Tag Archives: Kommentar

Med fare for floskel: Foreningslivet på statskundskab er helt unikt

Med fare for floskel: Foreningslivet på statskundskab er helt unikt

Kommentar: Mathilde ”lille T” Nilsson på vegne af Jacques D.’s bestyrelse.

Jeg er vild med foreningslivet. Specielt statskundskabs foreningsliv – det kan altså noget helt særligt. Denne lille enklave af frivillige og engagerede mennesker, venner faktisk, har båret mig gennem mit første år på studiet.

Det har støttet mig, mens jeg læste op til mine første eksaminer, rakt mig en reparationsbajer efter at have givet mig årtiets største tømmermænd og dulmet selv den mest nervepirrende fremtidstvivl.

Foreningsfællesskabet på Institut for Statskundskab rækker på tværs af hold og årgange. Min beslutning om at dykke ned i det head first er en af de bedre beslutninger, jeg har taget.

Store Jacques og lille T

Når man starter på studiet, er der en million ting at forholde sig til, og det med også at være med i en forening kan virke uoverskueligt.

Jeg havde ikke rigtig været aktiv i nogle udvalg eller foreninger, da jeg gik i gymnasiet. Da jeg startede på statskundskab, kunne jeg godt mærke, at det var noget, jeg fortrød. Kort tid efter jeg var startet, prikkede min tutor Mette Marie mig på skulderen. Hun fortalte mig, at jeg burde stille op til bestyrelsen i studenterforeningen Jacques D. Faktisk opfordrede hun mig – kraftigt – til det. Så det gjorde jeg. I verdens dejligste kælder trådte jeg op foran et Jacques D., der var fyldt til bristepunktet, og fortalte dem, at jeg var fed, og at jeg havde nye ideer og ungdommelig gejst. Og selvom der kun sad en lille håndfuld nede i hjørnet, som rent faktisk vidste hvem jeg var, valgte de mig til deres bestyrelse.

Jacques D., hele statskundskabs studenterforening, har smidt både hårdt arbejde og fantastiske venner min vej. Der er ingen tvivl om, at vi er utrolig glade for fest og guldøl – og har sin del af mærkelige ritualer – men jeg har ikke et øjeblik fortrudt det.

Som bestyrelsesmedlem i Jacques D. har jeg været med til at opretholde studiemiljøet på statskundskab. I disse besparelses-, effektiviserings- og omprioriteringstider støtter Jacques D. alle de andre studenterforeninger og fede tiltag på instituttet – både økonomisk og moralsk. Vi snolder nemlig ikke bare dine penge væk, men sørger for at de kommer os alle sammen til gode.

Med mig ind i mit 2. studieår tager jeg gode venner, der – syv-ni-tretten – kommer til at følge mig gennem livet og et helt nyt sæt kompetencer. Det kan godt være, at jeg ikke er den studerende der har nået at læse den supplerende litteratur i mikroøkonomi eller brugt alle mine lørdage på læsesalen – men jeg har lært en masse, som man kan bruge på det store arbejdsmarked og haft det pisse sjovt imens.

Og ja – mit studie handler om politologi, men mit studieliv handler om så meget mere.

Ta´ springet – du lander i Ice og Porter

Derfor synes jeg også, at du skal være med. Personligt synes jeg jo, at du skal starte hos Jacques D´morgen, Jacques D Sport eller i verdens bedste bestyrelse, men heldigvis har statskundskab en forening for alle.

Har du en dansemus eller sangfugl i maven? Revy. Er du den næste Clement Kjærsgaard eller Søren Bidstrup? Studiebladet. Vil du engagere dig i studenterpolitik? Start hos Aktive Statskundskabere. Du kan også kigge forbi CSS´ cykelværksted, være med hos International Debat, tage til foredrag med Policyforum og Suveræn eller realisere din indre Mikkel Hansen hos Institut for Håndboldkundskab.

Jeg har sådan set kun ét råd til dig, der overvejer at starte i en af foreningerne på statskundskab: Gør det!

  • - Jacques D. afholder generalforsamling fredag d. 27. oktober.
  • - Det sker i 35.01.44 fra kl. 16.30.
  • - Kandidater skal meddele deres kandidatur senest 10 døgn før generalforsamlingen.
  • - Alle er velkomne!

Idé og budskab af: Mathilde Nilsson

Tekst og redigering af: Liv Rossander

En flue i øjet, tak

En flue i øjet, tak

De fleste danskere er i løbet af deres liv stødt på tegninger af kunstneren Storm P. De finurlige opfindelser og satiriske indslag fra hans hånd har gjort ham til et yndet referencevalg for både dansklærere og onkler landet over. I en af hans mest kendte tegninger spørger vagabonden Arkimedes den anden vagabond, Perikles, hvad han synes om verdenssituationen. ”Ingenting”, svarer Perikles, ”jeg har fået en flue i øjet”.

Tegningen er ofte blevet tolket som en påmindelse om nødvendigheden af at fokusere på det nære for at kunne se verden omkring sig. Og det er givetvis også rigtigt. Men de fleste af os kan nok også genkende følelsen af, at man til tider ville ønske, at man rent faktisk havde en flue i øjet , så man ikke behøvede  at tage stilling til resten af verden. Og den følelse kan man måske særligt have, når samtalen falder på den store fremtid.

Selvom fremtiden er uvis, er der visse fremtidsudsigter, der kan få kombinationen af insekt og hornhinde til at virke ganske appellerende. Dette kunne være, når avisen i stedet for Arkimedes beder én om at tage stilling til de nyeste satellitbilleder af den smeltende indlandsis på Grønland. Eller til ISIS. Eller til den stigende højrenationalisme. Eller til de nyeste teorier om kunstig intelligens, der måske, måske ikke bliver menneskehedens undergang.

I denne udgave af MED ANDRE ORD har vi undertrykt trangen til komme en flue i eget øje og i stedet forsøgt at forholde os til både den nære og den fjerne fremtid. På side 24 kan du læse om, hvorfor vi som statskundskabere bør være mere tech savy, da teknologi kun kommer til at spille en endnu større rolle i fremtidens politiske landskab.

