Alle artikler af Philip Larsen

’Man kunne jævnligt høre geværskud’

”I Somaliland boede jeg i et hus med vagter og gitter for dørene. Men det var ingenting i forhold til Mogadishu, Somalias hovedstad,” fortæller Anders Lauridsen til MED ANDRE ORD. Han arbejdede syv måneder på Afrikas Horn efter sin bachelor.

– Fortalt til og bearbejdet af Philip Larsen

”Jeg tog selv initiativ til at komme ud i felten. Jeg havde arbejdet to et halvt år som studentermedhjælper i Dansk Flygtningehjælp. Gradvist var jeg så blevet flyttet over i en fuldtidsstilling i finansafdelingen. Den passede jeg, mens jeg færdiggjorde min bachelor. Min plan var egentlig, at jeg kun skulle have stillingen frem til sommeren og bagefter starte på min kandidat. Men jeg endte med at tage afsted og blive hængende et år mere.

Fra København til Somaliland
Det startede med, at jeg gik op til min chef og spurgte: Hvad er mulighederne for at komme ud? Hvad skal jeg gøre, og hvad har andre gjort før mig? Jeg var åben for det meste. I København havde jeg arbejdet med landene omkring Afrikas Horn. Kenya, Somalia, Etiopien. Så det var oplagt, at jeg skulle til det område.

Min chef sørgede for at ekspedere mit CV videre til vores regionalt ansatte på Afrikas Horn. Ham, der var chef for finansafdelingen i Somalia, kunne godt se det fornuftige i, at der kom en fyr ned, som kendte alle procedurerne fra København. Dansk Flygtningehjælp havde længe arbejdet på at decentralisere sit finansarbejde. Rykke arbejdet væk fra hovedkontoret i København. Og nu var turen kommet til Somalia. Det passede derfor glimrende, at organisationen kunne sende en mand fra København, der havde kendskab til de nye procedurer og værktøjer.

Min opgave kom til at bestå i at træne de lokalt ansatte. De skulle oplæres til at håndtere de nye procedurer ordentligt. Derudover skulle jeg også stå for at udvikle nye værktøjer, som kunne lette finansarbejdet i organisationen. Det er værd at huske på, at Dansk Flygtningehjælp har en omsætning på omtrent en halv milliard i området ved Afrikas Horn. Det er mange penge, og dem skal der holdes styr på. Og hvad der forekommer at være en smart løsning hjemme i København, er ikke altid lige så smart ude i felten.

Forvaltning i den somaliske virkelighed
Jeg fik temmeligt frie tøjler, hvilket var spændende, men også ret angstprovokerende. Der var jo ikke nogen til at fortælle én, hvad der var rigtigt og forkert, og jeg sad med et stort ansvar. Vi var som sagt i gang med at ændre hele setuppet i Somalia. Organisationen skulle kort sagt omstruktureres, og jeg havde læst en hel del om organisationsforandringer på Statskundskab. Det var interessant, at jeg nu skulle forholde mig til det i praksis. Mange af de samme problemstillinger fra pensum gik igen. Hvem refererer til hvem? Hvad skal de forskellige delniveauer lave? Hvem kontrollerer, at arbejdet bliver gjort godt nok? Og hvordan sørger man for at tage højde for alt dette, uden at det skaber for stort administrativt pres på medarbejderne? Samtidig er det også vigtigt at have for øje, at de ansatte er glade for at komme på arbejde. Det skal ikke bare være sådan, at man placerer alle skodopgaverne på en person, mens de andre får de sjove. Der er et væld af lavpraktiske forhold at tage højde for.

Når man taler om Somalia, er det vigtigt at skelne mellem Somalia og Somaliland. Somaliland er et selvstændigt område. De har eget parlament, eget politi, og der er generelt meget mere fredeligt end i selve Somalia. Der er nogle samfundsmekanismer i Somaliland, som fungerer, og der er ikke så mange terrorangreb som i Somalia.

Jeg tilbragte størstedelen af tiden i byen Hargeysa i Somaliland. Jeg boede i et hus med vagter, mure og gitter for dørene. Men det var ingenting i forhold til Mogadishu, Somalias hovedstad, hvor jeg også var et par uger. I Hargeysa kunne jeg færdes frit udenfor indtil klokken 21. I Mogadishu var arbejde og bolig placeret ti-femten meter fra hinanden i en svært bevogtet bygning, som jeg i øvrigt blev fragtet til i en pansret vogn. Man måtte end ikke gå op på taget for at kigge ud over byen, og man kunne jævnligt høre geværskud.

I Mogadishu ramte jeg grænsen for, hvad jeg syntes, var interessant. Menneskene var flinke og arbejdet fint, men sikkerhedssituationen var ikke sjov. Det var ikke rart at tænke på, at det her var den farligste situation, jeg nogensinde selv havde sat mig selv i – fuldt bevidst.

Bortset fra bekymringerne om sikkerheden i Mogadishu var mit arbejde fuldt ud spændende og fantastisk. Jeg lærte en masse mennesker at kende, og det var uhyre interessant at komme af sted til en ny kultur i professionelt øjemed. Man møder ikke de lokale som hotelgæst, men som kollega, og man kommer til at snakke om både stort og småt. Hverdag, familie, venner. Det er helt klart det største, jeg har taget med mig hjem. At møde menneskene.

Bacheloren er en solid basis
Jeg fik virkelig øjnene op for, at man kan bruge de kompetencer, man får med sig fra Statskundskab. Man har en rigtig solid base med en bachelor her fra instituttet. Man kan bidrage professionelt til at gøre en konkret forskel. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på et tidspunkt skal have en kandidat i hus, men det skal ikke skygge for det faktum, at man kan udrette en hel dem med en bachelor. Og så er det også vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor man bør gå mere eller mindre hovedløst direkte videre på kandidaten, blot fordi kutymen foreskriver det? Og skal det nødvendigvis være på Statskundskab?

Min rejse stoppede ikke i Somalia. Jeg tog videre til Grækenland, hvor jeg arbejdede i to måneder, inden jeg tog tilbage til Danmark. Man skal huske på, at man tager af sted for at arbejde. Man kan ikke bare krydre tilværelsen med et rigt kulturliv ved siden af, sådan som man kan, når man bor i København. Det gav mig faktisk også en enorm frihed, at der ikke var så meget andet, jeg skulle tænke på. Herhjemme jonglerer man på studiet mellem et væld af ting. Man skal have tid til at læse, et fritidsjob, tid til venner, tid til at være alene, sove, finde en kæreste og et væld af ting og sager, som skal kobles sammen til en hverdag. Men dernede var tiden primært tiltænkt arbejdet. Jeg kunne jo heller ikke bare gå ud, som jeg havde lyst til, og det var der som sagt – og paradoksalt nok – en stor grad af frihed i.

Så hvis det kribler i én for at komme ud og prøve kræfter med verden uden for Kommunehospitalets mure, vil jeg overhovedet ikke tøve med at give anbefalingen videre. En ting står i hvert fald klart for mig. Med en bachelor fra Statskundskab i bagagen har man nogle rigtig gode forudsætninger for at kunne arbejde professionelt og tage ansvar derude.

POESI – EN MODSTANDSSTRATEGI I SPROGET

Poesi er ikke skabt til at blive spændt for magtmenneskers vogn, siger litteraturforsker Erik Skyum-Nielsen til MED ANDRE ORD. Men poesien og det politiske sprog kan stadig mødes. Visse steder.

Der er en rytme i sproget. Kasper, Jesper og Jonatan. Vi kommer ikke uden om den. Den er der. Rina Ronja Kari. Og den var der, da Svend Auken tilbage i starten af 90’erne stod på Folketingets talerstol og messende sagde, at Schlütter-regeringen ville være faldet, hvis det ikke havde været for hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaard. Fremskridtspartiets daværende overløbere og frontfigurer.

Jeg sidder på et kontor på Amager. Over for mig sidder Erik Skyum-Nielsen. Han er litteraturforsker og -underviser på Københavns Universitet. Det er ham, der er i gang med at fortælle om rytmen i sproget, og det er ham, der nævner de retoriske klangfigurer i Svend Aukens tale. Vi er mødtes for at tale om poesi og politik – og for at se lidt nærmere på noget af den poesi, der udgår fra politikkens verden: statsmandspoesien.

Det er ikke nogen nyhed, at store statsmænd gennem tiden har forsøgt sig udi digterkunsten. Cicero var der. Goethe var der selvfølgelig også. Og formand Mao holdt sig heller ikke fra pennen og papiret. Men også i vores samtid har personer på store politiske poster givet sig i kast med poesien. Nogle gange endda på ganske alvorstunge baggrunde. Det er disse digte, det skal handle om. Hvad fortæller de os, og kan poesiens sprog føje noget til politikkens ditto?

Intet særligt sprog
Forud for vores møde har jeg sendt Erik Skyum-Nielsen en lille stak af statsmændenes digte. Dem vender vi tilbage til. For der er behov for at få et fastere greb om poesiens sprog, før vi går til de konkrete digte. Jeg har derfor lagt ud med at spørge litteraturforskeren, hvad der er det særegne ved poesiens sprog.

”Poesien har ikke noget særligt sprog,” svarer han prompte. ”Den har det sprog, som vi alle har. I den forstand er poesien – og litteraturen i det hele taget – den kunstart, som man ville kalde mest demokratisk. Den er hamrende billig at producere. Alt, man behøver at have, er et sprog,” fortsætter han, inden han tager fat på det med rytmen i sproget.

”Selvfølgelig har poesien også nogle definitioner. Jeg vil pege på tre grundlæggende kendetegn. Poesien rummer for det første et sammenstød mellem mening og musik. Den har en rytme i sig, som udfordrer meningen. Vi kan sige, at poesien er en kamp eller en kampplads, hvor musikken slås med sætningen om herredømmet.”

”For det andet er poesien en tale, der henvender sig til nogen eller noget, som ikke er der. Det kunne eksempelvis være døden eller den elskede. Poesien er ikke underlagt de samme rammer som almindelig kommunikation, hvor vi har en afsender, en modtager og et medie.”

”Den tredje egenskab går på, at poesien siger ting, der strengt taget ikke kan siges. Den opererer med modsætninger, selvmodsigelser og paradokser. Man kan sige, at morgenen kommer dig i møde i dugvåde sko, men det er i grunden noget sludder, for morgenen er ikke en besjælet figur.”

Rytmiske effekter og klangfigurer
Sammenstød af mening og musik. Påkaldelse af det, der ikke er til stede. Og masser af selvmodsigelser. Litteraturforskerens tre poesidefinitioner kunne snildt være en frisk antitese til en bog om den gode opgave. Eller de kunne tjene som lysende advarsler for en politiker, der gerne vil slå igennem. For de ligger milevidt fra medieverdenens påbud om at kunne formulere sig klarest muligt på kortest tid – og helst med en veldefineret vælgergruppe for øje. Men kan poesiens sprog alligevel ikke føje noget til politikkens, spørger jeg Erik Skyum-Nielsen.

”Hvis det politiske sprog helst skal være entydigt, udelukker det den paradoksale tale, og hvis det politiske sprog skal være henvendelse fra nogen til nogen i den hensigt at blive forstået, kan vi ligeledes udelukke den tomme henvendelse. Og så har vi kun sammenrendet af mening og musik tilbage,” svarer han og bringer Svend Auken på banen:

”En politiker kan sagtens benytte sig af retoriske forstærkere, rytmiske effekter og klangfigurer. I så fald står poesiens grundelementer også til disposition i den politiske sprogbrug. Vi så det eksempelvis hos Svend Auken,” siger han.

Rip, Rap, Rup. Eller: Hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaard. Princippet er overordnet set det samme. Taleren bruger sproget til at skabe rytmiske effekter og klangfigurer. Pointer understreges med sproglig slagkraft. Det var det, Svend Auken gjorde, da han – som indledningsvist beskrevet – stod på Folketingets talerstol i starten af 90’erne og gav udtryk for sin utilfredshed med Fremskridtspartiet opførsel. Med hr. Glistrup, hr. Voigt og hr. Glensgaards opførsel.

En modstandsstrategi i sproget
Selvom to af poesiens hovedelementer flugter dårligt med det politiske sprog, har det imidlertid ikke skortet på magthavere, som gennem tiden har forsøgt at slå plat på poesien. Tag bare det utal af konger og kejsere, der har hyret hofdigtere for at lade sig hylde af dem.

Poesien er imidlertid ikke til for at blive spundet for magtmenneskers vogn, siger Erik Skyum-Nielsen:

”En digter må selvfølgelig selv bestemme, hvad han vil lade sig bruge til, og hos hvem han vil sætte sine ord i tjeneste. Men erfaringen viser, at propaganda og agitation kun forløser en lille del af poesiens samlede potentiale.”

”Det er vigtigt at huske på, at poesien også gerne definerer sig ved en bortvendthed fra samfundet. Den bruger det almindelige sprog til at vende sig væk og yde modstand. Poesien er en modstandsstrategi i sproget.”

– Og hvad kan vi bruge den modstand til?

”Jeg forestiller mig, at poesien kan indføre en slags sproglige opmærksomheder hos den, som læser og lytter. Den kan gøre en i stand til at formulere sig mere åbent og kreativt, udstyre os med en sans for paradokser og for nye muligheder. Man kan lære at tænke sig bedre om ved at lade digtet tænke i ens hjerne,” svarer Skyum-Nielsen.

Digte og diplomatiske kriser
Vi skal til det med digtene. De konkrete digte, dem, jeg har sendt litteraturforskeren forud for vores møde. De ligger foran mig i en lille bunke ved siden af papiret med interviewspørgsmål. Og jeg kan se, at også han har printet dem ud. Jeg tapper på dem med fingeren. ”Skal vi starte med Johnson?” spørger jeg og får et bekræftende nik igen.

Johnson. Boris hedder han til fornavn. Den kluntede brexitfortaler og nuværende britiske udenrigsminister. Det er hans verselinjer i form af en såkaldt limerick, der ligger øverst i bunken. Johnsons limerick indbragte ham en præmie på 1000 pund og titlen som vinder af The Spectators poesikonkurrence tidligere på året. Det var ikke en hvilken som helst konkurrence. Den handlede nemlig om at svine den tyrkiske præsident Erdogan mest muligt til. Og ikke bare fordi man kan. Men fordi redaktionen på The Spectator ligesom resten af verden havde været vidne til, at Tysklands kansler Merkel ville slæbe en komiker i retten for at have fornærmet Erdogan i et smædedigt nogle uger forinden. Gedeknepper havde komikeren kaldt Erdogan, og det var faldet den tyrkiske præsident for brystet. For den slags siger man ikke om store mænd – og vupti, et styks diplomatisk krise mellem Tyrkiet og et Tyskland, der havde brug for tyrkernes samarbejdsvilje i håndteringen af flygtningekrisen. Resultatet? Et forsøg på at hive en komiker i retten og dermed et knæfald for en autoritær leder og en knægtelse af ytringsfriheden, mente The Spectator.

Digte kan altså udløse diplomatiske kriser, og forsvaret for ytringsfriheden kan få større statsskikkelser til tasterne. Det er dog ikke kun Boris Johnson, der har grebet til poesien i kampen for grundlæggende frihedsrettigheder. Også den tjekkiske landsfader, Václav Havel, brugte poesiens krøllede sprog til at råbe op i det gennemcensurerede Tjekkoslovakiet. Digt nummer to i bunken stammer således fra Havels hånd og er fra tiden kort efter, han var med til at stifte Charta 77 og underskrive en erklæring om grove menneskerettighedskrænkelser i landet. En modstandskamp, der kostede ham flere år bag tremmer.

Grænser for EU-spill-over
Med det tredje og sidste digt i bunken vender vi blikket mod Belgien og Bruxelles. EU breder sig, siger man. I fagjargonen kalder man det som bekendt spill-over. Bægeret flyder over og spreder sit indhold ud over andre områder. Det gælder bestemt også bægeret med blæk i Bruxelles. Først var der de tørre samarbejdserklæringer. Så kom de kryptiske direktiver og de tusinde hyldemeter af paragraffer og domsafsigelser. Og på et tidspunkt var der så en, der tænkte, at han da også kunne bruge blækket til at skrive et par haikudigte. Han skulle siden hen vise sig at blive EU’s første præsident, også selvom det vist nok ikke var noget, han havde specielt meget lyst til. Herman van Rompuy er navnet på denne skikkelse, og hvis vi kort skal foregribe Erik Skyum-Nielsens haikuanalyse, kan det siges meget klart: Her er vi stødt på en meget klar grænse for, hvor langt vi bør tillade EU at udbrede sig.

Det er nu på høje tid at tage fat om digtene. Dem har vi trykt på de næste tre sider, og under dem kan man selvfølgelig læse Erik Skyum-Nielsens fagkyndige kommentarer. Der er en rytme i sproget, det ved vi, det har vi slået fast. Spørgsmålet er nu, om statsmændene kan holde takten? Bedøm selv – eller lad litteraturforskeren hjælpe dig lidt på vej. God fornøjelse, kære læser!

’En latterlig klamphugger’

Litteraturforsker og -anmelder Erik Skyum-Nielsen vurderer Herman van Rompuys haikudigte.

Three waves.
Roll into port together.
The trio is home.

 

The harvest is in,
And the trees are already thinning.
Evening nears.


The earth trembling
and buries mercilessly.
No Mother Earth.

 

Herman Van Rompuy, 2010

 

Fortalt til Philip Larsen

”Hvis du spørger mig som litteraturforsker, om jeg synes, at Rompuys haiku er gode, så er jeg voldsomt belastet af at have læst temmelig mange gode haikudigte. Når man – som jeg – på denne baggrund går til Herman van Rompuys digte, så må man bare sige, at her har vi at gøre med en latterlig klamphugger. Der er overhovedet ingen poetisk dybde i dem. Det er ren kaminunderholdning for en politiker, som kunne have brugt tiden til noget bedre. Digtene er tynde, og de er spændingsforladte. Et haiku skal jo have – på trods af sin korthed – en eller anden mærkværdighed i sig.”

– Hvad kunne den bestå i?

”I det klassiske haiku skal der være en antydning af en sindsstemning, og der skal være en angivelse af – måske bare med en enkelt glose – hvor vi er henne på året. Her må jeg sige, at van Rompuys haiku ikke holder. I hvert fald med undtagelse af det, der hedder ”the harvest is in”, hvor man jo roligt kan sige, at han får årstiden ind. Men det er langt fra tilstrækkeligt til at gøre haikuet godt.

Og for det ikke skal være løgn, så skriver han jo også et haiku for at fejre tre EU-landes harmoniske samarbejde i en vis periode af EU’s historie – digtet om trioen. Så begynder det virkelig at blive galt, for så bliver klamphuggeren med sit digt også et instrument for politikken. Klamphuggeren gør sig til rambuk for en politisk tankegang. Det er bare ulækkert at se på, synes jeg, og det har i øvrigt kun det fjerneste med et haiku at gøre.”

 

DIGTENES OPRINDELSE:
Digtene stammer fra Herman van Rompuys udgivelse Haiku fra 2010. Herman van Rompuy var Belgiens premiereminister i 2008-2009. Efterfølgende fungerede han som præsident for Det Europæiske Råd, populært kaldet EU’s præsident.

 

”Velgennemført og tilpas gådefuldt”

Litteraturforsker og -anmelder Erik Skyum-Nielsen vurderer Vaclav Havels digt The Little Owl Who Brayed

 

The Little Owl Who Brayed

Wisdom’s little owl brayed:
“How beautiful is rot’s decay.”
A pine grove bleated low:
“Come on, easy does it now.”

A serpent hissed: “I love graveyard’s bliss.”
A flower extolled:
“Where ambitions pit your soul?”

Pines gushed: “Wise up.”
Flower hissed: “Let it stink.”

“You should never, it’s true,”
calls motherland insistent,
“in twilight’s advancing gloom
be the least resistant.”

Pines shot: “Reason rots.”
Flower shrieked: “Beauty reeks.”

Serpent hooted: “The graveyard
is paradise, so tranquil and muted.”

You should never, I cry,
in our nation’s interest
beneath twilight’s grimace
ever have to resist.
Dig in. Resist. Persist…

— Václav Havel, 1977 (oversat fra tjekkisk af D. Celone)

 

 Fortalt til Philip Larsen

”Det er et digt, som vi er nødt til at afkode. Et digt, som taler allegorisk – altså at politiske aktører og folkelige kræfter bliver omdøbt til dyr i naturen. Men digtet er også i sig selv velgennemført og så tilpas gådefuldt, at det kan forstås på flere måder.

Jeg har læst en følgetekst til digtet, som er skrevet af ham, der har oversat digtet fra tjekkisk til engelsk. Han giver nogle nøgler til at forstå det. Blandt andet nævner han, at Havels digt er en kommentar til den politiske situation og det politiske klima i 70’ernes Tjekkiet. Et mobiliseringsdigt. Men jeg vil påstå, at Havels digt – ligesom Boris Johnsons – er et digt, der kan stå selv og læses uden den konkrete kontekst.

Den tyske filosof Theodor W. Adorno har sagt, at det samfundsmæssige ved et digt er måden, hvorpå digtet vender samfundet ryggen. Havel leverer for mig at se et stykke veludført politisk poesi, der får skabt et frirum fra den samfundsmæssige kontekst, som det er indlejret i. Og måden, det sker på, er gennem den paradoksale, billedforbrugende tale og gennem allegorien. Havels digt vender samfundet ryggen gennem sine sproglige virkemidler. Det giver på den ene side mulighed for at forstå digtet på flere måder. På den anden side giver det interessant nok også digtet mulighed for at tale tilbage til den samfundsmæssige kontekst, som det har adskilt sig fra i kraft af at være poesi.”

