Tag Archives: Synspunkt

LinkedIn: FORBINDELSER, BLÆR OG  SKJULTE KOMPETENCER

LinkedIn: FORBINDELSER, BLÆR OG SKJULTE KOMPETENCER

På LindkIn taler alle tysk, har kompetencer inden for policy-analyse og er glade for velgørenhed. Men er der overhovedet nogen, som får et job ud fra deres profil, eller er det kun blær? MED ANDRE ORD prøver det professionelle Facebook.

Af Maja Lundgaard

I jagten på et studiejob opretter jeg, ligesom stort set alle mine medstuderende allerede har gjort, en bruger på LinkedIn. Måske vil platformen åbne en helt ny verden for mig.Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg er en velegnet bru­ger. Man skal gerne smide i hvert fald 10 timers arbejde i den. Medmindre man altså vil skylle sin karriere ud i toilettet.

Indtil videre har jeg kun udfyldt mit navn på LinkedIn. Jeg er blevet forbundet med ni personer, hvoraf den ene er min mor. Fedt. Nu modtager jeg dagligt en mail i min indbakke, der minder mig om, at chancen for, at nogen kigger forbi min LinkedIn­profil, er større, hvis jeg tilføjer min erfaring til profilen. Og det er sikkert rigtigt nok.

Problemet er bare, at jeg har lidt svært ved at få mine syv års ansættelse i en bager, mit sabbatårsjob på et kontor, løse tjenerjobs, et halvt år i en institution og et lille år som kontoransat i Københavns Byret til at lyde sofistikeret nok til at lande et cool studiejob i et mini­ terium eller noget lignende.

VAMOS A LA PLAYA!

Der er uendeligt mange forbindelser, som det hedder på LinkedIn, og på min jomfrurejse ind i LinkedIn­ universet kræver det ikke mange klik, før jeg ender på Lars Løkkes LinkedIn-­profil. Der er ikke nogen tvivl om, at hans erfaringer er en del mere imponerende end mine, da ’statsminister’ ikke overraskende pryder hans CV hele to gange. Hvorfor er han egentligt på Lin­kedIn? Leder han allerede efter et nyt job?

Jeg har samtidigt fundet flere af mine medstuderende på platformen, og jeg blev en smule overrasket over, hvor mange af dem, der kan tale tysk, fransk eller spansk med professionel praktisk færdighed, som det hedder på LinkedIn-­lingo.

Jeg har haft fransk i folkeskolen og spansk i gymnasiet, men min kyndighed inden for de to sprog rækker ikke meget længere end omelette du fromage og vamos a la playa. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg mestrede det med professionel praktisk færdighed. To andre profiler, der dukkede op som ’personer jeg måske kender’, er min bankrådgiver fra Nordea samt den elektriker, jeg havde til at sætte en lampe op for mig i sidste uge. Alle er åben­ bart på LinkedIn, og LinkedIn ved åbent alt om mig.

En kunde, der brokker sig over antallet af birkes på sin håndværker, kan vel godt gå som ’erfaring med håndtering af komplekse borgere’

– Maja Lundgaard

KUNSTEN AT OMSKRIVE ERFARING

Hvis jeg skal gå ind i og forhåbentlig vinde LinkedIn kampen, må jeg derfor arbejde med den erfaring, jeg nu engang har. Min store erfaring inden for bager­ verdenen kan slibes til, så den passer til LinkedIn.

En kunde, der brokker sig over antallet af birkes på sin håndværker, kan vel godt gå som ’erfaring med hånd­ tering af komplekse borgere’. Og min erfaring med at fjerne en ært fra en fireårigs næse kan nok godt gå som ’flair for dybdegående arbejde og sans for detalje’.

Ansvarlighed er vel også at sørge for, at alle får den rette mælk i deres café latte til 49 kroner. I hvert fald må jeg benytte alle kneb for at gøre min profil attraktiv for en potentiel fremtidig arbejdsgiver. Jeg kan ikke være den eneste, der må tænke kreativt for at opnå et passende udtryk på min profil.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.05.37

TÆLLER SKOV­STRATEGO?