Denne artikel kan passende kombineres med interviewet med Ida Auken på side 52 om hendes arbejde som initiativtager til SIRI kommissionen, der har til formål at forholde sig til et fremtidigt arbejdsmarked med kunstig intelligens og robotter.

Men fremtiden er ikke kun lavet af plexiglas og stål. På side 26 kan du læse om, hvordan de studerende og ledelsen på Institut for Statskundskab forestiller sig fremtidens studiemiljø, efter at den såkaldte festpause har gjort dette efterår særligt stille.

Desuden har vi i denne udgave af MED ANDRE ORD også fornøjelsen af at præsentere vinderne af Formidlingsprisen 2016. De vindende kronikker kan læses fra side 76, hvor vinderne har formået at videreformidle deres viden på en interessant og appellerende måde.

Med disse indledende ord byder vi velkommen inden for og ønsker alle vores læsere god læselyst.

– Katrine Bundgaard Schow Madsen & Anders Joensen, på vegne af redaktionen

Programming Politics

Programming Politics

Economists frequently talk about technological innovations and their impact on the economy. Why doesn´t Political scientists do the same with politics? 

Self-driving cars, virtual reality, and software that can diagnose patients. Once the stuff of science fiction, but today’s reality. The symptoms of an emerging technological revolution are everywhere. Daily, we are confronted with innovations and scientific breakthroughs. Economists have for some time been concerned with the change in economic variables, as the ever-old Marxist argument concerned with machines replacing humans has begun to materialize at an uncontrollable pace.

A recent report determines that robots could replace six percent of the US workforce by 2021. Economists are right to account for this. However, these changes will not be limited to the economy. Culture will see new possibilities, human interaction has and will continue to be transformed, and above all, the Holy Grail for readers of this magazine, the world of politics will change.

In the midst of a transformation 

It is easy to underestimate how quickly technology changes society. Several transformations have already occurred. From the late 1990’s several countries such as Brazil, Belgium, and Australia decided to adopt electronic voting machines. As a natural continuation, Switzerland and Estonia introduced online voting. After computers, the Internet, and programming, social medias were next to be conjured. Facebook launched in 2004 and is, for many of its users, their main channel of information – political as well as personal.

From its origin as an online network connecting students at a few American universities, Facebook today operates as a de facto news editor, distributing news to one and a half billion people. The first official Twitter message was published on March 21st, 2006. Four years later the microblog contributed to the Arab Spring, which affected the lives of millions of people. The internet has also opened doors for new types of crime. Cybersecurity is frequently debated, digital currencies possibly undermine the activities of the state, and a state-controlled Internet is a norm in several countries.

Political opportunities on social media

Luckily, some scholars are already examining the technological revolution and its effect on politics. Electronic voting promises lowered election costs and improved voter turnout. These guarantees have been questioned by researchers who claim that e-elections might possibly depress voter turnouts, due to the unbalanced distribution of Internet availability. Students in the Middle East have pinpointed the importance of social media in order for the Arabic Spring to unfold. Facebook gradually receives more attention as its impact on politics evolves.

However, it is important to have in mind that these novelties are still young, indicating that there is more work to be done. Furthermore, there will likely be new ways through which politicians and institutions take advantage of these channels, and one might keep one’s eyes open for developments in order to construct meaningful and interesting research. 

Artificial Intelligence

There have obviously been many changes to several societal components the last couple of decades. Nevertheless, one should also keep in mind that there are many innovations in the pipeline, several of which have the potential to affect political variables. For example, one of the key features for successful integration is the degree to which migrants learn the native language of the country they arrive in. Next year, an in-ear-device is to be introduced to the market. This device allegedly translates language in real time. Whether or not this works as the producers promise remains to be seen. Withal, it should spur several possible research questions.

Artificial intelligence has and will see tremendous improvement in the coming years. This might materialize as the forthcoming of social robots, functioning as some sort of answering-machine to easy requests, or it might emerge into our daily lives as internet services performing various tasks. Whichever it might be, they will likely be able to answer descriptive and normative questions, which in turn might affect thoughts and opinions. We will, to a variable degree, be exposed to information selected by algorithms into which few of us have any professional insight. Somewhat different, but definitely as a cause of improved technology, several companies offer more and more sophisticated software, specialized in so-called big data analysis. This is normally targeted towards hard sciences and occasionally economics, but there is a potential for political scientists to adopt such software. Benefits of this could be to refine methodological instruments, and as such provide better answers to complex questions.

(Big data analysis is a process in which computers analyze enormous amounts of data which is incomprehensible for man.)

Political life and technological innovations

All of this is not an attempt to seduce political scientists to the dark side of neo-liberal economics where the future is supposedly predictable. The future will always be a cloudy mess where the unexpected usually prevails. However, we should be aware of the changes happening around us and try to interpret them in light of our expertise. For technology already available, one should look for interesting research questions in order to uncover societal impacts.

One cannot predict how people will adapt to a new reality, but one can conjecture about which innovations will be made, and give a qualified guess as to how these innovations will affect our political life. It all boils down to being prepared and open for new research angles in order to contribute to both the academic field of political science and society as a whole. Social scientists played an important role in designing e-elections in Switzerland and Estonia. This should serve as an inspiration to the role of social scientists in a time of rapid technological changes.

(This article does not represent the views of MED ANDRE ORD as a whole but is only representative of the author's personal opinions)
SPECIALØL PÅ PRØVE: HVAD SIGER  EKSPERTERNE?

SPECIALØL PÅ PRØVE: HVAD SIGER EKSPERTERNE?

MED ANDRE ORD stiller skarpt på KØS’populære udvalg af specialøl og lader de gyldne dråber danse på to eksperters kritiske smagsløg.