 

DIGTETS OPRINDELSE:
Digtet stammer fra 1977. Oversættelsen er fra 2013. Vaclav Havel var en af de første talsmænd for den tjekkiske menneskerettighedsbevægelse Charta 77. Havel blev Tjekkiets første præsident efter sovjetkommunismens fald. Han tilbragte flere år i fængsel på grund af sine politiske aktiviteter. I 1970’erne var Havel en del af en gruppe forfattere og kunstnere, som forsøgte at undgå den omfattende censur i landet ved at udgive små foldere med forskellige former for undergrundslitteratur.

‘Stor ros til et dumt svin’

‘Stor ros til et dumt svin’

Brexitfortaleren Boris Johnson vandt tidligere på året limerick-konkurrencen ‘President Erdogan Offensive Poetry Competition’, som tidsskriftet The Spectator havde udskrevet. Litteraturforsker og -anmelder Erik Skyum-Nielsen vurderer Boris Johnsons vinderdigt.

There was a young fellow from Ankara

Who was a terrific wankerer

Till he sowed his wild oats

With the help of a goat

But he didn’t even stop to thankera.

– Boris Johnson, 2016

”Hvis vi går rent formelt til limericken, så er Boris Johnsons digt en rigtig limerick. Limericken kræver en række betingelser opfyldt: Vi skal have fem verselinjer, og rimene skal hedde AABBA. Det vil sige, at første og anden og femte linje skal rime, og at tredje og fjerde verselinje skal parrime. Derudover skal der være et rytmisk skift, sådan at vi i de parrimende linjer har en daktylisk rytme, mens vi har en friere rytme i de øvrige vers. Rimene skal være skæve. Hvis de er regelmæssige, er det en dårlig limerick. Et eksempel på et regelmæssigt rim finder vi i parret Vanløse/Ganløse. Og så skal første verselinje i øvrigt helst slutte med et stednavn.

Det gode ved Boris Johnsons vinderdigt er, at det faktisk opfylder kravene til et rigtig godt femlinjet digt i traditionen. Altså ankara og wankerer, de rimer – og så alligevel ikke helt. Og oaks og goat er et skævt rim, mens thankara nærmest er et til lejligheden opfundet ord, og samtidig er det jo også engelsk slang. Så jeg synes, at det er et flot digt.

Det er også vigtigt at bide mærke i, at Boris Johnsons digt faktisk ikke handler om Erdogan. I hvert fald ikke formelt. Der står there was a young fellow from Ankara. Erdogan er ikke a young fellow. I den forstand er det et frit digt, men det er klart, at konteksten i voldsom grad kommer til at definere læsningen af digtet. Det er jo genialt, at han holder sig til limerickens konventioner og regler og skriver en skidegod limerick samtidig med, at han får talt ind i situationen. Så jeg mener, at det var en helt fortjent vinder, The Spectator fandt ved den konkurrence. At jeg så i en helt anden sammenhæng synes, at Boris Johnson har gjort mig og Europa stor skade, er en helt anden sag.”

– Så der er ros fra litteraturforskeren til det litterære bidrag fra Boris Johnson?

”Ja. Stor ros til et dumt svin.”

– Må jeg citere dig for det?

”Ja. Det forfærdelige er jo, at det primitive ved Boris Johnson også er det, som bringer hans digt helskindet i land.”

 

DIGTETS OPRINDELSE:

Boris Johnson vandt med sit digt konkurrencen President Erdogan Offensive Poetry Competition, som tidsskriftet The Spectator udskrev i foråret 2016. Baggrunden for konkurrencen var ganske alvorlig. En tysk komiker havde fornærmet Tyrkiets præsident i et smædedigt. Digtet udløste en diplomatisk krise mellem Tyskland og Tyrkiet, hvor Erdogan forlangte, at komikeren blev retsforfulgt for sine skriverier. Hans ønske blev i første omgang imødekommet af kansler Merkel, som bad den tyske statsanklager undersøge mulighederne for at rejse tiltale. Merkels handlinger fik The Spectator til at udskrive konkurrencen.

FORMIDLINGSPRISEN 2016

FORMIDLINGSPRISEN 2016

MED ANDRE ORD præsenterer i samarbejde med vores sponsorer FORMIDLINGSPRISEN 2016. Prisen har til formål at styrke den gode, akademiske formidling. Der er store (penge)præmier på højkant – og så får du mulighed for at styrke din skriftlighed!

 

Her på Statskundskab skrives der mange gode opgaver med ny og indsigtsfuld viden, som (desværre) ofte går i glemmebogen, efter at opgaven er blevet bedømt. MED ANDRE ORD lancerer derfor en ny kronikkonkurrence, hvor du som studerende kan afprøve dine formidlingsevner og samtidig udbrede de resultater, som du er nået frem til i en opgave.

Skriv en kronik med afsæt i en bedømt opgave – det kan være alt fra en tredagsopgave i National Forvaltning til en bacheloropgave eller et speciale – og send den til os. Du bliver først og fremmest bedømt på din evne til at formidle resultaterne fra din opgave.

Bedømmelsesudvalget består af dr.phil. Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, Lars Tønder, lektor ved Institut for Statskundskab og initiativtagerne til Formidlingsprisen 2016. Alle kronikker vil blive bragt på medandreord.dk, og de bedste vil blive bragt i den trykte udgave af bladet.

Der kåres tre vindere af konkurrencen. Præmierne er som følger:

FØRSTEPLADS: 5.000,- kr.

ANDENPLADS: 2.000,- kr.

TREDJEPLADS: Gavekort på 1.500,- kr. til DJØF FORLAG

Med Formidlingsprisen 2016 ønsker vi at sætte fokus på god formidling. Mange statskundskabere ender i ministerier og organisationer, hvor der skal formidles svært tilgængeligt stof for politikere såvel som borgere og medier. Det betyder i sagens sammenhæng også, at evnen til at formulere sig godt har en vigtig demokratisk funktion.

Vi håber, du har lyst til at være med til at sætte dine formidlingsevner på prøve! Så frem med pennen og send dit bidrag til konkurrencen inden den 20. oktober 2016 til formidling@medandreord.dk. Afvent kvittering. Dit bidrag må ikke overstige 6.500 anslag (alt inklusiv). Du bedes samtidig vedlægge den opgave, kronikken tager udgangspunkt i.

Vi høres ved!

-REDAKTIONEN

KORRUPTION – LAD OS FÅ NOGET MERE

KORRUPTION – LAD OS FÅ NOGET MERE

Bestikkelse af dommere, politifolk og hospitalsansatte. Den slags klinger heldigvis fremmed for de fleste danskere. Det bør imidlertid ikke afholde os fra at nærstudere korruptionens årsager og konsekvenser på et studium som Statskundskab. Så lad os få noget mere korruption – på pensum.

Af Anders Joensen & Philip Larsen

Hvornår har du sidst bestukket en offentlig embedsmand? Hvornår har du sidst givet pengegaver til din underviser, borgerservicepersonalet eller din læge? De fleste danskere vil nok i en forarget tone svare ”aldrig!” til de spørgsmål. Vi er nemlig så heldige at leve i et af verdens mindst korrupte samfund, hvor offentligt ansatte for det meste ikke bare ved, hvor grænsen går, men også holder sig inden for den, når det kommer til spørgsmålet om at pleje personlige interesser på jobbet. Nultolerancen over for korruption lader til at være solidt forankret i både formelle organisationsstrukturer og i den danske kultur. Når det hele går så godt, er det så værd at bruge kræfter på korruption i undervisnings- og forskningsmæssige sammenhænge? Det mener vi – indlæggets forfattere – helt bestemt, at det er. Vi ser en stor gevinst i, at fremtidens cand.scient.pol.er har et godt greb om korruptionens årsager, kendetegn og konsekvenser. Både i Danmark og i et globalt perspektiv.

Den politiske elites ansvar

Hvordan er Danmark endt med at være bedst i verden, når det kommer til at modvirke korruption? Mette Frisk Jensen, der er historiker ved Aarhus Universitet, beskriver i sin bog Korruption bekæmpelsen af korruptionsfænomenet i den danske stat fra indførelsen af enevældet i 1660 frem til i dag. Af bogen fremgår det, at fordums kongers indførelse af strenge krav til embedsværket har haft væsentlig indflydelse på, at Danmark har bevæget sig ud af korruptionens svøbe. Hun gør det meget klart, at fraværet af omfattende korruption i Danmark netop skyldes, at den politiske elite har bekæmpet fænomenet i stedet for at berige sig selv fra sin magtfulde position. Skal et land ud af korruptionens kløer, har den politiske elite altså et særligt ansvar for at modvirke korruption og sikre god embedsførelse.

”Getting to Denmark”

Når det kommer til en lav grad af korruption, er Danmark i et globalt perspektiv nærmere undtagelsen end reglen. Omtrent 80 % af verdens befolkning lever i lande, hvor statsapparatet er filtreret af vennetjenester, nepotisme og brune kuverter under bordet. Endvidere udråbte Verdensbankens præsident i 2013 korruption til at være ”Public Enemy Number One”.

Inden for den internationale forskningslitteratur om korruptionsteori bruges udtrykket getting to Denmark som metafor for at omdanne svage stater til velfungerende retssamfund. Som statskundskabere i Danmark har vi privilegeret indsigt i et statsapparat med en usædvanlig lav grad af korruption. Derfor er det oplagt at spørge ind til, om vi på et studium som Statskundskab har en særlig forpligtigelse til at undersøge årsagerne hertil, når nu resten af verden ”vil til Danmark”? Bør vi ikke være med til at teste og udvikle teorier, som kan vise vejen til retfærdig og effektiv statsførelse?

grafikapr2016-7

Vigtig viden på Statskundskab

Institut for Statskundskab er anno 2016 et studium, der huser over 1500 studerende, og mange vil fortsætte videre til et job i den danske forvaltning, når kandidatbeviset er i hus. Her vil de servicere eller blive en del af den politiske elite. Dertil kommer, at også en god portion af dem, der ikke havner i selve forvaltningsmaskineriet, på den ene eller anden måde vil komme til at beskæftige sig med forhold, der trækker klare tråde til statsapparatet.

Som tidligere nævnt har den politiske elite haft et særligt ansvar for korruptionsbekæmpelsen i Danmark. Det må derfor være vigtigt for studerende, som i fremtiden vil arbejde i eller omkring den politiske elite at have indgående kendskab til fænomenet. Heldigvis rustes vi også til at gøre os en række aktive overvejelser om embedsmandens dos and donts i forskellige fag. I Sociologi stifter vi bekendtskab med Webers tanker om bureaukratiet og dets fordele og ulemper, mens vi i National Forvaltning ad flere omgange beskæftiger os med forvaltningsetik. Og de fleste studerende har haft Tim Knudsens Fra enevælde til folkestyre, der beskæftiger sig indgående med fænomenet, på pensum i Politologisk Grundkursus.

Mere korruption – på skemaet!

Imidlertid viser en nærmere gennemgang af pensum i mange af bacheloruddannelsens fag, som vi har foretaget, at korruption intetsteds behandles direkte og som et samlet hele. Det kan undre, eftersom emnet må siges at være relevant inden for langt de fleste obligatoriske bachelorfag. Fag som National Forvaltning, International Forvaltning, Almen Statskundskab, Sammenlignende Statskundskab og økonomifagene kunne snildt tage fænomenet op til grundig afvejning og belysning. Det kunne være i form af en temadag eller et selvstændigt emne inden for et eller flere af fagene. Alternativt kunne man overveje at udbyde et helt fag om emnet, ligesom de har valgt at gøre på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Her kan bachelorstuderende tage faget ”Årsager og konsekvenser af politisk og administrativ korruption” til 20 ECTS.

”Staying in Denmark”

Et øjebliksbillede af fortællingen om Danmark og korruptionsfænomenet vil tage sig rimelig rosenrødt ud. I hvert fald i en relativ sammenhæng. Denne konstatering bør omvendt ikke skygge for det banale faktum, at alle samfund til enhver tid er under udvikling. Sagt med andre ord er et lands omgang med korruption ikke noget, der er eller kan blive løst én gang for alle. Nye former for korruption ser dagens lys; det gælder desværre stadig, at (for meget) magt korrumperer.

Når ministre på tværs af regeringsfarve kvit og frit kan få sine embedsmænd til at manipulere og fordreje de tal og fakta, som skal belyse et lovforslag, og når magtfulde politikere i hemmelighed kan indgå ulovlige aftaler med virksomheder eller bruge skatteydernes penge på dyre vine og luksuriøse flyrejser, er der stadig grund til at være på vagt.

Med et øget fokus på korruptionsfænomenet på Statskundskab kan vi som en del af fremtidens forvaltere, kritiske journalister og politiske aktører blive i stand til at opdage og afsløre sådanne lyssky handlinger. Samtidigt kan et indgående kendskab til fænomenet vise sig nyttigt, hvis man bevæger sig ud i den store, korrupte verden.

Derfor ønsker vi at opfordre fagkoordinatorerne på bacheloruddannelsen til at overveje, hvordan korruption som fænomen kan inddrages direkte og aktivt i undervisning og på pensum. Vi har med dette indlæg lagt et par forslag frem. Og vi tager gerne initiativ til et idémøde med både studerende og undervisere, hvis der måtte være interesse for det.

FORSIDEN AF BAGSIDEN: 8

“Jeg for min Part skiøttede ikke om at leve udi et Land, hvor ingen Narre vare. Thi en Nar giør samme Virkning udi en Republiqve, som Fermentum udi et Menneskes Mave. Den er som et nyttigt Salvolatile, der bringer Blod og Vædsker udi Bevægelse: ja kand lignes med en Stormvind, hvilken, endskiønt den undertiden river Huse og Træer ned, renser dog tillige med Luften, hindrer den fra Forraadnelse, og forekommer Sygdomme, som gemeenligen reise sig af all for megen Stilhed.”* – Ludvig Holberg

Narren kan vi ikke undvære, det vidste Holberg. For narren holder os friske i ånden. Vi bliver ganske vist provokerede, slår os måbende for panden og himler med øjnene, når et naragtigt gestalt eller cirkus blæser sig op foran os. Men narren stikker samtidig til os og kræver svar på tiltale: Hvorfor er det egentlig, at vi finder narrens opførsel og udsagn så tåbelige? Hvorfor har tumpen ikke lige så meget ret, som vi selv føler at have? Narren sætter vores tankevirksomhed i gang og tvinger os til at begrunde det, vi mener at have kært. Måske viser det sig endog, at noget af det åndelige gods, vi abonnerer på, er forældet. Uanset hvad får vi slebet vores argumenter. Vi trasker afstøvede videre fra narren. Det kan siges kort: I den forstand rummer selv Paradise Hotel og Joakim B. Olsen en opbyggelighed, som jeg i hvert fald ikke ville være foruden.

Ordforklaringer: skøitte om, bryde sig om · Fermentum, gæringsmiddel · Salvolatile, flygtig salt – et kemisk produkt, man kom i vin for at forstærke den berusende virkning · forekommer, hindrer · gemeenligen, almindeligvis

* Uddrag fra epistlen Libr. I. Epigramm. 86. Bragt i Moralske Tanker (1744). Tilgængelig via holbergsskrifter.dk. Følgetekst af Philip Larsen.

DÅRLIGE TABERE I UNIVERSITETSVERDENEN

Det har sgu aldrig skortet på dårlige tabere og heksedoktorer. De findes stadig, de der typer som opfinder deres egne regler og insisterer på særbehandling. Også inden for akademia.

Af Philip Larsen

Lad mig smøre tykt på fra start af. Der er ingen grund til andet. Brede penselstrøg giver verden lidt sund kulør. Det skal handle om vrøvl. Om vås. Og om videnskab. Disse tre størrelser har formodentlig indgået i en yndig treenighed siden dengang, mennesket lærte at tale. Det har sgu aldrig skortet på dårlige tabere og heksedoktorer. Fiffige skriverkarle og ligsminkere. De findes stadig, så lad mig skrive lidt om nogle af dem.

I min gamle fritidsklub fandt de dårlige tabere altid på særregler, når vi spillede computer mod hinanden. For eksempel fandt de på, at man ikke måtte gøre brug af visse af spillets muligheder. Pludselig måtte man ikke udstyre sin orkhær med en bestemt drage eller købe et sejt sværd. Det var snyd, sagde de. Også selvom det var en del af spillet, at man kunne skaffe sig en badass drage til sin hær, hvis man ellers var hurtig og dygtig nok. Der gjaldt særregler, når man spillede mod de dårlige tabere. Tudeprinserne skulle stadig have lov at være med – uagtet at de ikke duede til at følge spillets regler.

Den onde positivisme

Sådanne dårlige tabere kan man somme tider også høre kvække inden for akademia. Det er dem, der vil have lov til at være med uden at følge spillets ’regler’. Næ, nej, siger de, sådan gør vi ikke, og så taler de om den onde positivisme og om fanden og om hans pumpestok. Fanden svinger sin pumpestok, siger de. Og når han gør det, lugter der ikke kun af svovl. Der lugter tit også af de hegemoniske dogmer, som post-oplysningstidens intellektuelle tyranni har krænget ned over hovederne på alle os, der har vores daglige gang på universitetet. Det er bestemt ikke nogen rar dunst. De vil dog stadig gerne lave empiriske undersøgelser – noget, som de tillige påstår at gøre og samtidig kræver særlig anerkendelse for.

Men selvom man kan opstille en mindre hær af positivistiske djævlebilleder, bør det ikke fritage én selv fra at leve op til nogle ganske almindelige regler for videnskabelig virksomhed. Hvis andre skal kunne tage kvalificeret stilling til ens empiriske indsigter og opdagelser, må der som mindstemål kunne forlanges veldefinerede begreber og en systematisk anvendelse af dem. Det bør være gennemsigtigt for læseren, hvordan undersøgeren er kommet frem til sine resultater.

Reglerne gælder for alle

Dermed ikke sagt at positivismen i sig selv skal fredes for kritik. Der kan gøres en hel del fornuftige indsigelser mod den, især hvis dens fortalere bliver alt for forhippede på altid at ville afdække lovmæssigheder og måle og veje. Omvendt er det en hyppig fejlslutning at drage den konklusion, at positivismen må være dum og yt, når man blot er stødt på et konkret og ubehjælpeligt stykke positivistisk inspireret forskning. En sådan lige linje kan ikke tegnes.

Det er i det hele taget svært at se, hvordan et stykke dårlig forskning skulle give andre ret til at afvige fra helt elementære kriterier om validitet, gennemsigtighed og (tilstræbt) gentagelighed. Man bør være klar i spyt og mægle om, hvad man foretager sig, uanset om man studerer partikelfysik, EU-processer eller digte i videnskabeligt øjemed. Forskningskriterierne gælder også, selvom man ikke vil måle, veje eller afdække lovmæssigheder.

Sagt med andre ord er der ingen grund til at råbe eller pege fingre af forskelligartede tilgange til stoffet inden for videnskaberne. Vi kan nøjes med at råbe af de dårlige tabere, når de kræver særbehandling. Til gengæld bør vi da råbe højt.

EMBEDSMANDSETIKKEN FEJLER INTET – OG DET ER DET, DER ER PROBLEMET

EMBEDSMANDSETIKKEN FEJLER INTET – OG DET ER DET, DER ER PROBLEMET

Tidsskriftet Futuriblerne udsendte i september måned et temanummer med titlen ‘Ondt i embedsmandsetikken?’ Bidragsyderne leverer stribevis af velformidlede og indsigtsgivende indlæg om væsentlige udfordringer i dansk forvaltning. Som statskundskabsstuderende bør man ikke snyde sig selv for at læse med.

Af Philip Larsen

Hvad har forfatterinden Karen Blixen til fælles med de dygtigste embedsfolk i den danske centraladministration? Svaret er kort og godt, at de alle er i stand til at fremmane bestemte billeder og opfattelser i læserens bevidsthed, uden at læseren opdager det.

Om Blixen er det sagt så fint, at hun manipulerer med læseren. Et par sirlige antydninger, en stærk sans for sproglige virkemidler. Det er alt, hvad hun behøver – så er arbejdet gjort; læseren har selv (færdig)digtet den historie, Blixen slet ikke har fortalt. Det er blandt an­ det denne evne, der har været med til at sikre hende en solid plads blandt de største danske forfattere gennem tiden.

Noget nær samme evne trives i bedste velgående i den danske centraladministration. Og den bliver brugt, denne evne til at drive gæk med modtagerne, der som oftest er Folketinget og borgerne. Det ligger helt fast og er eksempelvis dokumenteret med en empirisk grundighed, kun de færreste kan matche, i Jesper Ty­nells bog Mørkelygten, der udkom i efteråret 2014.

INGEN ROD MED EMBEDSMANDSETIKKEN
Oven på disse indledende ord kunne vi stille spørgs­målet, hvorfor embedsfolkene somme tider forsøger at battle Blixen på hendes kunstneriske evner, når de eksempelvis bistår regeringen med at udarbejde diverse dokumenter?

Det giver os det interessante svar, at de i sådanne tilfælde blot arbejder efter de regler og pligter, de som embedsmænd er underlagt – også selvom det, de producerer, skulle være med til at fordreje virkelig­ heden over for offentligheden. Dette efterlader os kort sagt med den tragisk­-ironiske pointe, at der ikke er knas med embedsmandsetikken, når embedsfolkene udarbejder materiale, som bevidst har til hensigt at vildlede Folketing og befolkning. Det er en verden på vrangen. Men det er samtidig også faktiske og juridiske realiteter i den danske forvaltning i dag.