Det er formentlig også en god idé at lægge en større indsats i præsentation af mig selv. En præsentation, hvor jeg i unikke vendinger fremstiller min person og mine kompetencer, så det kan mærkes gennem skærmen. Måske med overskriften ’Borgerrettigheds­kæmpende statskundskabsstuderende med ben i næsen og et hjerte, der banker for klimabeskyttelse og bekæmpelse af fattigdom’. Det skal nok blive godt.

På trods af mine få forbindelser dukker der nu nyheder op på min startside, der fortæller mig, at en forbindelse er blevet flyttet til et nyt ministerium eller styrelse på grund af regeringsskiftet, var i spidsen for et super rele­vant humanitært projekt i forbindelse med flygtninge­presset på Europa eller netop har forfattet en kronik om fremdriftsreformens konsekvenser, der skabte debat i Information.

Men altså, jeg har da også lidt nyheder at tilføje. Jeg har for nylig været på begynderkursus i Excel hosDJØF. Jeg har også været til teambuilding med mit job, hvor gennemsnitalderen blandt medarbejderne ligger omkring 50 år. Vi spillede skov­stratego. Det er, hvad jeg kan byde ind med af arbejdsrelaterede ny­ heder på nuværende tidspunkt. Det må da gælde for noget.

 Man giver en ’endorsement’ for en ’endorsement’, som man normalt giver et ’like’ for et ’like’
– Maja Lundgaard

DET PROFESSIONELLE FACEBOOK?

Mest af alt minder LinkedIn mig om et professionelt Facebook. En ny funktion hvor man, under påskud af at ville skabe netværk eller er jobsøgende, virtuelt kan følge med i sine medstuderende og underviseres arbejdsliv.

Man giver en ’endorsement’ for en ’endorsement’, som man normalt giver et’ like’ for et ’like’. LinkedIn er ste­ det, hvor man kan få lov til at fremhæve sine bedste sider, politisk korrekte interesser og kompetencer fuld­ kommen skamløst, uden at nogen vil bebrejde én for det. Det er faktisk meningen.

Jeg kan godt set, at min kreativitet kommer på over­ arbejde, hvis jeg skal stable en interessant profil på benene. Men for at være helt ærlig er jeg ikke sikker på, at det vil være arbejdet værd. Jeg har aldrig hørt om nogen på studiet, der blev headhuntet til en studenter­ stilling et eller andet vildt fancy sted gennem LinkedIn. Findes de derude? Der må jo være en grund til, at vi alle sammen er på LinkedIn. Jeg har dog endnu ikke fundet den.

TAL MED DIN FORSKER

Forskningsverdenen er for mange studerende et fjernt og lukket land. Det vil det nye initiativ Forskningsfællesskaber ændre på. Formålet er at mindske afstanden mellem studerende og forskere.

Af Louis Liengaard, medstifter af Forskningsfællesskaber

Har du talt med din underviser i dag? Ved du, hvil­ket lokale på CSS din underviser sidder i? Og ved du, hvilke spændende forskningsprojekter din underviser har gang i ?

 

Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoen, at man er noget virkelig­ hedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forskningsfjern som vir­kelighedsfjern

– Louis Liengaard

Langt de fleste studerende på Institut for Statskundskab vil uden at blinke kunne svare nej til de tre ovenstående spørgsmål. Det kan de, fordi dialogen i undervisnings­ lokalet er begrænset, og fordi diskussion af under­ viserens egen forskning er en decideret sjældenhed. I hvert fald medmindre vedkommende tilfældigvis bringer det op som en supplerende case til dagens pensum. Forskningsverdenen er ukendt land for stu­derende, hvilket er lidt paradoksalt, når vi dagligt mø­der forskere til undervisning og læser forskningstekster på pensum. Som universitetsstuderende bliver man tit skudt i skoene, at man er noget virkelighedsfjern. Men sat lidt på spidsen så føler jeg mig lige så forsknings­ fjern som virkelighedsfjern.