Af Emil Sikjær Schlosser & Sofie Stubkjær Christensen

Hver fredag stimler tørstige studerende fra hele CSS sammen i Kommunen for at runde ugen af med intellektuel stimulus på flaske i form af specialøl til studen­tervenlige priser. Den sorte tavle over baren er tætskre­ven med navne på eksotiske drikke. Ved første øjekast kan den virke uoverskuelig – endda angstprovokerende.

Men frygt ej! MED ANDRE ORD har sat to særdeles erfarne øldrikkere i stævne til en prøvesmagning og en diskussion af fire nøje udvalgte specialøl fra KØS’ sor­timent. Rækker din alkoholiske referenceramme ikke længere end til lunkne gulddamer og bundsjatter af gammel Fernet Branca, så giver vi her et kærligt skub ind i specialøllens berusende univers.

PALE TRAIL: ­ FRA FRUGTSKÅL TIL HESTESTALD

Gypsy Inc.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.09.30

Støvet, men frisk? Flabet og drilsk! Her er en Pale Ale med sin helt egen dagsorden. Fra første tår står det klart, at du ikke er andet end en statist i denne søde øls diabolske spil. Det starter godt: En symfoni af overgærede citrusfrugter eksploderer på tungen, og du mærker leveren vride sig af ren lykke. Et øjeblik bli­ver farverne i lokalet lige så psykedeliske og strålende som flaskens tegneserieagtige etikette. Men dette ydre af sommerfarver og sødme er blot en papfacade, der vælter i takt med, at den gærede eftersmag breder sig i munden.

Fra den parfumerede, nærmest ulækkert søde frugt­skål, finder du pludselig dig selv stående i en besk hestestald med hø til op over knæene.

Smagsnoter af halm, knuste hovedpinepiller, våd mar­mor og perlegrus punkterer forestillingen om Pale Trail som en harmløs sommerøl. Har du overskud til en uforudsigelig rutsjebanetur i et legende smagsuni­vers af citrus og gær, er denne parfumerede Pale Ale et spændende valg

RAVNSBORG RØD: IRMASEGMENTET PRØVER NOGET VILDT
Nørrebro Bryghus

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.09.37

 

En øl, der stinker langt væk af kystbanesocialisme, politisk korrekthed og Copenhagen Jazz Festival. Denne såkaldte Red Ale lover med sin blodrøde eti­kette og fængende navn mere, end den holder. Når man er kommet sig over de uundgåelige associationer til den nu afgåede SR-­regering, må man dog overgive sig til de fængslende smagsnoter af bornholmsk granit, skov­bær og visne mælkebøtter. Rigtig spændende bliver det dog aldrig. Som 1. maj set fra en altan på Østerbro er Ravnsborg Rød øllen, der gerne vil være med, men ikke tør få mudder på skoene. Spørg efter Ravnsborg Rød, hvis du er tørstig efter en kedelig, men politisk korrekt diskussion om udlændingepolitik.

BLACK BALL: DET SORTE SVIN

To Øl

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.09.53

Se ind i mørket og føl hvordan mørket stirrer tilbage – lige ind i din sjæl. Denne sorte porter emmer af ur­kraft og indebrændt vildskab. Lakrids, svovl, pibetobak – måske endda krudt? Black Ball er en krigserklæring mod svaghed og uskyld. Den brænder håret af brystet og markerer en uigenkaldelig overgang fra barn til vok­sen. Dette er kongeetapen, hvor kun de stærkeste for­mår at sidde med. Voldsomme smagsnoter af vulkansk aske, pimpsten og paniske skrig fra dit indre sender dig direkte tilbage til Pompejis udslettelse. Du bliver konfronteret med din indre masochist – og du kan lide det! At hver mundfuld minder dig om, at du er dødelig, gør de 33 cl svære at komme igennem. På bunden af flasken står du tilbage forandret og forundret. Din balanceevne er ikke intakt, men du er nu en mand.

Det sorte svin er øllen for dig, hvis din hverdag er præ­get af harmoni og lykkefølelse i en sådan grad, at du væmmes.

IT’S ALIGHT: STRAF OG KÆRTEGN

Mikkeller

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.09.45

Den gyldne, brusende væske sniger sig ned gen­nem dit spiserør, mens noter af gæret syltetøj, jern og cement skiftevis kærtegner og straffer dine smagsløg for til sidst at plante en dybere erkendelse i dig om, at det gode i verden kun eksisterer i kraft af det onde. IT’S ALIGHT smager af alt,  hvad der er bittersødt: De farverige frugtcocktails, du får langet over baren lørdag aften, og fortrydelsespillen du knuser over dine corn­ flakes den følgende morgen; af frihed og det ansvar, der følger med. Denne øl nydes bedst alene og i alvorlig samtale med dig selv.

TAL MED DIN FORSKER

Forskningsverdenen er for mange studerende et fjernt og lukket land. Det vil det nye initiativ Forskningsfællesskaber ændre på. Formålet er at mindske afstanden mellem studerende og forskere.

Af Louis Liengaard, medstifter af Forskningsfællesskaber

Har du talt med din underviser i dag? Ved du, hvil­ket lokale på CSS din underviser sidder i? Og ved du, hvilke spændende forskningsprojekter din underviser har gang i ?

 

Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoen, at man er noget virkelig­ hedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forskningsfjern som vir­kelighedsfjern

– Louis Liengaard

Langt de fleste studerende på Institut for Statskundskab vil uden at blinke kunne svare nej til de tre ovenstående spørgsmål. Det kan de, fordi dialogen i undervisnings­ lokalet er begrænset, og fordi diskussion af under­ viserens egen forskning er en decideret sjældenhed. I hvert fald medmindre vedkommende tilfældigvis bringer det op som en supplerende case til dagens pensum. Forskningsverdenen er ukendt land for stu­derende, hvilket er lidt paradoksalt, når vi dagligt mø­der forskere til undervisning og læser forskningstekster på pensum. Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoene, at man er noget virkelighedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forsknings­ fjern som virkelighedsfjern.

DIN UNDERVISER ER EN KÆMPE VIDENS­ BANK!