Problemet er illustrativt for, at der på visse områder er noget galt med den måde, det danske ministersystem er indrettet på, og sørgeligt nok er problemet langt fra det eneste, der præger centraladministrationen.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.29.06

FOKUS PÅ PROBLEMERNE
Den 9. april 2015 blev flere af disse problemer disku­teret indgående i Landstingssalen på Christiansborg. Anledningen var en konference under titlen ‘Ingen over Folketinget?’, som en gruppe danske universitets­forskere og den daværende formand for Folketingets Præsidium, Mogens Lykketoft, havde arrangeret. Invi­teret var såvel forskere som journalister og politikere tilat drøfte den aktuelle status og en række udfordringer for Folketinget (og forvaltningen).

Læseren præsenteres for en stribe velskrevne indlæg, der hver for sig ikke er længere end en typisk dag­bladskronik. Til gengæld sprudler de af konkrete empiriske indsigter

– Philip Larsen

I løbet af konferencen kom oplægsholderne ind på vidt forskellige – men samtidig forbundne – spørgsmål: Hvordan stiller forholdet mellem embedsfolk og re­gering det danske folketing og offentligheden generelt? Hvilke embedsmandsroller findes der? Hvad kan vi sige om ministeransvar? Og har Folketinget mulighed for at kontrollere regeringen på tilstrækkelig vis?

Efter konferencen bad tidsskriftet Futuriblerne oplægs­ holderne om at indsende deres bidrag i læsevenlig form. Det førte til, at tidsskriftet i september måned kunne udsende et temanummer, der samler disse op­læg, og som bærer titlen ‘Ondt i embedsmandsetikken?’ (se faktaboks).

TIDSSKRIFT ER TIDEN VÆRD
På et studium som Statskundskab er der mange fag­discipliner, der indbyrdes kæmper om vores op­mærksomhed og knappe tid. Kampen om denne opmærksomhed bliver endnu mere indædt, når det drejer sig om den sparsomme portion politologisk faglitteratur, vi har mulighed for at kaste os over i vo­res fritid. Alligevel skal jeg her slå et slag for, at bare en enkelt time i selskab med dette temanummer af Futuriblerne er al energi og opmærksomhed værd. Jeg har særligt noteret mig seks forhold, der er værd at pege på:

For det første præsenteres læseren for en stribe vel­skrevne indlæg, der hver for sig ikke er længere end en typisk dagbladskronik. Til gengæld sprudler de af konkrete empiriske indsigter. Tag for eksempel lektor ved RUC, Birgitte Poulsen, der viser, at de oftest mod­stridende krav og forventninger, som knytter sig tilden moderne embedsmandsrolle, kan forstås ud fra de forskellige statsformer, som har præget Danmark over tid.

Grundlovens tilblivelse i 1848/49, System­skiftet i 1901, afslutningen på Anden Verdenskrig og liberaliseringsprocesserne fra 1980’erne har alle til­ føjet hver deres arkæologiske lag til embedsmands­rollen. Denne udlægning giver et nødvendigt og nu­ancerende input til forståelsen af embedsmandsrollen i dag. Vi bør, som Poulsen skriver, være klar over, at der ikke kun er én embedsmandsrolle i Danmark, men flere – og at disse oven i købet gerne står i mod­sætning til hinanden.

Man må give bidragsyderne, at de formår at rokke ved nogle af de mere indgroede forforståelser om det danske embedsværk og Folke­tinget, som flere iblandt os sand­synligvis går rundt med

– Philip Larsen

For det andet giver flere af de overraskende og in­teressante indsigter grundlag for at tage fat om mere dybdegående politisk­-teoretiske overvejelser om demokrati og forvaltningsførelse. Min pointe er her, at man snildt kan gøre et hav af forvaltningsrelaterede problemstillinger til genstand for et væld af normative overvejelser – overvejelser, der let kan bringe sindet sundt i kog. Og med dette bringes den sejlivede påstand om, at forvaltning skulle være knastørt som bare pokker, kort sagt til skamme.

Et tredje forhold vedrører noget så konkret som det, at mange af os studerende på Instituttet har for vane at havne i forvaltningen – eller i hvert fald komme til at indgå i sammenhænge, hvor afstanden til den danske embedsstand ikke er lang. Af den grund er det værd at orientere sig i nogle af de problemer, som man selv – på den ene eller anden måde – vil kunne risikere at blive konfronteret med i en ikke så fjern fremtid.

Som noget fjerde leverer bidragsyderne til tidsskriftet stof til en debat, der har pågået de seneste mange år, og som næppe synes at skulle fortone lige med det samme. I selv samme september måned, som temanummeret af Futuriblerne udkom, præsenterede DJØF’s såkaldte Bo Smith­-udvalg en række anbefalinger til et bedre embedsværk. Det kunne påpeges, at disse anbefalinger virker noget vandede i lyset af indholdet i flere af artik­lerne i tidsskriftet.

Desuden må man for det femte give bidragsyderne, at de formår at rokke ved nogle af de mere indgroede forforståelser om det danske embedsværk og Folke­tinget, som flere iblandt os sandsynligvis går rundt med. Særligt Pernille Boye Koch formår med sit indlæg ‘Myten om det stærke Folketing’ at gøre opmærksom på, at Folketinget ikke ”står særlig stærkt, når det handler om at sikre oppositionen rettigheder i det parlamen­tariske arbejde”. Mangelfulde mindretalsgarantier, et nødtørftigt folketingssekretariat og fraværet af en forfat­ningsdomstol er blandt nogle af de forhold, hun tager op.

Et sjette, sidste og særligt væsentligt forhold, der skal trækkes frem, må være, at bidragsyderne ikke blot nøjes med at kritisere et system med klare brister. De kommer også med let forståelige bud på løsningsfor­slag til, hvordan der kan rettes op på nogle af skavank­erne. Vel at mærke af den slags, som undgår at slå over i utopiske idéer om at hive hele indretningen af central­ administrationen op med rode og i stedet indsætte et helt nyt og omfangsrigt lovkompleks.

Juraprofessor Jens Elo Rytters bidrag er i den henseende et glimrende pragmatisk eksempel på, at spørgsmålet om ændringer af systemet ikke bør reduceres til et spørgsmål om grundlæggende ændringer over for ingen ændringer. Vi kan nemlig nå et godt stykke uden at ændre i de grundlæggende relationer mellem regering, embeds­mænd og Folketing, og uden at det skulle blive for om­kostningskrævende.

Og med disse ord er opfordringen givet til at tage livtag med små 50 siders gyldne forvaltningsindsigter. Der er ikke mange undskyldninger for at lade være.

OM TIDSSKRIFTET
• Futuriblerne – tidsskrift om samfundsforhold Temanummer: Ondt i embedsmandsetikken?. September 2015. Årgang 43, nr. 2-3. Udgivet af Selskabet for Fremtidsforskning.
• Bidragsydere: Birgitte Poulsen, Jesper Tynell, Carsten Henrichsen (red.), Pernille Boye Koch, Jens Elo Rytter, Peter Harder, Niels Fenger, Michael Gøtze
• Tilgængeligt online på fremtidsforskning.dk

Se i øvrigt også:
Vi får ro til at arbejde i fred”. Philip Larsen, 2013. Bragt i MED ANDRE ORD #1. Om faglige arbejdsbetingelser i embedsværket og de mulige konsekvenser af den nye offentlighedslov. Interview med Jesper Tynell.
• ”Magt, ret og brækkede næser”. Philip Larsen, 2015. Bragt i MED ANDRE ORD #6. Om lydighedspligtens forrang i dansk forvaltning. Debatindlæg om de praktiske udfordringer for en demokratisk-etisk forvaltningsførelse.

 

”Det synes at være et træk ved vores tid, at vi rask væk sidestiller demokrati og ytringsfrihed med alle synspunkters moralske lighed. Vi forveksler alles lige ret til at synes noget med alle synspunkters ret til lighed. Vi tror, at menneskers ligeværd er lig med meningers ligeværd.” – Jan Maintz

Forsiden af bagsiden: 7

”Det synes at være et træk ved vores tid, at vi rask væk sidestiller demokrati og ytringsfrihed med alle synspunkters moralske lighed. Vi forveksler alles lige ret til at synes noget med alle synspunkters ret til lighed. Vi tror, at menneskers ligeværd er lig med meningers ligeværd.”

– Jan Maintz

Vi ved det intuitivt. Vi ved det i praksis. Nogle argumenter er mere værd end andre. Intuitivt, fordi det ville være absurd at give sig i kast med argumenter, hvis det ikke var muligt at relatere dem til hinanden og foretage en vurdering. I praksis, fordi den måde, vi for eksempel har valgt at indrette vores forfatning på, udspringer af mange års politiske diskussioner og er resultatet af de afvejninger, der har fundet sted. Alligevel synes det at blive en stadig mere udbredt forestilling, at ingen position i en politisk debat kan gøre krav på at være bedre end andre. Tænk blot på hele polemikken omkring Dansk Folkeparti, navnlig ved valget i sommers.

Disse tanker er hentet fra et indlæg af Jan Maintz i Information tidligere på året (04/07-2015). Indlægget bærer den mundrette og slagkraftige titel Nogle argumenter er mere værd end andre, og før blodtrykket bliver bragt op over kogepunktet i scient.pol.-land, må vi lige have med, at Maintz’ mission ikke er, at de politiske beslutninger skal overlades til de særligt indsigtsfulde. Dette ekspliciterer han tydeligt, idet han anfører, at ”politi- ske spørgsmål aldrig [kan] løses af fås fornuft, som matematikstykker kan det.” Imidlertid tilføjer han straks efter, at selvom intet politisk går restløst op, så er det ikke ensbetydende med, at alle politiske synspunkter skulle være lige gode.

Det er netop denne dobbelthed, der gør Maintz’ budskab interessant: Vi er kort sagt hverken prisgivet elitisternes forstokkede bedrevidenhed eller relativisternes horisontale pløre. Det er ellers nemt at falde i én af grøfterne.

Som studerende på Statskundskab bliver man hurtigt klar over, at det ikke er nogen svær sag at erklære, at det halter gevaldigt med offentlighedens poli- tiske viden og dannelse. Vi læser nemlig temmelig tit om den slags, fordi så mange inden for vores felt har sagt og dokumenteret det. Med dette i baghovedet har en del personer gennem tiden fundet det oplagt at slutte, at politiske beslutninger bør overlades til de kyndige, til eksperterne.

Vender vi dette perspektiv om, kan vi pege på, at andre har ment, at ingen mening kan være mere rigtig end en anden, og at vi derfor må acceptere en udpræget grad af relativisme, når vi har at gøre med politiske synspunkter. Begge perspektiver bliver som nævnt (heldigvis) forkastet i Maintz’ artikel.

Grunden til, at alle synspunkter ikke er lige gode, er ifølge Maintz, at vi som oftest kan blive enige om nogle grundpræmisser for, hvad et godt samfund udgør, samt for en række højere politiske og sociale idéer. Når vi er i stand til det, kan vi i mange tilfælde også slutte, at nogle politiske argumenter må være bedre end andre. Indlægget rummer flere overbevisende og aktuelle eksempler på, hvad sådanne grundpræmisser kan bestå i, og hvilke slutninger man kan drage ud fra dem.

Dermed er bolden givet op til at give sig i kast med Maintz’ indlæg og se, om man selv køber argumentet om, at selvom alle har lige ret til at mene noget, så er det langt fra ensbetydende med, at alt, hvad folk mener, også er lige rigtigt.

Jan Maintz: Nogle argumenter er bedre end andre. Information, 04.07.2015. Jan Maintz er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, filosofi og samfunds- fag. Underviser på Silkeborg Gymnasium og er tilknyttet Dagbladet Information.

Link til artikel: http://www.information.dk/538618

Følgetekst af Philip Larsen

”SIKKEN KVAJPANDE!”

”SIKKEN KVAJPANDE!”

Han sparede ikke på eder og forbandelser, ham den ældre studerende, der havde læst et af mine indlæg i det hedengangne studieblad Statskundskab Kontakt tilbage i 2012. Men jeg havde jo også dristet mig til et lille normativt bjæf.

Af Philip Larsen

»Det var, som om verden altid stod lang og grim som dem fra tiende i rygegården og ventede med en ubehagelig overraskelse, når man endelig havde vokset sig høj nok til at nå den hylde, man ikke kun- ne nå sidste år.«

– Lars Frost, ‘Smukke biler efter krigen’

For pokker. Det kan ikke siges mere præ­cist. Der mangler bare en illustration fra en Ole Lund Kirkegaard-­bog for at fuldbyrde billedet. Et billede af de store, rigtigt seje karle,der altid står klar med en grum überraschung til de nye, der netop har gjort deres entre og måske formastet sig til at kvække et ord eller to. De store skal sgu ikke nyde noget af at høre på de nye. Og skulle en af hvalpene alligevel vove et ord, skal vedkommende ikke slippe let fra det. Sørgeligt nok synes det at gælde, uanset hvor gammel man er, og hvor man i øvrigt befinder sig i livet. I børnehaven, i skolen, i gymnasiet. På universitet eller på arbejdet.

De færreste, der kommer til et nyt sted og vover et par ord, går ram forbi. Det gjorde jeg bestemt heller ikke selv, da jeg – som studerende på andet semester – tilbage i 2012 forfattede et indlæg til Instituttets daværende onlinemagasin Statskundskab Kontakt. Anledningen var et interessant politisk­teoretisk debatarrangement om menneskerettigheder, som en forening på studiet havde stablet på benene, og som jeg havde slået et smut forbi. Foreningen havde blandt andet inviteret Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet til at udlægge sit syn på menneskerettigheder.

Har man én gang hørt Søren Hviid Pedersen i en de­bat, vil man vide, at han ikke lægger fingre imellem,når han udlægger sine temmelig yderligtgående syns­ punkter. Dette arrangement var ingen undtagelse. Jeg skal spare læseren for lange udredninger og detaljer og i stedet nøjes med at konstatere, at jeg skrev et ind­ læg, som særligt overvejede det forhold, at vi tilhørere havde forholdt os noget tavse over for hans meninger og udlægninger af verden. Hvorfor lod vi ham slippe af sted med det, der efter min mening ikke blot var udtryk for moralsk afstumpethed, men også dårlig argumenta­tion? Jeg dristede mig sågar til at stille et spørgsmål om, hvorvidt det var kujonagtigt, at ingen af os turde tage normativt stilling til hans (meget bombastiske) udsagn.

Indlægget blev bragt et par uger efter i Statskundskab Kontakt, og der gik ikke længe, før en ældre studerende var klar til at lynche mig verbalt i foreningens Face­ book­gruppe, som jeg også var tilknyttet. Og nu skal I bare se løjer. Her er et lille udpluk af det, han havde at sige:

Nu fik jeg endelig kæmpet mig igennem den kæmpe omgang vrøvl, den kære 2. semester­ studerende fyrer op for. (…) Sikken kvajpande. Han er, med sine formuleringer, betragtninger og pseudoinduktive udledninger, desværre pragteksemplaret på den intellektuelle deroute der er at finde, om ikke over alt, så i hvert fald på samfundsvidenskaberne. (…) Måske russeren snarere skulle sætte sig en anelse mere ind i det filosofiske univers i al dets kompleksi­tet, før han begynder at råbe op om manglende kritiske spørgsmål etc. (…) Jøsses for en om­ gang selvfed og selvsmagende arrogance skal man lede længe efter.

 

Der vil på de fleste af livets perro­ ner stå et par af de kedelige typer klar med en omgang buksevand og belærende bavl. Det gælder også på universitetet

– Philip Larsen

Av. Det var ikke rart at læse. Slet ikke som førsteårsstu­derende. For selvom mit indlæg var af polemisk karak­ter, betragtede jeg det dog som en engageret invitation til en sober debat om et vigtigt anliggende: at mange statskundskabere synes at være berøringsangste over for normative problemstillinger. Til gengæld gav det mig en ret klar forståelse af, hvad det er, der let kan vente en, hvis man formaster sig til et lille normativt bjæf på studiet – og øv for det! Det er kedeligt, hvis folk afholder sig fra at sige noget, fordi de frygter en smøre som den ovenstående.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.43.09

Efter min mening er der i høj grad brug for, at vi – hånd i hånd med den empiriske viden og teoretiske kunnen, vi tilegner os her på studiet – tør begive os ud i spørgsmål om eksempelvis mål, retfærdighed og menneskesyn. Særligt fordi disse spørgsmål ligger la­tent i et væld af de cases og forskningsområder, som politologien beskæftiger sig med, og fordi en stor del af de statskundskabsstuderende havner i jobs, hvor det er yderst relevant at have gjort sig et par kvalificerede overvejelser om disse størrelser.

En del af denne udfordring må også bestå i at disku­tere med folk fra studiet, som man ikke nødvendig­ vis omgås med i dagligdagen, men som man møder andre steder. Det kunne for eksempel være til forskel­ lige foreningsarrangementer eller i forbindelse med et indlæg i nærværende studieblad. Kækt og kort sagt ri- sikerer vi jo at blive klogere, når vi lytter til og taler med andre end dem, vi omgås og som regel er enige med.

Omvendt får vi næppe noget konstruktivt ud af at tvære vores umiddelbare forargelse ud i ansigterne på dem, vi måtte være uenige med, sådan som den ældre studerende gjorde i mit tilfælde. Når det er sagt, må jeg nok sande, at den slags lidet ønskede opførsel sandsyn­ ligvis ikke forsvinder med en skolelærerlignende hen­ stilling til at opføre sig pænt. Der vil på de fleste af livets perroner stå et par af de kedelige typer, de dér store fra rygegården, klar med en omgang buksevand og be­lærende bavl. Det gælder – som indledningsvist nævnt – også på universitetet. Så lad mig i stedet slutte med en opfordring, der i lyset af dette lille indlæg måske sær­ ligt henvender sig til alle nystartede studerende: Klø på, skriv indlæg, følg med og diskutér med hinanden – uagtet hvad de gamle krager i reden måtte hvæse af uduelige nedladenheder efter jer.

Kommentar: Magt, ret og brækkede næser

Kommentar: Magt, ret og brækkede næser

Retten taler. Magten handler. Det er en polemisk, men også vigtig pointe i debatten om Institut for Statskundskabs ansvar for at fremme bestemte demokratiske værdier blandt de studerende. Og pointen bør give anledning til et øget fokus på de arbejdsbetingelser, vi møder som færdiguddannede – især i forvaltningen.

Hans næse smerter voldsomt. Filosofiprofessorens. For den har Perker-John – en ­studerende – netop brækket med et hårdt slag under dagens forelæsning i moralfilosofi. Alt imens dette sker, ligger jeg på mit gamle værelse og sprutter af grin og læser videre om ræsonnementet bag Perker-Johns gerning. Jeg forstår, at der er mening med galskaben. At slaget og den brækkede næse markerer en afsluttende trumf i en vigtig pointe:

Perker-John vil vise, at mens retten taler, handler magten, og det får han fint demonstreret, idet han – efter at have sagt et par ord – retter en lige højre mod næsen på sin forelæser i moralfilosofi. Sådan viser han sin argumentation i praksis.

Scenen har brændt sig godt og grundigt fast i min bevidsthed, siden jeg dengang i gymnasietidernes morgen lå og læste i romanen Fjolsernes Hus. Og måske med god grund, kan jeg føje til efter mine første år på Institut for Statskundskab.

En demokratisk etik?
Netop spørgsmålet om ret og magt udgør en gennemgående problemstilling på vores uddannelse, og man behøver blot at vende blikket mod forvaltningen, hvor størstedelen af Instituttets studerende havner, for at blive forvisset om problemstillingens klare relevans. Her er den lige så åbenlys og konkret, som den er vigtig: Forvaltningen har magt til at træffe beslutninger med seriøse konsekvenser for virkelige mennesker, men er bundet af landets love og regler. Magt og ret må – eller bør i hvert fald – gå hånd i hånd.

Jeg har derfor læst særligt nysgerrigt med, når både ­institutleder Lars Bo Kaspersen og flere studerende i de forrige udgaver af MED ANDRE ORD har diskuteret spørgsmålet. Fra begge sider har der lydt et ønske om, at Instituttet bør gøre mere for at styrke de studerendes­ demokratiske etik – altså forsøge at finde frem til nogle fælles svar på, hvorfor vi overhovedet læser stats­kundskab, og hvad uddannelsen forpligter os til. Svar, som Instituttet aktivt bør formidle i undervisningen, og som gerne skulle ruste os med en sund sans for ret og rimelighed, når flere af os senere skal tage direkte del i magtforvaltningen.

Selv deler jeg dette ønske til fulde, og jeg er grundlæggende enig i, at vi bør erstatte den selvtilstrækkelige studie­startshilsen, som byder ’velkommen til samfundets top’, med noget, der sætter samfundet og ikke magten i centrum, sådan som et forslag lød i den seneste udgave af bladet.

”Det kan vise sig temmelig omsonst at bruge tid på at opbygge en sund demokratisk etik blandt statskundskabere, hvis der er stærke systemiske barrierer for at kunne gøre brug af den i praksis” – Philip Larsen

Imidlertid mener jeg også, at der hidtil i diskussion­en har manglet en yderst vigtig mellemregning. Den handler om de betingelser, som en sådan demokratisk etik må operere under ude i virkeligheden. Her tænker jeg særligt på forvaltningen, hvor mange cand.scient.pol.er som nævnt har for vane at ende. For det kan vise sig temmelig omsonst at bruge tid på at opbygge en sund demokratisk etik blandt statskundskabere, hvis der er stærke systemiske barrierer for at kunne gøre brug af den i praksis.