DIN UNDERVISER ER EN KÆMPE VIDENS­ BANK!

Afstanden mellem forsker og studerende kan man vælge at acceptere som en naturlig del af overgangen fra gymnasiets venskabelige rammer til livet som selv­ stændig studerende med al den læsesalstid og envejs­ kommunikation, som dette liv indebærer. Med den opbygning, som Institut for Statskundskab har, virker det meget ligetil at adoptere distancetilgangen alle­ rede første gang, man træder ind på CSS og så beholde denne hele studietiden igennem (hvem sagde path dependency?). Dette ville dog være en skam. Ikke at snakke med sin underviser er slet og ret en suboptimal udnyttelse af ressourcer!

Hvis man lige tænker lidt over denne påstand, giver den ret hurtigt mening. Modsat gymnasielæreren hvis overvejende arbejdsopgave er at undervise i et bestemt område af pensum, er den primære op­ gave for Instituttets forskere at forske i samfundet, hvorimod undervisning og formidling kommer i anden række.

Vi sidder med nogle af Dan­ marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kom­promisforskning, men benyt­ter os ikke af det, fordi pen­sum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfilosoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer

– Louis Liengaard

Forskere på universitetet bruger mindre tid på at rette opgaver og mere tid på at skabe ny viden. Når din underviser forlader undervisningslokalet, forvandles vedkommende til forsker og går i gang med at undersøge en masse spændende tendenser i samfundet. Forvandlingen sker uden telefonbokse og Supermankostumer. I selv samme bygning, hvor pro­fessor Christian Rostbøll underviser i Kants sinde­lagsetik, kan han fem minutter senere være i færd med at undersøge kompromissets natur i højaktuelle politiske forhandlinger. Vi sidder med nogle af Dan­marks fremmeste eksperter inden for eksempelvis kompromisforskning, men benytter os ikke af det, fordi pensum dikterer, at vi skal lære om oplysningsfi­ losoffer eller lignende – igen en suboptimal udnyttelse af ressourcer.

SYMBIOSE MELLEM STUDERENDE OG FORSKERE

Hvordan udnytter man så disse forskerressourcer bedre? Og hvordan gør man det på en måde, som ikke blot bliver til en belastning og spild af forskernes tid? Først skal det lige siges, at langt de fleste undervisere ikke ser det som spild af tid, hvis du som studerende med oprigtig interesse henvender dig for at høre om vedkommendes forskning. Hvis du vil lytte, indvier de dig gladeligt i det projekt, de sidder og nørder med. Alligevel er der god ræson i at give noget tilbage, såman skaber en slags symbiose, hvor udbyttet går begge veje.

En tilgang til at øge forskerkontakten – eller sym­ biosen ­ er de tre forskningsfællesskaber, som vi i Aktive Statskundskabere igangsatte ved dette års semesterstart. Formålet med disse var netop at ned­ bryde Instituttets usynlige barrierer ved at skabe et rum for samtale mellem forskere og studerende. Uni­versitetets undervisningsform skaber ikke dette rum af sig selv, så vi har taget affære!

FORSKNINGSFÆLLESSKABER I PRAKSIS

Under temaerne Politisk teori, Politisk adfærd og Inter­ national Politik mødes fællesskaber af 10­-20 studerende og én til tre forskere for at diskutere forskernes arbejde. Her kan ’pensum’ være en artikel eller en undersøgelse, som forskeren sidder og arbejder på – work in pro­gress. Eksempelvis afholdt Forskningsfællesskabet for International Politik forleden sit første af semesterets tre møder, hvor vi diskuterede metoderne bag og resul­taterne af Peter Marcus Kristensens ph.d.­projekt om IP-­teorier i Kina, Indien og Brasilien. Her udfordrede vi ham på hans påstande, og han fik lov til at fortælle om de tusinder af overvejelser, der ligger bag et sådant forskningsprojekt. Overvejelser vi ellers ikke får med, lige meget hvor intensivt vi læser de tekster, der er på pensum. Således får Peter Marcus Kristensen spar­ring på sit arbejde, mens vi får et indblik i en ukendt forskningsverden.