Afstanden mellem forsker og studerende kan man vælge at acceptere som en naturlig del af overgangen fra gymnasiets venskabelige rammer til livet som selv­ stændig studerende med al den læsesalstid og envejs­ kommunikation, som dette liv indebærer. Med den opbygning, som Institut for Statskundskab har, virker det meget ligetil at adoptere distancetilgangen alle­ rede første gang, man træder ind på CSS og så beholde denne hele studietiden igennem (hvem sagde path dependency?). Dette ville dog være en skam. Ikke at snakke med sin underviser er slet og ret en suboptimal udnyttelse af ressourcer!

Hvis man lige tænker lidt over denne påstand, giver den ret hurtigt mening. Modsat gymnasielæreren hvis overvejende arbejdsopgave er at undervise i et bestemt område af pensum, er den primære op­ gave for Instituttets forskere at forske i samfundet, hvorimod undervisning og formidling kommer i anden række.

Vi sidder med nogle af Dan­ marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kom­promisforskning, men benyt­ter os ikke af det, fordi pen­sum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfilosoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer

– Louis Liengaard

Forskere på universitetet bruger mindre tid på at rette opgaver og mere tid på at skabe ny viden. Når din underviser forlader undervisningslokalet, forvandles vedkommende til forsker og går i gang med at undersøge en masse spændende tendenser i samfundet. Forvandlingen sker uden telefonbokse og Supermankostumer. I selv samme bygning, hvor pro­fessor Christian Rostbøll underviser i Kants sinde­lagsetik, kan han fem minutter senere være i færd med at undersøge kompromissets natur i højaktuelle politiske forhandlinger. Vi sidder med nogle af Dan­marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kompromisforskning, men benytter os ikke af det, fordi pensum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfi­ losoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer.

SYMBIOSE MELLEM STUDERENDE OG FORSKERE

Hvordan udnytter man så disse forskerressourcer bedre? Og hvordan gør man det på en måde, som ikke blot bliver til en belastning og spild af forskernes tid? Først skal det lige siges, at langt de fleste undervisere ikke ser det som spild af tid, hvis du som studerende med oprigtig interesse henvender dig for at høre om vedkommendes forskning. Hvis du vil lytte, indvier de dig gladeligt i det projekt, de sidder og nørder med. Alligevel er der god ræson i at give noget tilbage, såman skaber en slags symbiose, hvor udbyttet går begge veje.

En tilgang til at øge forskerkontakten – eller sym­ biosen ­ er de tre forskningsfællesskaber, som vi i Aktive Statskundskabere igangsatte ved dette års semesterstart. Formålet med disse var netop at ned­ bryde Instituttets usynlige barrierer ved at skabe et rum for samtale mellem forskere og studerende. Uni­versitetets undervisningsform skaber ikke dette rum af sig selv, så vi har taget affære!

FORSKNINGSFÆLLESSKABER I PRAKSIS

Under temaerne Politisk teori, Politisk adfærd og Inter­ national Politik mødes fællesskaber af 10­-20 studerende og én til tre forskere for at diskutere forskernes arbejde. Her kan ’pensum’ være en artikel eller en undersøgelse, som forskeren sidder og arbejder på – work in pro­gress. Eksempelvis afholdt Forskningsfællesskabet for International Politik forleden sit første af semesterets tre møder, hvor vi diskuterede metoderne bag og resul­taterne af Peter Marcus Kristensens ph.d.­projekt om IP-­teorier i Kina, Indien og Brasilien. Her udfordrede vi ham på hans påstande, og han fik lov til at fortælle om de tusinder af overvejelser, der ligger bag et sådant forskningsprojekt. Overvejelser vi ellers ikke får med, lige meget hvor intensivt vi læser de tekster, der er på pensum. Således får Peter Marcus Kristensen spar­ring på sit arbejde, mens vi får et indblik i en ukendt forskningsverden.

Et sådant indblik kan også være nyttigt, hvis man som studerende selv overvejer at gå forskervejen. Ligesom Policyforum skaber et link til virkeligheden gennem studiegrupper, der taler med praktikere omkring bestemte problemstillinger, skaber forskningsfælles­ skaberne et indblik i forskerverdenen for potentielle forskere såvel som studerende, der blot har interesse for et emne og gerne vil vide mere.

Forskningsfællesskaberne skal ikke forstås som talent­ skoler, CV­udmærkelser eller som genveje til eftertragt­ede kandidatspecialiseringer. De er i al deres enkelthed et forsøg på at øge forskerkontakten og udnytte de res­sourcer, der går rundt omkring os på CSS hver dag. Forskningsfællesskaberne er et forsøg på at gøre uni­ versitetet til et endnu federe sted for de studerende.

BACHELORPRISEN 2015: GODE RÅD TIL BACHELORPROJEKTET

Bacheloropgaven er de studerendes nervepirrende debut som mini-forskere. En grundig dataindsamling og en god tidsplan kan gøre processen lidt mindre ubehagelig.

 

Af Line Sofie Gluud & Ildiko Veres, vindere af Bachelorprisen 2015

Efter to et halvt års studier er det for de fleste en vigtig milepæl endelig at skulle i gang med at skrive ba­ chelorprojekt. I denne artikel beskriver vi nogle af de erfaringer, vi har gjort os undervejs igennem den lange række af op­ og nedture, usikkerheder, frustra­ tioner, skuffelser og successer, som vi mødte, mens vi skrev bachelorprojekt i foråret 2015.

IDÉEN, DER BLEV TIL ET VINDERPROJEKT

Idéen til vores projekt blev født i kølvandet på den forrige regerings sammenlægning af Handels­ og Udviklingsministeriet i 2014. Denne begivenhed åbnede offentlighedens øjne for, at dansk udviklings­ bistand i mange år har fungeret som løftestang for dansk international handel, hvilket gav anledning til stor debat på den danske handels-­ og udviklings­politiske scene. Nogle af debattens mest tonean­givende deltagere var interesseorganisationerne Folkekirkens Nødhjælp og IBIS – førstnævnte en stor fortaler for, og sidstnævnte en udpræget kritiker af sammenlægningen.