Forvaltningens kardinaldyder
Et kort kig på, hvad embedsstanden foretager sig, viser, at dens magtudøvelse favner bredt. Den træffer dagligt et væld af beslutninger, som kan vedrøre alt fra skønsmæssige afgørelser i enkeltsager til input og idéer, der senere skal munde ud i konkrete politikforslag. Alt fra et afslag på en byggetilladelse til det forberedende arbejde i forbindelse med en kommende reform.

mao6_s39

På Statskundskab lærer vi blandt andet i faget Offentlig ret, at denne magtudøvelse er underlagt en række kardinaldyder: loyalitet, faglighed, lovlighed og sandhed. Som studerende fristes man på denne baggrund til at slutte, at disse dyder står som bredt lysende ledestjerner for opgavehåndteringen i forvaltningen. At det er dem, der sikrer kvalitet og hæderlig forvaltningsførelse. Jeg gjorde i hvert fald.

Men graver man et spadestik dybere og spørger ind til dydernes indbyrdes forhold, bliver billedet straks mere mudret – og ikke mindst skræmmende. Det står for mit vedkommende klart efter endt læsning af to aktuelle bøger på området: Jesper Tynells Mørkelygten og Tim Knudsen og Pernille Boye Kochs Ansvaret der forsvandt.

Embedsmanden er i et ministerstyre som det danske underlagt en vidtgående lydighedspligt. Selv hvis embedsmanden på ’lødig og vægtig måde’ kan argumentere for, at udførelsen af ordren vil være i strid med lovgivningen, har vedkommende ret og pligt til at udføre den – Philip Larsen

Lydighedspligtens rækkevidde
Forfatterne til de to bøger fremhæver nemlig en lang række nyere (betændte) sager, hvor tre af de anførte dyder trumfes både reelt og retligt af den fjerde. Det er kravene om faglighed, lovlighed og sandhed, der må vige for kravet om loyalitet, når der arbejdes i centraladministrationen. Og det er værd at bemærke, at dette foregår inden for rammerne af de gældende regler på området.

Embedsmanden er i et ministerstyre som det danske underlagt en vidtgående lydighedspligt. Den inde­bærer, at embedsmanden kun har pligt til at sige fra over for en ordre, hvis den kan betegnes som klart ulovlig. Ellers har han eller hun pligt til at efterkomme ordren og kan straffes med fængsel for at nægte. Selv hvis embedsmanden på ’lødig og vægtig måde’ kan argumentere for, at udførelsen af ordren vil være i strid med lovgivningen, har vedkommende ret og pligt til at udføre den. Dertil kommer så de karrieremæssige vanskelig­heder, som ulydighed vil medføre for den enkelte.

Som især Mørkelygten viser, bliver der i centraladmini­strationen gjort mange anstrengelser for at så tvivl om, hvorvidt noget er klart ulovligt. Der bliver – med god grund – gøglet rigeligt rundt i Cirkus Centraladmini­stration på den konto: For er det først lykkedes et mini­sterium at så tvivl om klar ulovlighed, er der dømt lige lovlig fri leg til at føre ministerens ønsker ud i livet. Kniber det for ministeriet selv, kan det altid hyre Kammera­dvokaten til at finde den rette, betimelige stråmand, der passende kan så tvivl om et forholds ellers klare ulovlighed.

Eksemplerne på sådanne anstrengelser er mange og så groteske, at det kun kan gå for langsomt med at inddrage dem som casemateriale i National forvaltning og Offentlig ret. Og fælles for eksemplerne er, at det i reglen drejer sig om ministerbetjeningssager – altså sager, hvor en minister har haft brug for embedsværkets bistand.

Spørgsmålet om skyklapperne
I sidste udgave af MED ANDRE ORD skrev Gry Inger Reiter og Jens Kristian Rasmussen i et debatindlæg, at:

”Vi [statskundskabere] skal lære, at vi tjener demokratiet og samfundet – og ikke blot den nærmeste overordnede. At vi bør føle et ansvar for samfundet, og at denne højere sag bør være ledestjerne for vores faglige virke.”

De anførte endvidere, at ”det ikke [er] nok at tage skyklapper på og vende blikket alene mod lydighedspligten”, når vi som færdiguddannede politologer sidder et sted ude i virkelighedens forvaltning.

Men tager man de retlige og reelle betingelser, som embedsværket er underlagt, i betragtning, virker det forkert at opstille det som et mere eller mindre aktivt valg for embedsmanden ’at tage skyklapper på’. Det er langt snarere et imperativ, som magten – det politiske niveau – uden videre og juridisk set ganske legitimt kan påtvinge forvalteren.

Eksemplerne er mange og så groteske, at det kun kan gå for langsomt med at inddrage dem som casemateriale i National forvaltning og Offentlig ret – Philip Larsen

Én på snuden
Spørgsmålet om at styrke de studerendes demokratiske etik på Statskundskab kompliceres altså af, at Instituttet ikke blot kan nøjes med at hyppe sine egne normative kæpheste. Der må også sideløbende rettes skarpt fokus på det system, som landets embedsmænd må operere i.

Eksempelvis kunne Instituttet opprioritere kravene til empirisk paratviden i forvaltningsfagene, så vi som studerende ikke i al for høj grad selv er nødt til at indhente forsømt viden ved siden af studierne. Disse indsigter kunne følgelig danne afsæt for en række vigtige, normative forvaltningsetiske diskussioner, der – som Gry Inger Reiter og Jens Kristian Rasmussen så rigtigt påpeger – på nuværende tidspunkt glimrer ved deres fravær.

Gevinsten er forhåbentligt, at en sideløbende solid skoling i embedsværkets arbejdsbetingelser også giver de bedste forudsætninger for senere at kunne rokke ved de barrierer, som gør det sværere for cand.scient.pol.en at være styret af en demokratisk etik.

Og lige så vigtigt: Vi undgår ubehagelige overraskelser i fremtiden, hvis vi husker at være opmærksomme på embedsstandens arbejdsbetingelser. Alternativet synes let at kunne blive, at vi selv – ligesom forelæseren i moral­filosofi – ender med at blive overrasket af en ordentlig én på sinkadusen, når vi en dag sidder over for forvaltningens svar på Perker-John og trodsigt forsøger at kvidre lidt om demokratisk skikkelighed og en højere sag. I modsætning til fiktionens Perker-John ryger hans pendant i forvaltningen ikke i fængsel. Han ansætter bare en anden og forvalter videre, sådan som magten har for vane.

REFERERET LITTERATUR
• Hansen, Nicki B. E. Fjolsernes Hus. 2006. Forlaget tab&nar. ISBN: 87-91846-07-2
• Knudsen, Tim & Pernille Boye Koch. 2014. Ansvaret der forsvandt. Forlaget Samfundslitteratur. ISBN: 9788759319390
• Tynell, Jesper. Mørkelygten. 2014. Forlaget Samfundslitteratur. ISBN: 9788759319659

Se i øvrigt også:
”Vi får ro til at arbejde i fred”. Philip Larsen, 2013. Bragt i MED ANDRE ORD #1. Om faglige arbejdsbetingelser i embedsværket og de mulige konsekvenser af den nye offentlighedslov. Interview med Jesper Tynell. ISSN: 2246-0926. Tilgængelig som pdf på polsci.ku.dk/mao

Forsiden af bagsiden: 5

Forsiden af bagsiden: 5

”Det er ikke Massen af, hvad et Menneske ved eller
har lært, der bestemmer hans Dannelse, men den
indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en ejendommelig
Livsfylde og selvstændig Dom”

Det kræver en vis portion udholdenhed at lære sig noget udenad. Alt afhængig, hvad det drejer sig om, kan det tage timer, dage eller uger, før stoffet får sat sig ordentligt fast. Kongerække, tjek. Argumentationskæde, tjek. Bureaukratisk organiseringsmåde, tjek. Når hakket er i hus, er der dømt fri leg for den indre papegøje – man kan plapre løs mere eller mindre mekanisk og samtidig glæde sig over at have trænet hukommelsen. Senere kan man så høste fordelen af at kunne tæske de andre på kollegiet i Besserwizzer eller korrekse en storsnudet pralhals, hvis de rette spørgsmål eller den rigtige situation skulle dukke op. Og hvad vigtigere er: Ens møjsommelige slid med at finde hoved og hale i EU-kompleksets snørklede arbejdsgange, en række historiske begivenheder eller noget helt tredje kan komme én til gavn, når man skal begå sig ud i kunsten at tænke.

At lære noget udenad er derfor både et nyttigt og nødvendigt værktøj for os som studerende, fordi konkret viden er afgørende som byggesten for videre tænkning. Men det er bestemt ikke tilstrækkeligt i den dannelsesproces, som et universitetsstudium gerne skulle sætte yderligere skub i. For det er – som citatet på glimrende vis fremhæver – sjældent noget større svendestykke alene at kunne noget på rygraden. Dannelse handler om også at kunne bearbejde det stof, man beskæftiger sig med, på en sådan måde, at man bliver i stand til at foretage en selvstændig vurdering. Og ved at betone den indre ’Tilegnelse til en ejendommelig Livsfylde’ understreger citatet, at denne proces bør være alt andet end maskinel – den bør frem for alt være levende og meningsgivende.

I forlængelse heraf er det i en studiemæssig sammenhæng vigtigt at have det enkle forhold for øje, at det at bearbejde en mænge læsestof tager tid, da det afgjort indebærer mere end mekanisk hukommelsestræning til gavn for den indre papegøje.

Vender vi blikket mod Statskundskab, er det derfor ærgerligt, at kræfter i Studienævnet lader til at følge en strategi, som består i at klemme mest muligt pensum ind i forskellige fag. Tilsyneladende, fordi vi studerende i en undersøgelse selv har angivet at bruge for få timer på vores studier. Uagtet de metodiske vanskeligheder, der måtte være forbundet med denne selvrapportering, vil strategien stadig ramme ved siden af, hvis målet er at skabe mere selvstændigt tænkende studerende. For den tilskynder i høj grad til overfladelæsning og -læring frem for fordybelse. Tag bare et fag, der afsluttes med mundtlig eksamination på 25 minutter, og som skal nå bredt rundt i et 2400 siders pensum. Sat på spidsen giver det 96 sider i minuttet. Her kommer man næppe i dybden med de enkelte tekster. Under oplæsningen er der af den grund selvsagt dømt maratonløb med skyklapper for studerende, der vil opnå en god slutkarakter. Det gælder om at kunne fire-fem vigtige pointer fra hver tekst og ellers bare om at komme videre. Uden at se sig om. Og for enden af semesteret slipper man så den indre papegøje løs i eksaminationslokalet og viser, at man kan en masse, men ikke nødvendigvis tænke.

Pensum batter først for alvor, når det bliver aktivt bearbejdet. Den slags kræver adstadighed, omveje og ture ind i og ud af blindgyder. Noget, som forudsætter, at pladsen og tiden til at dvæle er der. Den plads burde vi have her på universitetet – hvor ellers?

* Citatet stammer fra Salmonsens Leksikon, s. 750. 2. udgave. Femte bind. 1916.
A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel.

MED ANDRE ORD takker lektor ved IUP, Aarhus Universitet, Steen Nepper Larsen for at have
gjort opmærksom på citatet i sin bog Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering (2014).

Citatvalg og følgetekst af Philip Larsen

 

Kritisk sans for viderekomne?

Kritisk sans for viderekomne?

Et semester på kandidatens almindelige fagudbud kan let blive et passivt foretagende. Vi kan rette op på dette med løbende øvelser, tekstnær feedback og øvelsesbedømmelser som en del af fagenes endelige karakter.

I sidste udgave af MED ANDRE ORD lagde institutleder Lars Bo Kaspersen op til en diskussion om kvalitet på vores (kandidat)uddannelse. I sit indlæg pegede Kaspersen på, at Institut for Statskundskab kan gøre mere for at motivere og udfordre sine
studerende, og han skrev i den forbindelse, at studerende og ansatte har et stort ”uudnyttet potentiale, som bør aktiveres”.

På et overordnet plan handler det for Kaspersen om, at de kandidater, der udklækkes herfra, skal være i stand til at kunne tænke nyt og gøre en markant forskel efter endt uddannelse. Nøgleordene er kritisk sans og evnen til at tænke selvstændigt.

Som studerende ved Instituttet er vi enige i institutlederens analyse: Der kan gøres mere for både at udfordre og motivere os, og med den rette håndsrækning kan der være meget at hente blandt undervisere og studerende.

Vi ønsker med dette indlæg at præsentere en række tiltag, som Instituttet kan følge, hvis kandidatuddannelsen skal løftes. Hvis vi som studerende skal kultivere vores kritiske sans og tage livtag med de faglige udfordringer, er det nødvendigt, at der er rum for det. Det er disse rum, vi ønsker at udpege.

Kandidaten kort fortalt
Men inden vi folder vores idéer ud, må vi først skitsere de centrale udfordringer, kandidatuddannelsen står overfor. Set fra vores perspektiv er det særligt inden for det almindelige fagudbud, at skoen for alvor trykker. Her er formen, at den studerende tilmelder sig et fag, får pensumlisten udleveret og aflægger en eksamen nogle måneder efter uden større mellemkomst. De ugentlige undervisningsgange er berammede til blot to timer og er ofte forelæsningsprægede. Dertil kommer, at studiefællesskabet er skrumpet betydeligt ind, idet bachelordelens stamhold er spredt for alle vinde.

Et semester på kandidaten kan af den grund let blive et passivt foretagende, hvis man tager mange point inden for det almindelige fagudbud.

Vi mener derfor, at udfordringen ligger i at skabe en mere studieaktiv hverdag og i at etablere nogle stærke rammer for et fortsat fagligt fællesskab blandt de studerende. Denne udfordring kan efter vores mening imødekommes ved (1) at have løbende øvelser hen over semesteret, (2) at give tekstnær feedback og (3) ved at lade øvelsesbedømmelserne indgå i fagenes endelige karakter.

”Løbende øvelser kan give både retning og mening til undervisningen. Og de kan tilmed danne et kærkomment afsæt for skabelsen af nye studiefællesskaber og læsegrupper på kandidaten” – Eric Bonde & Philip Larsen

1. Løbende øvelser
Vores grundtanke er, at pensum først for alvor får betydning, når man selv er med til at vende, dreje og perspektivere det. Den opgave bør man som studerende selv tage de første spadestik til at løse, når man sidder med teksterne foran sig. Men det er for billigt sluppet, hvis vi bare placerer hele opgaven på den (selv)studerendes egne skuldre. Vi kan sagtens skabe nogle bedre betingelser for at kunne give sig i kast med pensum.

Jævnlige løbende øvelser kan give både retning og mening til undervisningen. De er desuden oplagte til at gribe muligheden for aktivt at bryde hovedet med pensums problemstillinger. Og som prikken over i’et kan sådanne løbende øvelser danne et kærkomment afsæt for skabelsen af nye studiefællesskaber og læsegrupper på kandidaten.

2. Tekstnær feedback
At lære af sine fejl er afgørende for den studerendes faglige progression. Af den grund er der også et stort behov for, at vores opgaver får nogle fagligt kompetente og substantielle kommentarer med på vejen. Selv en 12-talsopgave kan altid blive bedre. Et par generelle formuleringer om, at man godt kunne have været lidt skarpere i sin analyse, bringer ikke én meget videre i sit faglige arbejde: De giver højst et plaster på såret, hvis man føler trang til at få en dårlig karakter begrundet.

Lad os i stedet få at vide, at argumentet på side 2 var uholdbart, at der var nogle konceptuelle misforståelser på side 4, eller at den nye måde at anvende et begreb på i en af de løbende afleveringer var velvalgt, konstruktiv og skarp.

Tekstnær feedback gør, at den enkelte studerende føler sig taget seriøst, forbedrer mulighederne for at lære og lægger derigennem op til at yde en større faglig indsats. Men når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at en sådan feedback må være forpligtende. Det nytter ikke, at Instituttets undervisere skal bruge tid på at rette halvhjertede øvelsesbesvarelser fra de studerende.

3. Lad øvelserne indgå i slutkaraktererne
På andre studier på Københavns Universitet indgår løbende øvelser i den endelige karakter, eksempelvis ved samlet at vægte en tredjedel. Hvis vi på samme måde gør øvelserne til en betragtelig del af slutkarakteren, sikrer vi ikke blot en løbende motivering af de studerende, men forhåbentligt også, at det, de studerende udarbejder, lever op til en række kvalitetsstandarder. Undervisere behøver derfor ikke frygte for at skulle bruge tid på at rette og kommentere venstrehåndsarbejder fra de studerendes side.

Spreder vi karakteren i et fag over flere opgaver, kan vi samtidig skabe et mere eksperimenterende intellektuelt rum, hvor den studerende tør bevæge sig ud af sin akademiske komfortzone.

I det nuværende eksamenssystem har vi hovedsageligt kun ét skud i bøssen. En almindelig risikoavers stud.-scient.pol. vil selvfølgelig bruge dette ene skud med stor omhu: Man sigter længe og præcist for at ramme inden for skiven. Men man ser sig ikke ordentligt omkring, når øjnene er stift rettet mod at besvare en problemstilling inden for de mest sikre og konventionelle rammer. Hvis vi skal have flere studerende til at leve op til et poppersk ideal om også at forfølge vovede hypoteser, nytter det derfor ikke at have et ’alt eller intet’-eksamenssystem, der straffer kritisk og risikobetonet tænkning.

”Spreder vi karakteren i et fag over flere opgaver, kan vi samtidig skabe et mere eksperimenterende intellektuelt rum, hvor den studerende tør bevæge sig ud af sin akademiske komfortzone” – Eric Bonde & Philip Larsen

Det handler om at prioritere
Mulighederne for at forbedre kandidaten er langt fra udtømt med vores forslag om at gøre løbende opgaver  med tekstnær feedback til en del af undervisningen og slutkarakteren. Vi vil derfor opfordre både undervisere og medstuderende til at kaste sig ind i debatten med deres tanker om, hvordan vi øger kandidatuddannelsens kvalitet.

mao5_s43

Vi håber samtidig, at Instituttet tager forslagene op til grundig overvejelse – også selvom der skal afsættes flere ressourcer til undervisningen for at føre dem ud i livet. For i sidste ende er det et spørgsmål om prioritering. En prioritering, som vel at mærke er nødvendig at foretage, hvis vi skal realisere det uudnyttede potentiale på vores kandidatuddannelse, som Lars Bo Kaspersen peger på.

”Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre”

”Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre”

Klonk. Hæ. Hmm. Omtrent cirka sådan lyder det, når man som statskundskabsstuderende støder på et stykke lunkent udført forvaltningsarbejde, som en flok færdiguddannede scient.pol.’er har været med indeover. Først støder man panden blødt mod nærmeste væg. Dernæst slår man over i en halvbetuttet latter, som havde man taget en anden person i at slippe en lidt for højlydt vind på et lidt for offentligt sted. Og så begynder man at tænke. Forhåbentligt over det grelle i, at sjusk og fiksfakseri i forvaltningen kan få seriøse konsekvenser for virkelige mennesker.

Denne tretrinsreaktion burde være velkendt for de fleste studerende her på stedet. I hvert fald på den ene eller anden måde. For vores undervisere i videnskabsteori lægger allerede på første semester ud med at teste vores kritiske evner. Det gør de, når de til eksamen stikker os en embedsmandsrapport i hånden og beder os kradse i den ud fra det, vi har lært. Senere kommer metodeforløbene hen over andet studieår, og så burde der ikke længere være nogen undskyldninger tilbage: Man bør da være bekendt med faldgruber, sjusk og svipsere i forvaltningens arbejde.

Alligevel lader det til, at det lykkes flere af os senere hen at blive ophavsmænd og -kvinder til atter nye eksempler på mindre hæderligt fagarbejde. Ifølge institutleder Lars Bo Kaspersen sker det, at ”man oftere og oftere løber ind i eksempler, hvor man tænker: Det her burde en cand.-scient.pol. kunne gøre bedre”.

Hvad enten årsagerne skal findes i glemsomhed, usleben kundskab eller generelle arbejdsbetingelser i centraladministrationen, må vi – som studerende, ansatte og borgere – håbe på, at vi på Institut for Statskundskab kan gøre vores for, at fremtidige embedsmandsrapporter ikke i for høj grad går på kompromis med fagligheden. Dermed ingenlunde sagt, at vi skulle kunne løse alle problemer og da slet ikke på én gang, men vi kan starte et sted.

I sidste udgave af MED ANDRE ORD gav Lars Bo Kaspersen bolden op og pegede især på to oplagte områder at tage fat: vores kandidatuddannelse og statskundskaberens etos. For hvad kan vi gøre for at styrke vores faglighed, og hvilke etiske forpligtelser og idealer bør en scient.pol. søge at leve op til? Som svar på disse spørgsmål har redaktionen modtaget en række indlæg fra både studerende og ansatte, som vi bringer på side 39-49.

Ud over dette fokus på faglighed, kvalitet og identitet har vi i denne udgave valgt at gå tættere på de studerende på Instituttet. Det gør vi i temasektionen Hvem er vi på Statskundskab?, hvor vi blandt andre har mødt foreningen for kristne studerende, gransket fordomme om statskundskabere og kastet et blik på den noget manglende (etniske) diversitet på tværs af studieårgangene. I forlængelse af dette har vi tilladt os kækt at spørge lidt ind til den alkoholkultur, som vi nyder godt af på hverdage og i weekender, og som er så velforvaltet, at selv den gode Weber ville være åbenlyst imponeret.