Et sådant indblik kan også være nyttigt, hvis man som studerende selv overvejer at gå forskervejen. Ligesom Policyforum skaber et link til virkeligheden gennem studiegrupper, der taler med praktikere omkring bestemte problemstillinger, skaber forskningsfælles­ skaberne et indblik i forskerverdenen for potentielle forskere såvel som studerende, der blot har interesse for et emne og gerne vil vide mere.

Forskningsfællesskaberne skal ikke forstås som talent­ skoler, CV­udmærkelser eller som genveje til eftertragt­ede kandidatspecialiseringer. De er i al deres enkelthed et forsøg på at øge forskerkontakten og udnytte de res­sourcer, der går rundt omkring os på CSS hver dag. Forskningsfællesskaberne er et forsøg på at gøre uni­ versitetet til et endnu federe sted for de studerende.

Der skal mere end en fremdriftsreform til

Vi er nu i det første semester, hvor fremdriftsreformen gælder for alle studerende. Heldigvis lever det gode studiemiljø i bedste velgående.

Af Sami Carøe Moussa, medlem af Studienævnet

Nu er det alvor for samtlige studerende på Insti­ tut for Statskundskab. Monsteret, der har gemt sig under sengen det sidste halvandet år, er nu krøbet dybt ned under dynen hos os alle.

Jeg taler selvfølgelig om fremdriftsreformen.

Den har været på vej i et godt stykke tid, og vi har allerede bandet over den længe. De af os, der star­ tede på Statskundskab sidste år, har selvfølgelig allerede levet under dens åg i et års tid. De aller­ nyeste studerende kender den måske kun fra tuto­ rernes beklagelser.

Hvis jeg stod i deres sko og var ved at træde mine første skridt på CSS, ville jeg være bekymret for fremtiden. Ligger de bedste studieår bag os? Er det nu slut med at bruge tid på faglige og sociale aktivi­ teter ud over undervisningen? Skal studielivet ikke længere være sjovt?

ENGAGEMENTET ER IKKE VÆK

Et blik på vores uddannelse den første måned inde i efterårssemestret fortæller heldigvis en helt anden historie.

Eksempelvis samlede Aktive Statskundskabere over 50 studerende til et arrangement om forskerfælles­ skaber, ligesom alle pladser var optaget, 10 minutter efter tilmeldingen til samme forløb åbnede. Her tales der altså om et forløb, hvor man melder sig til at læse endnu mere, end man i forvejen gør, og hvor man skal diskutere højpandet og akademisk med forskere her på instituttet.

Oven i dette er der ikke ligefrem mangel på interes­ serede studerende i de utallige andre foreninger her på vores studie. Samtidigt kan jeg skrive under på,

at introforløbet i år havde mindst lige så engagerede tutorer som de forrige år.

DER ER STADIG MANGE MEDSTUDERENDE I KLEMME

Alt dette er ikke for at nedspille fremdriftsreformens konsekvenser og alt, hvad den har bragt med sig af bureaukratisk rod og fejlskud.

Der er rigtig mange studerende, som sidder i klemme i administrationens skruetvinge. De vil nok være enige med mig i, at fremdriftsreformen burde ryge på møddingen øjeblikkeligt.

Det samme gælder for de studenterpolitisk aktive både lokalt på Statskundskab, på hele Københavns Universitet og nationalt. De har kæmpet utrætteligt mod fremdriftsreformen og dens dårligdomme, og de kan om nogen fortælle dig, hvilket monster refor­ men i virkeligheden er.

VI SKAL NOK FÅ BUGT MED FREMDRIFTS­ REFORMEN

Dette indlæg er udelukkende en påmindelse om, at der skal mere til at slå os studerende ud.

Vi nok skal få bugt med fremdriftsreformen på hver vores måde. Om det så er gennem en demonstration på Christiansborg Slotsplads, krumspring omkring de rigide og ulogiske universitetsregler eller i et for­ eningslokale på CSS hver torsdag aften.