Med udgangspunkt i en forundring over de to organi­sationers diametralt modsatte positioner gennem­ førte vi et kvalitativt casestudie, som vi hovedsageligt baserede på dokumentanalyse. Ved at analysere casen på baggrund af kulturorienteret og ny­institutionel organisationsteori viste vi, hvordan forskelle i organi­sationskultur fører til holdningsforskelle mellem or­ganisationer samtidigt med, at den fælles institution­elle kontekst tvinger organisationerne til at handle ens på trods af disse forskelle.

Da vi vurderede, at udfaldet af den offentlige debat om handel og udvikling har en stor betydning for den folkelige opbakning bag dansk udviklingspolitik, diskuterede vi herudover analysens politiske impli­kationer. Vi argumenterede for en række strategier, Handels­ og Udviklingsministeriet kan anvende til at overbevise IBIS og andre kritikere om at arbejde for et synergiforhold mellem handel og udvikling for at gavne såvel Danmark som vores partnerlande. Vi konkluderede, at ministeriet bør søge en ideologisk bundet alliance med udviklingsorganisationerne, hvis fokus er på fattigdomsbekæmpelse, samtidig med at belønne organisationerne for at rådgive de danske virksomheder, der har erhvervsinteresser i udviklingslandene.

ET HÅRDT SEMESTER

Den mest værdifulde evne, man tilegner sig som ba­chelorskribent, er uden tvivl evnen til at udvælge, komprimere og gengive de vigtigste af en uoverskuelig mængde idéer og argumenter, som man når at for­mulere i løbet af fire måneder. Men læringsprocessen frem mod dette er ikke nem. Det er ‘learning by doing’, når det er værst – problemformuleringer skal ændres, idéer skydes ned, darlings må slås ihjel, og tiden er en konstant faktor. Her følger vores erfaringer og et par gode råd.

DATAINDSAMLING

Knapt fire måneder kan føles som en evighed, og man har følelsen af, at alt kan lade sig gøre i den tidsperiode. Derfor er vores erfaring også, at dataindsamlingen kan blive skubbet lidt, fordi man lige skal have projektet helt på plads, før man for alvor går i gang. ’Vi skal nok nå det’, siger man til sig selv. Vi stod dog pludselig i den situation, at vores foretrukne datakilder – interviews – ikke kunne lade sig gøre. Og hvad gør man så? Man går først lidt i panik, men derefter skal man jo tilpasse sin plan. Det er derfor vores råd at komme så tidligt i gang med dataindsamlingen som overhovedet muligt. Chancen for at du rent faktisk kan få dine foretrukne kilder stiger, og du behøver ikke bruge dyrebar tid på at gentænke hele projektet.

Det er dog også vigtigt at pointere, at alting ikke nød­ vendigvis behøver gå i vasken, hvis alle pludselig svarer ’nej tak’ på en interview­forespørgsel. Hold fast i den grundlæggende idé, og find alternative måder at be­ svare problemformuleringen på. Det handler i bund og grund om at have tiltro til din egen faglighed. Ligesom der er alternative veje til Rom, så er der også alternative veje til din konklusion.

TIDSPLAN

Når din bachelorvejleder siger, at en god tidsplan er alfa omega for et veludført bachelorprojekt, så er dette ikke tidspunktet til at sidde og blunde lidt på Facebook. Tidsplanen er rygraden i hele din planlægning, og hvis den skrider, så kan du hurtigt komme til at føle, at du ikke har fat i tøjlerne på dit projekt. Tidsplanen i vores proces var benhårdt styret, og heldigvis for det. Da vi i slutningen af forløbet havde tid til både en rette­ og refleksionsfase, som ikke skulle hastes igennem, og en hel nats søvn dagen før afleveringen, så stod vi tilbage og priste os lykkelige for, at der havde været pres på for at nå deadlines i løbet af perioden. Så sæt dig ned og lav den tidsplan – og gå gerne efter en ambitiøs en af slagsen, så du føler presset for at nå deadlines; du bliver glad for det i længden.

Det virker sikkert selvfølgeligt for de fleste, som har slæbt sig igennem et par års studier på Statskundskab. Opgaveplanlægning, problemformulering og dataind­ samling er næppe fremmede for den ambitiøse stats­kundskabsstuderende, og rådene kan virke banale og utilstrækkelige. Men hvert projekt og hver proces er forskellig, og derfor skal den enkelte studerende selv finde ud af, hvordan han eller hun får det bedst mu­lige ud af et maraton­forløb, som et bachelorprojekt er. For os var valget af projektformulering og dataindsam­lingen de største udfordringer, og tidsplanen var vores redning.

Afslutningsvist vil vi gerne gribe chancen for at takke vores klynge for gode idéudvekslinger og sparring samt vores vejleder Mette for den til tider hårde, men altid konstruktive kritik.

Der skal mere end en fremdriftsreform til

Vi er nu i det første semester, hvor fremdriftsreformen gælder for alle studerende. Heldigvis lever det gode studiemiljø i bedste velgående.

Af Sami Carøe Moussa, medlem af Studienævnet

Nu er det alvor for samtlige studerende på Insti­ tut for Statskundskab. Monsteret, der har gemt sig under sengen det sidste halvandet år, er nu krøbet dybt ned under dynen hos os alle.

Jeg taler selvfølgelig om fremdriftsreformen.

Den har været på vej i et godt stykke tid, og vi har allerede bandet over den længe. De af os, der star­ tede på Statskundskab sidste år, har selvfølgelig allerede levet under dens åg i et års tid. De aller­ nyeste studerende kender den måske kun fra tuto­ rernes beklagelser.

Hvis jeg stod i deres sko og var ved at træde mine første skridt på CSS, ville jeg være bekymret for fremtiden. Ligger de bedste studieår bag os? Er det nu slut med at bruge tid på faglige og sociale aktivi­ teter ud over undervisningen? Skal studielivet ikke længere være sjovt?

ENGAGEMENTET ER IKKE VÆK

Et blik på vores uddannelse den første måned inde i efterårssemestret fortæller heldigvis en helt anden historie.