Oven på disse indledende bemærkninger – og med en stor tak til alle bidragydere – er der blot at sige, at vi med denne udgivelse mener at have grebet den bold, som Lars Bo Kaspersen gav op på sidste semester. Vi håber hermed at kunne kaste den videre. Videre til jer, kære læsere: Værsgo og velkommen indenfor – vi høres forhåbentligt ved!

– Philip Larsen & Anders Bencke Nielsen, på vegne af redaktionen

Forsiden af bagsiden: 4

Forsiden af bagsiden: 4

Når vi
Mogadishu-skyder
ham to
kugler i brystet og så SLUKKER
for ham med den
sidste lige midt i
synet gør vi det for
menneskerettigheder ifølge
medier dræber
vi ikke men skal
gradvist eskalerende skade-
påvirkende mest muligt
humant
overbevise dem om vores
gode
intentioner måske
gir det mening
bag et medietrænet helt negle-
tætklippet skrivebord giv mig
til hver en tid hellere en
enlig ærlig
uøkologisk morder!
gift!

”De soldater, der kommer hjem med grimme ting i bagagen, bliver mødt af en offentlighed, der slet ikke har et sprog, der gør, at den kan forholde sig til dem eller det, de har været igennem.” Sådan sagde manden bag linjerne ovenfor, Mikkel Brixvold, i et interview med Information op til udgivelsen af sin digtsamling Så efterlades alt flæskende (2014). Oplevelsen af ikke at have et sprog, når man vender tilbage fra krigen, er i høj grad (også) hans egen. Han var udsendt som en del af det danske frømandskorps’ specialstyrker i Irak, og da han kom tilbage til Danmark, slog det ham, hvor sky offentligheden er, når der skal tales om det at slå ihjel.

Tis og kugler
Ifølge Brixvold vil store dele af den danske offentlighed kun acceptere, at vi går i krig, fordi den tror på en historie om, at danske soldater er gjort af et helt specielt stærkt moralsk stof. Offentligheden tror, at soldaterne ”ligesom ridderne af det runde bord udstår alt med en distingveret og analytisk omsorgsfuld kærlig attitude.”

Det er derfor, at vores politikere bliver rigeligt forargede, når der offentliggøres en video af amerikanske soldater, som tisser på ligene af afghanske bønder, de lige har dræbt: Vi kan forholde os til det væmmeligt fornedrende i at urinere på de døde, men vi afstår fra at tage stilling til det egentligt væmmelige – at slå ihjel.

Denne analyse udfolder han med skarp og talentfuld pen i kronikken Tis og kugler fra 2012, som bør læses af enhver med interesse for international politik og politiske offentligheder. Netop arbejdet med denne kronik blev startskuddet til de digte, man kan læse i Så efterlades alt flæskende. Digtene kredser om hverdagen i Irak og om de følelser, der sidder i kroppen, når man er vendt tilbage til freden i velfærdsstaten.

Så efterlades alt flæskende kan læses som en kontant portion førstehåndsempiri fra en soldat i felten, der ikke har meget til overs for et poleret og sminkesikkert (medie)billede af krig og ej heller det velfriserede Vesterbro, han vender hjem til. Således er opfordringen givet til at krydre studiets frodige skrivebordsteori med en talende aktørs egne beretninger. Her er et menneske, og hør hvad det siger.

* Digtet stammer fra Mikkel Brixvolds digtsamling Så efterlades alt flæskende, der udkom på Lindhart & Ringhof i juni 2014. 62 sider. Pris: 199,95 kr. Digtet er bragt i MED ANDRE ORD #4 med tilladelse fra forlaget.

* Kronikken Tis og kugler kan findes på Informations hjemmeside (http://www.information.dk/290917)

Følgetekst af Philip Larsen

 

De smed ham i Abu Ghraib

Foto: Johan Spanner

De smed ham i Abu Ghraib

Krig. Død. Tab. Fotografen Johan Spanner har oplevet det hele på første hånd. Selv nåede han at blive erklæret død af den danske presse, da han sad i fængsel i Irak. I dag studerer han statskundskab på Københavns Universitet. MED ANDRE ORD har mødt ham til en samtale om livet før studierne.

Det må starte med en tilståelse fra min side. Jeg er vokset op i forstædernes milde ligustersvøbe. I langt størstedelen af mit liv har jeg boltret mig inden for institution-Danmarks fløjlsbløde rammer. Og med på farten har jeg haft Deadlines aftensene alvor som sikkert filter mellem mig og verden derude. Mellem mig og dens krig og konflikt. Det er nok derfor, at jeg næsten automatisk griber ud efter sikkerhedsselen, da jeg erfarer, at Johan er på vej til Irak.

”Men hvad siger Udenrigsministeriet?” er mit første spørgsmål, da han fortæller, at han skal til irakisk Kurdistan sammen med en større portion nordsjællandske højskoleelever.

”En nat bankede det på min hoteldør, og da der så stod ni mænd i forskellige kamuflageuniformer ude foran, var jeg ikke i tvivl om, at noget var grueligt galt” – Johan Spanner

”Det ved jeg faktisk ikke,” svarer han. ”Jeg har jo oftest været vant til at rejse i den stik modsatte retning af deres anbefalinger.”

Vi sidder og sludrer kort over en kop kaffe på kontoret denne fredag eftermiddag i det tidlige forår. Selvom Johan flere gange tidligere har nævnt, at han har boet og rejst som fotograf i Mellemøsten i over 10 år, er det på en eller anden måde først nu, at det synes at gå op for mig, hvad den tjans må have indebåret. Krig. Død. Tab. Alle de punktummer, som så mange af os ikke kan acceptere at stå ansigt til ansigt med.

”Jeg har dog tjekket med mine kontakter dernede, og de siger, at der skulle være roligt nok til at kunne tage af sted,” følger Johan op. Allerede dagen efter skal han og højskoleeleverne stige på flyveren og sætte kursen mod sydligere breddegrader. Det var før IS’ uhyre fremmarch.

Et møde
Johan og jeg studerer begge statskundskab. Vi startede på samme årgang og er nu endt på samme kontor på Kommunehospitalet. Der er bare det, at Johan snart bliver 40, mens jeg dryssede ind på CSS efter det obligatoriske sabbatår. Gymnasiet færdiggjorde han i 1994, og tiden efter har budt på mere krig og konflikt, end de fleste statskundskabere nogensinde vil komme til at opleve. Først som ung idealistisk FN-soldat i et sønderrevet Eksjugoslavien. Så på tur gennem Afrika i en firhjulstrækker med sin bror. Og siden som fotograf i Irak før og under krigen.

Nu er det efterhånden nogle måneder siden, at Johan tog til Irak med højskolekuldet. Alle kom hjem i god behold. Sommerferien er passé, og vi sidder sammen på en bænk ude foran Bygning 35, hvor jeg har sat ham i stævne. Vi skal tale om soldatertiden. Om oplevelserne, indtrykkene og erfaringerne fra Irak. Og om det at begynde på Statskundskab efter så mange år i den fjerne felt.

Foto: Johan Spanner

Foto: Johan Spanner

Krigens spor
En pakke løs Manitou-tobak ligger på bordet. Johan sidder og fifler med cigaretpapiret til den første hjemmekrøl, mens han fortæller om dengang, han var udstationeret på Balkan:

”Noget af det første, der gjorde stærkt indtryk på mig, var, da vi kørte igennem byerne med nedbrændte huse. I dagene efter lå folks bylter langs vejene. Alt det, de havde taget med, når de ville flygte, og siden smidt for at lette sig. Vi så ikke nogen lig dér, men bare det at se deres ting og husdyr var meget voldsomt,” lægger han ud. Han fortæller videre, hvordan døden kom helt tæt på nogle uger senere, da hans kompagni bliver fanget i krydsilden mellem de stridende parter og rammes af skud fra en kampvogn:

”Der var mange sårede. Det er meget svært at vurdere, hvordan folk vil reagere i de situationer. Nogle af dem, jeg havde tænkt, var nogle helvedes karle, var også dem, der fik granatchok, mens nogle af dem, jeg aldrig troede, ville holde til det, var dem, der handlede mest fattet og rationelt.”

”Det var også der, at jeg opdagede, at jeg selv er i stand til at bevare overblikket i sådanne situationer. Jeg er på en måde i stand til at træde et skridt tilbage og være mindre følelsesmæssigt berørt af det, der sker.”

Men ét er de timer eller minutter, hvor skuddene falder og granaterne regner, tænker jeg. Noget andet må være, når man senere under mere rolige omstændigheder ligger ved aftenstide og prøver at falde i søvn. Jeg spørger derfor min kontorfælle om, hvordan han siden hen har haft det med sådanne oplevelser.

”Der er en utrolig stædighed i mennesket. En ukuelighed og et overskud, som viser sig i selv de mest umulige situationer” – Johan Spanner

”Nu har jeg været meget i krig efterfølgende. Jeg plejer at sige, at jeg ikke tror, at der er nogen, der kan påstå, at de går upåvirkede ud af krig. Jeg er ikke selv typen, der har flashbacks og mareridt. Men altså, jeg tror, at alle, der lever med krigen som arbejdsplads, lever med en eller anden grad af posttraumatisk stresssyndrom. Det er bare forskelligt, hvordan den manifesterer sig,” lyder svaret kontant.

En fotograf fostres
Efter otte måneder i tjeneste vender Johan tilbage til Danmark. Han har svært ved bare at gå i byen med sine gymnasiekammerater, og idealisten i ham har det vanskeligt. Han var taget til Balkan for at gøre noget for civilbefolkningen, men føler ikke, at FN-missionen havde kunnet beskytte den ordentligt.

Hjemme igen er mange af vennerne startet på studiet. Johan søger ind på Arkitektskolen. Han kommer ind og går der i tre måneder, indtil han rydder skrivebordet og tomler sydpå. Til Madrid.

 ”Du kan ikke forvente af dine omgivelser i Danmark, at du kan tale tingene ud med dem. Det er du nødt til at gøre med folk, der har de samme forudsætninger som dig” – Johan Spanner

”Jeg trængte til at komme væk fra Danmark. Jeg blev syv måneder i Madrid, hvor jeg gik på sprogskole, og tog så tilbage til Danmark igen, hvor jeg begyndte at planlægge og spare op til en rejse til Afrika med min bror,” fortæller han.

Johan og broren splejser til en gammel Landrover, og efter at have gjort den klar, sætter de kursen mod Gibraltar, hvorfra de sejler til Marokko. De kører ned langs vestkysten, til de når Cameroun. Fra Cameroun sejler de til Sydafrika, og lidt efter går turen hjemad langs østkysten, til de ender i Djibouti, nord for Somalia. Godt nok havde interessen for fotografi været til stede allerede før Afrika-turen, men det er på denne, at den for alvor bider sig fast.

”På den tur begyndte jeg at fotografere rigtigt meget og så småt fostre idéen om, at det var den vej, jeg skulle. Da jeg kom hjem, begyndte jeg på daghøjskole med fotografi. Her fik jeg lov til at fremkalde en masse magi i mørkerummet,” siger Johan og smiler.

Derfra tager det fart med freelanceopgaver og portfolio-opbygning. Det er udenrigsjournalistikken, der trækker. To år senere er han kommet ind på International Center of Photography i New York. Efter et års intensiv uddannelse med fotografier døgnet rundt får han arbejde hos den franske Magnum-fotograf Gilles Peress. Og så begynder krigstrommerne at dundre i USA.

Arresteret og sendt i Abu Ghraib
Ved bordet ude foran Bygning 35 sidder Johan og pulser på sin anden hjemmerullede smøg, da han begynder at fortælle om retorikken i USA op til Irak-krigen. Med den stemning, der prægede den amerikanske offentlighed, var krigen nærmest uundgåelig, mener han.

”Jeg tror, at man sagtens kunne finde informationer om, at et angreb på Irak ikke var den rigtige løsning, men krigsdiskursen var simpelthen så dominerende, at det var svært at forestille sig andet,” siger han om den krig, han senere skal betegne som sin generations konflikt.

Johan bor på daværende tidspunkt stadig i New York. Han ved med sig selv, at han skal til Irak. Han begynder at forberede sig. Og han tager af sted, en uge før invasionen begynder. En rejse, der nær skal koste ham livet.

”Jeg blev anholdt af Saddams efterretningstjeneste og sendt i Abu Ghraib-fængslet,” lægger Johan roligt ud. Han er i den irakiske hovedstad, da amerikanerne begynder at bombe.

”Da bombardementerne begyndte i Bagdad, blev irakerne hurtigt ret desperate for at finde ud af, hvordan det kunne foregå så præcist. Det naturlige for dem var, at der måtte være spioner på jorden. En nat bankede det derfor på min hoteldør, og da der så stod ni mænd i forskellige kamuflageuniformer ude foran, var jeg ikke i tvivl om, at noget var grueligt galt,” fortsætter han.

”Jeg tror, at alle, der lever med krigen som arbejdsplads, lever med en eller anden grad af posttraumatisk stresssyndrom. Det er bare forskelligt, hvordan den manifesterer sig” – Johan Spanner

På hotellet er de seks vesterlændinge, der bliver opsøgt. Tre fotografer, to journalister og en fredsaktivist. Deres bagage bliver endevendt i flere timer. Derefter bliver de fragtet af sted.

”De kørte os op til Abu Ghraib, det her kæmpemæssige fængselsområde, som allerede dengang var berygtet. Jeg troede ikke, at vi skulle komme levende ud derfra. For ingen havde set, at vi var blevet taget, og de antog os for at være spioner.”

Fangevogterens frygt
Det er tydeligt, at Johan kan fortælle om oplevelsen med fattet distance. For indimellem hans beskrivelser af den frygt, han selv oplevede, og den gru, som han hørte og så andre fanger blive udsat for, levner han rum til større samfundspolitiske betragtninger. Især bureaukratiet i diktaturstater får en række ord med på vejen.

”Da vi ankom, fik vi frataget alle vores ting. Det var meget omstændeligt. Alle ville ligesom gerne have dokumenteret, at de havde gjort det, de skulle, og at de ikke havde gjort noget ud over det. Så alt blev talt op og skrevet ned, helt ned til mindste bøjede 25-øre.”

”Der var en utrolig bureaukratisk nidkærhed. Jeg har senere forstået, at det er typisk for diktaturer at fremelske et sådant bureaukrati, hvor folk bliver ekstremt bange for at gøre noget, der ligger uden for deres kompetenceområde. Det handler om hele tiden at kunne dokumentere, at man ikke har gjort noget forkert.”

I en studiesammenhæng er det en interessant betragtning. Normalt lærer vi, at ondskabens højeste tinde er at finde dér, hvor den er blevet sat i system: Når den totalitære stat bureaukratiserer sin grusomhed. Her er vinklen en anden. Den bureaukratiske grundighed opstår som et værn for den enkelte embedsmand mod den hensynsløshed, han både frygter og kan forvente fra systemets side.

Foto: Johan Spanner

Foto: Johan Spanner

Med enkeltbillet til Irak – igen
Tilbage i Danmark har pressen fået nys om, at Johan er blevet arresteret. Nogle af formiddagsbladene skriver om ham i datid. For dem er han død. Alligevel bliver Johan og de øvrige vesterlændinge fra hotellet løsladt efter otte dage. Uden begrundelse. De bliver smidt ud af Irak, og Johan tager tilbage til Danmark, hvor han får hilst på familien og beroliget nære og kære. Men allerede 14 dage senere drager han atter mod Irak.

– Hvordan var du i stand til det?

”Der var ikke så meget at rafle om. Jeg havde brugt det sidste år på at forberede mig på at dække den krig, så jeg ville tilbage. Desuden var jeg nødt til det for ikke at blive hængende i traumet. Bagdad var faldet i mellemtiden, så der var ikke risiko for, at lige præcis det samme kunne ske igen,” fortæller Johan til min måbende forbavselse. Jeg beder ham uddybe.

”Du kan ikke forvente af dine omgivelser i Danmark, at du kan tale tingene ud med dem. Det er du nødt til at gøre med folk, der har de samme forudsætninger som dig, og de mennesker befandt sig i Irak.

At jeg havde brug for en mental debriefing, var en af grundene til, at jeg tog tilbage.”

Men det er selve arbejdet som fotograf i konfliktens centrum, der er hovedårsagen til hans beslutning.
For arbejdet er vigtigt, mener han:

”Fotografen kan formidle krigens gru og give et blik ind i situationer, der ellers ville være blevet glemt. En del af det, der holder én kørende, er, at man føler, at det arbejde, man udfører, rykker noget. Altså det, at jeg er til stede i en situation og har mulighed for at kommunikere den ud og få verdens opmærksomhed og reaktion,” siger han.

Og opmærksomhed omkring sine billeder har han i den grad fået. Som fotojournalist i Irak var han fast tilknyttet New York Times, og arbejdede derudover for Time Magazine, The New Yorker og Newsweek. Nogle af de helt store sværvægtere, der er med til at sætte dagsordenen på den internationale scene.

Temaet om arbejdets vigtighed fører os videre over i en samtale om konflikters tragiske midtpunkt. Jeg spørger, om det overhovedet er muligt at finde håb i ellers komplet håbløse situationer.

”Det kan man godt, ja,” svarer Johan og uddyber: ”Der er en utrolig stædighed i mennesket. En ukuelighed og et overskud, som viser sig i selv de mest umulige situationer. Jeg vil faktisk sige, at noget af det, som ligeledes har holdt mig kørende, har været de mennesker, jeg mødte. Deres trodsige overskud og den omsorg, som de midt i al elendigheden alligevel formåede at drage for andre. For ellers ville det virkelig være håbløst.”

Skruet ned for dampbarnet
Efter ikke blot at have dækket Irak-krigen, men også rejst og fotograferet mange andre steder i verden, beslutter Johan sig for at søge helt andre græsgange. Han søger ind på Københavns Universitet og bliver optaget. De næste fem år dedikeres til statskundskaben, hvor drengeopvarmningen i introdagene omtrent står som det største faremoment. Vi bruger samtalens sidste tid på at vende spørgsmålet om, hvorfor han valgte at søge ind, og hvad uddannelsen giver ham.

”Jeg havde nået et punkt på læringskurven, hvor jeg følte, at jeg ikke lærte så meget mere. Jeg var konstant på farten og savnede nok noget fordybelse. Noget tid til at sidde og nørde,” siger Johan.

”Jeg havde en ekstrem rastløshed, da jeg var yngre, og jeg har nok fået skruet lidt ned for dampbarnet nu.” Fotografen slår et stort smil op. ”Jeg vil sige, at det var lidt af et eksperiment. Da jeg startede, tog jeg en dyb indånding og sagde til mig selv, at nu skulle jeg læse et år. Først derefter måtte jeg overhovedet begynde at vurdere, om det gav mening.”

Og det har vist sig nok så meningsfuldt. For Johan tager med dette semester hul på sit fjerde studieår. Han peger på, at det har været ’rasende interessant’ at kombinere de empiriske førstehåndsindsigter, han har med sig fra felten, med den teori, vi lærer på studiet. Noget, han især har haft mulighed for siden januar, hvor han blev ansat som studentermedhjælper på forskningsprojektet Images and International Security.

Returbilletter
Interviewet nærmer sig så småt sin ende. Johan skal et smut forbi den samme nordsjællandske højskole, som han var i Irak med. Denne gang er det ikke for at hive eleverne med på studietur, men for at undervise i
fotografi.

Selv sidder jeg hensat i tanker om alt det, min medstuderende har oplevet. Stedse slår idéen mig, at det bør være pligt for enhver, der gør sig ud i akademiske halvfiktioner, at opleve en portion af det samme: Når man gør den virkelighed, der strømmer fra fjernsynenes skærme og bøgernes ord, til en del af sin levevej, må man vel finde det obligatorisk at drage ud og se, mærke og føle den ved selvsyn? I teorien, måske, kunne man kækt indvende. For vender jeg selv blikket indad og holder min indledende tilståelse in mente, bliver de næste af mine eg¬ne rejser nok med returbillet og sikkerhedsselen spændt. Og måske er det egentlig helt okay.

Jeg kigger på Johan og stiller ham tusindkronersspørgsmålet, idet vi rejser os fra bænken. Hvad vil han bruge sin statskundskabsuddannelse til, når kandidaten engang er i hus? Han vil tilbage til journalistikken, siger han, mens han stopper den pergamentbrune pakke Manitou-tobak i inderlommen. Så tilføjer han med et glimt i øjet:

”Men man ved jo aldrig, om dampbarnet kommer frem igen. Og så er det ikke til at sige, hvad der sker.”

Faktaboks
Johan Spanner. Fotograf. Født på Rigshospitalet i 1974. Har boet i Frankrig, Spanien, USA og Tyrkiet. Dækkede Irak-krigen fra 2003-10. Startede på Statskundskab i 2011. Arbejder på forskningsprojektet Images and International Security og underviser i fotografi på Krogerup Højskole. Bosiddende på Nørrebro, 500 meter i fugleflugt fra CSS.
Offentlig debat til debat

Offentlig debat til debat

Studiestart. Vi er på den igen. Det er næsten som at være hos tandlægen. Op med tegnedrengen, for fanden, det kommer til at gøre ondt i mere end en forstand – og sågar for ens eget bedste.

Med semesterstart er det ligeledes blevet tid at lancere studieårets første udgave af MED ANDRE ORD. Vi er glade for at kunne præsentere en bred vifte af interview- og portrætartikler, reportager og replikker, opfordringer, indkaldelser og undersøgelser. Vi har desuden forsøgt os med en opprioritering på fotofronten og håber, at I også denne gang vil tage pænt imod tiltaget.

