde path dependency?). Dette ville dog være en skam. Ikke at snakke med sin underviser er slet og ret en suboptimal udnyttelse af ressourcer!

Hvis man lige tænker lidt over denne påstand, giver den ret hurtigt mening. Modsat gymnasielæreren hvis overvejende arbejdsopgave er at undervise i et bestemt område af pensum, er den primære op­ gave for Instituttets forskere at forske i samfundet, hvorimod undervisning og formidling kommer i anden række.

Vi sidder med nogle af Dan­ marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kom­promisforskning, men benyt­ter os ikke af det, fordi pen­sum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfilosoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer

– Louis Liengaard

Forskere på universitetet bruger mindre tid på at rette opgaver og mere tid på at skabe ny viden. Når din underviser forlader undervisningslokalet, forvandles vedkommende til forsker og går i gang med at undersøge en masse spændende tendenser i samfundet. Forvandlingen sker uden telefonbokse og Supermankostumer. I selv samme bygning, hvor pro­fessor Christian Rostbøll underviser i Kants sinde­lagsetik, kan han fem minutter senere være i færd med at undersøge kompromissets natur i højaktuelle politiske forhandlinger. Vi sidder med nogle af Dan­marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kompromisforskning, men benytter os ikke af det, fordi pensum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfi­ losoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer.

SYMBIOSE MELLEM STUDERENDE OG FORSKERE

Hvordan udnytter man så disse forskerressourcer bedre? Og hvordan gør man det på en måde, som ikke blot bliver til en belastning og spild af forskernes tid? Først skal det lige siges, at langt de fleste undervisere ikke ser det som spild af tid, hvis du som studerende med oprigtig interesse henvender dig for at høre om vedkommendes forskning. Hvis du vil lytte, indvier de dig gladeligt i det projekt, de sidder og nørder med. Alligevel er der god ræson i at give noget tilbage, såman skaber en slags symbiose, hvor udbyttet går begge veje.

En tilgang til at øge forskerkontakten – eller sym­ biosen ­ er de tre forskningsfællesskaber, som vi i Aktive Statskundskabere igangsatte ved dette års semesterstart. Formålet med disse var netop at ned­ bryde Instituttets usynlige barrierer ved at skabe et rum for samtale mellem forskere og studerende. Uni­versitetets undervisningsform skaber ikke dette rum af sig selv, så vi har taget affære!

FORSKNINGSFÆLLESSKABER I PRAKSIS

Under temaerne Politisk teori, Politisk adfærd og Inter­ national Politik mødes fællesskaber af 10­-20 studerende og én til tre forskere for at diskutere forskernes arbejde. Her kan ’pensum’ være en artikel eller en undersøgelse, som forskeren sidder og arbejder på – work in pro­gress. Eksempelvis afholdt Forskningsfællesskabet for International Politik forleden sit første af semesterets tre møder, hvor vi diskuterede metoderne bag og resul­taterne af Peter Marcus Kristensens ph.d.­projekt om IP-­teorier i Kina, Indien og Brasilien. Her udfordrede vi ham på hans påstande, og han fik lov til at fortælle om de tusinder af overvejelser, der ligger bag et sådant forskningsprojekt. Overvejelser vi ellers ikke får med, lige meget hvor intensivt vi læser de tekster, der er på pensum. Således får Peter Marcus Kristensen spar­ring på sit arbejde, mens vi får et indblik i en ukendt forskningsverden.

Et sådant indblik kan også være nyttigt, hvis man som studerende selv overvejer at gå forskervejen. Ligesom Policyforum skaber et link til virkeligheden gennem studiegrupper, der taler med praktikere omkring bestemte problemstillinger, skaber forskningsfælles­ skaberne et indblik i forskerverdenen for potentielle forskere såvel som studerende, der blot har interesse for et emne og gerne vil vide mere.

Forskningsfællesskaberne skal ikke forstås som talent­ skoler, CV­udmærkelser eller som genveje til eftertragt­ede kandidatspecialiseringer. De er i al deres enkelthed et forsøg på at øge forskerkontakten og udnytte de res­sourcer, der går rundt omkring os på CSS hver dag. Forskningsfællesskaberne er et forsøg på at gøre uni­ versitetet til et endnu federe sted for de studerende.