Eksempelvis samlede Aktive Statskundskabere over 50 studerende til et arrangement om forskerfælles­ skaber, ligesom alle pladser var optaget, 10 minutter efter tilmeldingen til samme forløb åbnede. Her tales der altså om et forløb, hvor man melder sig til at læse endnu mere, end man i forvejen gør, og hvor man skal diskutere højpandet og akademisk med forskere her på instituttet.

Oven i dette er der ikke ligefrem mangel på interes­ serede studerende i de utallige andre foreninger her på vores studie. Samtidigt kan jeg skrive under på,

at introforløbet i år havde mindst lige så engagerede tutorer som de forrige år.

DER ER STADIG MANGE MEDSTUDERENDE I KLEMME

Alt dette er ikke for at nedspille fremdriftsreformens konsekvenser og alt, hvad den har bragt med sig af bureaukratisk rod og fejlskud.

Der er rigtig mange studerende, som sidder i klemme i administrationens skruetvinge. De vil nok være enige med mig i, at fremdriftsreformen burde ryge på møddingen øjeblikkeligt.

Det samme gælder for de studenterpolitisk aktive både lokalt på Statskundskab, på hele Københavns Universitet og nationalt. De har kæmpet utrætteligt mod fremdriftsreformen og dens dårligdomme, og de kan om nogen fortælle dig, hvilket monster refor­ men i virkeligheden er.

VI SKAL NOK FÅ BUGT MED FREMDRIFTS­ REFORMEN

Dette indlæg er udelukkende en påmindelse om, at der skal mere til at slå os studerende ud.

Vi nok skal få bugt med fremdriftsreformen på hver vores måde. Om det så er gennem en demonstration på Christiansborg Slotsplads, krumspring omkring de rigide og ulogiske universitetsregler eller i et for­ eningslokale på CSS hver torsdag aften.

Og var der ikke også noget med en uddannelsesmi­ nister, der ville åbne et forlig? Måske vi snart kan sende monsteret ud af den varme studiedyne og ned under sengen igen.

Jeg krydser fingre.

”SIKKEN KVAJPANDE!”

”SIKKEN KVAJPANDE!”

Han sparede ikke på eder og forbandelser, ham den ældre studerende, der havde læst et af mine indlæg i det hedengangne studieblad Statskundskab Kontakt tilbage i 2012. Men jeg havde jo også dristet mig til et lille normativt bjæf.

Af Philip Larsen

»Det var, som om verden altid stod lang og grim som dem fra tiende i rygegården og ventede med en ubehagelig overraskelse, når man endelig havde vokset sig høj nok til at nå den hylde, man ikke kun- ne nå sidste år.«

– Lars Frost, ‘Smukke biler efter krigen’

For pokker. Det kan ikke siges mere præ­cist. Der mangler bare en illustration fra en Ole Lund Kirkegaard-­bog for at fuldbyrde billedet. Et billede af de store, rigtigt seje karle,der altid står klar med en grum überraschung til de nye, der netop har gjort deres entre og måske formastet sig til at kvække et ord eller to. De store skal sgu ikke nyde noget af at høre på de nye. Og skulle en af hvalpene alligevel vove et ord, skal vedkommende ikke slippe let fra det. Sørgeligt nok synes det at gælde, uanset hvor gammel man er, og hvor man i øvrigt befinder sig i livet. I børnehaven, i skolen, i gymnasiet. På universitet eller på arbejdet.

De færreste, der kommer til et nyt sted og vover et par ord, går ram forbi. Det gjorde jeg bestemt heller ikke selv, da jeg – som studerende på andet semester – tilbage i 2012 forfattede et indlæg til Instituttets daværende onlinemagasin Statskundskab Kontakt. Anledningen var et interessant politisk­teoretisk debatarrangement om menneskerettigheder, som en forening på studiet havde stablet på benene, og som jeg havde slået et smut forbi. Foreningen havde blandt andet inviteret Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet til at udlægge sit syn på menneskerettigheder.

Har man én gang hørt Søren Hviid Pedersen i en de­bat, vil man vide, at han ikke lægger fingre imellem,når han udlægger sine temmelig yderligtgående syns­ punkter. Dette arrangement var ingen undtagelse. Jeg skal spare læseren for lange udredninger og detaljer og i stedet nøjes med at konstatere, at jeg skrev et ind­ læg, som særligt overvejede det forhold, at vi tilhørere havde forholdt os noget tavse over for hans meninger og udlægninger af verden. Hvorfor lod vi ham slippe af sted med det, der efter min mening ikke blot var udtryk for moralsk afstumpethed, men også dårlig argumenta­tion? Jeg dristede mig sågar til at stille et spørgsmål om, hvorvidt det var kujonagtigt, at ingen af os turde tage normativt stilling til hans (meget bombastiske) udsagn.

Indlægget blev bragt et par uger efter i Statskundskab Kontakt, og der gik ikke længe, før en ældre studerende var klar til at lynche mig verbalt i foreningens Face­ book­gruppe, som jeg også var tilknyttet. Og nu skal I bare se løjer. Her er et lille udpluk af det, han havde at sige:

Nu fik jeg endelig kæmpet mig igennem den kæmpe omgang vrøvl, den kære 2. semester­ studerende fyrer op for. (…) Sikken kvajpande. Han er, med sine formuleringer, betragtninger og pseudoinduktive udledninger, desværre pragteksemplaret på den intellektuelle deroute der er at finde, om ikke over alt, så i hvert fald på samfundsvidenskaberne. (…) Måske russeren snarere skulle sætte sig en anelse mere ind i det filosofiske univers i al dets kompleksi­tet, før han begynder at råbe op om manglende kritiske spørgsmål etc. (…) Jøsses for en om­ gang selvfed og selvsmagende arrogance skal man lede længe efter.