I nærværende udgivelse sætter vi fokus på offentlig debat. Der spørges, om den offentlige debat er blevet professionaliseret, og om eksperterne har overtaget medierne. Og vi var med på en lytter, da Yale-professoren Bryan Garsten gæstede KUA og fortalte om The Lost Art of Public Listening.

Vi har også mødt fotografen Johan Spanner, der har oplevet mere krig og konflikt end de fleste.
I dag studerer han statskundskab, og vi talte med ham om livet før studierne.

Statskundskabere siges at have en mening om alt. Men mange har også en mening om Statskundskab. Det blev der sat tyk streg under i foråret, hvor studiets introforløb trak overskrifter i store dele af det danske medielandskab. Her skortede det ikke på de store armbevægelser: Druk, sexisme og hemmelighedskræmmeri gennemsyrer Statskundskab. Bum. Den kulørte palet af historier om Nutellagate, som nogle senere har døbt affæren, sendte tutorgruppens Kontaktudvalg på overarbejde i eksamensperioden. Vi har taget en snak med Peter Nykjær fra udvalget om det at være en tur i den offentlige gabestok.

Forårets røster er imidlertid ikke de eneste, der i den senere tid har luftet utilfredshed med vort studium. På Kulturnatten i efteråret 2013 var det Claus Carstensen og Alfred Friis’ meterlange kunstværk foran Instituttets reception, som ukendte personer valgte at gå løs på. Formodentligt med et koben. Kunstværket er nu blevet restaureret, og hærværket er blevet inkorporeret som en del af det genetablerede værk. I den anledning har MED ANDRE ORD mødt kunstnerne til en samtale om billedstorm og tankerne bag deres penselstrøg.

Som sædvanligt sætter vi fokus på studiets foreningsliv. Vi var med, da klimakommissær Connie Hedegaard gæstede Stats-lit og CSS for at tale om litteratur, og vi har haft en anmelder i felten for at tage temperaturen på de velbesøgte KØS-caféer.

Til de undrende sjæle er der også hjælp at hente. Hvis du har gået og grublet over, hvem der egentlig har magten på Institut og omegn, kan du finde svaret i denne udgivelse, hvor vi kortlægger magtens centre næsten videnskabeligt nøje.

Her på faldrebet ønsker vi på redaktionen at takke de eksterne bidragydere for en række tankevækkende artikler og debatindlæg. En særlig tak skal også lyde til Instituttet for vedholdende støtte til bladet. Slutteligt sender vi en høj femmer mod vor grafiker, Johan Rung, for upåklagelig gejst og tålmodighed i arbejdet med at få udgivelsen klar.

Med det in mente trasker MED ANDRE ORD #4 ind over trinnet til endnu et studieår og slår sine redaktionelle folder med armene åbne som altid og et velkommen indenfor, kære læser!

– Philip Larsen,
på vegne af redaktionen

Forsiden af bagsiden: 3

Forsiden af bagsiden: 3

”Mr. Eastman, Marconi was inevitable”

Abraham Flexner*

Ordene stammer fra essayet The Usefulness of Useless Knowledge (1939) og er en gengivelse af en samtale, som essayets forfatter, Abraham Flexner, havde med en bekendt – George Eastman. Eastman, der havde opfundet rullefilmen og grundlagt Kodak, havde udtrykt, at han ønskede at vie sin enorme formue til at promovere uddannelse inden for såkaldt ”brugbare områder”. Foranlediget af dette udsagn spørger Abraham Flexner, hvem Eastman måtte anse for at være den mest brugbare person inden for videnskabens verden. Hertil svarer Eastman, at denne må være Guglielmo Marconi, den store pioner inden for radiotelegrafi, som havde modtaget nobelprisen i fysik.

Men Marconi var uundgåelig, og han ville næppe være nået langt med opfindelsen af radiotelegrafen, hvis ikke det havde været for andre store hjerners arbejder, lader Flexner forstå. Uden den skotske matematiker James Clerk Maxwells teoretiske benarbejder inden for elektromagnetismen og Henrich Hertz efterfølgende beviser var Marconi ikke kommet særligt langt.

Hverken Maxwell eller Hertz var imidlertid optagede af den umiddelbare nytte af deres arbejder, skriver Flexner. Det var nysgerrigheden, der drev dem.

Vi glemmer ofte, at der før de banebrydende opfindelser går en masse tilsyneladende ubrugelig opdagelser. Ingen vidste, at Maxwells opdagelser blandt andet ville føre til opfindelsen af radioen, men de fleste ved i dag, hvor stor indflydelse radioen har haft på moderne kommunikation. Flexners citat sætter denne pointe på kornet. Det gælder ikke blot om at hylde opfinderen af en bestemt dims, men især også de mange forarbejder.

Flexners velskrevne essay sprudler af eksempler på, hvorfor vi bør forsvare retten til at kaste os over det tilsyneladende ubrugelige – både inden for ånds- og naturvidenskaberne. Med andre ord skal vi udstyre forskeren og den studerende med frihed til fordybelse. Som Flexner så rammende formulerer det: ”Institutions of learning should be devoted to the cultivation of curiosity”. Hermed er bolden givet op.

* Abraham Flexner var en af grundlæggerne af Institute for Advanced Study i Princeton og satte med sine undersøgelser blandt varigt præg på de lægevidenskabelige uddannelser i USA. Essayet The Usefulness of useless knowledge kan hentes frit på nettet ved almindelig Google-søgning.

Citatvalg og følgetekst: Philip Larsen

 

Hvad skal vi overhovedet med holdtimerne?

REPLIK ”Uploader du slides efter timen?!”

Hvad skal vi overhovedet med holdtimerne?

PÅ SIDSTE SEMESTER havde jeg den store fornøjelse at stå for holdtimeundervisningen på bachelordelens første metodeforløb sammen med de øvrige instruktorer. Det var på alle leder og kanter en spændende, udfordrende og krævende opgave, som jeg ikke ville tøve et sekund med at anbefale videre til enhver engageret medstuderende, der måtte have mod på og lyst til faglig formidling.

De fleste, der har beskæftiget sig med formidling for større forsamlinger, har forhåbentligt gjort sig et mindstemål af overvejelser om, hvilket budskab der skal frem, hvor og hvordan trykket skal lægges, og måske hvad der efterfølgende skal diskuteres. Det kræver selvfølgelig, at man er grundigt inde i stoffet, så man har det rette overblik til at kunne besvare sådanne spørgsmål på fyldestgørende vis. Men det kræver også, at man overvejer formen for sin præsentation.

Et oplagt præsentationsredskab er PowerPoint-slides, som i løbet af min studietid har indgået som fast bestanddel i stort set alle forelæsninger og i et utal af holdundervisningstimer. Og lige så vigtigt er det at få med, at PowerPoint-præsentationerne i reglen bliver lagt op på Absalon efterfølgende.

DET VAR DERFOR NOGET HELT NYT, da det i metodegruppen blev besluttet, at slides fra holdtimer ikke skulle uploades, når timen var ved vejs ende. Den beslutning tog efter min opfattelse hånd om en vigtig problemstilling på glimrende vis. For ikke blot har holdtimer nogle gange tendens til at fyldes med for megen gentagelse af den seneste forelæsning, men timernes rolle er også kvalitativt distinkt fra forelæsningernes. I instruktor-holdtimerne gælder det om at få de studerende aktivt og diskuterende på banen, mens de studerende primært lytter, når der forelæses.

Selvom brugen af PowerPoints både rummer et didaktisk og tidsbesparende potentiale, er det bestemt ikke alle situationer, der er lige oplagte til slides. Vi må huske, at formålet med holdtimerne oftest er at få aktiveret de studerende til kritisk dialog med hinanden ud fra pensum. Her vil det ikke altid være hensigtsmæssigt at bruge for mange slides, idet mange ikke gider at høre på sine medstuderende, hvis ”guldkornene” bliver projiceret ud på tavlen i form af underviserens noter. Med en sådan logik in mente gælder det om hurtigst muligt at komme videre. Og dét er en trist indstilling, fordi sådanne guldkorn først for alvor bliver noget værd, når man selv er med til at vende, dreje og perspektivere dem. Lærer man primært at holde sig til og recitere velserverede slideshowpointer, kommer man næppe ud på den anden side af Kommunehospitalets mure som et mere tænksomt væsen. Derudover er det nærliggende at pege på, at undervisningssituationen risikerer at blive lad, hvis man som studerende blot kan gå hjem og hente ’det eneste vigtige’ ned fra Absalon.

Det var ikke, fordi brugen af slides blev reduceret til ingenting i kølvandet på metodegruppens beslutning, men som underviser blev man på en sund måde sat til at overveje sine slides med omhu. Det skulle nødigt blive sådan, at resultatet blot var studerende, der stenograferede på livet løs som konsekvens af et tilsyneladende meningsløst bureaukratisk forbud mod slides. Tekstmængden skulle således holdes nede og ordene vælges nøjsomt. Forhåbentligt med det resultat, at holdtimesituationen både blev gjort vedkommende og aktiverende. At dømme ud fra mine medstuderendes tilbagemeldinger og min egen opfattelse var det netop tilfældet.

mao3_s42

AFSLUTNINGSVIS MÅ VI IKKE GLEMME, at vi instruktorer slap for (ufrivilligt) at ryge i intern kamp mod hinanden om at servicere de mest ihærdige eksamenslæsere med alskens karakternyttige guldkornslister, men rent faktisk fik mulighed for at fokusere på det vigtigste: At bringe pensum sådan på banen, at det gav størst muligt rum for en fælles kritisk udfoldelse og refleksion, så vi får nogle kløgtigt metodebevidste studerende på Instituttet.

”Hvorfor læser man de tykke romaner, når hele handlingen står på bagsiden?” lyder følgeteksten til den oprindelige Storm P.-streg. Med Storm P i hånden kunne man i samme tone spørge, hvorfor vi læser pensum, når nu det vigtige står på underviserens slides?

Lad nysgerrigheden spire, tag omvejen og smag på ordene dér, hvor det giver mening. MED ANDRE ORD har mødt lektor Steen Nepper Larsen til en samtale om dannelse. Vi tager pulsen på begrebet og blotlægger forskellen på dannelse og dannethed

Omvejens uanede muligheder

Lad nysgerrigheden spire, tag omvejen og smag på ordene dér, hvor det giver mening. MED ANDRE ORD har mødt lektor Steen Nepper Larsen til en samtale om dannelse. Vi tager pulsen på begrebet og blotlægger forskellen på dannelse og dannethed

Kolde kontanter, kunne man vel kalde dem. Mønterne, som jeg har fået, og som ligger dér små tyve centimeter fra min laptop. Fire enkroner og fire halvtredsører. Men man kunne også kalde dem så meget andet: betalingsmidler, tillidssymboler, artefakter, farvebelagte metalstumper. Listen er længere, og måske ville visse tunger driste sig til også at anføre ordet uddannelse et sted, hvis vi bevægede os langt nok ud i rækken af beslægtede ord.

”Dannelsen er optaget af omveje, af langsomhed og grundighed. Derfor drejer det at studere sig også om retten til at dvæle og tage omveje”

For vi kommer næppe uden om det forhold, at penge og uddannelse går hånd i hånd i den sproglige verden, der folder sig ud i debatten om landets dannelsesinstitutioner. Man spørger blot, hvad der er råd til at forske i, hvem vi har råd til at lade studere, og hvor længe de skal have lov til det.

Ud med dannelse
Uddannelse. For et par år siden luftede forfatteren Knud Romer den vittige bemærkning, at det var som om, at dannelse helt var forsvundet fra ordet uddannelse. ”Det eneste, der er tilbage, er ud,” som han sagde. Ud på den anden side af studiets 300 kandidatudklækkende ECTS-point. Ud til erhvervslivet og arbejdsmarkedet. Ud at tjene penge.

Når man for tiden skeler til både Produktivitetskommissionen og Danmarks Akkrediteringsinstitutions udtalelser om, at mange uddannelser mangler jobrelevans, er det næppe svært at øjne, at idéen om penge velsagtens har taget bolig i den lille præposition ud, som vi ynder at stille foran dannelse. Men hvad er der blevet af dannelse?

Der er gennem tiden blevet tænkt og skrevet meget om dannelsens formål, relevans og nytte, og diskussionen pågår stadig. Jeg har derfor sat Steen Nepper Larsen i stævne til en samtale om dannelsestankens begreb og udfordringer. Det er ham, der senere skal give mig de mønter, som nu ligger på mit skrivebord et lille stykke fra computeren.

Dannelse – ikke et spørgsmål om til- eller fravalg
Steen Nepper Larsen er lektor ved Institut for Pædagogik og Uddannelse, Campus Emdrup, Aarhus Universitet, og har gennem mange år været en markant stemme i den offentlige, uddannelsespolitiske debat. Hans akademiske genstandsfelt spænder særdeles bredt – fra intensiv idéhistorisk fordybelse til sociologiske arbejder med hjerneforskning og neuroplasticitet. Og ud over at bestride stillingen som lektor sidder han også som bestyrelsesmedlem i tænketanken SOPHIA, som beskæftiger sig med pædagogik og dannelse. SOPHIA havde netop dagen inden vores møde stået for en større konference om universitetsverdenen på Vartov i København.

mao3_s19Steen Nepper Larsen tager imod mig med et varmt smil, da han åbner døren til sit lille kompakte kontor på AU’s campus i Emdrup. Straks efter at have indfundet mig i rummet og sat optageren i gang griber jeg muligheden for at spørge ind til, hvad det egentligt er, vi bør holde fast på, når det kommer til dannelsestanken.

”Det lyder jo som om, at dannelse er noget, vi kan se bort fra og lade være med at vælge, ligesom vi kan med en is, vi ikke gider at købe,” siger lektoren, der således prompte tager brodden ud af præmissen i mit spørgsmål. Ingen umiddelbar opdeling i ud og dannelse her. Han fortsætter:

”Jeg tror snarere, at det er således, at dannelsestanken er en integreret del af vores uddannelsesinstitutioner. Man har i rigtig lang tid haft en sådan selvforståelse, at der skulle komme mere end bare uddannelse ud af uddannelsessystemet. Det har også handlet om at få nogle dannede personer ud på den anden side.”

Dannelse er andet end dannethed
Og så er der ellers åbnet op for de næste små to timers samtale, som kommer til at runde vort emnes talrige facetter.

Der levnes ikke megen tvivl om, at dannelsestanken står over for betydelige udfordringer. Vi sidder ikke længere til bords i vinklubben med Hegel, Hölderlin og Schlegel i det 19. århundredes Tübingen; dengang der blev tænkt visionære tanker om kunstens frigørende kræfter og dannelse som en kvalitet i menneske- og samfundslivet.

Længe har begrebet om dannelse måtte brydes med den problemstilling, der ligger i, at dannelsen på den ene side ikke har nogen egentlig substans og på den anden side samtidig udgør et normativt projekt.

I sin nyligt udsendte bog Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering skriver Steen Nepper Larsen, at dannelse er noget andet end dannethed – altså det, som man især tidligere har skudt borgerskabets filistre i skoene: afliring af kongerækker og belejlige franske selskabsfraser. Jeg spørger ham derfor, hvad vi bør forstå ved det dannede menneske.

”Det er ikke sådan, at vi kan lave en svensk Volvo-sele-stat og bestemme, hvad alle i landets skoler og universiteter skal læse på samme tid på den samme dag. Det lader sig ikke gøre”

”I bogen skriver jeg lidt polemisk, at det udannede menneske er en karikatur af sig selv. Det vil sige én, der bliver taget af tidens strøm, af samtidens forheksede værdier og grundlæggende ikke forstår at forholde sig kritisk til dem. En person kan sagtens have penge, prestige og håndfast magt over andre i landet, men samtidig ikke være i stand til at gennemskue de kriterier, som vedkommende er sat til at styre sit samfund igennem. Det ligger der en betydelig ufrihed i. Så når vi taler om det dannede menneske, taler vi derfor om én, der ikke nøjes med at lade sig beskrive af andre – både i gerning og selvbillede,” svarer Steen Nepper Larsen.

Erkendelsens privilegerede knager
Dannelse handler altså blandt andet om at kunne se sin samtid i øjnene og være i stand til at sætte den i et kritisk perspektiv. Af den grund har dannelse også noget med historie og traditioner at gøre, forklarer Steen Nepper Larsen:

”Det drejer sig ikke om at lovprise traditionen for traditionens skyld. Men man bør være opmærksom på, at der er grundlagt et utal af sproglige, filosofiske og videnskabsteoretiske løjpespor, før man selv kom i spil og trådte sine skridt inden for akademia. Ambitionen må altid være at arve traditionen kritisk overskridende, og hvis det skal kunne lade sig gøre, er det helt uomgængeligt, at man skal sætte sig grundigt ind i det, man ønsker at gøre op med.”

”Kritikken af, at det altid vil være en bestemt klasses smag, der skinner igennem, forekommer mig til tider falsk, fordi du – uafhængigt af, om du er arbejderklasseknægt eller forkælet professorsøn – altid har en fordel ved at vide noget om Platon, Linné, Kant eller Bohr”

”Imidlertid er det ikke sådan, at vi kan lave en svensk Volvo-sele-stat og bestemme, hvad alle i landets skoler og universiteter skal læse på samme tid på den samme dag. Det lader sig ikke gøre.”

– Men hvad skal vi så holde os til?

”Jeg vil hævde, at hvert eneste fag har nogle privilegerede knager af erkendelse, som man med fordel kan sætte sig ind i. Jeg kan ikke forestille mig, at én, der læser fysik, ikke på noget tidspunkt ville have noget ud af at læse Newton, Kepler eller Einstein,” lægger lektoren ud og tager derpå livtag med en tese, som vi især kender fra sociologiens salige Bourdieu.

”Kritikken af, at det altid vil være en bestemt klasses smag, der skinner igennem, forekommer mig til tider falsk, fordi man – uafhængigt af, om man er arbejderklasseknægt eller forkælet professorsøn – altid har en fordel ved at vide noget om Platon, Linné, Bohr eller Kant for blot at nævne et par eksempler. Det vil simpelthen kvalificere din omgang med livet og med verden, at du ved noget om dem og deres virke.”

Retten til at dvæle og tage omveje
Men det tager også tid at fordybe sig. Det ved ethvert gemyt, der har forsøgt sig i filosofiens verden, gransket matematikkens myndige logik eller prøvet at finde hoved og hale i kvantemekanikkens skizofrene univers. Lidt senere i vores samtale får dette tidsmæssige for(be)hold da også et par ord med på vejen.

”Dannelsen er optaget af omveje, af langsomhed og grundighed. Derfor drejer dét at studere sig også om retten til at dvæle og tage omveje. Af den grund har vi måske brug for en decelerationens revolte,” siger Steen Nepper Larsen med reference til den ECTS-kappestrid med tiden, som den højaktuelle og delvist implementerede universitetsreform lægger op til.

At kræve retten til langsomhed må ikke forveksles med dovenskab, forstår man. Tværtimod. Lidt illustrativt kunne vi erstatte langsom med synonymet adstadig, som ifølge Dansk Sprognævn beskriver et forhold, der er præget af værdighed, alvor og ro. For det er netop adstadighed, der skal til, hvis man som studerende selv skal lære at udforske stoffet og forfølge sine faglige interesser – noget, der ifølge Steen Nepper Larsen giver universitetsstudiet dets nødvendige fylde:

”Når vi begynder primært at anskue vores uddannelsessystem som noget, der skal tilfredsstille arbejdsmarkedet eller hurtigst muligt bringe en person fra A til B, glemmer vi et af universitets vigtigste formål: At inspirere til tænkning og tilegnelse af viden som noget, der har en værdi i sig selv,” siger han.

En ny selvforståelse?
Steen Nepper Larsen vender ganske kort efter denne bemærkning tilbage til spørgsmålet om uddannelsessystemets selvforståelse, som vi indledningsvist havde oppe at vende.

”Idéen om at få mere end bare uddannelse ud af vores uddannelsesinstitutioner kan så siges at være truet i det omfang, at vi begynder at underlægge institutionerne en for snæver fra-A-til-B-tænkning,” siger han.

Her kunne man forstå, at dannelse godt nok ikke i udgangspunktet handler om et til- eller fravalg. Men en konsekvens af tidens uddannelsespolitiske strømninger kunne formodentligt være den, at vores uddannelsesvæsen har kurs mod en ganske anden selvforståelse. En væsentligt mere bleg selvforståelse, hvor ud er nøgleordet i uddannelse, sådan som Knud Romers vittige tvedeling af ordet i ud og dannelse indikerer.

Ingen fuldendt formel
Dannelsesbegrebet selv lader sig imidlertid ikke reducere til ud eller arbejdsmarkedskompetencer – endsige til nogen anden prædefineret kategori.

I sin bog fremhæver Steen Nepper Larsen indledningsvist, at dannelsen ikke lader sig operationalisere. Den er kendetegnet ved en indre bearbejdelse og tilegnelse af viden, og den ville både stivne og gå imod sit formål, hvis vi kogte den ned til udtømte og formaliserede redskabskategorier. Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for at undre sig systematisk.
Alligevel synes vi at kunne tale om, at der sagtens kan knyttes en række åbne betegnelser til dannelsestanken. Nysgerrighed, dvælen, omveje og muligheden for at se ud over sin samtid. Det er alle størrelser, som let kommer i karambolage med diverse regeringskommissioners tænkning i umiddelbart afkast og afsættelighed. Intet under, at dannelsestænkere farer i blækhuset, når kommissionernes oftest tragisk forsimplede modeller kommer for dagen.