Og var der ikke også noget med en uddannelsesmi­ nister, der ville åbne et forlig? Måske vi snart kan sende monsteret ud af den varme studiedyne og ned under sengen igen.

Jeg krydser fingre.

”SIKKEN KVAJPANDE!”

”SIKKEN KVAJPANDE!”

Han sparede ikke på eder og forbandelser, ham den ældre studerende, der havde læst et af mine indlæg i det hedengangne studieblad Statskundskab Kontakt tilbage i 2012. Men jeg havde jo også dristet mig til et lille normativt bjæf.

Af Philip Larsen

»Det var, som om verden altid stod lang og grim som dem fra tiende i rygegården og ventede med en ubehagelig overraskelse, når man endelig havde vokset sig høj nok til at nå den hylde, man ikke kun- ne nå sidste år.«

– Lars Frost, ‘Smukke biler efter krigen’

For pokker. Det kan ikke siges mere præ­cist. Der mangler bare en illustration fra en Ole Lund Kirkegaard-­bog for at fuldbyrde billedet. Et billede af de store, rigtigt seje karle,der altid står klar med en grum überraschung til de nye, der netop har gjort deres entre og måske formastet sig til at kvække et ord eller to. De store skal sgu ikke nyde noget af at høre på de nye. Og skulle en af hvalpene alligevel vove et ord, skal vedkommende ikke slippe let fra det. Sørgeligt nok synes det at gælde, uanset hvor gammel man er, og hvor man i øvrigt befinder sig i livet. I børnehaven, i skolen, i gymnasiet. På universitet eller på arbejdet.

De færreste, der kommer til et nyt sted og vover et par ord, går ram forbi. Det gjorde jeg bestemt heller ikke selv, da jeg – som studerende på andet semester – tilbage i 2012 forfattede et indlæg til Instituttets daværende onlinemagasin Statskundskab Kontakt. Anledningen var et interessant politisk­teoretisk debatarrangement om menneskerettigheder, som en forening på studiet havde stablet på benene, og som jeg havde slået et smut forbi. Foreningen havde blandt andet inviteret Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet til at udlægge sit syn på menneskerettigheder.

Har man én gang hørt Søren Hviid Pedersen i en de­bat, vil man vide, at han ikke lægger fingre imellem,når han udlægger sine temmelig yderligtgående syns­ punkter. Dette arrangement var ingen undtagelse. Jeg skal spare læseren for lange udredninger og detaljer og i stedet nøjes med at konstatere, at jeg skrev et ind­ læg, som særligt overvejede det forhold, at vi tilhørere havde forholdt os noget tavse over for hans meninger og udlægninger af verden. Hvorfor lod vi ham slippe af sted med det, der efter min mening ikke blot var udtryk for moralsk afstumpethed, men også dårlig argumenta­tion? Jeg dristede mig sågar til at stille et spørgsmål om, hvorvidt det var kujonagtigt, at ingen af os turde tage normativt stilling til hans (meget bombastiske) udsagn.

Indlægget blev bragt et par uger efter i Statskundskab Kontakt, og der gik ikke længe, før en ældre studerende var klar til at lynche mig verbalt i foreningens Face­ book­gruppe, som jeg også var tilknyttet. Og nu skal I bare se løjer. Her er et lille udpluk af det, han havde at sige:

Nu fik jeg endelig kæmpet mig igennem den kæmpe omgang vrøvl, den kære 2. semester­ studerende fyrer op for. (…) Sikken kvajpande. Han er, med sine formuleringer, betragtninger og pseudoinduktive udledninger, desværre pragteksemplaret på den intellektuelle deroute der er at finde, om ikke over alt, så i hvert fald på samfundsvidenskaberne. (…) Måske russeren snarere skulle sætte sig en anelse mere ind i det filosofiske univers i al dets kompleksi­tet, før han begynder at råbe op om manglende kritiske spørgsmål etc. (…) Jøsses for en om­ gang selvfed og selvsmagende arrogance skal man lede længe efter.