 

Der vil på de fleste af livets perro­ ner stå et par af de kedelige typer klar med en omgang buksevand og belærende bavl. Det gælder også på universitetet

– Philip Larsen

Av. Det var ikke rart at læse. Slet ikke som førsteårsstu­derende. For selvom mit indlæg var af polemisk karak­ter, betragtede jeg det dog som en engageret invitation til en sober debat om et vigtigt anliggende: at mange statskundskabere synes at være berøringsangste over for normative problemstillinger. Til gengæld gav det mig en ret klar forståelse af, hvad det er, der let kan vente en, hvis man formaster sig til et lille normativt bjæf på studiet – og øv for det! Det er kedeligt, hvis folk afholder sig fra at sige noget, fordi de frygter en smøre som den ovenstående.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.43.09

Efter min mening er der i høj grad brug for, at vi – hånd i hånd med den empiriske viden og teoretiske kunnen, vi tilegner os her på studiet – tør begive os ud i spørgsmål om eksempelvis mål, retfærdighed og menneskesyn. Særligt fordi disse spørgsmål ligger la­tent i et væld af de cases og forskningsområder, som politologien beskæftiger sig med, og fordi en stor del af de statskundskabsstuderende havner i jobs, hvor det er yderst relevant at have gjort sig et par kvalificerede overvejelser om disse størrelser.

En del af denne udfordring må også bestå i at disku­tere med folk fra studiet, som man ikke nødvendig­ vis omgås med i dagligdagen, men som man møder andre steder. Det kunne for eksempel være til forskel­ lige foreningsarrangementer eller i forbindelse med et indlæg i nærværende studieblad. Kækt og kort sagt ri- sikerer vi jo at blive klogere, når vi lytter til og taler med andre end dem, vi omgås og som regel er enige med.

Omvendt får vi næppe noget konstruktivt ud af at tvære vores umiddelbare forargelse ud i ansigterne på dem, vi måtte være uenige med, sådan som den ældre studerende gjorde i mit tilfælde. Når det er sagt, må jeg nok sande, at den slags lidet ønskede opførsel sandsyn­ ligvis ikke forsvinder med en skolelærerlignende hen­ stilling til at opføre sig pænt. Der vil på de fleste af livets perroner stå et par af de kedelige typer, de dér store fra rygegården, klar med en omgang buksevand og be­lærende bavl. Det gælder – som indledningsvist nævnt – også på universitetet. Så lad mig i stedet slutte med en opfordring, der i lyset af dette lille indlæg måske sær­ ligt henvender sig til alle nystartede studerende: Klø på, skriv indlæg, følg med og diskutér med hinanden – uagtet hvad de gamle krager i reden måtte hvæse af uduelige nedladenheder efter jer.

På første skoledag får de spæde stud.scient.pol.’er stukket et spørgeskema i hånden i Christian Hansen-auditoriet. Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var valg i morgen? De færreste sætter kryds ud for Dansk Folkeparti.

Vi alene vide

På første skoledag får de spæde stud.scient.pol.’er stukket et spørgeskema i hånden i Christian Hansen-auditoriet. Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var valg i morgen? De færreste sætter kryds ud for Dansk Folkeparti.

Siden europaparlamentsvalget sidste år og folketingsvalget i foråret har Instituttets studerende med rådvildhed i øjnene og kløen i nakken spurgt sig selv og hinanden: Hvordan kunne det ske, at DF har fået så meget medvind? Spørgsmålet bliver ofte besvaret med henvisning til den tilbageståenhed og fremmedfjendskhed, som utvivlsomt har lagt sig tungt og klamt over det såkaldte gule Danmark. Den eneste gyldige forklaring må være, at DF-vælgerne ikke har opnået samme høje indsigt som os.Vi alene vide.

Og Gud hvor vi ved. Vi ved, at der ligger en fare og lurer. Vi ved, at nationalismens grumme ansigt nu har fået 37 mandater i Folketinget. Og vi ved, at Danmark nu med hastige skridt nærmer sig afgrunden.

Samtidig med, at vi er fortørnede over situationen, har vi glemt at indtage vælgerens perspektiv: Det er svært at forklare en lastbilchauffør fra Lolland-Falster, der netop har mistet sit arbejde til en litauer, at det indre markeds fri bevægelighed i sidste ende stiller alle bedre. Det indre marked stiller nemlig ikke ham bedre. I den situation kan man ikke fortænke ham i at stemme på det parti, som han oprigtig talt mener tjener hans interesser bedst – også selvom det er DF.

Hvis man beskylder den gennemsnitlige DF-vælger for at være fremmedfjendsk og tilbagestående, kan man med en vis ro i sjælen anklage den gennemsnitlige stud.scient.pol. for at være verdensfjern og bedrevidende, når det handler om at begribe den danske politiske virkelighed anno 2015.

Hvis man beskylder den gennemsnitlige DF-vælger for at være fremmedfjendsk og tilbagestående, kan man med en vis ro i sjælen anklage den gennemsnitlige stud.scient.pol. for at være verdensfjern og bedrevidende – Anders Bencke Nielsen

Den virkelig fare ligger ikke i den afgrundsdybe uvidenhed, som nogle tilskriver folkedybet og DF-vælgerne. Den virkelige fare består derimod i at føle sig moralsk og intellektuelt hævet over dem, der stemmer noget andet end én selv. Denne fare bliver kun større, når det er fremtidens politiske elite, der føler sig i stand til at dømme andre. Det er den direkte vej til afkoblet politik: En situation, hvor de mange styrede føler sig misrepræsenteret og vildledt af de få, der styrer. Det er netop afkoblet politik, der har ledt til Dansk Folkepartis store valgsejr ved både folketings- og europaparlamentsvalg.

Det er vores pligt som studerende at feje rigide fordomme af banen og med åbent sind forsøge at forstå, hvorfor nogle sætter krydset ved DF. Først herefter kan vi komme den afkoblede politik til livs.