Det er derfor heller ikke en fuldendt formel for dannelse, jeg tager med mig ud i eftermiddagssolen, da vores samtale når sin afslutning. Men jeg forlader Steen Nepper Larsens bogtætte kontor i Emdrup med en solid fornemmelse af, hvor vigtigt det er at lade nysgerrigheden spire og at tage omvejen og tygge på ordene dér, hvor det giver mening. Og jeg sætter mig ind i S-toget på vej mod byen med fire enkroner og fire halvtredsører liggende løst i venstre baglomme. Dem fik jeg af lektoren i et muntert forsøg på at betale byttepenge tilbage for en bog, jeg havde købt på konferencen dagen forinden. Kontanter er vist blevet umoderne. Nu ligger de dér ved siden af computeren. Mønterne. Det ville da være trist, hvis vi blot kaldte dem kolde kontanter. De er jo også så meget andet, og det er kun nysgerrigheden, der sætter grænserne.

Blå bog
Steen Nepper Larsen (f.1958), lektor ved IUP, Campus Emdrup, Aarhus Universitet (www.gnosis.au.dk & stla@dpu.dk) og medlem af bestyrelsen for Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse (www.sophia-tt.org); kritiker, foredragsholder. Har bl.a. udgivet Sproget er alles og ingens. Erkendelse og spekulation (1995) og sammen med lektor i sociologi, Inge Kryger Pedersen fra KU, redigeret og skrevet ca. 130 opslag i Sociologisk leksikon (2013/2011).
Ud, dannelse –  eller midt imellem?

Ud, dannelse – eller midt imellem?

Det er lidt mere end de sædvanlige grynt, der har lydt i dagspressens i løbet af foråret, hvor alt fra tænketanke, råd og kommissioner til studerende og videnskabeligt ansatte har debatteret universitetsverdenen. Det har handlet om fremtiden. Universiteternes fremtid. Og det har handlet om hvad, hvordan og ikke mindst hvorfor. For hvad skal universitetet være? Hvordan imødekommer vi bedst dette ønske? Og hvorfor skal vi overhovedet bruge kræfter på at opfylde det?

Debatten blusser endnu, og det vil næppe være nogen underdrivelse at sige, at meningerne er delte. Vi har derfor på MED ANDRE ORD fundet det oplagt at sætte fingeren på den uddannelsespolitiske puls. Vi har ladet spørgsmålet kredse om den dobbelthed, som allerede synes indlejret i selve ordet uddannelse. På ordets første plads står nemlig det utvetydige præfiks ud, som om noget har taget bolig i det seneste halve års uddannelsespolitiske debat: De studerende skal ud. Ud af universiteterne. Ud på arbejdsmarkedet. Og lige efter denne ellers klare retningsangiver kommer så ordet og begrebet dannelse. Det lader sig ingenlunde reducere til noget bestemt, men kredser om den enkeltes egen tilegnelse og indre bearbejdelse af verden omkring hende eller ham. Netop dette spændingsfelt – mellem ud og dannelse – har vi på redaktionen fundet interessant at granske nærmere, og resultatet af vores granskninger kan findes i udgivelsens temasektion, som rummer både reportager, interviews og debatartikler.

I vanlig stil har der også været plads til meget andet. Vi har (endnu engang) været et smut forbi Borgen. Denne gang var vi med, da Institut for Statskundskabs eget Center for Valg og Partier lancerede sin bog om folketingsvalgkampen 2011. Desuden lagde vi vejen forbi Fødevareministeriet, hvor vi mødte Dan Jørgensen til en samtale om, hvordan han trækker og har trukket på sin statskundskabsuddannelse som politiker.

Også eksternt har vi modtaget en del materiale. Professor Martin Marcussen skriver om diplomati i praksis, og Martin Viinæs Larsen og Jens Olav Dahlgaard, der begge er ph.d.-studerende ved Instituttet, skriver om deres blog Politisk Kompas, som går den politiske journalistik efter i sømmene.

Forårssemesteret dannede også ramme om en større webdiskussion, der udsprang af en papplanche, som fagrådet Aktive Statskundskabere havde hængt op i Jacques D efter et dialogmøde med Instituttets undervisere. Kandidatstuderende Theis Mørkøv Holm kommenterer på debatten, der opstod.

Fra redaktionen skal der lyde en stor tak til de eksterne bidragydere og særligt ledelsen på Institut for Statskundskab for opbakning og støtte.

Slutteligt har vi i denne udgave opprioriteret på billedfronten, og redaktionens fotografer har været på flittigt arbejde. Vi håber, at det vil blive taget godt imod.

Således klækket ud af en skriggul påske slår MED ANDRE ORD dørene op for endnu en udgivelse. Lige tidsnok inden eksamenslæsningen for alvor tager fat. Velkommen, kære læser!

Philip Larsen,
maj 2014 – på vegne af redaktionen

Her er et menneske, og hør, hvad dét siger

Her er et menneske, og hør, hvad dét siger

God litteratur er både nyttig og nødvendig. Den rummer ikke blot en praktisk erfaring og diskussion af magtens og rettens væsen, men udstyrer også embedspersonen med et subjektivt korrektiv til kassetænkning i politik og forvaltning

Fornylig trak en litteraturpsykologisk undersøgelse større overskrifter på tværs af det ind- og udenlandske medielandskab. Undersøgelsens bagmænd var to amerikanske forskere i socialpsykologi. De kunne i en artikel, der blev bragt i det prominente tidsskrift Science, empirisk vise, at bare 15 minutters læsning af god skønlitteratur skaber øget empati hos mennesker. I modsætning til læsning af fx faglitteratur og triviallitteratur. Vi skal ikke komme nærmere ind på detaljerne vedrørende undersøgelsen, men blot konstatere en tilsyneladende stor cadeau til den gode skønlitteratur. En cadeau som synes at bakke op om en ældgammel påstand: At god litteratur både er nyttig og nødvendig.

Netop denne påstand er blevet fremført af foreningen Stats-lit, der slog sine første folder på instituttet i det forgangne semester. Ved at give sig i kast med de store værker og litteraturen som sådan vil fremtidens embedsstand stå langt bedre rustet til at varetage de magtfulde hverv, som den skal bestride. Som studerende ved et institut, der udklækker en pæn del af fremtidens offentlige beslutningstagere og -forvaltere, har man pligt til også at sætte sig ind i virkeligheden. Det, der foregår ude i samfundet. Og en af nøglerne til virkeligheden er litteraturen, lyder foreningens argument.

Magt og ret
Argumentet indeholder en klar reference til diskussionen omkring magt og ret, som har gennemstrømmet litteraturen siden Homer og de gamle grækere. Vi finder det derfor oplagt at starte dér – hos antikkens grækere – for at vise og understrege litteraturens nytte.

I den antikke historiker Thukydids store værk om den peloponnesiske krig mellem de græske bystater Athen og Sparta (431-404 f.Kr.) kan man læse en dramatisk dialog af – vil vi sige i dag – skønlitterær kvalitet. Thukydid lader her Athen føre en barsk dialog med den lille, relativt ubetydelige ø, Melos, der indtil nu har forsøgt at holde sig neutral i den pågående stormagtskonflikt. Athens ærinde er at indlemme Melos i det såkaldt deliske søforbund, datidens svar på forsvarsalliancen NATO, som den selv er ubestridt leder af. Og Athen har – med sine 38 medbragte krigsskibe og flere tusinder soldater – tænkt sig at sætte magt bag ordene, hvis Melos ikke makker ret. Thukydid illustrerer den athenske magtpolitik med følgende replikskifte:

mao2_s15

Athen: “…Men det vi gerne vil gøre klart er, at vi er kommet for at gavne vores egen magt og vil føre denne forhandling for at redde jeres by: Vi ønsker, at vi kan få magten over jer uden ulejlighed, og at I kan blive reddet – til gavn for begge parter.”

Melos: “Og hvordan skulle det kunne blive lige så gavnligt for os at være slaver, som det for jer ville være gavnligt at få magten?

Athen: Jo, I vil få den chance at rette jer efter os og derved undgå den værst tænkelige skæbne, og vi vil have fordel af ikke at ødelægge jer.

Melos: “Og I vil ikke acceptere, at vi forholder os passive og er jeres venner i stedet for jeres fjender, men uden at indgå forbund med nogen af parterne?

Athen: “Nej, for jeres fjendskab skader os ikke så meget som et venskab, der for vores undersåtter vil være et tydeligt bevis på svaghed, mens derimod had vil være et bevis for styrke for dem.

Samfundsvidenskab møder humaniora I virkeligheden
Bliver man en bedre magtforvalter ved at fordybe sig i en sådan dialog? Ja, hævder vi – og mener at kunne føje (mindst) 2 gode argumenter til den ovennævnte litteraturpsykologiske undersøgelse og Stats-lits ’litteratur-er-virkelighed’-påstand.

1) I dialogen tales om magt og ret i utvetydige vendinger, som – helt uden at forfatteren blander sig med værdidomme – gør magtens væsen tydeligt: Magten går undertiden i dialog med modparten, men kun på skrømt og kun for at kunne nå hurtigere frem til det resultat, som den i sidste ende også vil kunne gennemtvinge med vold. Men også rettens problem bliver tydeligt: For hvad hjælper det at gå i kritisk dialog med modparten og sætte sig til modværge, hvis resultatet er nådesløst givet på forhånd? Ikke så underligt at filologen og tidligere undervisningsminister Hartvig Frischi 1942 (!) udtaler om netop denne Thukydid-dialog: “I enhver lille Nation burde disse Sider af hans Værk gøres til obligatorisk Skolelæsning. Aldrig er en Stormagts Vilje paa een Gang mere kynisk og mere renligt kommet til Udtryk.”

Ganske vist er der formentlig tale om litterær fiktion, men at Melos blev indtaget af Athen, og at øens mandlige beboere blev udslettet – dét ved vi.

2) Thukydids dialog handler om mennesker. Glem for et øjeblik, at deres dialog, som vi argumenterede for under 1), kan ophøjes til etiske og psykologiske almengyldigheder om magt og ret. Det var først og fremmest subjektive menneskeytringer, som Thukydid gennem sin litterære fiktion holder op for læseren. Så læseren – selv hvis hun er samfundsvidenskabeligt opdraget magtforvalter og derfor forvalter sin magt med udgangspunkt i mere helhedsbaserede modeller og systemer, – modtager et subjektivt korrektiv, hver gang hun møder den slags skønlitteratur: Her er ét menneske, og hør, hvad dét siger!

Dermed mener vi også, at litteraturfordybelse på en samfundsvidenskabelig uddannelse ikke blot er at boltre sig mellem to elitære positioner i de højere luftlag, sådan som nogle kritiske indvendinger rundt i krogene har lydt. Som vi her har peget på, muliggør fordybelsen i litteratur en praktisk erfaring og diskussion af magtens og rettens væsen, af argumenters gyldighed og af virkeligheden af de mennesker, der enkeltvis eksisterer derude – i virkeligheden. Vi kan derfor kun tøve for længe med at få skønlitteraturen ned fra reolen.

Jens Refslund Poulsen er cand. mag. i klassisk filologi (latin, græsk og oldtidskundskab), lektor på Gefion Gymnasium og fagkonsulent i Undervisningsministeriet for gymnasieskolens klassiske fag samt almen sprogforståelse

Philip Larsen er redaktør på MED ANDRE ORD

Ølbørs og lummerhytte: Hjemmeporno på Portørstuen

Ølbørs og lummerhytte: Hjemmeporno på Portørstuen

Lokalet, som i dag huser Academic Books, fungerede som portørcentral på det tidligere kommunehospital. Og det gik ikke stille for sig derinde. MED ANDRE ORD har mødt en tidligere portørvikar, der har taget os med på guidet tur på CSS og fortalt om tiden dengang

Siden studiestart 2013 har vort kære campus været prydet med alskens fortællinger om Kommune- hospitalets 150 år lange historie. På store stofplancher kan man læse om, hvordan det murstenstunge byg- ningskompleks på Øster Farimagsgade er gået fra at være hospital til universitetsbygning. Fra at være en del af løsningen på en strid koleraepidemi, som hærgede et overbefolket og smudsigt København i 1850’erne, til at blive hjemsted for tusinder af studerendes mange dannelsesstunder.

Men ligesom for enhver udstilling gælder det også her, at alt hverken kan medtages eller er medtaget. Og det kunne synes synd for visse historier, som risikerer at synke ned i tidens glemsel. MED ANDRE ORD har der- for gravet en løjerlig historie frem fra gemmerne som et spædt forsøg på at gøre den aktuelle udstilling følge.

En tur med prærievognen
Portører. Sådanne er en essentiel del af mandskabet på ethvert hospital. Portørerne på Kommunehospitalet var dem, der stod for det forefaldende arbejde. De sørgede for, at bringe affaldet ud i containerne, køre rundt med madvognen på gangene og vende sengepatienter, der ikke kunne klare det på egen hånd, så de ikke fik liggesår.

Sådan kunne beskrivelsen af en portørs opgave- portefølje på Kommunehospitalet formodes at have set ud, såfremt man valgte at konsultere en job- annonce fra dengang. Tror man imidlertid, at listen stopper her, er man grueligt på vildspor. Til denne kan vi nemlig føje transport af amputerede lemmer til kremering, passivisering af anfaldsramte patienter på psykiatrisk afdeling eller en tur med ’prærievognen’, som man kaldte den – ligtransporten – i de sene natte- timer fra korridor til korridor i kælderen under de mange bygninger. Og så er vi ikke engang tæt på at havestrejfet toppen af (u)hygge endnu.

Så tag Dem dog sammen, Hr. Hansen,’ blev der råbt ad herren, som lå på gulvet, og som man prøvede at få gang i. Men han kom ikke tilbage.

mao2_s9

MED ANDRE ORD har mødt en tidligere portørvikar på Kommunehospitalet til en snak og rundvisning på CSS, og det er ikke just ublu beretninger, der bliver serveret undervejs.

Vi møder Henrik på parkeringspladsen foran hoved- indgangen og lunter så småt ind ad porten tættest mod Gothersgade. Et øjeblik står vi og betragter ind- gangspartiets yndefulde murstenshvælvinger, inden Henrik peger på en dør lidt oppe ad trappen til receptionen.Dér holder Mohammad Siddiq til, viser det sig. Han erinspektør på Campus City Service. ”Det var derinde, man forsøgte at genoplive folk, når de kom ind,” siger Henrik og fortsætter: ”Ja, det var sgu lidt en barsk tone, der blev ført derinde. Da jeg så stuen for allerførste gang, var man i fuld gang med at få liv i en patient. ’Så tag Dem dog sammen, Hr. Hans- en,’ blev der råbt ad herren, som lå på gulvet, og som man prøvede at få gang i. Men han kom ikke tilbage,” fortæller Henrik, der arbejde på Kommunehospitalet i 1980’erne.

Vi tager en lille runde inde i receptionen, altså dér hvor man nu om stunder henter sin pung om mandagen, når fredagsbarens sødme i en flygtig stund har bragt glemsomheden over én. Det var skadestue engang, og med det opland, som Kommunehospitalet havde, var det ikke en uvant situation, at der opstod slagsmål mellem patienterne, fortæller Henrik.

”Folk kom jo fra Christianshavn, Vesterbro og Nørre- bro. Det var før den tid, hvor de kvarterer var blevet mondæne. Så der kom altså nogle – lad os sige særlige – typer, og de kunne somme tider ryge i totterne på hinanden. Når det skete, var det i reglen os portører, der blev tilkaldt for at afværge det værste.”

Hjemmeporno i Academic Books
Efter at have snuset lidt rundt inde i receptionen, bevæger vi os ind i Bygning 5, hvor det viser sig, at rummet, som nu huser Academic Books, førhen var portørcentral. Portørcentralen var ikkeblot opholdsstue forportører til pause, men i særdeleshed også ølbørs og lummerhytte.

Så var der ham den lettere småpsykopatiske type, der havde jævnlige filmforevisninger inde på centralen. Det var hjemme- lavede pornofilm, han viste frem, og han spillede selv hoved- rollen sammen med en af sine elskerinder fra weekenden

”Portørgruppen var en noget sammensat gruppe, og der var mange, som havde hang til en lille én. Somme tider kørte jeg med en kollega på arbejde, mens det var mig, der blev nødt til at køre ham hjem. Han var simpelthen blevet stjernefuld under sin vagt. Det var andre tider dengang,” siger Henrik, da vi står ude foran boghandlen.

”Og så var der ham den lettere småpsykopatiske type, der havde jævnlige filmforevisninger inde på centralen. Det var hjemmelavede pornofilm, han viste frem, og han spillede selv hovedrollen sammen med en af sine elskerinder fra weekenden, som vel at mærke intet anede om, at han havde filmet sagerne.”

Så kan man ellers skænke forne tiders portørcentral en kærlig tanke, næste gang man trisser rundt i Academic Books efter semesterets saglige lekture.

Kig væk!
Oven på den historie begiver vi os ned i en af Kommunehospitalets mange kældre. Herfra har mangen en menig han-statskundskaber sine introminder, og til dagligt frekventerer vi gerne korridorerne, når vi skal hente kaffe i Jacq’en eller købe snoldet føde hos Simply Cooking.

Apropos sidstnævnte madsted får vi da også et par mindeværdige ord med på vejen fra Henrik, idet vi passerer kantinen: ”Det var hernede, vi kørte de afdøde patienter forbi, når de skulle obduceres. Før i tiden skulle de pårørende ikke give lov til den slags, og det skete, at vi skulle ned med to personer efter hi- nanden. Når man så dukkede op med den anden, var de allerede gået i gang med obduktionen af den første. Der gjaldt det knaldhylme om at være god til at se den anden vej,” fortæller han.

Narkomaner om natten
Arbejdet som portør har grundlæggende ikke været for sarte sjæle. Mens vi fortsætter rundt i kældergangene, kommer samtalen ind på nattevagterne som portør. ”Vi havde jo, som man sikkert også har på hospitaler den dag i dag, problemer med narkomaner, som kom ind og prøvede at finde medicin og andre brugbare ting og sager. Det var lidt ubehageligt at møde sådan én nede på en kældergang midt om natten. For det meste løb de deres vej, når de blev opdaget, men det var alligevel os portører, der blev kaldt på, når der var én, der skulle jages ud,” siger Henrik og sender et lille gys gennem kroppen på MED ANDRE ORDS udsending.

Vi fortsætter rundt på gangene og går ind og ud ad forskellige bygninger, hvis tidligere funktioner Henrik efter bedste evne prøver at placere. En hel del er jo sket på Kommunehospitalet siden den gang i 80’erne, hvor Henrik var portørvikar. Nye bygninger er kommet til, og lokalerne er blevet indrettet ganske anderledes og til helt andre formål.

En note til de mange fortællinger
Efter små to timers tid står vi igen under indgangs- partiernes murstenshvælvinger og kigger ind mod gården, som har lagt plads til et væld af handlinger og begivenheder gennem det sidste halvandet århundrede. Både de store, der som bunkerne fra krigens tid har sat deres præg på gårdens udseende, og de små, som ikke har sat noget varigt aftryk her. Det kunne – blandt så meget andet – være gåturen fra den ølholdige portørcentral, som i dag er belæsset med stakkevis af semesterlitteratur, på vej mod forefaldende arbejde et eller andet sted på Kommunehospitalet.

MED ANDRE ORD tager afsked med Henrik og takker mange gange for den guidede tur rundt i vort campus’ fortid og kan således føje en lille note til de mange fortællinger om Kommunehospitalet, som for tiden er at finde rundt omkring på gangene, i lokalerne og forskellige steder udenfor på CSS.

Henriks fulde navn er redaktionen bekendt.

 

Forbindelsen til virkeligheden?

Forbindelsen til virkeligheden?

Et semester er gået, siden MED ANDRE ORD overtog stafetten fra Statskundskab Kontakt. Det har på mange måder været et begivenhedsrigt semester – både på instituttet og redaktionelt. Redaktionen er vokset, og vi håber, at stadig flere har lyst at til gøre os følge fremover. Og på instituttet har det ikke skortet på nye initiativer og arrangementer i løbet af efteråret.

CSS blev blokeret, og ’Fremdriftsreformen’ blev udskudt. Putnam lagde vejen forbi et stopfyldt Christian Hansen-auditorium, og en ny vinder af den årlige debatturnering blev fundet. Alt imens disse begivenheder foldede sig ud, gjorde en ny forening sin entre på Statskundskab, og sammen med prominente skikkelser som Marianne Jelved og Bjarne Corydon satte den fokus på skønlitteratur. Stats-lit er navnet, og det blev til både velbesøgte arrangementer, en rum portion skriverier i Politiken og megen debat rundt i krogene – for hvad skal en flok forvalt- ningsspirer overhovedet med litterære fiktioner, med Dostojevskij og Dante? ’De skal såmænd komme tættere på virkeligheden,’ lød det.

MED ANDRE ORD har i denne udgivelse grebet bolden og sat fokus på virkeligheden, og hvordan vi mon kommer i forbindelse med dette abstraktum, som efter sigende skulle findes bag Kommunehospitalets mure. Vi har bedt Stats-lit vise os og læserne, hvordan skønlitteratur kan bidrage til at skabe denne forbindelse. Og vi har været en tur inde på Borgen, udstyret en medstuderende MF’er med en sut og kærligt forlangt svar på tiltale: For hvordan forholder det sig egentlig med virke- ligheden og en yngre knøs, som end ikke har fået fingrene op af universitets politologiske dannelsesmuld, før han trasker ind på Borgen? Derudover har vi lagt vejen forbi Steffen Thybo

Møller, tidligere studerende ved Institut for Statskundskab og manden bag DANSIC, som udpeger nye veje og retninger for vort kære studium.