 

Der vil på de fleste af livets perro­ ner stå et par af de kedelige typer klar med en omgang buksevand og belærende bavl. Det gælder også på universitetet

– Philip Larsen

Av. Det var ikke rart at læse. Slet ikke som førsteårsstu­derende. For selvom mit indlæg var af polemisk karak­ter, betragtede jeg det dog som en engageret invitation til en sober debat om et vigtigt anliggende: at mange statskundskabere synes at være berøringsangste over for normative problemstillinger. Til gengæld gav det mig en ret klar forståelse af, hvad det er, der let kan vente en, hvis man formaster sig til et lille normativt bjæf på studiet – og øv for det! Det er kedeligt, hvis folk afholder sig fra at sige noget, fordi de frygter en smøre som den ovenstående.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.43.09

Efter min mening er der i høj grad brug for, at vi – hånd i hånd med den empiriske viden og teoretiske kunnen, vi tilegner os her på studiet – tør begive os ud i spørgsmål om eksempelvis mål, retfærdighed og menneskesyn. Særligt fordi disse spørgsmål ligger la­tent i et væld af de cases og forskningsområder, som politologien beskæftiger sig med, og fordi en stor del af de statskundskabsstuderende havner i jobs, hvor det er yderst relevant at have gjort sig et par kvalificerede overvejelser om disse størrelser.

En del af denne udfordring må også bestå i at disku­tere med folk fra studiet, som man ikke nødvendig­ vis omgås med i dagligdagen, men som man møder andre steder. Det kunne for eksempel være til forskel­ lige foreningsarrangementer eller i forbindelse med et indlæg i nærværende studieblad. Kækt og kort sagt ri- sikerer vi jo at blive klogere, når vi lytter til og taler med andre end dem, vi omgås og som regel er enige med.

Omvendt får vi næppe noget konstruktivt ud af at tvære vores umiddelbare forargelse ud i ansigterne på dem, vi måtte være uenige med, sådan som den ældre studerende gjorde i mit tilfælde. Når det er sagt, må jeg nok sande, at den slags lidet ønskede opførsel sandsyn­ ligvis ikke forsvinder med en skolelærerlignende hen­ stilling til at opføre sig pænt. Der vil på de fleste af livets perroner stå et par af de kedelige typer, de dér store fra rygegården, klar med en omgang buksevand og be­lærende bavl. Det gælder – som indledningsvist nævnt – også på universitetet. Så lad mig i stedet slutte med en opfordring, der i lyset af dette lille indlæg måske sær­ ligt henvender sig til alle nystartede studerende: Klø på, skriv indlæg, følg med og diskutér med hinanden – uagtet hvad de gamle krager i reden måtte hvæse af uduelige nedladenheder efter jer.

På første skoledag får de spæde stud.scient.pol.’er stukket et spørgeskema i hånden i Christian Hansen-auditoriet. Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var valg i morgen? De færreste sætter kryds ud for Dansk Folkeparti.

Vi alene vide

På første skoledag får de spæde stud.scient.pol.’er stukket et spørgeskema i hånden i Christian Hansen-auditoriet. Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var valg i morgen? De færreste sætter kryds ud for Dansk Folkeparti.

Siden europaparlamentsvalget sidste år og folketingsvalget i foråret har Instituttets studerende med rådvildhed i øjnene og kløen i nakken spurgt sig selv og hinanden: Hvordan kunne det ske, at DF har fået så meget medvind? Spørgsmålet bliver ofte besvaret med henvisning til den tilbageståenhed og fremmedfjendskhed, som utvivlsomt har lagt sig tungt og klamt over det såkaldte gule Danmark. Den eneste gyldige forklaring må være, at DF-vælgerne ikke har opnået samme høje indsigt som os.Vi alene vide.

Og Gud hvor vi ved. Vi ved, at der ligger en fare og lurer. Vi ved, at nationalismens grumme ansigt nu har fået 37 mandater i Folketinget. Og vi ved, at Danmark nu med hastige skridt nærmer sig afgrunden.

