Debatindlæg af: Statskundskabsstuderende og tidligere tutor Drude Morthorst Rasmussen
Debat – Siden ’den store brand’ i 2014 har Statskundskab brystet sig af, at sexisme på introforløbet hører fortiden til. Men forskelsbehandlingen, heteronormativiten og sexismen lever i bedste velgående.
Jeg har været tutor for to kuld af statskundskabsstuderende. Utallige gange har jeg måtte retfærdiggøre, at den nuværende gallaopvarmning fortsat er kønsopdelt. Til mænd og kvinder der ikke passer ind i de ’normale’ kønskategorier, har jeg måtte argumentere for, at biologisk køn bare er en nem måde at inddele holdet på. Men det argument er dybt problematisk. Vi kunne dele folk ind på en milliard andre måder. Vi kan som statskundskabsstuderende ikke undskylde vores sexistiske handlinger med ignorance. Fra første semester er vi blevet introduceret til feministiske teoretikere som Michel Foucault, Judith Butler og Lene Hansen. Vi har fucking læst teorier om at blive undertrykt og underlagt patriarkatets dominans. Alligevel forbeholder vi os retten til at kalde køn for er en ligegyldig demarkationslinje.
Jeg skriver dette, fordi jeg er blevet klogere. Fordi jeg håber, at vi alle sammen kan blive det. Fordi vi skylder hinanden og resten af verden at leve efter de ligebehandlingsnormer, som vi skal ud at undersøge, skabe politik omkring eller implementere en dag. Mest af alt skriver jeg dette, fordi jeg tror på, at et introforløb uden en ekskluderende opvarmning ville resultere i et meget bedre introforløb og en meget bedre studietid på Statskundskab.
Kritiken ændrede ikke strukturen
For snart fire år siden gik to tidligere statskundskabsstuderende i pressen og kritiserede introforløbet for at være dybt sexistisk og grænseoverskridende. De etiketter gælder desværre stadig i dag, hvor de nye studerende deles op i deres biologiske køn fra første uge på Statskundskab. Dengang rettede man kritik mod de særskilte herre- og dameopvarmninger, som begge bar præg af grænseoverskridende manddomsprøver og udtalt heteronormativitet. Derfor blev introforløbet lavet om, og derfor skal de nye statskundskabsmænd heller ikke længere eksplicitere, hvordan de vil have sex med en pige fra holdet, simulere kønslig omgang med et grisehoved, eller råbe fisse gentagende gange i et ophedet sekterisk ritual. De nye statskundskabskvinder behøver heller ikke længere tage stilletter på for at få en gallapartner eller dele sexfantasier involverende deres nye medstuderende.
Jeg har stolt fortalt venner fra andre studier om, hvor politisk korrekt introforløbet siden hen er blevet. Men selvom vi fortæller os selv, at andre studiers introforløb er ’mere’ sexistiske eller grænseoverskridende, så betyder det ikke, at vores er fejlfrit. Vi har aldrig turde fjerne roden til introforløbets problem, nemlig den kønsopdelte opvarmning. Så længe vi ikke fjerner den, vil opvarmningen altid have potentialet til at ligne, hvad den gjorde før. Den vil fortsat indebære mænd, der råber en- eller tostavelsesord gentagende gange (såsom ’magt’ eller ’kneppe’). Den vil fortsat involvere ekskluderende sange og hemmelighedskræmmeri. Og den vil altid reproducere et narrativ om, at mændene har det sjovest. Et narrativ om, at kvinder dermed ikke kan have det sjovt.
Vi reproducerer samme sexisme
Jeg både ærgrer og skammer mig over at have bildt mig selv ind, at en kønsopdelt opvarmning var okay. Men jeg oplevede det som vanskeligt at gå imod et socialt pres fra aldrende tutorer, der påstod, at et opgør med opvarmningen ville være fatalt. Et pres fra andre kvindelige tutorer, der argumenterede for, at piger hellere ville sidde ned og spise chips end at deltage i et løb. Et pres fra en udbredt diskurs om, at pigerne bare ville stjæle drengenes sjov og gøre deres opvarmning kedelig.
Ved at bibeholde den kønsopdelte opvarmning får de nye kvinder, mænd og personer at vide fra dag 4, at der er forskel på mænd og kvinder. At det er det biologiske køn, der tæller. At mænd har et særligt sammenhold bygget på sekteriske ritualer. At mænd har det sjovere end kvinder. At kvinder er ’frygtelige’.
Jeg synes, vi skal turde spørge os selv, om vi har lyst til at gøre det. Har vi lyst til at reproducere de samme sexistiske strukturer, som vi kritiserer? Mit svar efter at have gjort det to år i træk er: NEJ, DET HAR VI FANDME IKKE. Og vi skylder de fremtidige statskundskabsstuderende at lade være.
Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger og synspunkter.