Ud over bidrag til vores temasektion inde- holder denne udgivelse også flere debatindlæg, som redaktionen med stor glæde har modtaget. Som vi også bemærkede på nærværende spalter i det forrige nummer, er et af vores primære mål at styrke dialogen og debatten mellem de studerende og mellem ansatte og studerende. I denne udgave af MED ANDRE ORD svarer institutleder Lars Bo Kaspersen på ph.d.- studerende Rasmus Fonnesbæk Andersens indlæg om, hvad vi skal med politologien. Desuden sætter en gruppe fjerdesemester- studerende bachelordelens makroøkonomifag under ‘kritisk lup og efterspørger flere nuancer i pensum og undervisning.

Endelig skal læseren ikke snydes for at komme med på guidet tur rundt i CSS’ fortid med en portørvikar på det tidligere Kommunehospital. Hvem vidste, at lokalet, som nu huser Academic Books, tidligere ikke blot var portørcentral, men i særdeleshed også ølbørs og lummerhytte? Og den nysgerrige læser kan også opleve system- kritikeren Emil Bier med det frimodige sprog- brug, som tidligere har fået forbudt intet mindre end 5000 kilometer malkeslange og sendt 800 millioner NATO-patroner til skrot.

Vi skal her på redaktionen afslutningsvis rette en tak til alle, der er kommet med feed- back og forbedringsforslag oven på den første udgivelse af MED ANDRE ORD, ligesom både bidragydere og Institut for Statskundskab skal have stor tak for indsats, energi og opbakning. Det er den slags, der driver et studiemagasin frem.

Philip Larsen,
på vegne af redaktionen, februar 2014

Forsiden af bagsiden: 1

Forsiden af bagsiden: 1

”Die Narren von heute sind nicht immer die Helden von morgen;
viele bleiben auch morgen die Narren von gestern.”

Jürgen Habermas*

“Dagens tåber er ikke altid morgendagens helte;
mange forbliver også i morgen gårsdagens tåber.” (egen overs.)

* Citatet stammer fra essayet Ungehorsam mit Augenmaß (DIE ZEIT, 23/09/83), som har undertitlen Der Rechtsstaat braucht des Bürgers Mißtrauen. Her behandler Habermas spørgsmålet om civil ulydighed, og der trækkes på John Rawls’ politiske filosofi. Habermas leverer i den anledning et let forståeligt retsfilosofisk argument for, at civil ulydighed bør kunne blive retfærdiggjort i en demokratisk retsstat. Han fastslår sågar, at ‘ethvert retsstatsligt demokrati, der har tillid til sig selv, betragter den civile ulydighed som en bestanddel af sin politiske kultur’.

Imidlertid er det ikke kun statsrepræsentanter med hang til en ‘regler er regler’-terminologi, der får serveret stof til eftertanke. Også den anden side, dem man kunne kalde ’tåberne’ – udøverne af civil ulydighed, får lidt at tykke på, sådan som citatet så fint illustrerer.

Essayet er tilgængeligt online, og stik imod de flestes forventninger Habermas overraskende klar i mæglet og ikke så snørklet germansk, som han har for vane. Teksten bør kunne læses af de fleste med rimelige gymnasiale tyskfærdigheder.

Redaktionen takker foreningen SUVERÆN for at have gjort opmærksom på teksten tidligere på året.

Følgetekst af Philip Larsen

Om faglig formidling inden og uden for universitets mure

Magelighedens kække ironi

Om faglig formidling inden og uden for universitets mure

Mangen en entusiastisk studerende har fra tid til anden fået sat sin nysgerrighed gedigent på prøve efter at være dukket velforberedt op til dagens forelæsning for blot at stifte bekendtskab med en taler på knækbrødskur. Knastørt som bare pokker. Og der findes næppe noget mere tærende for et opsat studenterkid end mødet med en indtørret underviser.

Heldigvis forekommer der også situationer med det omvendte fortegn. Endog ganske hyppigt på nærværende institut. Her kan især nævnes møderne med en inspi-rerende underviser, der giver én mod på at tage fat om en svært tilgængelig tekst endnu engang, fordi en dør blev åbnet under forelæsningen. Det er den slags, der er et drivende kit for vores videre politologiske dannelse.

Formidling og ansvar
Formidlings- og kommunikationsspørgsmålet stopper imidlertid ikke ved Kommunehospitalets eller universitetets mure. Mange studerende ved statskundskab kommer til selv at bevæge sig inden for samme felt i fremtidige jobs. Nogle havner et sted i den trykte presse og bliver her sat til at holde offentligheden orienteret om livets gang inden for politik, forskning og samfundet i al almindelighed.

Skulle man selv komme til at træde sine stier dér, vil jeg våge den påstand, at der følger et vægtigt ansvar med: At holde fast i den politologiske faglighed. Gennem årene tilegner vi os på statskundskab en viden og en analytisk kunnen, som gerne skulle gøre os i stand til at gå til omgivelserne med en kritisk iagttagelse og sans for detaljen, der forhåbentligt kan komme offentligheden til gode. Sådan må den idealistiske udlægning lyde.

Mellem fag- og magelighed
Det kan nemlig let ende i en rygkløende tekstkavalkade. En omgang underholdning for et mageligt publikum. Det stod mig for alvor klart, da jeg i semesterferien havde sat mig med morgenkaffen og weekendtillægget til den tyske avis taz. Her havde en af avisens skribenter kastet sig ud i tre siders sammenligning af Adorno og Richard David Precht, Tysklands hotteste mediefilosof. Det var med al sandsynlighed det ’fremmede’ sprog, der gjorde det muligt for mig at sætte fingeren på, hvad det var, der var generende ved ikke blot denne artikel, men også mange andre danske pendanter, som jeg har haft  lejlighed til at læse.

Jeg fæstnede mig især ved den popsmarte artikelstruktur med kækt indskudte sætninger og et lidt flakkende narrativ, som på en tilsigtet måde ikke helt holdt kursen, men dog forblev inden for rammerne af et oplevet flow. Strukturen forekom ikke så meget at være et forsøg på at distancere sig selv fra stoffet; smide skribentens jeg overbord – det gennemsyrede teksten fra top til tå. Den syntes snarere at tjene som en art undskyldning for overhovedet at beskæftige sig med temaet, at være faglig!

taz-skribenten forekom langt fra for dårligt intellektuelt rustet til sit emne, hvad enkelte passager lod røbe, men nærmere som bange for at optræde for ’vigtig’. Derfor svømmede artiklen over i selvironi, små anekdoter og vittige bemærkninger, mens der blev gjort et solidt forsøg på at hejse en underspillet midtfinger til de konservative krager ovre på Frankfurter Allgemeine Zeitung, som taz har for vane at gøre – sandsynligvis for at behage sit mere venstreorienterede klientel.

Et rum for faglig udfoldelse
Selvironi er også et grundelement i studielivet på statskundskab. Og selvironi er sundt. Men der er en grundlæggende misforståelse på spil, hvis man inkorporerer den for tykt i sin faglige formidling. At sætte fagligheden i centrum giver os mulighed for at placere noget andet end os selv dér – i centrum. Dermed gives fagligheden også de bedste trivselsbetingelser og forhåbentligt muligheden for at komme nysgerrige politologspirer (ordentligt) i møde.

På Institut for Statskundskab har vi mange muligheder for at få plejet vores nysgerrighed. Det være sig gennem foreningslivet, der trives i bedste velgående, eller rækken af tankevækkende forelæsninger som allerede påpeget.

MED ANDRE ORD slår nu sine døre op, og det er vores – redaktionens – idé at give rum for faglig udfoldelse og ikke mindst vække læsernes interesse over en bred politologisk palet. Vi vil søge ikke blot at hilse ethvert forsøg på at formidle stoffet på en inspirerende og tilgængelig måde velkommen, men også aktivt tilstræbe dette. Vi håber, at MED ANDRE ORD kan tjene som et frugtbart fællesskab mellem de studerende og mellem de ansatte og studerende. Og vi håber, at bladet kan fungere som en konstruktiv midtvejsstation, der kan sætte sit præg på fremtidens politologer – også dem på vej mod presseverdenen, hvor faglighed ikke behøver nogen undskyldning. Ballet er åbnet, og du er inviteret. ♦

Vi får ro til at arbejde i fred

Vi får ro til at arbejde i fred

I juni vedtog Folketinget en ny offentlighedslov. Den nye lov vil ikke blot gøre det sværere for landets borgere at kigge myndighederne over skulderen, men også fratage embedsstanden en vigtig beskyttelse mod politisk armvridning. Det mener P1’s hæderkronede journalist, Jesper Tynell, som MED ANDRE ORD har talt med

”Hvis vi ikke imødekommer ønsket fra Fødevareministeriet, er det ikke utænkeligt, at vi fra Departementet får en ordre om at gøre det.” Sådan konstaterer direktøren for Nordjyllands Statsforvaltning i en mail til sine kollegaer i september 2012. Anledningen er den, at statsforvaltningerne er blevet bedt om at trække et høringssvar tilbage, da konklusionerne tilsyneladende ikke passede ind i Fødevareministeriets kram.

Regeringen har øjnet besparelser og ønsker derfor at nedlægge de regionale jordbrugskommissioner, men de tal, som skulle bakke op om dette tiltag, er forældede og ubrugelige. Det var det budskab i høringssvaret, som statsforvaltningerne gerne ville meddele folketingsmedlemmerne, inden de skulle til stemmeknapperne. Men det var ministeriet ikke med på.

Og sådan går sagerne ofte sin gang. Ministerier, der ikke er tilfredse med det, de underliggende myndigheder kommer med, og som derfor instruerer disse i, hvad der skal stå i svaret. Med styrelsens navn som afsender vel at mærke. Det er der for så vidt heller ikke noget ulovligt i, eftersom vi har ministeransvar i Danmark. Censur eller ej.

Det, der er interessant i denne sag, er, at direktøren for statsforvaltningen i Nordjylland ligeledes meddeler sine kollegaer, at ”svaret er registreret (…) [og] bekendt for mange af vores medarbejdere, og at en tilbagetrækning af det afgivne svar kan give politiske problemer for såvel fødevareministeren som vores egen minister.”

Embedsstandens beskyttelse
Når svaret er registreret, betyder det her, at det er muligt for offentligheden at få indsigt i, at ministeriet har beordret en konklusion sakset ud. Og eftersom ’mange’ medarbejdere er svaret bekendt, kunne man snildt forestille sig, at nogle iblandt ville finde det urimeligt, at fagligheden må vige for et politisk mere passende svar.

Direktøren påpeger altså over for sine kollegaer, at det ikke er utænkeligt, at sagen kommer offentligheden for øre. Men kollegaerne er ikke de eneste, som modtager denne påmindelse. Det gør departementet også – og det er der en oplagt forklaring på: Direktøren forsøger at fremhæve den beskyttelse, som embedsstanden nyder i kraft af offentlighedens ret til at begære aktindsigt.

For hvad gør en embedsmand, der føler sin faglighed trådt under fode af hensynet til et politisk initiativ? Han åbner for eksempel sin mail eller fisker sin telefon op ad lommen og tager kontakt til en journalist, som han opfordrer til at søge aktindsigt. På den måde kan embedsmanden bringe smudset frem i dagens lys.

En erfaren journalist
Sådanne embedsfolk har Jesper Tynell mangen en gang haft i røret. Han er journalist på P1’s Orientering og har bl.a. modtaget Cavlingprisen for en radioserie, der afslørede, hvordan daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger og bad kommunerne administrere i strid med loven.

Mange statskundskabere har for vane at ende i forvaltningen, og MED ANDRE ORD har derfor sat Jesper Tynell i stævne for at blive klogere på, hvordan retten til aktindsigt kan siges at være en beskyttelse for den menige embedsmand.

Sagen er den, at aktindsigtsreglerne kommer til at undergå store ændringer. Det sker, når den nye offentlighedslov, som blev vedtaget d. 4. juni, træder i kraft fra årsskiftet. Loven indebærer, at mange af de dokumenter, der i dag er omfattet af aktindsigt, ikke længere vil være det. Det betyder ifølge Jesper Tynell og flere andre kritikere af loven, at borgerne fremover får sværere ved at kigge myndighederne over skulderen. Men det tegner også til at få ganske store konsekvenser for embedsstandens mulighed for at bringe offentligheden en sag for øre.

Mange embedsmænd tager kontakt
Vi lægger ud med at spørge Jesper Tynell, hvilke erfaringer han har med embedsfolk, der kontakter ham med sager, som de mener, han bør kigge nærmere på:

”I de senere år er jeg temmelig ofte blevet kontaktet af embedsmænd, som enten selv ringer eller beder en ven eller kollega om at ringe for at lave en aftale, fordi de har noget på hjerte. Der var for eksempel en person, der ringede og sagde, at der var én, der gerne ville snakke med mig, hvis jeg mødte op på en bestemt café på et givent tidspunkt. Og så sad der en mand dér, som godt ville fortælle mig noget.”

Tynell fremhæver derudover, at han har oplevet embedsfolk, som havde anskaffet sig en taletidskorttelefon for ikke at kunne blive sporet, når de har kontaktet ham, og folk har i tidens løb sendt ham både dokumenter og lydoptagelser fra interne møder.

”Fælles for disse sager har været, at jeg aldrig har brugt det materiale, som jeg modtog fra embedsfolk, direkte i radioen. I stedet har jeg kunnet begære aktindsigt i de sager, som, de syntes, var interessante.”

”Det har gjort, at jeg har kunnet ringe tilbage og sige, at jeg har fået papirerne ind ad fordøren, og at det ikke længere var den enkelte embedsmand, som så at sige hang på sagerne.”

”Embedsfolkene kommer næsten altid, når der har været tale om en eller anden form for politisk armvridning i sager, hvor det dybest set blot har handlet om at fremstille faglig viden gennem eksempelvis notater eller redegørelser.”

– Og hvad har det så betydet?

”Jeg har i hvert fald kunnet mærke, at skuldrene faldt betydeligt meget ned for de embedsmænd, der havde kontaktet mig. At jeg kunne få papirerne gennem aktindsigt betød, at der ikke længere var nogen lækage, og at der ikke længere var grund til, at der blev kigget efter, om nogen havde tippet mig om eller ligefrem givet mig noget.”

Politisk armvridning
Jesper Tynell fremhæver altså, at aktindsigtsmulighederne er med til at beskytte den enkelte embedsmand, når han eller hun ønsker at råbe vagt i gevær uden selv at risikere at havne i fedtefadet og således sætte karrieren på spil. Vi spørger ham derfor om, hvilke sager det er, embedsfolkene kommer med:

”Det har næsten altid været, når der har været tale om en eller anden form for politisk armvridning eller forsøg på det i sager, hvor det dybest set blot har handlet om at fremstille faglig viden gennem eksempelvis notater eller redegørelser,” fortæller han.

Sådan lyder budskabet imidlertid ikke, hvis man spørger Justitsministeriet. Her tager man det næsten omvendte argument i brug for at forsvare ændringerne i offentlighedsloven. Det bliver fremhævet, at en af grundene til at ændre i aktindsigtsreglerne er, at det er nødvendigt ”for at sikre fortrolighed i forhold til embedsmændenes betjening af ministre.” Her nævnes der ikke noget om politisk pres.

”I de senere år er jeg temmelig ofte blevet kontaktet af embedsmænd, som enten selv ringer eller beder en ven eller kollega om at ringe for at lave en aftale, fordi de har noget på hjerte.”

Vi sparker åbne døre ind
Netop hensynet fortrolighed er et af hovedargumenterne for, at man fremover vil fratage alle sager, der vedrører ministerbetjening, for aktindsigt. Ændringerne af offentlighedsloven betyder, at næsten al kommunikation mellem statslige myndigheder vil kunne kategoriseres som ministerbetjening. Og så er det så som så med offentlighedens indsigtsmuligheder (se faktaboks).

– Tiderne skifter og myndighederne skal håndtere en hel ny virkelighed, hvor en minister let kan risikere at ryge i pressens gabestok, hvis ikke der bliver gået stille med dørene. En lille idé til en fremtidig lov kan skabe stor furore i offentligheden. Det mener fortalerne for ændringerne i hvert fald – og derfor er der behov for mere fortrolighed. Kan de ikke have ret i det?

”Jo, jeg kunne godt se, at det ville være et problem, hvis det rent faktisk var et problem i virkeligheden. Det er værd at bemærke, at kommissionen ikke selv kommer med et eneste eksempel på, at det har været tilfældet,” svarer Tynell og fortsætter:

”En hel anden ting er, at hvis det er tal, notater eller indspil, der knytter sig snævert til den politiske beslutningsproces, så er det allerede muligt at undtage sagerne for aktindsigt med den nuværende lovgivning. Vi sparker åbne døre ind.” Han peger i den sammenhæng på en lang række paragraffer i den gældende offentlighedslov, som beskæftiger sig med undtagelser.

’Sagligheden eroderes’
Så kommissionen har altså ikke fremlagt et eneste konkret og hændt eksempel på det hypotetiske scenarium, som den begrunder et ganske substantielt indgreb i aktindsigtsmulighederne med. Et indgreb, som vel at mærke vil gøre det langt sværere for embedsmænd at råbe offentligheden op, når det politiske niveau forsøger at gå fagligheden på klingen.

At det politiske niveau i fremtiden vil få et langt stærkere greb om embedsapparatet, giver anledning til bekymring. En række forvaltningsforskere skriver i et høringssvar vedrørende offentlighedsloven, at ”idet offentlighedens indsigt i embedsmændenes forvaltning og rådgivning begrænses og dermed ikke kan kontrolleres, er det tilmed en risiko, at sagligheden eroderer, dvs. at de politiserede aspekter dominerer.”

Det fremhæves herefter yderligere, at ”embedsmændene i højere grad [vil] kunne underlægge sig ”selvcensur” og således ikke have den saglige motivation i tjenesten.”

Det brogede embedsværk
Men – kunne man indvende – er det ikke muligt, at nogle i embedsstanden er tilfredse med, at det nu ser ud til, at de kan få ro til at arbejde i fred, uden at offentligheden i tide og utide kommer rendende? Det spørgsmål bringer Jesper Tynell ud i en længere redegørelse om forskellige embedsmandstyper, som han baserer på et forskningsprojekt, han har foretaget for Syddansk Universitet, hvor han var fellow et halvt år.

”Det er ingen tvivl om, at der er mange embedsmænd, der synes, at det er rigtig godt med ændringerne. Den helt firkantede version går på, at der er forskel mellem dem, der sidder tæt på det politiske niveau, og dem der sidder langt fra. De, der sidder længere ude, føler så, at de ikke kommer ordentligt igennem med deres faglige viden.”

”Det er ingen tvivl om, at der også er mange embedsmænd, der synes, at det er rigtig godt med ændringerne. Den helt firkantede version går på, at der er forskel mellem dem, der sidder tæt på det politiske niveau, og dem der sidder langt fra.”

”Når det er sagt, har jeg også oplevet embedsmænd, der sad længere ude, og som godt kunne finde på at gå på kompromis med deres faglighed. De syntes, at det var voldsomt interessant at tage del i det politiske spil. Og jeg oplevede også en stor gruppe af folk, der dybest set var ligeglade, og ikke rigtigt bekymrede sig om, hvorvidt deres arbejde blev rettet og skåret til længere oppe i hierarkiet, så længe de havde deres på det rene,” afslutter Tynell.

Et spørgsmål om tid
En time er ved at være gået, interviewet er ved vejs ende, og MED ANDRE ORD forlader P1’s hæderkronede journalist en hel del klogere på, hvordan de gældende aktindsigtsregler kan siges at beskytte embedsstanden og sikre fagligheden i sager, hvor det politiske niveau er kommet lidt for tæt på. Regler, som det er fremgået af interviewet, der i høj grad bliver brugt, og som øger offentlighedens indsigt i forvaltningens arbejde.

Tilbage synes kun at være ventetiden på, at kalenderåret slår om i 2014. Til den tid vil denne vigtige beskyttelse af embedsstanden forsvinde. Og når den forsvinder, må vi se, hvordan det så bliver at have ro til at arbejde i fred. ”I fred for hvem?” kunne man spørge. ♦

Fakta: DEN NYE OFFENTLIGHEDSLOV
*Loven er blevet til på baggrund af Offentlighedskommissionens arbejder
*Den erstatter den gældende lov på området fra 1985
*Mange journalister, forskere og borgere har udtrykt stærk kritik af loven, som blev vedtaget af regeringen samt Venstre og Konservative
*Det er særligt paragraffer 24 og 27, som kritikerne har fæstnet sig ved. De to paragraffer vidtstrakte undtagelsesmuligheder i reglerne for aktindsigt
*Fremover vil dokumenter og oplysninger, hvor “der er en konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”, kunne undtages aktindsigt. Det samme vil dokumenter, som er blevet udvekslet mellem ministre og folketingsmedlemmer i sager om lovgivning eller lign. politiske processer.
*For en uddybende gennemgang af ændringerne af offentlighedsloven, se: http://polsci.ku.dk/sk/tidligere_debatnumre/marts2013/offentlighedslov/
Blå bog: JESPER TYNELL
*Født 1971
*Cand. hist. og cand. comm.
*Rets- og socialpolitisk fagmedarbejder på DR’s P1
*Modtager af Cavlingprisen i 2009 for en række radioindslag i Orientering på P1. Her dokumenterede han, hvordan daværende “beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget,” som Cavlingkomiteen skriver i sin begrundelse for pristildelingen.
*Fellow ved Center for Journalistik, Institut for Stats-kundskab, Syddansk Universitet, 2010