Samtidig med, at vi er fortørnede over situationen, har vi glemt at indtage vælgerens perspektiv: Det er svært at forklare en lastbilchauffør fra Lolland-Falster, der netop har mistet sit arbejde til en litauer, at det indre markeds fri bevægelighed i sidste ende stiller alle bedre. Det indre marked stiller nemlig ikke ham bedre. I den situation kan man ikke fortænke ham i at stemme på det parti, som han oprigtig talt mener tjener hans interesser bedst – også selvom det er DF.

Hvis man beskylder den gennemsnitlige DF-vælger for at være fremmedfjendsk og tilbagestående, kan man med en vis ro i sjælen anklage den gennemsnitlige stud.scient.pol. for at være verdensfjern og bedrevidende, når det handler om at begribe den danske politiske virkelighed anno 2015.

Hvis man beskylder den gennemsnitlige DF-vælger for at være fremmedfjendsk og tilbagestående, kan man med en vis ro i sjælen anklage den gennemsnitlige stud.scient.pol. for at være verdensfjern og bedrevidende – Anders Bencke Nielsen

Den virkelig fare ligger ikke i den afgrundsdybe uvidenhed, som nogle tilskriver folkedybet og DF-vælgerne. Den virkelige fare består derimod i at føle sig moralsk og intellektuelt hævet over dem, der stemmer noget andet end én selv. Denne fare bliver kun større, når det er fremtidens politiske elite, der føler sig i stand til at dømme andre. Det er den direkte vej til afkoblet politik: En situation, hvor de mange styrede føler sig misrepræsenteret og vildledt af de få, der styrer. Det er netop afkoblet politik, der har ledt til Dansk Folkepartis store valgsejr ved både folketings- og europaparlamentsvalg.

Det er vores pligt som studerende at feje rigide fordomme af banen og med åbent sind forsøge at forstå, hvorfor nogle sætter krydset ved DF. Først herefter kan vi komme den afkoblede politik til livs.

Institut for Statskundskab bør i højere grad bestræbe sig på at uddanne politologer, som sigter efter at publicere i de store tidsskrifter og forlag, mener ph.d.-studerende Rasmus Fonnesbæk Andersen. Han stiller undervejs også skarpt på politologiens rolle i dagens samfund.

Hvad skal vi med politologien?

Institut for Statskundskab bør i højere grad bestræbe sig på at uddanne politologer, som sigter efter at publicere i de store tidsskrifter og forlag, mener ph.d.-studerende Rasmus Fonnesbæk Andersen. Han stiller undervejs også skarpt på politologiens rolle i dagens samfund.

På Harvard University’s Department of Government uddannes alle ph.d.-studerende til at søge at publicere i feltets mest læste og højest anerkendte akademiske tidsskrifter eller forlag. Det skyldes selvfølgelig til en vis grad, at der er prestige forbundet med sådanne udgivelser, og at de giver adgang til eftertragtede professorjob ved amerikanske topuniversiteter, men det skyldes i sidste ende mest af alt, at man indprenter de studerende vigtigheden af, at deres livsværk bidrager til at gøre os alle sammen klogere på, hvordan (den politiske) verden fungerer.

Det er politologiens rolle – at øge vores forståelse af vores omverden og forhåbentlig på den måde at skabe en bedre verden.

Giver adgang til mobiltelefoner øget risiko for voldelige konflikter i Afrika? Polariserer partiske medier vælgerne, og i så fald hvordan? Straffer finansielle markeder venstreorienterede regeringer? Det er spørgsmål, som artikler i American Political Science Review, American Journal of Political Science og Journal of Politics har undersøgt i løbet af det foregående år.

De er alle spørgsmål af stor vigtighed, hvis svar har implikationer for, hvilke politiske beslutninger samfund bør træffe. I sidste ende er de alle tre spørgsmål om liv og død. De er samtidig komplicerede og rent ud sagt hamrende svære spørgsmål, som det kræver grundig overvejelse, bred viden og sofistikeret empirisk analyse at besvare rigtigt. De redskaber sikrer ikke rigtige og præcise svar (se: kommunismens fald, mm.), men de øger sandsynligheden for dem. Det er politologiens rolle – at øge vores forståelse af vores omverden og forhåbentlig på den måde at skabe en bedre verden.