Plakatsagen i Jacques D

Plakatsagen i Jacques D

Et tragikomisk indblik i den studenterpolitiske debat – og dens udfordringer

Den 24. marts 2014 skete der noget overraskende og ganske uvant på Studenterforeningen Jacques D’s Facebook-væg. På denne usandsynlige platform opstod der kortvarigt noget så sjældent som en offentlig studenterpolitisk debat med bred deltagelse. Både repræsentanter fra de studerende, det studenterpolitiske miljø og tilmed en enkelt ph.d. var med. Og så endda uden for den årlige uge med universitetsvalg, som ligger i efterårssemestret. Genstanden for debatten var et opslag fra en bekymret studerende, der havde observeret en plakat fra Institut for Statskundskabs fagråd, Aktive Statskundskabere (AS), som ifølge den studerende havde hængt i Jacques D ”i et godt stykke tid”. Tilsyneladende i modstrid med caféens regler.

Reaktionen på opslaget var overvældende, og den følg-ende debat genererede hurtigt intet mindre end 51 kommentarer samt et hav af Facebook-likes. Umiddelbart en positiv begivenhed, skulle man mene. Især hvis man som jeg i flere år har været aktiv i det studenterpolitiske arbejde på Statskundskab og derfor ved, hvor svært det generelt kan være at få den brede gruppe af studerende i tale og til at engagere sig i studenterpolitiske spørgsmål. Kiggede man nærmere på debatten, var der dog ikke meget at fejre. På vanlig vis udviklede tråden sig til et klassisk polemisk studenterpolitisk skænderi proppet med løst krudt og vildfarne missiler.

Facebook-opslaget fra den bekymrede studerende var da også temmelig useriøst og mildest talt polemisk. Ikke kun fordi ophavsmanden var tidligere formand for Jacques D, men personen repræsenterede samtidig De Konservative i diverse fora og havde i forbindelse med sin valgkamp til Københavns Borgerrepræsentation allerede været med til at gennemføre en tilladelse til at uddele politisk materiale i caféen. Opslaget åbnede dermed for flere flanker, og ophavsmanden blev beskudt fra tidligere bestyrelsesmedlemmer i caféen, almindelige studerende og fagrådsaktive og endda tidligere studerende ved Instituttet.
Desværre kom diskussionen aldrig ind på sagens egent-lige kerne, den politiske plakat, der var et produkt af Aktive Statskundskaberes åbne dialogmøde med ledelsen. Til dette møde havde en bred skare af studerende og VIP’ere diskuteret de største udfordringer for uddannelsen på Instituttet og produceret realistiske løsningsforslag – og ja, efterfølgende klasket forslagene op på en papbrun planche.

Set med mine lidt trætte, men erfarne studenterpolitiske øjne, var denne plakat derfor det tætteste, man kommer en guldstandard for, hvad studenterpolitik på Statskundskab kan og bør være: En platform, hvor idéer og forslag bæres frem af de studenterpolitiske repræsentanter, som forhandler med ledelsen i Studienævnet. Ved dialogmødet var det søgt besvaret, hvordan fremtiden for vores statskundskabsstudium skal se ud.

Hvis dialogmødet og plakaten nærmede sig en guldstandard, var den efterfølgende debat snarere et worst-case-scenario. Med optrinnet på Facebook var det med et trylleslag lykkes at få det studenterpolitiske dialogmøde reduceret til at handle om nogle bureaukratiske regler om ophæng af politiske plakater i studentercaféen. Plakatsagen svarer nogenlunde til det generelle debatklima på Statskundskab, som er præget af en afgrundsdyb kløft mellem fagrådet og de partipolitiske lister. Den grundlæggende uenighed mellem de to fronter består – ironisk nok – typisk af en diskussion om, hvorvidt fagrådet eller de partipolitiske lister enten faciliterer eller forhindrer udviklingen af et demokratisk rum på Statskundskab. Denne dybereliggende konflikt har desuden en tendens til at generere meterlange uproduktive Facebook-kommentarer fyldt med retoriske fælder, anklager om populisme samt offerkort ad libitum – desværre ofte uden det mindste spor af studenterpolitisk indhold. I naturlig forlængelse heraf udviklede Plakatsagen sig til en halvhjertet afslutningsforestilling i ’Cirkus Studenterpolitik På IfS’. Den humoristiske tone, som trods alt prægede diskussionen, dækkede samtidig over en studenterpolitisk tragedie: Plakaten blev fjernet, og potentialet for, at yderligere studerende blev engageret i vores studies udfordringer og mulige løsninger, forblev endnu engang urealiseret.

Kan man så lære noget af Plakatsagen? Som nytilkommen på statskundskabsstudiet ville man hurtigt kunne få indtrykket af, at studenterpolitik udgør et aldeles sprængfarligt miljø, hvor Statskundskabs helt store egoer farer i flinten på hinanden over bagateller. Risikoen for, at dette nye publikum tjekker tidligt ud af den politiske debat, bør ikke undervurderes. Man bør dermed gøre sig klart, at når studenterrepræsentanternes skænderier bryder ud, er de studerendes engagement og interesse sandsynligvis det første offer. Hvad angår de mere rutinerede studerende, kan Facebook-tråden i bedste fald ses som en mere eller mindre bevidst protest over det lave debatniveau på Statskundsskabstudiet. I kølvandet på plakatsagen bør man derfor benytte sig af chancen til at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan synes jeg selv, at den politiske debat bør være, og hvordan skal den kunne bidrage til, at vi får skabt ændringer på vores studie, som er i de studerendes interesse? Et godt bud ville være, at alle studerende på Institut for Statskundskab – inklusiv vores kære studenterrepræsentanter – lærer at skelne mellem ’studenterpolitik, der skiller’ og ’studenterpolitik, der samler’. Hvad er politik, og hvad er polemik?

Plakatsagen udviklede sig time for time. Som det fremgår af nedenstående historik fra Facebook-tråden, blev plakaten først fjernet og dernæst erstattet af en satirisk plakat med en fortolkning af det velkendte Margritte-citat´. Teksten lød: ”Ceci n’est pas une studenterpolitisk budskab”

mao3_s41_FB1

mao3_s41_FB2

mao3_s41_FB3

mao3_s41_FB4

mao3_s41_FB5

mao3_s41_FB6

mao3_s41