De er også kausale spørgsmål: de kræver, at vi i vores virkelighed identificerer en præcis kontrafaktisk situation, eller at vi skaber den kontrafaktiske situation selv gennem eksperimenter. Det er det, der gør os i stand til at skelne mellem den uafhængige variabel, vi interesserer os for, og alle andre mulige indflydelser på det udfald, vi søger at forklare.

Al forskning behøver ikke undersøge kausale spørgsmål: Harvard University’s Gary King og to af hans ph.d.-studerende publicerede for nylig en artikel om, hvilken brugergenereret information på sociale medier (blogs, tweets, statusopdateringer, etc.), der bliver censureret af den kinesiske regering. Det er et emne, hvor-om vi ved meget lidt, og hvis svar gør os bedre i stand til at forstå nutidens Kina (kort sagt censureres overvejende indlæg, der søger at mobilisere til kollektiv handling, uanset om deres indhold er kritisk eller positivt stemt over for regeringen).

Men når vi kender dette svar, trænger andre og mere kausalt orienterede spørgsmål sig på: bruger den kinesiske regering disse indlæg til at opnå viden om befolkningens præferencer, som den kan bruge til at styrke det kommunistiske partis greb om magten? Hvorfor censureres indlæg, der støtter regeringen? Hvordan løser andre ikke-demokratiske stater det informations-problem, som fraværet af formelle og uformelle kanaler for feedback fra borgere fremkalder? Hvornår virker censur stabiliserende og destabiliserende på politiske systemer?

I sidste ende bunder vores interesse for kausale sammenhænge som politologer i et ønske om at kortlægge det, vi kunne kalde ‘samfundsmekanikken’ – hvordan stat, samfund, styreform, institutioner, vælgere, politikker, partier (og så videre) hænger sammen og påvirker hinanden. Hvis en af dem ændrer sig, hvad sker der så med de andre? Kausalt orienteret forskning søger på den måde at nærme sig det bedst mulige bud på svar på politologiens store spørgsmål.

I sidste ende bunder vores interesse for kausale sammenhænge som politologer i et ønske om at kort-lægge det, vi kunne kalde ‘samfundsmekanikken’.

På Institut for Statskundskab bør vi have samme ambitionsniveau om at publicere vores forskning i de bedste internationale tidsskrifter og hos de bedste forlag og om at identificere faktiske, kausale sammenhænge ude i verden, der bidrager til vores fælles vidensrum. Det bør styre indretningen af vores bachelor- og kandidatuddannelser, vores ansættelsespolitikker for videnskabeligt personale og vores hverdag som studerende, forskere og administrativt personale, som det gør på verdens højest agtede forskningsinstitutioner.

For at vende tilbage til de ovenstående eksempler, ja, så lader det til, at mobiltelefoner på trods af mange positive virkninger på afrikanske økonomier også gør det lettere at koordinere politisk vold. Og ja, ved at trække yderfløjene endnu længere væk fra den politiske midte radikaliserer partiske medier et samfunds vælgere. Og sluttelig: ja, hvis de ikke er begrænset af institutionel magtdeling, bliver venstreorienterede partiers valgsejre straffet af finansielle markeder sammenlignet med højreorienterede valgsejre.

De er ikke definitive svar, men de er vores bedste bud, som politikere og embedsmænd bør være have in mente, når de udformer politikker for at prøve at nå deres respektive mål og afvejer forskellige samfundsmæssige goder over for hinanden.

Vi skal uddanne praktikere. Derfor er det også fint at reflek-tere over vores egne roller som skabere og brugere af viden, der også selv former verden. Men også praktikere er bedst tjent med at kende til den nyeste forskning, og hvordan de bedst kan evaluere den, samt med at instituttet søger at fremme forskning i, hvordan den politiske verden faktisk fungerer. ♦